Ubehøvlede mænd

[Clarisse af Drotvig]

Valon af Prinshold

29. april, 528 M.T.

Clarisse havde danset med flere mænd denne aften. Hun kunne godt lide at danse og det var vigtigt for hende at komme ud og vise, at hun altså også befandt sig i byen. Hun havde været i Corus nogle måneder nu og var blevet fremvist for hoffet, men i forhold til at finde en passende ægtemand, led hun stadig under, at langt de fleste havde fundet sig en hustru under rundrejsen. Det gjorde hende rasende, at hun havde så meget dårlige udgangspunkt end mange af de andre komtesser, som havde været blot et par år ældre. Dette forsøgte hun dog at skjule, men på aftener som denne, lurede uretfærdigheden lige under overfladen.

Den unge junker, hun var ude at danse med denne gang var da også helt håbløs, selvom han tydeligvis selv mente, at han var gudernes gave til kvinderne. Der stod dog ingen klar til at tage den næste dans med hende og derfor sagde hun ja, til at danse dans nummer to med ham også.

Musikken startede og hun kunne med det samme mærke, at noget var galt. Hans greb om hende var blevet mere fast og han holdt hende tættere end ved den sidste dans. "Junker Samuel. Vær sød at løsne Deres greb," bad hun med en fast stemme, men han reagerede blot ved at trække hende endnu tættere - tydeligvis i den vildfarelse, at hun brød sig om ham, blot fordi hun dansede endnu en dans med ham. Manden var dog ikke engang baronsøn og han havde dermed ikke den mindste chance med hende og det mente hun bestemt, at han måtte forstå.

"Junker Samuel. Vær så venlig at give slip," bad hun bestemt, men heller ikke denne gang skete det. I stedet førte han hende ud til udkanten af dansegulvet - som håbede han, at hun ville følges med ham udenfor eller sådan noget. Dette ville hun dog bestemt ikke. "Giv så slip!" udbrød hun vredt og placerede sin lille blå skos hæl hårdt ned over mandens tæer, så han var tvunget til at give slip og ømme sig i stedet. "Tak," sagde hun så spidst og edderspændt, inden hun vendte ryggen til ham og forlod dansegulvet for at gå hen og finde noget at drikke.

Egentlig havde hun mest lyst til at dukke ud at rummet, men det kunne hun på ingen måde. Der var masser af mennesker, som havde set hendes lille optrin og hun nægtede at vise svaghed over for dem. I stedet stod hun og kogte indvendigt, mens hun forsøgte at finde ro i et glas vin.

[Valon af Prinshold]

Valon var og ville være en person, som nød disse store hoffester. Hvor man dansede og kunne socialiserer sig. Folk mængede sig med hinanden, Valon havde bemærket hvordan allerede rygter og sladder spredte sig blandt folk. Kvinder viskede i hjørnerne, selv mænd hviskede i hjørnerne. Dette havde aldrig nogensinde været noget Valon brød sig om.
Han vidste dog, at alliance var vigtige. Han måtte være her for at vise sig fra sin bedste side, også efter den mindre svipser ved at kalde prinsesse Gisela for du og ikke de. Desuden havde det nok været værre at han havde omtalt hendes hjemland, i forbindelse med krigen mod Maren. Hvilket havde været en realitet, og ikke et angreb mod hende.
Desuden havde aften budt på en tydelig meget forarget Vivienne af Genlith, som havde teet sig som et fornærmet barn, da hun var blevet yderlige fornærmet ved at Valon havde danset med en komtesse. Ermelia af Naxen, som Valon havde fundet som indtil videre var den mest interessante komtesse.
Dog havde en enkel komtesse alligevel fanget hans opmærksomhed, hun så utrolig smuk ud og alligevel genkendte Valon hende ikke. Hun virkede til at begå sig som en rigtig komtesse. Valon lod blikket glide hen mod den unge komtesse, som havde danset anden runde med en fnøs, som han ikke anede hvem var – en eller anden ligegyldige junker. Han havde til sidst spurgt en af sine barndoms bekendte om hvem denne komtesse var. Clarisse af Dortvig, og med det samme havde Valon begyndt at rykke på brikkerne i skakspillet, rent mentalt.

