Solen titter altså frem

[Elisia af Bugtvig]

Gilbert af Meagmarsk

Solen var knapt nok stået op, men alligevel var Elisia oppe og i gang. Hendes familie var blevet informeret om, at hun ville tage til Carthak og der var ikke meget andet for end bare at pakke. Hvilket hun så også var godt i gang med. Som en lille tornado fik hun påbegyndt pakningen (og efterladt sit værelse i ruiner), før hun indså, at hun havde for meget krudt i røven til at sortere udstyr.

Inden længe stod hun i Legans hall og ventede. Hun havde fortalt husbestyrersken, der tilfældigvis var kommet forbi, at hun noget så gerne ville hive Gil med op og træne og kvinden havde forsikret hende om, at beskeden nok skulle nå frem til væbneren. Der var så meget, de skulle snakke om!

[Gilbert af Meagmarsk]

Niklaus var optaget det meste af dagen på grund af møder, så efter at have ordnet de obligatoriske morgenpligter, sad Gil på sit værelse og eksperimenterede videre med hele den der læse-ting, som Alexander talte ih og åh så varmt for. Han var stadigvæk ikke sikker på, om det var noget for ham.
Han så op, da der blev banket på døren. Da han åbnede, blev han informeret om, at Elisia var kommet på besøg, så han skyndte sig straks ud i hallen og lyste op i et smil ved synet af veninden. ”Du er tidligt på færde,” bemærkede han og kom over til hende. ”Skulle vi træne?” Det lød til, at det var derfor, hun var kommet over.

[Elisia af Bugtvig]

Hendes ansigt flækkede i et lydløst grin. "Selvfølgelig!" svarede hun straks og nikkede til spørgsmålet. Hun gjorde et lille kast med hovedet og satte ud af huset, drejede straks ned mod paladsdistriktet. Enten kunne de jo tage træningspladsen eller hente hestene og ride ud i skoven.

"Så fortæl mig så, hvad glæder du dig mest til? Kulturen? Varmen? Uh, eller måske kommer vi til at møde nogle vilde krigere. Jeg har hørt, nogle af dem kan hoppe flere meter i vejret uden at få sved på panden," rablede hun løs og så hen på ham med et skævt smil. "Eller glæder du dig måske mest til at komme væk fra din forlovede?" Hun blinkede drilsk.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han fulgte uden videre med og bad på vejen en tjenestepige fortælle baronen, hvor han var taget hen, ved nærmeste lejlighed. Sammen med Elisia begyndte han så at vandre i retning af paladset. Så snart veninden begyndte at snakke, gloede han dog mere og mere forvirret på hende. ”Kultur? Hvad ...?” Hun snakkede og snakkede, så Gil blev helt rundtosset af at følge med. ”Vent! Elisia, hvad taler du om?” brød han til sidst ind for at få forklaret, hvad der foregik.

[Elisia af Bugtvig]

Gil måtte da virkelig have fået det forkerte ben ud af sengen, siden han ikke forstod, hvor hun var på vej hen med snakken. Normalt var han da ellers rimelig god til at hoppe ind, hvor hun startede med at pladre og så ellers udfylde alle hullerne løbende.

"Du ved, Carthak? Vi rejser snart, jeg ville have troet, at du selv ville bringe det på banen, men altså jeg forstår da godt, hvis du har en del at tage dig til.." Hun trak på skuldrene og fortsatte ufortrødent. "Altså jeg forstår i hvert fald godt, at dit hoved er andetsteds, men.. Ja, glæder du dig slet ikke eller hvad? Er det på grund af..." Hun så sigende på ham.

[Gilbert af Meagmarsk]

Carthak? ”Hvad er det med Carthak?” spurgte han, stadig lige forvirret og efterhånden også lidt frustreret, fordi han ikke kunne følge med i Elisias snak. ”Hvad mener du med at vi rejser? Dig og Gavin?” Skulle Elisia til Carthak? Men hvorfor snakkede hun så sådan? Han skulle da ikke til Carthak??

[Elisia af Bugtvig]

Hun stoppede op og så irriteret på ham. Altså hvorfor varhan så langsom i dag? "Altså Gavin og Ridder Niklaus rejser jo til Carthak om et par dage?"" vrissede hun. Blikket skiftede fra irriation til vantro. "Neeej.. Har Ridder Niklaus ikke fortalt dig det?" Hun kunne nsæten ikke tro det. Nej, det måtte være Gil, der havde glemt det eller sådan noget.

