Hvor vover De?

[Ermelia af Naxen]

Gilbert af Meagmarsk

Brevet havde ligget og ventet på hende derhjemme, efter Ermelia var vendt tilbage fra sin daglige tur. Det undrede hende at høre fra væbneren og indholdet fik kæben til at droppe. Ikke et sekund stod hun stille, før hun var i bevægelse mod Legans hus med en tjenestepige ilende efter hende, bare for at give hende en eller anden form for opsyn.

"Væbner Gilbert af Meagmarsk, tak." Hendes stemme var isnende kølig og tjeneren ilede straks af sted efter væbneren. Brevet knugede hun stadig hårdt.

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil var ved at danne sig et overblik over sin garderobe, så hans lille kammer flød med tøj. Det var lykkedes ham at finde noget sommertøj, som forhåbentlig ville være let nok til Carthaks varme. Han var i gang med at pakke vintertøjet væk, da en tjenestepige kom og informerede ham om Ermelias ankomst. Han fik kvalt et selvtilfreds smil og fastholdt en rolig mine, imens han gik hen til hallen, hvor hun stod. ”Komtesse Ermelia,” hilste han og bukkede for hende. ”Hvad bringer Dem herhen uanmeldt?” spurgte han så, da han havde rettet sig op.

[Ermelia af Naxen]

Hun var så arrig, at hun kunne mærke en let brusen for ørerne, men heldigvis gav hendes ventetid hende muligheden for at falde bare en lille smule ned, til da Gil endelig kom ud. Ih, han så simpelthen så selvtilfreds ud, at hun havde lyst til at stikke ham én. Bare for at se, om det kunne gøre noget ved ham.

Uden et ord holdt hun brevet frem og fandt hans blik, tvang et sukkersødt smil frem til ham, der ikke nåede de blå øjne. "Forklar dem selv," forlangte hun og prøvede at holde sin stemme så rolig og fattet som muligt.

[Gilbert af Meagmarsk]

Ikke overraskende fik han præsenteret sit brev. Han tog imod det og kiggede kort ned på det, før han så op på Ermelia igen. ”Jeg ønskede blot at udtrykke min ærgrelse over, at De var nødt til at tilbringe beltane uden en mand, siden jeg først i dag fandt ud af, at ridder Valon udeblev fra jeres aftale. Da vi dansede, sagde De jo selv, at den slags ikke passede sig for en kvinde af Deres status.” Han trak på skuldrene. ”Så jeg skrev til Dem for at lade Dem vide, at jeg gerne fejrer beltane med Dem i fremtiden – medmindre De selvfølgelig foretrækker et andet selskab?” Han løftede et spørgende øjenbryn.

[Ermelia af Naxen]

Hendes mund lukkede i så hurtigt, at hendes tænder klaprede og hun stirrede på ham, ikke i stand til at holde smilet kørende længere. "De fornærmede mig," svarede hun langsomt og sendte ham et blik, der viste præcist hvor uretfærdigt, hun fandt det. Men hun var også klar over, at hun blev nødt til at have en ny strategi. Åh, det havde været tåbeligt og uovervejet.

"Men det var ikke derfor, jeg kom forbi. Jeg blev blot gjort opmærksom på Deres brev på vej ud." Hun var rolig og afbalanceret i sit ydre igen. Hvis han kunne, kunne hun også. "Jeg talte med det, jeg forstod, var en ven af Deres? Ridder Jamie. Han udviste mig stor venlighed og støtte, og han bad mig spørge Dem, om ikke han måtte være min ven i forlængelse af Ridderen og Deres venskab."

[Gilbert af Meagmarsk]

Han fornærmede hende?! ”Så er vi vel lige,” bemærkede han tørt. Hun startede det, da hun bestemte sig for at lægge op til at afbryde deres forlovelse. Da hun fortsatte løftede han igen et øjenbryn. Og så kom Jamie selvfølgelig på banen. Han måtte tage et stærkt tag i sin jalousi for at stoppe sig selv fra at forlange, at Ermelia holdt sig væk fra hans mand. ”Jamen selvfølgelig. Det vil kun gavne os, at vi har fælles venner,” svarede han med et let smil.

[Ermelia af Naxen]

"Hvornår har jeg nogensinde fornærmet Dem, væbner Gilbert?" udbrød hun indigneret og foldede armene under brystet. Det lille brev stak underligt ud fra hendes side. Han var slet ikke retfærdig lige nu og hun havde mest af alt lyst til bare at storme ud og bede Murray fri hende fra den håbløse forlovelse.

"Fint," fnøs hun hårdt og kunne mærke, hvordan den rolige facade smuldrede igen. Han var simpelthen så tarvelig!

[Gilbert af Meagmarsk]

Fint, hvis hun havde tænkt sig at stå og surmule midt i det hele, behøvede han da heller ikke lade som om mere. ”De fornærmer mig, når De render rundt og sender lange blikke efter andre mænd og antyder, at De vil afbryde vores forlovelse.” Han fnøs misfornøjet og rankede sig lidt. ”Jeg har fattet, at De mener, jeg er et eller andet umuligt lille barn, men lad mig minde Dem om, at det er mig, der står til at arve et hertugdømme her og ikke Dem. Jeg værdsætter ikke at blive truet og løjet for.”