Dog var der en ting, som virkede til at have spillet en anden potentiel bejler skak, et lille optøj inde på dansegulvet. Den ligegyldige junker havde tydeligvis ikke kendt sine grænser, og var endt med en skideballe, som selv fik Valon til at smile lusket da junkeren flovt måtte gå væk. Samtidig havde hun trådt ham over foden. To point i Valons meget hårde bedømmelse.

Valon begyndte med lange elegante skridt, at gå mod den unge komtesse. Hans kølige blå øjne virkede ikke anderledes, hans rette ryg fik ham til at fremstå arrogant og hans hænder var samlet på ryggen – altså alt var som det plejede. Valon tog to glas ud af hånden på tjeneren, som gik forbi ham og nikkede til ham – inde han stod over for den unge komtesse.
”Hvis jeg var dem, så havde jeg ikke kun trådt ham over foden.” lød den kølige stemme, hvorefter han rakte glasset med vin ud mod hende. ”Dog er der noget, som fanger øjet når man ser en handlekraftig ung komtesse.” han sendte nogle dybe blå øjne, som ikke udstrålet meget andet end stolthed. ”Desuden, en fornøjelse at se et pjok, som ham få en lærestreg.” sagde han, og gik hen ved hendes side og pegede over på junkeren, som var helt rød i hovedet og gik meget hurtigt væk fra mængden af folk. Valon betragtede hurtigt hendes hånd som holdte koppen. ”Ikke nok med det nådigfrøken. Så ser jeg deres ring, sølv ikke?” hans blik hvilede roligt på hende. ”Kun en familie bærer denne slags polering af sølv.” lød det fra Valon, som virkede til at være belært blandt lenene. Dette var dog kun hertugernes len han kendte, resten anede han nærmest intet om. ”De må være komtesse Clarisse af Drotvig. En fornøjelse at møde dem.”

[Clarisse af Drotvig]

Clarisse havde nået at tømme sit glas og havde stillet det fra sig, da hun blev opsøgt af endnu en mand. Denne lod dog til at være ældre end den sidste og forhåbentligt også mere velopdragen. Hun tog imod glasset fra ham og nejede let som tak. "Jeg ønskede bare, at han gav slip," svarede hun neutralt og fortalte intet om, at hun selv havde haft lyst til at ramme ham helt andre steder.

Hun tog et øjeblik til at se på ham og måtte indrømme, at han da bestemt var en flot mand. Der var dog noget over hans holdning og den alt for ranke ryg, som talte om overdreven stolthed og måske lidt selvhøjtidelighed. Hun nippede lidt til det glas med vin, han var kommet med og sukkede lavmælt. "De er alt for venlig," svarede hun roligt og havde ikke lyst til at opildne ham til at gøre et lignende forsøg, som den sidste unge mand. Den slags kunne man kun slippe af sted med en enkelt gang på en aften.

Da hans blik faldt på hendes ring, rynkede hun dog brynene kortvarigt. Hun gik altid med den lille sølvring, som symboliserede hendes slægt, men hvordan han skulle kunne gætte, hvem hun var ud fra det, forstod hun ikke. Han måtte have forhørt sig om hende og forsøgte nu at spille indsigtsfuld, tænkte hun irriteret. "I lige måde, junker...?" Han mindede egentlig mest om en ridder, men det måtte han så rette hende for, hvis det var forkert.

[Valon af Prinshold]

Valon slap blidt vinglasset og overlod det til hende. Han var allerede ved at begynde, at rykke brikkerne, og analyserer mulighederne med denne kvinde ved sin side. Ville han kunne opnå noget mere ved at have hende ved sin side. Et len bestående af sølv, dette lød allerede ret tiltalende og ikke nok med det. Så var Dortvig familien, også en indflydelsesrig familie, med rig mulighed for handel. Brikkerne blev rykket rundt, imens Valon lyttede til hendes svar omkring den arme junker.
Han drejede hovedet en anelse, og rykkede hovedet en anelse tættere på – dog uden det ville kunne misforstås. ”Næste gang nådigfrøken, træd på roden af tåen.” hvisede han inde han gled tilbage i sin rette positionering. Dette ville gøre markant mere skade. Med disse rette støvler, sko eller andet fodtøj ville det kunne med den rette vægt, brække en tå – hvilket var markant mere effektivt end blot at prikke til ham.

