Hvad bilder De Dem ind?!

[Clarisse af Drotvig]

Valon af Prinshold

6. maj, 528 M.T.

Der var gået præcis en uge fra hendes samtale med Valon, da hendes fader havde kaldt hende ind til en lille snak. Hendes moder var der naturligvis også, men det havde alligevel været faderen, som havde ført ordet. Prøvet at forklare. Clarisse havde følt trang til at sætte sig imod. Til at fortælle, hvad hun mente om det hele. Men et blik på hendes moder havde overbevist hende om noget andet.

Hun havde gjort gode miner til slet spil og havde efterfølgende sagt, at hun trængte til at få noget frisk luft. Hun havde derefter beordret vognen spændt for hesten og havde sat sig ind i den - lutter smil og idyl. Lige indtil døren blev lukket og hun lod sin vrede vinde frem.

Hun fortalte kusken, hvor hun ville hen og selvom han hævede brynene af hende - og hendes anstandsdame protesterede højlydt, så havde ingen af dem formået at tale hende fra det.

Og derfor stod hun nu i hallen i Prinshold-huset og havde netop bedt om at måtte tale med Ridder Valon. Allerhelst ville hun helst være stormet ind i huset og fortalt ham sin mening. Hun havde slet ikke tålmodighed til at stå her og vente som en anden pyntedukke. Men hun anede trods alt ikke, hvor han befandt sig, og noget af hendes entre ville blive ødelagt, hvis hun blev set storme rundt og kigge ind af alle dørene i huset.

[Valon af Prinshold]

Prinshold huset var et stort palæ, hvor man kunne se hvor meget familien gik op i kunst, da der var maleriet indvendigt, flotte vægtæpper og generelt var indretning smuk. Valon havde brugt den seneste uge på at forhandle giftermål til ham selv med Clarisse af Drotvig. En god forhandling var så småt ved at finde på plads, men det tog trods alt tid at få forhandlingerne på plads. Desuden var der utrolig mange små detaljer som der skulle ses ind til.
Dog havde Valon fået et godt indtryk af Drotvig familien. Den var ikke ligeså konservativ som hans egen, men det var tydeligvis en god familie. En familie som bragte den alliance, som Valon ønskede for Prinshold. Desuden kom hun ud af en familie, som Valons forældre altid havde omtalt som sølvfamilien. Det bragte Prinshold en større sum, at have hende som kone.

Valon havde brugt dagen på at spise morgenmad, hvorefter han så havde slappet af, spillet et slag skak med en af sine mænd. Ofte omkring Valon gik der to personer, som måske var lidt ala nogle bodyguards. Den ene så utrolig stor og muskuløs ud, hvor den anden var langt mere spinkel og lav. Det virkede lidt som den klassisk klog og muskuløs - lille og smart.
Den lave og kloge, ved navn Lorkas åbnede døren og gjorde opmærksom på at Clarisse af Drotvig var ankommet.
Det var alligevel overraskende, at hun selv valgte at komme. Han var dog imponeret, af hendes handlekraft - hun havde nok fået informationen af vide, at han havde indledt forhandlinger om at gøre hende til hans brud.

Der gik ikke lang tid, hvorefter at Valon gik ned af trappen mod sin kommende hustru, hvis alt gik vel.
Hans blik var ligeså køligt som altid, og hans hænder var foran ham, imens han gik imod hende. Et let buk, indikerede hans høflig over for hende.
"Nådigfrøken Clarisse af Drotvig. Velkommen til." lød det, imens hans blik hvilede på hende. "Hvad kan jeg gøre for dem?" spurgte han roligt.

[Clarisse af Drotvig]

Hun ventede utålmodigt og forsøgte ikke engang på at smile, da han kom ned mod hende. Hun ikke nejede eller nikkede eller nogle af alle de andre ting, man måske ville kunne forvente af hende i denne situation. "Jeg ønsker at tale med Dem, Ridder Valon," svarede hun spidst og mærkede, hvordan hun rystede på hele kroppen af vrede. "Gerne i private omgivelser, hvis det kan lade sig gøre." Det ville afgjort ikke være passende at give sig til at skælde ham ud midt i indgangshallen, hvor alle tjenestefolkene ville kunne både se og høre hende. Hendes anstandsdame skulle dog naturligvis med. Andet kunne der ikke være tale om.