[Ermelia af Naxen]

Hun havde slet ikke ord at sætte på sine følelser til det første, han anklagede hende for. Kunne han da ved kaos ikke bare forstå, at det var hans skyld, at hun havde været nødsaget til det? "Har De overvejet at grunden til, jeg betragter Dem som et lille barn er fordi De søger i skjul bag Deres mors skørter?" hvæsede hun af ham og så ingen grund til at holde fast i facaden længere. "De opfører Dem som om jeg er en byrde, så kan De egentlig bebrejde mig for at vise Dem, at andre faktisk gerne vil tilbringe tid med mig?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Han blev en tand varm i kinderne, da hun mindede ham om de uheldige episoder, hvor han var stukket af. ”Jeg er ikke et barn,” fastholdt han blot. ”Og desuden har jeg aldrig anset Dem for at være en byrde! Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal gribe alt det her an. Især når nogen stiller spørgsmål, som jeg ikke aner, hvordan jeg skal besvare.” Det var ligesom hende, der havde bragt hele sengeproblematikken på banen til at starte med. Tjenestefolkene havde heldigvis forføjet sig for længst, så de kunne skændes i fred. ”Men fint, hvis jeg er et barn, fordi jeg ikke kan svare på et upassende spørgsmål, så tillad mig at modbevise det!” Han trådte helt hen til hende, lagde hænderne på hendes kinder og kyssede hende uden videre. Et kort flygtigt kys for ikke at risikere at blive opdaget. Så trak han sig tilbage. ”Jeg er ikke et barn, og De er ikke en byrde,” konkluderede han roligt.

[Ermelia af Naxen]

Hun åbnede munden for at komme med indvendinger, men han gav hende ikke plads til at tale og velopdragen, som hun var, holdt hun ordene tilbage. I hvert fald for nu. Hun blev varm i kinderne, da han kommenterede på spørgsmålet. Det havde aldeles ikke været upassende og hun var ved at eksplodere, da han trådte frem og kyssede hende.

Kinderne blev om muligt rødere og hendes blik flakkede, før hun tog fingrene op og lige så langsomt strejfede sine læber. "De..." Hendes hånd faldt igen. "Hvor vover De?" Og så kaldte han hende upassende?

[Gilbert af Meagmarsk]

Han trak på skuldrene. ”Jeg ville ikke kysse nogen, som jeg anså for at være en byrde,” nøjedes han med at svare. Han vidste jo godt, at han ikke burde have gjort det, men det var det eneste, han lige kunne komme på, som ville lukke munden på hende. Det var den eneste ting, hvor han var sikker på, at han ville have overhånden. ”Men De må undskylde, at jeg tog mig den frihed.” Uanset hvad burde han ikke kysse hende, når de kun var forlovede.

[Ermelia af Naxen]

Hans ord fik effektivt lukket munden på hende igen og gav sig til at bløde op for den ellers hårde bebrejdelse og indignation, hun havde udvist over hans handling. "Åh." Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige nu. "Det... Det er tilgivet, vel," endte hun med at svare og sendte ham et ukarakteristisk, fåret smil. "Umm.. Jeg..." Hun tav igen og så bare op på ham, fuldstændig på bar bund, når det kom til, hvordan de skulle komme videre derfra.

[Gilbert af Meagmarsk]

Hun blev underligt stille i det lige pludselig. Eller ... måske ikke så underligt egentligt? Med ét sæt gik det for Gil, at nu var det ham, der var den erfarne og stod og skulle håndtere nogen, der var fuldstændig uvant med den slags intimitet, som de netop havde delt. Tanken gjorde ham ganske stolt. ”Så ...” Han rømmede sig lidt. Ermelia var måske forlegen eller nervøs, så det var vigtigt, at han ikke selv virkede nervøs nu! Hun skulle jo kunne føle sig tryg og beroliget! ”Skal vi lave en aftale? Fra nu af skal jeg nok tage imod alle Deres invitationer, så længe mine forældre og ridderherre tillader det. Der vil ikke være flere tilfælde, hvor jeg er for nervøs til at beslutte mig. Til gengæld lader De være med at lyve om, hvordan De har planer med andre mænd,” foreslog han. Det vigtige lige nu var at bringe samtalen videre og sørge for, at stemningen ikke blev akavet.

[Ermelia af Naxen]

Hun kunne slet ikke se, hvordan det var, han lige gik på kompromis i deres aftale. Han havde jo selv lige sagt, hun ikke var en byrde, så det burde da ikke kræve noget af ham, hvis han tilbragte tid med hende! Armene lagde sig over kors igen og hun så vurderende på ham et langt øjeblik. "Udmærket, hvis De til gengæld lover at besvare eventuelle spørgsmål og ikke bare stikke af fra mig," gav hun ham som modforslag.