Valon ville bestemt ikke ligge mærke til ringen, hvis det ikke var fordi han vidste hun var en Drotvig. Dog havde han fulgt lidt med i undervisningen, om hvordan man kunne genkende adelsslægter.
Valon så ned på ringen og løftede et øjenbryn over for hende, da han blev kaldt junker og lod hænderne glide hen foran sig, hvor han lod sin hånd holde om sit andet håndled.
”Ridder nådigfrøken.” rettede han hende høfligt. ”Ridder Valon af Prinshold” præsenterede han sig. Valon var bredt kendt i ridder omkredsen, mest rygterne om ham. Samtidig var han kendt som en strateg og meget konservativ mand, kontra sit len. Et rygte som også småt var begyndt at florere, var at han var ambitiøs og lod intet stå i vejen for ham, samtidig gik rygterne også på, at han sjældent så nogen som sin lige mand.

[Clarisse af Drotvig]

Hun trådte et halvt skridt tilbage, da han lænede sig ind mod hende - klog af skade - men fandt tilbage til en normal stilling, da han også gjorde det. Hun så på ham med en lille rynke mellem brynene. "Tak, det skal jeg huske," svarede hun høfligt, mens hun indvendigt rynkede på næsen i ubehag. At få styr på en junker krævede på ingen måde en brækket tå, men det var manden åbenbart ikke enig i. Han virkede ærligt talt en smule hensynsløs.

Hans næste ord bekræftede dette og da hun hørte hans navn, vidste hun præcis, hvem han var. Han var nemlig en af de mest indflydelsesrige unge mænd, der var tilbage på markedet og han dukkede ofte op i de unge komtessers samtaler. Problemet var bare, at han havde ry for at være netop hensynsløs, konservativ som en gammel skovtrold og lidt for glad for piger. Ikke ligefrem en type, som tiltalte Clarisse, selvom hans position naturligvis tog toppen af dette. "Naturligvis. Undskyld, Ridder Valon." Hun smilede høfligt og nejede for ham igen. Denne gang dybere fordi hun nu kendte hans reelle status.

Hun mærkede en sær uro sætte ind i sin mave ved tanken om, hvorfor han mon var kommet over for at tale med hende. "Har De selv en behagelig aften?" konverserede hun rutineret, mens hun forsøgte at læse hans intentioner. Bare tanken om, at han måske var der for at stikke en finger i jorden for at vurdere hende som potentiel hustru, gjorde hende ubehageligt til mode. Hun var ikke sikker på, at hun kunne tillade sig at afvise ham, hvis et sådant tilbud skulle komme. Det ville være en god forbindelse for Drotvig, men bare tanken om at han var så konservativ, tog næsten pusten fra hende.

[Valon af Prinshold]

De små træk, som tydelig tegnede et mønster hos de mennesker han mødte, udgjorde ofte det samme resultat. De havde hørt om Ridder Valon af Prinshold. Spørgsmålet var så hvilken Ridder Valon af Prinshold, de havde de havde hørt om? Valon havde efterhånden hørt nogle stykker om sig selv.
Valon så ned på sine hænder, for at lade de kølige blå øjne hvile mod hendes. ”Intet at undskylde, de vidste ikke hvem jeg var, af udseende.”. Hans stemme indikerede ikke tilgivelse eller om han var sur, den virkede derimod en anelse blottet. Det man kunne høre, var stolthed og en snert påtvungen høflighed.

Valon tog en tår af koppen, som dinglede mellem tre fingre i hans venstre hånd. ”Naturligvis.” lød det, som et automatisk svar – måske et han havde sagt lidt for mange gange i aften. ”Altid godt at møde gamle kendinger, og nye bekendtskaber.”
Valon lod hans blik hvile på hende og han blev ved med at analyserer hende, hver en lille detalje. Måden hun stod på, den måde hun talte på, øjenfarve og generelt alle små detaljer. Valon var perfektionist på mange områder, og han vidste at kun det bedste kunne gå til Prinshold. Specielt med hans ambitioner.
”Hvad med dem nådigfrøken, har de nydt aften. Indtil videre naturligvis?” spurgte han formelt, og rettede på en blå blomst, med et fint gylden snit i bladende hang på hans tunika, som havde samme farver. Blomsten havde dog den charme, at den så mere skinnende ud. Valon lod derefter hænderne glide ned deres vanlige position.