[Valon af Prinshold]

Manglen på manerer undrede Valon, og han så på hendes lidt aggressive adfærd over for ham, men nikkede og gik et skridt til siden, og strakte armen som viste vej i hvilken retning de skulle gå. Der var en af de mindre stuer, hvor man kunne være i fred. "Naturligvis nådigfrøken. Vi kan sætte os i velkomststuen." sagde han uden at være berørt af hendes attitude eller manglen på manerer eller opdragelse.
Valons blik gled over på tjenestefolkene og hans vagter, hans blik blev kort meget skarpt og kontant. Folk fik nærmest et chok, inde de begyndte hurtigt at gå væk. Hans vagter nikkede og forsvandt ud af hoveddøren.

Valon lod Clarisse gå første, og gik hen mod en mørk trædør, hvor han åbnede ind til en stue, som havde et bord, nogle stole, et bord, en pejs, samt et lille vindue. Valon åbnede døren, inde han lukkede døren bag dem og vendte sig imod Clarisse.
"Hvad har de på hjertet nådigfrøken, siden det skal være privat." lød det, imens han gik hen og fyldte to glas med vin. Han vendte sig mod Clarisse, og rakte det ene glas med vin ud mod hende.

[Clarisse af Drotvig]

Han sørgede heldigvis for, at de var præcis så alene, som hun foretrak, at de skulle være og hun nikkede kort et anerkendende nik over til sin anstandsdame, som gjorde sit allerbedste for at smelte sammen med tapetet ovre i et hjørne.

Clarisse selv stod lige inden for døren og hendes hænder rystede så meget, så hun var nødt til at folde dem foran sig, mens han lukkede døren og så gik hen for at byde hende på vin. Glasset ignorerede hun dog og da først han spurgte, hvad hun ville, begyndte ordene at flyde ud af hende.

"Hvad bilder De Dem ind?!" udbrød hun vredt. "De går til mine forældre og beder om min hånd, uden på noget tidspunkt at have luftet emnet for mig?! Vi skriver år 528!!!" Hun var tæt på at stampe i gulvet af arrigskab, men fik stoppet sig selv i sidste øjeblik. Det ville alligevel have været for barnligt.

[Valon af Prinshold]

Valon så på hende, imens hun udbrød sin vrede og han gik hen og lagde glasset på bordet, inde han tog en tår af sin vin. Han vendte sig mod hende, og han nikkede forstående til hende, der var en grund til hun var så sur. Hun følte ikke han havde inkluderet hende med i samtalen.
"Det gjorde jeg. Vidste ikke jeg ville fornærme dem så meget, ved ikke at tage den op med dem inde." lød det meget tørt fra Valon, som ikke lod sig påvirke af hendes vrede.

Valon tog en dyb indånding og betragtede den arrige komtesse, han smilte let. "De har et charmerende træk, når de bliver vred." sagde han og så mod hende. "Nu når de er her, så vil det være mig en ære at have dem som min viv." sagde han roligt, og tog en tår af sin vin.

[Clarisse af Drotvig]

Vidste ikke? "Vidste ikke?!" udbrød hun vredt, men blev afbrudt af hans forsøg på charme og denne gang stampede hun faktisk i gulvet af vrede. "De kan ikke bare komme her bagefter og forsøge at.. At... Det kan De altså overhovedet ikke tillade Dem!" Hun vidste ikke helt, hvad det var, hun havde forsøgt at forbyde ham, men hun brød sig i hvert fald overhovedet ikke om, at han forsøgte at komplimentere hende lige nu.

[Valon af Prinshold]

Valon tog en tår af vinen, og klørede sig på kinden imens hun snakkede videre og stampede i jorden af vrede.
"De er tydeligvis oprevet, men jeg gik direkte til deres fader - så jeg sikrede mig at jeg ville få dig som min hustru før alle andre." lød det roligt. Det var en ærlig snak, desuden følte han ikke han havde haft behov for at fortælle hende det, det var alligevel ikke hendes job at forhandle det på plads.
"Tænk det sådan her nådigfrøken." sagde han, og løftede den ene hånd. "Jeg har set dem en gang, en enkel gang og efter det. Så ville jeg gøre dem til min kommende hustru." sagde han, og lod hans blå øjne hvile i hendes. "Hver sur på mig, det kan du være ligeså meget du vil." sagde han konstaterende. "Desuden er dette ægteskab, godt for vores familier. På begge fronter." de sidste ord, lagde han tyrk på og understregede dermed at det var for begge. "På trods af deres vrede mod mig nådigfrøken, så føler jeg mig som Tortalls heldigste mand." lød det fra Valon.

