Presserende problemer

[Nora af Stacine]

Hale af Josdirk

De havde allerede været der for længe. Alt for længe, men deres far havde vist sig at være noget mere vanskelig, end de først havde både antaget og håbet på. For hver dag, der gik, blev Nora mere og mere irritabel over at være skærmet så langt fra sit normale liv ved hoffet. Sin indflydelse og den magt, hun var begyndt at få over Julian.

"Hale," hun ilede hen til ham og søgte straks ind i hans favn, for at finde en eller anden form for tryghed. "Jeg.. Jeg kan ikke blive her længere." Det gik ikke. Deres plan og strategi havde ikke båret frugt og de blev nødt til at finde en anden måde at håndtere deres far på. Men ikke herfra. Hun måtte hjem til Corus. Med rystende hånd gav hun ham brevet.

[Hale af Josdirk]

Hale var sur og tvær og havde svært ved at koncentrere sig. Hele denne farce med deres far havde varet alt for længe og han hadede, at manden ikke kunne se vigtigheden af de ting, de forlangte af ham. Lige nu sad han på borgens arbejdsværelse og forsøgte at svare på noget af al den korrespondance, som var blevet sendt deres vej i de forløbne uger.

Han så døren gå og rejste sig øjeblikkeligt op, da han så Nora's ansigtsudtryk. Noget var galt. Hun løb da også ind i hans arme og han lagde dem betryggende om hende, mens hun talte. Brevet medførte en lille rynke mellem brynene, mens han læste og så gjorde han store øjne. "Du har ret. Vi må rejse omgående." Bare tanken om, at Nora ikke skulle have muligheden for at udnytte denne mulighed var utænkelig og han sukkede. "Vi bliver nødt til at tage ham med," sagde han så. Det havde været en tanke, han havde gået med et stykke tid nu og han kunne ikke se, at det kunne være anderledes. "Jeg stoler ikke på ham, når han er alene hernede."

[Nora af Stacine]

Hun nikkede, lettet over at Hale var nået samme konklusion, også selvom hun ikke havde tvivlet så meget som et sekund på, at han ville kunne se vigtigheden i deres afrejse. Og vigtigheden i, at han tog med hende.

Da han fortsatte, stivnede hun dog i hans arme og så forfærdet op på ham. "Tage ham med? Til Corus?" Hendes stemme nåede op og blev skinger for en bemærkning, før hun lagde bånd på sig selv. "Tror du nu, det er en god ide?" Deres far var en ulykke i sig selv og at tage ham med til hovedstadens fristelser, kunne hun ikke se fornuften i, selvom hun godt vidste, at de ikke kunne lade ham blive hjemme uden opsyn.

[Hale af Josdirk]

Han rystede på hovedet. "Nej, jeg tror ikke, at det er en god idé," svarede han modløst og sukkede så. "Men jeg stoler ikke på ham, når han er hernede alene. Han har for meget magt over de mennesker, vi udpeger til at passe på ham. Han ender med at ødelægge alt det, vi har arbejdet så hårdt for at opnå igen."

[Nora af Stacine]

Hun sukkede modløst og rystede lidt på hovedet. Det var virkelig en forfærdeligt besværlig situation, deres fader havde rodet dem ind i. Med blide fingre tog hun brevet tilbage og foldede det sammen, før hun lagde en kølig hånd på hans overarm. "Så må vi tage ham med til Corus til en start. Måske vi har noget familie uden for land og indflydelse, der ville kunne tage ham derfra?" Hun prøvede at mønstre et optimistisk smil.

[Hale af Josdirk]

Han lod hende taget brevet fra sig og trak på skuldrene og sukkede dybt. "Eller måske skulle vi gøre alvor af at få ham slået ihjel," mumlede han opgivende. Oven på de sidste ugers stridigheder var der ikke meget godt blod tilbage mellem han selv og sin far. "Men du har ret, vi kunne forsøge at se, om der er nogen, som vil være villig til at tage ham. Men alle, som er tæt nok på, til at vi kan spørge, ved også hvordan han er." Det lå implicit, at Hale ikke mente, at nogen ville sige ja.