[Clarisse af Drotvig]

Der var noget køligt over hans blik og hans høflighed virkede ikke helt på plads, da han talte igen og hun noterede sig mentalt, at han nok var utilfreds med hendes gæt fra før. Hun måtte huske at lade være med at drage hans mandighed i tvivl en anden gang.

Hans svar i forhold til aftenen fik hende dog til at smile en ganske lille smule, fordi hun genkendte det monotone i den. Hun skjulte det dog hurtigt igen og vendte tilbage til almindelig høflighed. "De kender måske mange her i aften? Selv kender jeg ikke så mange. Jeg har kun været i Corus nogle måneder efter jeg blev færdig på klosterskolen."

Hun nippede lidt til vinen og fortsatte så med at svare på hans spørgsmål. "Med undtagelse af den uheldige hændelse fra før, har jeg nydt aftenen ganske udmærket," svarede hun lavmælt. Den havde været fuldkommen uinteressant, men det kunne hun naturligvis ikke sige til ham. Der sneg sig en lille tone ind i hendes stemme, som måske kunne afsløre hende, hvis man hørte godt efter. Det var hun dog ikke selv bevidst om.

[Valon af Prinshold]

Disse fester samlede en gruppe adelige, hvor den ene halvdel ikke kunne sammen, og den anden halvdel kunne alt for godt sammen. Dette var et mekka for at sprede rygter om hinanden. Samtidig var det også et bal, for de unge i Tortall – så de kunne sætte øjne på hinanden. De fleste af disse komtesser var uinteressante, ikke at det var vigtigt, da alliancen helligede det personlige valg. Samt udseende..
Valon måtte dog erkende, at finde en person som faktisk havde en smule interessant at byde på, var bestemt et plus. Hvis hun så samtidig havde en stærk baggrund, se, så snakkede vi pludselig om noget som var interessant. Dog blev Valons bevidsthed ved med at skubbe hans personlige vurdering tilbage i hovedet, og lod den strategiske del tage over. Nemlig vigtigheden for Prinshold.

Valons så hurtigt rundt, og lod blikket glide ned på den noget lavere Clarisse foran sig. ”Jeg kan en række af navn, nogle har jeg haft fornøjelsen at møde og konverserer med.” hans tone var igen den samme upåvirket stemme. ”De må sige til nådigfrøken, hvis de vil introduceres for nogen. Så ville jeg med glæde følge med dem.” Valons blik fangede hendes øjne. Valon bed mærke i hun var lige ankommet til Corus.
”De må endelig fortælle mig nådigfrøken, nyder de så at være tilbage i Corus?”
Corus var for Valon blevet hans nye hjem, det ville aldrig erstatte Prinshold og aldrig erstatte krigens telte – men det var et hjem, og han var så småt begyndt at få arbejdet på paladset i Corus, så det ville ligne hans hjem mere – dette var på opfordring fra hans fader, som havde sagt han styrede det i Corus.

Valon bed mærke i en lille snert af utilfredshed i hendes stemme, men valgte at holde det for sig selv og i stedet lytte til hende.
”Dette er desværre nok sidste gang, en ung junker ikke viser sin mangel på opdragelse.” konstaterede Valon, som at dette ikke var første gang det var sket og nok ikke sidste gang. ”Må jeg byde dem på en gåtur nådigfrøken?” spurgte han, og henviste med en gestikulerende hånd op til balkonen, hvor der alligevel stod en række andre folk.

[Clarisse af Drotvig]

Hendes øjne videde sig en smule ud i overraskelse og måske en let irritation, da han tilbød at introducere hende for folk. Skulle han, en Prinshold, mene at have bedre forbindelser end hendes egen familie?! Troede han, at hun havde brug for hans almisser for at skabe sine egne relationer? Ikke tale om, at hun ville introduceres til folk af ham. Så risikerede hun bare, at folk forbandt hende med ham, når de tænkte på hende.

