Indendørs aktiviteter

[Charlotte af Hamin]

Nathan af Dunlath

Det havde regnet udenfor hele dagen, og i stedet for at sidde hjemme på sit værelse og surmule, havde Charlotte valgt at bruge al sin energi på at læse. Og få styr på de opgaver, som hun havde haft.

Hun var næsten lige ankommet til universitetet, og til trods for den korte gåtur fra vognen og op til hovedindgangen, havde hun formået at få ødelagt den ellers flotte frisure hendes tjenestepige havde lavet. Hun var dog glad for, at hendes kappe havde suget det meste af regnen, så hendes kjole da endnu var tør.

Med det samme søgte hun mod studielokalerne, og herinde fandt hun et lyshåret hoved, som hun efterhånden havde kendt i noget tid. Hun styrede med det samme hen mod den unge mand, der sad helt alene. "Goddag Nathaniel," sagde hun lavmælt og satte sig ved siden af ham med sine egne bøger og pergamentruller.

[Nathan af Dunlath]

Det var eksamensperiode og som altid betød det, at Nathan ikke rigtig havde nogen kontakt til virkeligheden. Han var ikke helt sikker på, hvilken dag det var, eftersom det bare havde været gråt og kedeligt, da han vågnede op på læsesalen og han havde for længst opgivet håb om at finde ud af klokken.

Han so overrasket op, da der var en, der kaldte ham ved.. Hans navn. "Bare... Nathan, t-tak," han smilede fåret og kløede sig på kinden. "Hej, Charlotte." Hans fingre gled ned over kanten på bogen, ude af stand til at tage valget om, hvorvidt den burde lukkes eller ej.

[Charlotte af Hamin]

Hun smilede skævt af hans lette stammen, og slog sin egen bog op. Ikke fordi den var særlig spændende. "Er du ved at være klar til eksamerne?" Spurgte hun og kørte sine slanke fingre ned over bogens skrøbelige sider. Hun følte sig langt fra klar, hendes opmærksomhed havde ligget andre steder de sidste par måneder. "Har du overhovedet fået noget at spise i dag?" Hun så bekymret på ham.

[Nathan af Dunlath]

Smilet blev en smule mere afslappet, da hun spurgte ind til noget studierelateret. Ja, eksamener. Dét kunne han tale om. "Jeg begynder at tro, at jeg måske kan komme igennem det," svarede han og kløede sig på kinden, før han igen lagde hånden ned over bogen. "Og du?" Det var efterhånden noget tid siden, han havde set Charlotte derude.

"Ja, det..." Han så et øjeblik forvirret ud. "Det.. Tror jeg da?" Blikket flakkede. "Undskyld, jeg fik ikke sovet så godt i nat." Læsesalens stole var ikke alle sammen videre komfortable og han havde med vilje valgt en, der ikke var god - bare for at sikre, han holdt sig vågen. Uden held.

[Charlotte af Hamin]

Hun var glad for, at han måske ville komme igennem dem, men hun måtte ryste på hovedet, da han vendte spørgsmålet mod hende selv. "Mine tanker har desværre været distraheret de sidste par måneder, og jeg er kommet bagud," sagde hun med et lille og opgivende suk.

Det trak i hendes mundvige, da hun så hans forvirrede udtryk i ansigtet. "Nej, det ligner ikke helt, at du har forladt læsesalen," sagde hun blidt. "Jeg har en kurv med friskbagte boller med. Kan jeg friste dig med en?" Spurgte hun og så helst, at han sagde ja. Det gik ikke, at han ikke fik noget at spise, når han skulle læse op til eksamen.

[Nathan af Dunlath]

"Åh, hvad har dog distraheret dig?" spurgte han og minen lagde sig i bekymrede folder. Han ville helst have, dem omkring ham havde det godt og med årene var Charlotte blevet en af dem.

Han smilede fåret til hende og trak på skuldrene. Det var ikke helt ualmindeligt, at han fordybede sig lidt for meget i de studier. Især efter han havde fundet ud af, filosofi ikke rigtigt kunne bruges til noget. Så var det af en eller anden grund næsten kun blevet vigtigere for ham. "Øh, jo, tak." Han smilede skævt.

