En udskydelse?

[Gilbert af Meagmarsk]

Niklaus af Legan

Han var noget nervøs for den her samtale. Han vidste jo godt, at han nok selv havde været med til at presse på om at få Niklaus til at lave mere ridderarbejde. At han så bad ham om at udskyde det lidt ... Det kom nok ikke til at falde i helt god jord ...
Derfor var det også en noget tøvende Gil, der åbnede døren på klem og kiggede ind i stuen, hvor Niklaus sad og nød et glas et-eller-andet. ”Ehm ... Niklaus ...” startede han forsigtigt bare lige for at få en føling for ridderherrens humør. Forhåbentlig var han godt afslappet.

[Niklaus af Legan]

Endelig. Endelig havde han fundet manden, der skulle varetage Legans interesser, mens han var væk. En Naxen-mand, så en af familien og med et skarpt hoved, heldigvis også. Derfor havde han slået sig ned i stuen med et godt glas og et selvtilfredst smil, mens han så ud på haven. Det var nu godt at han igen skulle ud..

Han smilede skævt over skulderen til Gil og viftede ham ind, før han igen sank ned i stolen og tog en tår. Nu var der også kun et par timer til, at han kunne tage ned og se Alexander. Tanken varmede godt.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han var i godt humør! Gil åndede lettet ud og kom ind, da først Niklaus viftede af ham. Nu skulle han bare håndtere det her ordentligt ... på en eller anden måde. Hun gik han og slog sig ned i en stol. Hvad ville være en god indgangsvinkel her? ”Ehm ... Ermelia skal snart introduceres ved hoffet,” startede han forsigtigt. ”Om et par dage faktisk ... Så jeg tænkte med hensyn til vores afrejse ...” Stemmen døde lidt ud igen, da han atter følte behov for lige at veje stemningen.

[Niklaus af Legan]

Ermelia? Det måtte vel betyde, at de var kommet tættere på hinanden. Niklaus smilede lidt for sig selv og tog endnu en tår. "Vores afrejse falder sammen med?" gættede han og så hen på væbneren med let rynkede bryn. Så trak han op i et skævt smil. "Siden hvornår vil du gerne med til sådan nogle ting?" De der baller var simpelthen noget så idiotiske og kedelige, og det havde da været rart at have Gil ved sin side, der lod til at finde det lige så tåbeligt, som han gjorde.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede forsigtigt til spørgsmålet, men heldigvis lod Niklaus stadig til at være i et godt humør, så han løsnede snart lidt op. Han sukkede opgivende ved tanken om ballet. ”Jeg ser bestemt ikke frem til det ... Baller er stadig meget ... store ...” Han brød sig bestemt ikke om dem. Mest fordi han altid følte sig så lille og ligegyldig med alle de voksne, der rendte rundt og snakkede om ting, han ikke selv følte sig erfaren nok til at deltage i. ”Men hun er jo min forlovede, så jeg bør vel egentlig være der, hvis det er muligt?” påpegede han så. ”Desuden virkede hun til at se frem til, at jeg kom. Hun blev skuffet, da jeg fortalte, at jeg vi snart rejser, så jeg ikke kan nå at komme ...” Og nu hvor han havde fået talt ud med hende, var han vendt tilbage til at synes, at Ermelia var en sød kvinde. Han havde ikke lyst til at gøre hende ked af det, hvis han kunne undgå det.

[Niklaus af Legan]

Han tømte glasset og lyttede til Gils ord imens. Det undrede ham noget, for sidst de havde talt om forlovelsen, havde det ikke ladet til, at komtessens mening havde den store indflydelse. Men noget havde vel forandret sig. Han trak på skuldrene og rejste sig, skænkede et glas mere til sig selv - og Gil, nu han var ved det.

"Du er først og fremmest min væbner og dernest Ermelias forlovede," svarede han roligt og tog plads igen, før han gav glasset til Gil. "Men jeg taler med Gavin om det og ser, om der er mulighed for, vi kan indhente dem.." Han løftede brynene lidt. "Så er et par dage og nætter på hesteryg uden søvn din forlovedes bal værd?" Smilet blev drilsk.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede til baronens ord. ”Jeg sagde også til hende, at jeg ikke kunne love noget ...” Han kunne prøve, men i sidste ende var det ikke op til ham. Ved forslaget og det efterfølgende smil skar han en grimasse. ”Ja, det er det.” Han havde lovet at gøre, hvad han kunne, så hvis det var det, der skulle til, måtte det jo blive sådan. ”Lover du at lade være med at grine, hvis jeg falder af Phillip?” spurgte han så med en kritisk mine. Det skulle jo nok passe, at han endte med at falde i søvn på rideturen og gøre sig selv til grin.

[Niklaus af Legan]

Han grinede lavmælt over grimassen og var glad for, at latteren skjulte hans forbløffelse. Selv ville han kun ride dag og nat for Legan eller Alexander, men det var der selvfølgelig ikke nogen grund til at pointere. Gil virkede til at være forvirret nok i forvejen. "Nej," svarede han blot med et skævt smil og blinkede til ham, før han igen tog en tår af sit glas. "Vi rejser morgenen efter hendes bal, så."

[Gilbert af Meagmarsk]

Han skulede tvært til Niklaus. ”Ridderherrer bør ikke mobbe deres væbner,” påpegede han så snusfornuftigt, men blødte snart op i et skævt smil. Ja, ja, han ville vel også selv drille folk, hvis de skvattede af deres hest. ”Det lyder fint. Jeg prøver at komme hjem i ordentlig tid så.” Han skulle bare lade være med at blive til alt for sent ved festen, og så burde den første del af rejsen være forholdsvis overkommelig.

[Niklaus af Legan]

Han havde ingen kommentar til Gilberts mukkerier. Hvis han følte for at drille sin væbner, skulle han da nok sørge for at drille sin væbner. "Det skal jeg ikke blande mig i," konstaterede han blot med et skuldetræk. "Så længe du er i stand til at sidde på hesten omkring solopgang, så må du gøre, som du vil. Brug lidt tid med din forlovede, hvis det er det, du føler for." Det var jo godt, at væbneren endelig interesserede sig for sin forlovede.

[Gilbert af Meagmarsk]

Føler for? Han grublede lidt over Niklaus’ ord. Ja, det gjorde han vel ... Hun var da meget sød, når hun ikke lige var sur på ham. Han var nu stadigvæk ikke vild med, at hun havde været alene med Jamie. Han sukkede ved tanken og kom på benene. ”Nå, men jeg vil vende tilbage til at pakke så,” erklærede han og bundede det glas, som Niklaus havde stillet til ham. Det fremkaldte kort en voldsom hosten. Føj altså! Han havde troet, at han godt kunne klare den i én slurk, men det var vist lige voldsomt nok ...

[Niklaus af Legan]

Han kunne ikke lade være at grine af Gilberts reaktion på indholdet af væsken. "Måske skal du ikke gøre det til Ermelias bal," rådede han ham med et skævt smil og vendte så tilbage til sine tanker igen. Det var virkelig rart med en lille pause.

afsluttet