Hun vidste dog et eller andet sted godt, at han bare forsøgte at være venlig, men det havde hun svært ved at tage sig af. "Det er venligt af Dem, Ridder Valon," svarede hun og afviste ham så høfligt. "Men jeg er sikker på, at det vil tage alt for meget af Deres tid. Desuden er mine forældre stadig i byen og jeg er ganske sikker på, at de kan introducere mig for enhver, jeg har brug for at møde." Hendes tone til sidst var måske en smule spids, men det var ikke noget, hun lagde mærke til.

Hans næste spørgsmål, nikkede hun let af. "Ja, det gør jeg," startede hun ud med. "Det er behageligt at være omgivet af så mange forskellige mennesker hele tiden. Det er jeg ikke forvænt med fra klosterskolen." Der mødte de kun andre komtesser og en sjælden gang imellem en magiker eller to. Men de var jo næsten lige så ofte borgerlige og dermed uinteressante.

Hun var god til at skjule det, men hans tilbud om en gåtur, hensatte hende et kort øjeblik i mild panik. Udadtil nøjedes hun dog med at få store øjne og hendes pupiller udvidede sig i chok. En gåtur med ham? Hvad var det, han havde gang i? Hvad var det, han ville?? Hun sank en klump og smilede så høfligt, inden hun nejede dybt. "Det vil være mig en fornøjelse, Ridder Valon." Hendes hjerte bankede hårdt i brystet, som hun lagde hånden i den armkrog, han tilbød hende. Et kort nu låste hun blik med sin anstandsdame, som flyttede sig fra den plads, hun ellers havde haft hele aftenen og kom tættere på.

[Valon af Prinshold]

Der var ingen tvivl, om at denne dame ikke bare talte en efter munden. Hun havde sine egne meninger, og havde ikke brug for andres hjælp. En selvstændig kvinde. Der mange typer af komtesser, den klassiske var den lille fine karakter, som talte om fester, sladder og kjoler. Dernæst to de næste par udviklinger sig i hver sin retning, men ikke desto mindre var den klassisk ufattelig kedelig. Ens for dem alle var dog, at Valon ned skulle giftes og havde deres pligter at håndtere. Ligesom mænd, de alle havde en brik som blev rykket rundt på. Valon nikkede nonchalant og lod hånden glide op på brystet. ”Naturligvis.” lød det konstaterende, inde han spurgte "Hvordan har Hertuginde Yana af Drotvig det og nådigherre Mattheu af Masbo det?”

Valon lyttede til hendes forhold til Corus, og nikkede på de rigtige tidspunkter. Modsat så mange andre trak han aldrig på smilebåndet, det skulle der noget ekstraordinært til.
”Naturligvis ikke, det var i hvert fald også noget jeg måtte vænne mig til, da jeg kom tilbage til Corus.” sagde han med en afslappet tone, som for så mange andre ville virke alt for selvsikker, arrogant og nonchalant. ”Hvad bruger så de deres tid på her i Corus?”

Valon løftede sin højre arm, så hun kunne tage fat i armkrogen, og vendte blikket utrolig kort mod træet der havde slået rødder, som nok var Clarisses anstandsdame. Dette blev blot afløst af et skridt, som begyndte at bevæge dem op mod balkonen. Der var luft, de var mindre omringet af andre mennesker. Naturligvis kom deres anstandsdame med, for hvorfor var hun der ellers?
”Og for resten nådigfrøken, tillykke med at deres søster er blevet ridder.” sagde han imens de bevægede sig. Valon vidste meget lidt om hendes søster, hun havde vist være væbner for Franscine af Gyldensøe, mente han. Valon lod ofte sine kontakter fortælle ham, hvem der blev ridder hvert år. Nogle kunne jo være interessante.

[Clarisse af Drotvig]

Hendes fingre holdt lidt for hårdt om hans arm og hun tvang sig selv til at slappe lidt af. Hun fornemmede mange øjne på dem og hun sendte flere af sine klosterveninder et triumferende blik, mens de gik udenfor. Hun havde trods alt Valon af Prinsholds opmærksomhed lige nu. Selvom hun stadig ikke var sikker på, at hun brød sig helt om den.