[Charlotte af Hamin]

Hun trak let på skuldrene over hans spørgsmål, mens hun satte den lille kurv med boller op på bordet. "Forlovelse og sociale arrangementer," svarede hun og forsøgte at smile over det. "Noget jeg aldrig havde troet, skulle være en del af mit liv." Hun løftede lidt på stoffet, der lå over bollerne, og tog to ud. Han satte den ene foran Nathan. "Så man kan vel sige, at livet er begyndt at indhente mig."

[Nathan af Dunlath]

Han nikkede, som vidste han fuldstændig, hvad hun talte om, selvom han ikke vidste om det var hende selv eller en tæt på hende, der var blevet forlovet og hvad de sociale arrangementer helt havde været. Det var ikke noget, han nogensinde aktivt havde søgt, men bare.. På en eller anden måde fra tid til anden havde deltaget i. Især de gange Adrian havde besluttet, at nu skulle de altså finde nogle kvinder, for så at forsvinde sporløst en time inden i arrangementet. "Det lyder hårdt," nikkede han og smilede igen, da hun satte en bolle foran ham. "Tak."

[Charlotte af Hamin]

Hun smilede til ham og nikkede. "Det føles hårdt. Især når ens mester tydeligvis er skuffet over den indsats man ikke helt har ydet," fortalte hun. Aldrig i sit liv havde hun været bagud i noget som helst, når det handlede om hendes studier. Ofte havde hun været foran. Men for første gang i sit liv følte Charlotte, at hun var ude på tynd is. "Var du med til ballet på paladset for noget tid siden?"

[Nathan af Dunlath]

Det lød som hele hans liv, halsende underligt efter det hele, men han sagde det ikke. I stedet rakte han forsigtigt over og klappede hende kejtet et par gange på hånden, før han igen trak den til sig. Spørgsmålet fik ham til at rynke brynene en smule. Ballet? "Umm.. Hvilket bal?" Det var ikke så tit, han var til bal på paladset. Han var jo immervæk bare en barons nevø. Det var ikke dem, der fik de fleste invitationer.

[Charlotte af Hamin]

Hun trak ikke hånden til sig, da han klappede den. I stedet tog hun en bid af bollen. "Komtesse Josepha og Komtesse Katrina holdt bal på paladset. Og næsten alle ugifte mænd og kvinder var der," fortalte hun. "Jeg blev tvunget afsted." Hun havde slet ikke haft lyst. Og nu fortrød hun i den grad, at hun var taget afsted. Aftenen var endt mere katastrofalt, end noget andet i hendes liv.

[Nathan af Dunlath]

Han så på hende med uvidenhed i blikket og det var ganske tydeligt, at det enten var første gang, han havde hørt om det bal eller i hvert fald, at han ikke havde nogen som helst erindring om der. "Af hvem dog?" spurgte han og skævede ned mod bogen igen. Nu de var begyndt at komme væk fra emnet studier og hen på noget, han ikke rigtig vidste så meget om.

[Charlotte af Hamin]

"Af mine forældre," svarede hun og tog endnu en bid af bollen. Hendes blik blev en smule fjernt igen ved mindet, og hun lagde ikke mærke til Nathans uforstående udtryk. "Jeg kan dog udlede af det, at du ikke var med. Og lad mig gætte..." Hun så smileden på ham. "Du læste til eksamen i stedet for?" Det ville ikke undre hende.

[Nathan af Dunlath]

Han trak på skuldrene og nikkede lidt ved hendes konklusion. "Ja, det gjorde jeg vel," konstaterede han med en lavmælt latter og pillede lidt ved siderne i bogen, mest af alt for at have noget at tage sig til med fingrene. "Du kender mig efterhånden," Han pillede et stykke af bollen og gumlede på det. "Men var det så.. Et godt bal?" Var det ikke sådan noget, man skulle spørge om?

[Charlotte af Hamin]

Hun lo sammen med ham og nikkede så langsomt. "Vi har studeret det samme sted i efterhånden mange år Nathan," sagde hun med et drillende blink. Så trak hun let på skuldrene ved hans spørgsmål. "Jeg var der måske omkring en halv time til en time, inden jeg stormede ud. Meget dramatisk. Tårer i øjnene og det hele," fortalte hun og rystede så på hovedet. "Men jeg har hørt, at det skulle have været fantastisk."