[Clarisse af Drotvig]

Åh, hvorfor var han da også så rolig?! Hun kunne slet ikke holde fast i sin vrede, når han bare stod der og... og.. STOD! Hun var lige ved at stampe i gulvet igen, men lod være. Hans argumenter gav på en skæv måde mening, men hun var ikke meget for at indrømme det. Demonstrativt lagde hun armene over kors og nidstirrede ham intenst. "De kunne i det mindste sige undskyld," forlangte hun så stædig - uvillig til at give efter, førend hun følte, at hun havde vundet - bare lidt. For han havde jo ret. Det var en vanvittigt god forbindelse for begge slægter, men hun hadede, at han havde anset hendes mening for så lille, at han ikke engang behøvede at høre den, inden han bare besluttede hele hendes fremtid for hende! Hun var ved at blive vred igen ved tanken.

[Valon af Prinshold]

Valon blev sjældent ophidset, og slet ikke over at hun var blevet fornærmet ovar han ikke havde fortalt hende noget. Valon tog en tår af sin vin, imens han betragtede hende. Hun var faldet lidt mere ned, end hun havde været før.
Valon satte sig på ryggen af stolen, og lagde armene over kors, imens han lod til at måle hvordan vægten var i forhold til glasset.
"En undskyldning, for jeg varetager mit lens interesse, og ikke mindst Drotvigs interesser. Vi er et godt par, på alle måder." lød det konstaterende, Valon var ikke typen som gav efter.
Hans kølige blå øjne hvilede på hende, og han tog en lille tår af vinen og følte hvordan den frugtige smag bredte sig i hans mund.
"Sidste jeg så dem, fortalte af de også var på udkig efter en ægtemand." han skulle til at forsætte, men afbrød sig selv. "Den rette ægtemand." rettede han sig selv.
"Nu er forhandlingerne igang, de får det de ønskede. Den ægtefælle, et stærkt len, som kun bliver stærkere med den her alliance." lød det tørt, men ærligt fra Valon som rejste sig op.
"Desuden nådigfrøken, så fanger folk sjældent min opmærksomhed." sagde han, og gik hen imod hende med et voldsomt roligt blik.
"Første information du kan få om deres kommende mand. Jeg handler når jeg vil noget." han pegede på hende med hånden, der holdte glasset. Uden han ville fremstå uhøflig.
"Det gør du også, jeg kunne se det på dig fra starten af."

[Clarisse af Drotvig]

"Nej," svarede hun. "For ikke at tale med mig om det først," fortsatte hun stædigt. Hun sank en gang, da han talte om, at de udgjorde et godt par. Hun kunne selv se det. Hun kunne huske, hvordan alle havde set efter dem, da de gik sammen til festen og hun var forfængelig nok til at ønske at opleve det igen.

Hun kunne mærke, at de ting han sagde, ramte rent ind hos hende. Hun var enig i det hele, men den måde han sagde det på, gav hende en smule åndenød og hun kunne ikke lade være med at føle sig en smule intimideret af ham.

Hun veg dog ikke, da han kom tættere på. Hendes bryst hævede og sænkede sig dog alt for hurtigt, som hun kæmpede for at trække vejret roligt. "Vi er ikke dus," sagde hun så roligt hun kunne i stedet for at svare på hans mange - alt for gode - argumenter. Hendes stemme var dog stadig alt for lille og hun hadede, at hun ikke kunne skjule, hvor nervøs han gjorde hende.

[Valon af Prinshold]

Valon var urokkelig i sin holdning. Han havde trods alt gjort dette ud fra hans bedste overbevisning, dette ville han aldrig indrømme var en fejl. Han sagde sjældent undskyld, og ville slet ikke gøre det nu. Netop fordi dette var godt for dem begge.
Valon kunne ikke andet end at være imponeret af hendes stædighed, og hendes måde at få blikket væk fra hans argumenter og over på et nyt emne, måske havde han ramt rigtig i sine argumentationer?
Han så hende i øjne og sendte hende et køligt smil, som nok var mere køligt end intentionen var.
"De.." sagde han for at fjerne deres dus forhold. "Må forstå nådigfrøken, at jeg aldrig havde tænkt den tanke. Kan jeg blankt erkende." Valon var en ærefuld mand, og derfor sagde han det også ærligt til Clarisse.
"men nu vi er ved sagen." sagde han, og gik hen og vendte stolen mod hende, inde han satte sig i den. "Lad os antage, at jeg var kommet til dig." han stilte glasset ved sin side på bordet. Hvorefter han samlede hænderne foran sig.
"Nådigfrøken, jeg har tænkt mig at spørge deres fader om deres hånd" herefter satte sig Valon tilbage, og forventede en reaktion fra hende.
"Hvad ville de sige?" spurgte han, hun ville måske kunne høre en anelse nysgerrighed i hans stemme.