På vej ud, fik hun tid til at svare på hans spørgsmål fra før. "Mine forældre har det fint. Min moder er især lykkelig for, at Drotvig igen har en ridder som arving." Et lille jag af noget ubehageligt gled gennem hende ved tanken om Liam, som var død, da hun var blot tretten år gammel, men hun forviste den bestemt. "For tiden deltager jeg dog mest i sociale arrangementer ved hoffet," fortsatte hun og tilføjede så - nærmest modvilligt; "Det er trods alt en prioritet at finde mig en passende ægtemand." Det gad hun egentlig ikke, at han skulle have at vide, men tanken om Drotvig havde alligevel presset hende til at sige det.

[Valon af Prinshold]

Det var enormt vigtigt at finde den rigtige brud, og dette var klart også den letteste måde at skabe en alliance. Så var det i bund og grund fuldkommen ligegyldige, om bruden og brudgommen kunne lide hinanden, dette var pligt. Desuden klarede de fleste sig igennem det og fik produceret nogle arvinger - på den måde gik verden videre.
Valon havde danset med en række forskellige unge kvinder i dag, kun to havde faktisk fået hans opmærksomhed. Den ene var Clarisse af Drotvig, en smuk kvinde som han virkelig kunne se en masse potentiale i.
"Det var da dejligt." Valon var i virkeligheden ikke spor interesseret i hendes forældre, men man skulle udstråle høflighed. Derfor blev der spurgt ind til hendes forældre. Valon koncentrerede sig ikke engang om sine egne forældre, den eneste person han faktisk havde formået at holde af var hans søster.

Torden buldrede over himlen, de mørkeskyer lyste kort op engang imellem, som de begge kom ud på balkonen. Det regnede dog ikke, men det ville sikkert komme. Valons blå øjne, gled fra vejret hen imod den smukke komtesse foran sig.
"Så er det jo passende med et bal for ugifte adelige." sagde han, og betragtede hende med nogle rolige øjne. Hun var pligtopfyldende, hvilket var noget som fik Valon til at vise hende respekt, fordi man så alt for mange unge adelige, som glemte det.

[Clarisse af Drotvig]

Hun samlede yndefuldt hænderne foran sig og flettede fingrene let sammen, nu hvor de var stoppet op og hun kunne tillade sig at slippe hans arm igen. Hans svar fik hende dig til at slappe lidt af igen. Han blev ikke hverken pågående eller overivrig og hun blev langsomt enig med sig selv om, at hun sikkert bare havde overreageret på hans interesse.

"Det mente jeg også," svarede hun - uimponeret af hans konversationsevner. Var dette grunden til, ar han havde ønsket, at de skulle udenfor? "Hvor længe agter De Dem selv at blive i Corus?" spurgte hun så, uden at være særligt interesseret i svaret.

[Valon af Prinshold]

Valon stoppede nu helt op ude på balkonen, og betragtede Clarisse imens han stod og så på hende. Hans hænder havde fundet sin mest naturlige plads, foran ham, hvor han holdte den ene arm.
Valon så på hende, og sagde meget stift.
"Så længe det kræves." hans svar var meget tørt og kedeligt, men sådan var han trods alt. "Jeg er i Corus for at finde en kommende hustru." hans stemme var pligtopfyldende, og der var ingen tvivl om han talte sandheden.
"Så ballet var bestemt, også en mulighed for mig." sagde han, for at knytte deres samtaler til hinanden. Valons overlegne udtryk hvilede på Clarisse foran ham, og han lignede mest af alt en mand som var for god til at være her.

[Clarisse af Drotvig]

Så længe, det kræves. Det tyggede hun lidt på, mens han blev ved med at konstatere det åbenlyse. Inden længe kedede hun sig lidt og skiftede vægten lidt fra den ene side til den anden. Endnu et tordenbrag brølede gennem natten og hun skælvede en ganske lille smule. "Måske vi skulle gå ind igen? Så regnen ikke overrasker os, mener jeg." Og så hun måske kunne finde på en undskyldning for at trække lidt væk igen.