Farvel for denne gang

[Elisia af Bugtvig]

Lalia af Sigisfelt

Lige siden planerne var begyndt at tage form og hun havde fået svar på sit brev, havde nervøsiteten ulmet i hendes maveregion. Hun var glad for at tage til Carthak, det var hun virkelig, men.. Hun vidste også, hun blev nødt til at finde Lalia først.

Selvfølgelig var hun på træningspladsen og Elisia stillede sig hen til hegnet, lænede sig op af det, mens hun ventede på, Lalia skulle stoppe med at træne igen, så hun lige kunne påkalde sig hendes opmærksomhed.

[Lalia af Sigisfelt]

Nu hvor vejret endelig var begyndt at være bare nogenlunde, havde den mørkhudede Lalia taget chancen for at bruge lidt tid på trænngspladsen. Galerons ben var endnu ikke helet fuldkommen, så hun havde fået fat i en af de andre væbnere, som hun kunne bruge sin energi på.

Det var midt i et angreb, hvor hun snorede rundt om sin modstander, at hun opdagede Elisia stå lænet op ad hegnet. Med en håndbevægelse gjorde hun det klart, at de var færdige. For nu.

Med rynket panden gik hun hen til veninden. Selv på afstand kunne hun se, at der var noget der tyngede den jævnaldrende væbner. "Du ser alvorlig ud," kommenterede hun og tørrede noget sved af nakken med sit ærme.

[Elisia af Bugtvig]

De to væbnere gik hver til sit og Elisia mønstrede et skævt smil til veninden, som hun kom hen til hende. "Åh, det er ikke noget," skyndte hun sig at forsikre hende om, selvom det bestemt ikke føltes som 'ikke noget'. Det føltes som en hel del. En hel del, hun burde gå til Gavin med, men af en eller anden årsag havde hun ikke gjort det endnu. "Har du tid til at tale? Jeg.. Der er sket en del." Faktisk en god del!

[Lalia af Sigisfelt]

Hun løftede skeptisk det ene øjenbryn, men trak så på skuldrene. "Jeg har masser af tid," svarede hun og dukkede ned under hegnet, så de sammen kunne gå hen og sætte sig på bænkene. Hun løsnede det tykke læderbånd der holdt hendes stride hår sammen i en fletning og slog det sorte hår ud. "Spyt ud, du ligner en der er ved at eksplodere," kommenterede hun muntert.

[Elisia af Bugtvig]

I ukarakteristisk tavshed fulgte hun hende, over i stedet for under hegnet, og så hen til bænkene."Fintfint," brummede hun, da først de havde sat sig og hun gnavede lidt i et i forvejen helt flosset neglebånd, før hun fik gjort sig klar. "Altså... Gavin har endelig lyttet til mig og.. Han har besluttet, at vi skal ud og rejse. Vi tager til Carthak i begyndelsen af næste uge," fortalte hun og valgte lige at holde en pause der i tilfælde af, at Lalia skulle have en reaktion på det.

[Lalia af Sigisfelt]

Hun ventede med stor nysgerrighed på, at Elisia fik åbnet munden og forklaret, hvad der skete. Da ordene havde forladt venindens læber sad Lalia i et øjeblik og lige fordøjede dem. Langsomt bredte der sig et bredt smil på hendes læber, og hun skubbede til veninden med albuen. "Se, nu sker der endelig noget. Selvom det godt nok er om snart..." De havde haft kort tid sammen, og nu skulle de skilles igen. Men når det at veninden kom ud og oplevede verdenen, så havde Lalia det absolut ikke dårligt med situationen.

[Elisia af Bugtvig]

Der gik noget tid, men i sidste ende fik hun præcis den reaktion, hun havde håbet på! Ingen bitre miner over Carthak eller rejsen eller at de skulle til at sige farvel igen. "Ja, jeg ville også ønske, vi havde haft mere tid," sagde hun med et smil og skyndte sig at fortsætte. De var ikke et venindepar, der som sådan sad og flettede hinandens hår og talte om følelser. "Men.. Der er nogle ting, der..." Hun sukkede og hev brevet frem fra sin baglomme, hvor hun troligt havde båret det siden den dag, hun modtog det.. Altså.. Bare for at sikre sig, ingen andre fandt det, jo. Tavst gav hun det til Lalia og ventede på, hun havde læst.

[Lalia af Sigisfelt]

Hun trak let på skuldrene. "Vi har nu en gang valgt at blive væbnere," sagde hun og havde ingen sure miner over at veninden skulle ud at rejse. Hun skulle til at sige noget mere, da hun fik et brev i hånden. Hun så fra Elisia og ned på de dårligt skrevne ord, der kun kunne være fra en person. "Elisia..." Mumlede hun med en rysten på hovedet. "Jeg tror ikke, at det er smart. Har du svaret ham?" Hun løftede hovedet op fra ordene og så bekymret på veninden.

