ENDELIG hjemme!

[Jessica af Perlegab]

James af Perlegab

6. maj, 528 M.T.

Det havde været en umanérligt lang og kedelig og tåbelig tur hjem til Corus, men da først hun begyndte at genkende byen i horisonten var tiden nærmest fløjet af sted. Og nu var hun her endelig. Med et bredt smil over læberne, stormede hun ud af vognen uden at værdige alt arbejdet, tjenerne kastede sig over med at bære ind i huset, et blik.

"Jaaaaaaaamieeeee?" kvidrede hun højlydt og ignorerede et forskrækket blik af en tjener, der tydeligvis ikke havde arbejdet der længe nok til at have mødt familiens andenfødte endnu. Hun tog et par drej omkring sig selv, mens hun overvejede, hvor hun skulle lede efter ham først, mens de første kister med hendes kjoler blev bragt ind.

[James af Perlegab]

Jamie sad og hang på sit værelse med et glas whiskey efter en hård træningssession med Arlen, da døren pludselig gik op og Jessie kom stormende ind. Den træthed, som ellers havde lagt i hans krop for bare et øjeblik siden var øjeblikkeligt blæst bort og han var oppe at stå og trak hende ind i sin favn med det samme. "Jessie!" udbrød han ekstatisk og løftede hende ivrigt op i luften. "Så kom du endelig!"

[Jessica af Perlegab]

Værelset. Hvis hun kendte Jamie ret, dovnede han den sikkert der og hun sprang op af trapperne og hen til hans værelse. Og som altid havde hun ret. Smilet blev bredere, da han sprang op ved synet af hende og hun satte fra jorden, da han løftede hende. "Selvfølgelig," svarede hun og kunne ikke lade være at grine af ren ekstase ved endelig at være hjemme igen. "Fortæl mig, hvem der har savnet sin søster ubeskriveligt!"

[James af Perlegab]

Han lo ekstatisk og satte hende ned, kun for at kunne give hende et velkomstkys lige midt på munden. "Dét har jeg!" svarede han med eftertryk. "Intet har været lige så sjovt, mens du har været væk." Og deres forældre var kommet på alle mulige sære ting, som de aldrig ville have fundet på førhen. "Har du i det mindste haft en god tur?" spurgte han muntert.

[Jessica af Perlegab]

Hun smilede bredt og kunne ikke få sig selv til at trække sig fra hans arme igen. Nu var de endelig sammen efter så lang tid hver for sig! Ja, det måtte jo næsten være.. Et år, hvis ikke længere... "Jeg har haft en spændende tur, hvor jeg gjorde nogle.. Interessante fund," hun blinkede hemmelighedsfuldt og lænede sig helt ind til ham, før hun hviskende fortsatte. "Jeg har ting med hjem, du skal prøve."

[James af Perlegab]

Han smilede og mærkede et lækkert gys glide ned af ryggen, da hun hviskede ham i øret. "Virkelig? Hvad er det? Urter? Svampe?" Han var omgående interesseret og utålmodig, mens han ventede på, at hun skulle komme til sagen.

[Jessica af Perlegab]

"Jeg var i Carthak, fjolle," grinede hun og rystede lidt på hovedet af ham. "Jeg fandt noget olie der, som får dig til at grine som lille komtesse første gang, hun ser en nøgen mand." Hun smøg sig tættere ind til ham igen og lagde atter læberne ud for hans øre. "Og så fandt jeg noget du kan putte i din vin og jeg lover dig.. Du vil aldrig have oplevet at ligge med nogen, som du gør det med det." Læberne strejfede hans hud let, før hun igen trak sig langt nok tilbage til, at hun kunne blinke drilsk.

[James af Perlegab]

Han grinede sammen med hende og ventede stadig bare spændt på at høre, hvad hun ville sige. "Virkelig? Grine?" spurgte han overrasket. "Hvad skal man bruge det til?" spurgte han med en lille rynke mellem brynene. Han kunne ikke helt se, hvad det skulle gøre godt for.

Hendes næste ord skabte dog mere begejstring. "Er det rigtigt?" spurgte han, som han strammede grebet om hende, så hendes krop kom helt tæt på ham, så hun ikke kunne trække sig væk. "Hvor meget har du med?"

[Jessica af Perlegab]

"Bare vent, til du har prøvet det," sukkede hun og gad ikke dvæle for meget ved det. Især ikke, da hun så hans reaktion på det andet, hun havde med hjem. "Nok..." Hun grinede lavmælt og nappede ham i øreflippen. "Jeg fik en syerske til at sy det ind i nogle hatte, jeg fik med hjem." Der var ingen som hende til at få transporteret ting fra fjerne egne uden at nogen fandt ud af det. Det var derfor hendes og Jamies fester altid var de bedste, mente hun selv.

[James af Perlegab]

Hans øjne lyste op og der var noget dragende i dem, som han øjeblikkeligt blev grebet af lysten til at prøve det. Lige her. Lige nu. "Har du noget på dig?" spurgte han sultent. Han havde momentært glemt, at deres forældre var i huset og at de sikkert også gerne ville hilse på deres datter. "Skal vi ikke prøve det?!"

[Jessica af Perlegab]

Hun listede to fingre ned mellem de tæt sammenpressede æblebryster i den dybe udskæring og fiskede en lille papirspose op. "Hent noget vin," bad hun ham og viftede posen lidt med et skævt smil på læberne, der lagde små folder omkring hendes øjne. "Vent.. Hvor er mor og far?" faldt det hende pludseligt ind.

[James af Perlegab]

Han havde allerede sluppet hende og var på vej hen efter vinkaraflen, da hun stoppede ham med et spørgsmål og virkeligheden pludselig greb ind i hans lille boble. "Åh ved alle...!" Han bandede lavmælt for sig selv og vendte sig om mod hende. "De sidder nedenunder. De har sikkert allerede fået besked om, at du er dukket op." Og at de to søskende kunne finde på at nyde hinanden, var trods alt noget, de havde holdt skjult for dem.

[Jessica af Perlegab]

"Kaos også!" udbrød hun frustreret og krydsede armene under brystet. "Det er ikke retfærdigt. Jeg har jo ikke savnet dem.." Hun skubbede underlæben frem og så tankefuldt frem for sig et øjeblik. "Udmærket, jeg går hurtigt nedenunder, siger hej til mor og far, kyskys, jeg er træt efter lang rejse og tager en lur." Hun slog ud med hænderne. Mere simpelt blev det vel ikke.

[James af Perlegab]

Han kunne ikke lade være med at smile denne gang. Hvor var det dejligt at have hende hjemme igen. Det havde været ganske trist at skulle håndtere forældrene alene. "Ja gør det," svarede han med et skævt smil. "Jeg venter her på dig i mellemtiden så." Han gad ikke rigtigt med ned og lege 'sød søn' nedenunder.

[Jessica af Perlegab]

Hun blinkede til ham og lagde et flygtigt, fjerlet kys mod hans læber, før hun valsede ud fra hans værelse og nedenunder. Forældrene var lige så intetsigende, som hun huskede dem og efter at have fortalt sødt om, hvor god en pige, hun havde været i Carthak, gabte hun lidt og undskyldte sig.

Allerede fra hallen småløb hun op af trapperne og skyndte sig ind på sit værelse, hen til klædeskabet, som hun og Jamie havde fået lavet til en hemmelig dør. Hun trak et par kjolet til siden og bankede på skabsvæggen, ventede tålmodigt på, at han åbnede og smøg sig straks ind til ham, da hun var kommet ud på den anden side. "Har du savnet mig?"