[Gilbert af Meagmarsk]

De gjorde hvad? Han så himmelfaldent på Elisia, da hun endelig uddybede, hvad der foregik. Nej, han havde virkelig ikke hørt noget. Havde Niklaus glemt det? Hm, det var en irritation, som han kunne gemme til senere. I stedet fokuserede han på tanken om at besøge et fremmed land. ”Virkelig?! Skal vi til Carthak?!” udbrød han derfor ivrigt. ”Bliver du søsyg? Jeg har aldrig været på et skib før, så jeg ved ikke, om jeg bliver det ... Jeg håber det virkelig ikke. Ved du, hvor i Carthak vi skal hen? Årh, jeg skal have fundet noget meget lettere tøj frem ...” Carthak var uden tvivl meget varmere end Corus, så han skulle have fundet noget tøj, der var af meget tyndere stof ...

[Elisia af Bugtvig]

Eeeendelig! Endelig kom den reaktion, hun havde ventet på og hun smilede bredt, før hun igen satte i bevægelse op mod træningspladsen og lod Gil om at være den, der knævrede lidt. "Gavin har allerede bedt min farfar om en sommergarderobe," svarede hun med et grin og fejede en rød krølle væk fra panden. "Det tog over en times snak med min farmor for at overbevise hende om, at jeg ikke skulle have tre kjoler med." Hun grinede igen og rystede på hovedet. "Vi endte dog på en." Det var ikke en ubetinget sejr.

[Gilbert af Meagmarsk]

”Måske skulle jeg også snakke med farfar ... Meagmarsk har ikke ligefrem massevis af let sommertøj liggende,” grublede han. Selv en sommer i Meagmarsk var ikke ligefrem den varmeste. Carthak krævede nok en lidt anden garderobe. Det var dog spørgsmålet, om der var tid nok til at få noget lavet, hvis han manglede ... ”Hvad skal du dog med en kjole i Carthak.” Han rystede opgivende på hovedet af Elisias farmor. ”Hun giver bare ikke op, hva?” grinede han. Den dame var virkelige desperat efter at få Elisia til at opgive hele ridder-tingen og blive en fin, lille komtesse.

[Elisia af Bugtvig]

"Hvad gjorde du i Legan?" spurgte hun. Der var immervæk temmelig varmt, selvom det var en havneby. De var nået paladsdistriktet og drejede ind på den brede vej, der førte hele vejen til paladset. "Ellers.. Kender du så ikke nogen, der er nogenlunde samme størrelse som dig?" Måske Tristen havde noget, han ikke skulle bruge?

Hun trak på skuldrene med et grin. "Hun må have drukket af natpotten," grinede hun og rystede lidt på hovedet. "Heldigvis fylder den ikke så meget." Hun tøvede lidt og fortsatte så. "Jeg fik et brev fra.. Ham."

[Gilbert af Meagmarsk]

Han skar en grimasse. ”Det var jo vinter i Legan, da jeg var der. Tøj, der passer til en vinter i Legan er måske stadig for varmt til en sommer i Carthak ...” Der kom nok til at være noget forskel. ”Men jeg skal nok finde ud af det.” Det skulle i hvert fald ikke være garderoben, der kom til at spænde ben for ham på rejsen!
Han skubbede hurtigt farmor-emnet til side, da Elisia nævnte ham tyven, som hun så lidt til. ”Javel ...?” Han holdt det ved en spørgende mine, da det vist ikke virkede så godt bare at spørge løs til netop det emne. Det var bedre bare at lade Elisia bestemme, hvad hun ville fortælle.

[Elisia af Bugtvig]

Hun nikkede let og lod så ellers emnet garderobeudfordringer var uddebatteret. "Han... Han skrev, han var på vej til Carthak," fortalte hun tøvende og fik pludselig mere travlt med at se på vej foran dem. "Jeg.. Det er ikke derfor, vi tager til derhen, for jeg fandt ud af det efterfølgende, men.." Hun tyggede ned i underlæben og overvejede lidt, hvad det egentlig var, hun prøvede at komme frem til, for hun havde jo egentlig allerede talt med Lalia om det.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han løftede et øjenbryn ved forklaringen, men så uddybede hun, og han følte sig beroliget igen. Derfor sendte han hende også et opmuntrende smil. ”Jamen det er da godt så? Måske ser I hinanden?” Elisia virkede jo glad for ham, så det ville da være godt, hvis hun kunne gense ham. Umiddelbart virkede hun dog ikke særlig glad. ”Du kan da stadigvæk lide ham, ikke?” Hvis hun ikke brød sig om tyven længere, kunne det selvfølgelig gå hen og blive akavet ...

[Elisia af Bugtvig]

Hun så hen på ham, overvejede i et langt øjeblik og rystede så. "Nej, vi skal ikke se hinanden." Nu havde hun besluttet sig og det var klart bedst sådan her, selvom det gjorde ondt at tænke på. "Jeg.. Jo, men.. Det er ikke det, det handler om." Hun tvang et smil frem og trak en tyk lok om bag øret, der selvfølgelig straks hoppede op igen. "Lalia har brevet nu, så jeg ikke får lyst til at svare ham og så.. Så skal vi bare på eventyr i Carthak." Hun nikkede beslutsomt.