[Elisia af Bugtvig]

Den lette hovedrysten bekræftede hendes dårlige fornemmelse i maven og hun sukkede let, igen ukarakteristisk vemodigt. "Nej, jeg.. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle skrive," svarede hun ærligt og trak på skuldrene. Det hele var bare ét stort rod og hun stolede ikke rigtigt på sig selv omkring slynglen længere - selv ikke på skrift. "Carthak er et stort land, ikke? Jeg mener.. Hvad er chancen for, vi render ind i hinanden?" Hun dansede lidt udenom det rigtige spørgsmål, før hun endelig løb tør for ord og igen sukkede. "Skal jeg vise det til Gavin?"

[Lalia af Sigisfelt]

Hun var dog lidt glad for, at Elisia i det mindste ikke havde svaret på brevet. "Carthak er stort. Chancen er der altid, men om det sker, det skal jeg ikke kunne udtale mig om," svarede hun og kørte tænkende en hånd gennem håret. Så rystede hun på hovedet. "Nej. Du skal afsted. Lad det blive herhjemme." Hun kunne godt se, at veninden havde det svært med situationen, men Lalia gjorde virkelig sit bedste for at hjælpe.

[Elisia af Bugtvig]

Hun kvalte trangen til at sukke opgivende. Ingen ville jo kunne garantere et møde mellem hende og Kian, medmindre selvfølgelig hun skrev til ham, hvor de tog hen, men det skulle hun ikke! Dette var hendes chance for at blive en god ridder! Alligevel var løsningen ikke en, hun var glad for. "Hvorfor det?" spurgte hun og foldede brevet tilbage, før hun stak det i lommen igen. Det gav hende sådan en underlig sikkerhed at have i nærheden.

[Lalia af Sigisfelt]

Hun trak på skuldrene over Elisias spørgsmål. Måske opførte hun sig for nøgternt i disse spørgsmål? Men hun havde trods alt også kun haft dårlige oplevelser med det andet køn indtil videre, hun gav dem ikke mange chancer. "Hvis du har brevet på dig, mens I rejser, så vil du hele tiden tænke på, at det er lige indenfor rækkevidde. Og måske..." Hun havde svært ved at sætte sig i venindens sted. "Måske vil fristelsen til at skrive til ham være større? Jeg ved det ikke. Jeg vil bare gerne, at du skal have en fed tur og ikke tænke på Kian hele tiden." Elisia fortjente eventyr og at komme væk fra Corus.

[Elisia af Bugtvig]

Lalias rationalisering gav desværre alt for god mening og selvom hun havde lyst til at sætte hælene i og bare fortælle, at hun tog brevet med sig, vidste hun godt, veninden havde ret. "Fint," mumlede hun i sidste ende, omend det var noget modstræbende og trak brevet ud igen. Alligevel tøvede hun. Så rakte hun brevet frem igen. "Vil du.. Holde det, mens jeg er væk, så?" Hun havde virkelig ikke lyst til at slippe det, men det ville gøre hende stærkere i sidste ende. Håbede hun.

[Lalia af Sigisfelt]

Hun kunne se, at det absolut ikke var noget Elisia brød sig om. Og det var næsten lige før, at Lalia kunne mærke smerten fra veninden, der gav hende en lille klump i maven af ubehag. Det var ikke rart at sidde og vejlede veninden i sådan et ømt emne, når deres liv skulle være problemfrit og uden mænd. "Hvis du gerne vil have det, så skal jeg nok passe på det," lovede hun og tog forsigtigt imod det. Hun foldede det sammen, men lagde det ikke væk med det samme, hvis nu Elisia valgte at ombestemme sig. Det var jo trods alt hendes brev og hendes egen beslutning. Lalia kunne kun komme med de bedste råd, som hun formåede med den erfaring hun havde. "Op med humøret. Du skal til Carthak og være solbrun. Opleve en fremmed kultur." Hun skubbede igen venskabeligt til Elisia med albuen.

[Elisia af Bugtvig]

Hun havde lyst til at sige tak og på en eller anden måde give udtryk for, hvor meget det betød for hende, men ordene udeblev. Mest af alt ønskede hun, at Lalia bare ville gemme brevet væk, så hun ikke længere kunne se tegningen eller de klodset skrevne ord.

"Ja, det bliver fedt," svarede hun og smilede skævt, selvom det ikke helt nåede øjnene. "Du må holde skansen herhjemme. Lok nogle flere piger til at vælge den sande vej i livet."