[Clarisse af Drotvig]

Hans kølige smil sendte et kuldegys ned af ryggen på hende og et kort øjeblik var hun bange for, hvad der mon gemte sig bag de hasselbrune øjne. Retfærdighed? Eller det modsatte?

Hans opførsel nu, fik hende dog til at rynke panden lidt. Ville han lege, at han ikke allerede havde trukket det ned over hovedet på hende? Det forstod hun ikke, hvorfor han gjorde. Legede han med hende? Endelig fik hun sin vejrtrækning under kontrol igen og hun skubbede stædigt hagen frem. Ikke tale om, at hun ville stå foran ham som en pige, der står skoleret, hvis han havde tænkt sig at forsøge at ydmyge hende.

Roligt gik hun over til det glas, som han havde stillet fra sig tidligere og tog det op i hånden. Så gik hun hen til den anden stol og satte sig yndefuldt ned i den, så han ville være tvunget til at vende stolen om igen, hvis han ville se på hende. Det gav hende en vis følelse af at være ovenpå. "Jeg ville sikkert neje pænt og spørge Dem, hvorfor De havde besluttet Dem for det," svarede hun nøgtern.

[Valon af Prinshold]

Hun virkede til at være en kvinde, som virkelig ville have ret. En kvinde som bestemt ikke var til at kue med. Valon kunne godt mærke, at hun ikke ville være ligeså let at løbe om hjørner med. En kvalitet som han faktisk satte pris på, dog ville han intet sige selvom dette var et kompliment. Valon brød sig bestemt ikke om, at give direkte komplimenter og overhovedet ikke om folks person.

Hans øjne fulgte hende imens hun gik hen imod glasset, hvorefter hun satte sig. Han mærkede en stikken af irritation over hun satte sig i stolen nu. Dette krævede nu at han rejste sig, vendte stolen for at se hende i øjne.
Han tog glasset, og hvilede armen på armlænet, inde han drak en tår. Valons stædighed kunne tydelig mærkes, da han nægtede at rejse sig. Med skarpe øjne, kunne man se hans greb om glasset var en anelse hårdere, tydeligvis irritation da hans pegefinger kradsede i glasset uden noget formål.
Stilheden gled lidt ind over dem, som Valon måtte lige bide noget stolthed og stædighed i sig, imens.
"Du.. Som jeg tidligere nævnte, er det sjældent at folk fanger min opmærksomhed. At de fangede min opmærksomhed, gjorde mig sikker på at de ville kunne blive en hustru, som ville give mit len en stærk alliance." det lød som om at Valon skulle tænke ekstra over denne sætning, der var ikke nogen tvivl om den var ærlig. Dog ville hun godt kunne mærke, at han havde svært ved at beskrive den så godt som han gerne ville. Måske var der noget mere, end bare en god alliance?

[Clarisse af Drotvig]

Hun hævedet et bryn og smilede så bredt, da han nægtede at se på hende. Nu var det for en gangs skyld ham, der var barnlig og hun morede sig kongeligt over det. Hun lagde det ene ben over det andet og kunne ikke lade være med at sidde og se på hans hånd, mens han tænkte. Han virkede ikke helt så selvtilfreds, som han havde været tidligere.

Da han igen brugte den uformelle tiltale, kunne hun ikke dy sig for at gentage sin kommentar fra før. "Vi er ikke dus." Hun måtte virkelig have bragt ham ud af fatning, når han lavede den slags fejl hele tiden. Sidst de havde talt sammen, havde han ikke fejlet en eneste gang.

Han rettede sig selv endnu engang og fortalte hende igen, at hun havde fanget hans interesse. Det havde han snart nævnt mange gange og hun kunne ikke sige sig fri for at være lidt interesseret i, hvad han mon mente med dette. "Vil De fortælle mig, hvorfor jeg fangede Deres interesse?" spurgte hun derfor - i en langt blidere tone, end hun havde brugt indtil nu. Hun var tydeligvis reelt interesseret.