[Nora af Stacine]

Forslaget var stadig ikke et, hun ville stille sig bag, men det begyndte langsomt at virke mere og mere som den eneste udvej. "Hale," bad hun derfor og så bønfaldende op på ham, trykkede sig lidt tættere ind til ham i en søgen på den tryghed, hun ellers normalt plejede at kunne finde i Josdirk. Nu virkede alt dog til at være imod dem. "Vi skriver ud først og hvis det ikke virker, så..." Hun kunne mærke gråden komme snigende og pressede den hårdt ude. Det var ikke tiden til svaghed. "Så kan du gøre, hvad du synes." Hun trak sig ud af hans greb.

[Hale af Josdirk]

Han lagde armene tæt om hende igen og strøg hende over kinden. "Vi... Der er måske også en mellem vej." Hans stemme var lavmælt og tydeligt påvirket. "Altså vi kan jo også bare få ham låst inde et sted. Lade ham leve sit liv ud under rammer, hvor han ikke kan træde ved siden af." Hale var bare ikke rigtigt sikker på, at det ville være et liv, som faderen ville foretrække mod at være død.

[Nora af Stacine]

Hun var tydeligt påvirket af situationen og efter hans fingre trillede en lille, ensom tåre. Hun snøftede hårdt og tørrede den hurtigt væk. Deres far var ikke en mand, man burde fælde tårer over, men han var stadig deres far og med moderens tilstand og Mariettes i kloster, var Hale nu den eneste familie, hun havde tilbage. "Lad os skrive ud først," gentog hun og prøvede at bevare bare en smule ro i sin stemme.

[Hale af Josdirk]

Han nikkede let og trak hende lidt tættere ind til sig igen. Han begravede sit ansigt i hendes hår og kyssede hende blidt. "Du ved, jeg ikke kan klare, når du er ked af det," hviskede han lavmælt uden at fjerne sit ansigt fra hendes hår. "Hvis det gør dig så oprørt, at gør jeg ingenting ved ham." Han strøg en beroligende hånd over hendes hår og forsøgte at flytte noget af sin egen ro over i kroppen på hende.

[Nora af Stacine]

Det var ubeskriveligt rart, da han lagde læberne mod hendes hår og hun trykkede sig tæt ind til ham, prøvede at finde ro i hans nærvær og varme. "Jeg vil have, du gør, hvad gøres må," hviskede hun og heldigvis bar hendes stemme stadig, selvom den var en kende skrøbelig. "Men.. Jeg vil være sikker på, at vi ikke gør noget unødvendigt, der ikke kan gøres om." Hun lagde armen om ham og lænede sig ind mod hans brystkasse.

[Hale af Josdirk]

Han sukkede ned mod hendes hår og nussede hende lidt i nakken, da han mærkede, at hun begyndte at slappe af. "Naturligvis ikke," svarede han mildt og flyttede sine læber hen, så han kunne kysse hende i tindingen. "Jeg lover, at vi nok skal undersøge alle muligheder, inden vi beslutter noget endeligt," svarede han beroligende.

[Nora af Stacine]

Hun sukkede lavmælt, da hans læber nåede hendes tinding og hun lænede sig lidt mere ind til ham. "Så længe du lover mig det." Hun var tavs lidt, før hun talte igen. Behøvede lidt tid til lige at fordøje, hvad det rent faktisk var, de havde haft oppe at vende. "Du ved, jeg stoler på dig og vil støtte dig i alle valg." I en langsom bevægelse rakte hun op og lagde hånden mod hans kind, stillede sig på tæer og kyssede den anden lige så blidt i de brune skægstubbe.

[Hale af Josdirk]

Han lagde en hånd på hver side af hendes ansigt og løftede det, så han kunne se hende ind i øjnene. "Selvfølgelig lover jeg det," svarede han roligt og strøg hende over kinderne. Da hun rejste sig på tæer og lagde sine bløde læber mod hans kind, strammede han grebet om hende, så hun var helt tæt ind til hans brystkasse. Selv begravede han sit ansigt i hulningen mellem hendes hals og skulder. "Og jeg elsker dig for det," svarede han varmt og kyssede hende blidt på halsen.

[Nora af Stacine]

Igen sukkede hun, men denne gang havde det en lidt anden lyd end de opgivende, hun var kommet med tidligere og hun begravede fingrene i hans hår, strøg hans hovedbund med fingerspidserne. "Lige som jeg elsker dig," mumlede hun ømt og indsnusede hans duft. "Vi klarer os igennem det her." Hun vidste ikke, om hun sagde det for sig selv eller ham, men de kunne begge klamre sig til det, ligesom de klamrede sig til hinanden.