Familiære bånd

[Pendrima af Condia]

Valon af Prinshold

Det var meget sjældent de sidste par måneder, at Pendrima havde bevæget sig ud for paladset. Hun havde holdt sig til sine egne gemakker og biblioteket, når hendes mester havde været forbi. Men nu var hendes tid som studerende efterhånden færdig, der manglede kun en måned, inden hun kunne kalde sig udlært i økonomi.

Hun var blevet lidt overrasket over, at Valon havde inviteret hende på besøg. Det var måske noget der nærmede sig flere år siden, at hun sidst havde set ham. Hun havde taget en afdæmpet kjole på, som var blevet nødt til i sidste uge, at blive syet ind. Hun var endnu kun skind og ben. Helbrederen var lidt bekymret for Hertugindens manglende evne til at tage på.

Ude i entreen i det store palæ hos slægten Prinshold, hjalp en tjener med at tage Pendrimas kappe af og tage imod hendes handsker. Hun var nok en af de få, der endnu bar en pelskappe, da hun havde lidt problemer med at holde varmen.

[Valon af Prinshold]

Tiden var gået i Corus og Valon havde så småt begyndt, at vende sig til livet som repræsentant for sin fader her. Der havde været nogle svipser her og der, og han havde måtte tage nogle beslutninger under vejs, da han netop havde kom til at sige du til prinsessen, hvilket havde udløst et ramaskrig, men værre en det så havde hun været lidt fint følende og blevet fornærmet over hans kommentar om han deltog i krigen mod Maren, hvilket blot var sandheden.

Krig var langt mere simpelt. Det var et spil, hvor man skulle slå sin modstander og Valon havde også nydt godt af at måtte lege strateg under nogle af slagene. Valon var stolt over sin militær karriere, og så ingen ting i at forsætte, selvom han på et tidspunkt skulle blive gift.

Denne dag var letter overskyet, og Valon havde brugt formiddagen på at spille skak med en ambassadør, hvor de samtidig havde fået diskuteret politik og ikke mindst strategi. En yderst interessant formiddag.
Her på sen eftermiddag skulle hans grandkusine, hertuginde Pendrima af Condia komme forbi. Naturligvis var der blevet dækket fint op, gjort i stand til hans grandkusine kom.
Han var i løbet af eftermiddagen blevet klippet til, og fået trimmet sit skæg. Han ville nådig se usoigneret ud når hun nu kom på besøg. Han havde taget nogle pæne klæder på og bevægede sig ned mod entreen, fra trapperne som han var blevet informeret om hun var kommet. Valon gik med ret ryk, og hans normale halv arrogante statur. Hans øjne hvilede roligt på hans grandkusine.
"Selvom skyerne holder solen tilbage, åbnes dørene til Prinsholds palads og ind træder solen selv. Pendrima af Condia. Smukkere har hun aldrig set ud, og en sand fornøjelse at se dig igen grandkusine." lød det imens han gik ned af trapperne. Hans stemme var monoton, og der var ingen udsving i den.

[Pendrima af Condia]

Hun havde lige lagt sine silkehandsker i hænderne på tjeneren, da hun hørte trin komme gående ned ad trappen. Hun løftede sit blik og så op på sin lyshårede grandfætter. Et svagt smil bredte sig på hendes blege læber. "Poetisk som altid, kære grandfætter," sagde hun og ventede på, at han kom ned til hende.

"Jeg må dog indrømme, at jeg har haft bedre dage," sagde hun kryptisk og tog sig ikke af hans arrogante attitude. Det var blot som at se hendes egen husbond. Hun var vant til den slags. "Dog glæder det mig at se, du endnu holder hovedet højt på trods af Corus hektiske liv." Hun løftede den venstre hånd og fjernede en krølle, der havde revet sig løs under turen i vognen, der var blevet stillet hende til rådighed.

[Valon af Prinshold]

Valon nikkede formelt, da hun kaldte ham poetisk. Det var nok første gang han havde hørt det, så dette kompliment måtte han lige tage på sine skuldre.
"Mange ting er jeg blevet kaldt i mit liv, men poetisk. Er du den første som kalder mig min kære grandkusine." sagde han imens han gik de sidste skridt imod hende.

I en elegant gestus greb han blidt fat om hendes hånd, og gav den et flygtigt kys på håndryggen, det hele var sat sammen med et let buk for hende. Han rejste sig op i fuld flor, og rettede ryggen helt ud. "Forhåbentlig efter en eftermiddag sammen med mig, er du i bedring." sagde han, og foldede hænderne bag ryggen, hans hage blev løftet en smule, ikke noget bevidst - men han fremstod altid som en arrogant karakter.
"Ja, det ikke let." sagde han, og strakte armen, så han kunne gøre gestus til at de kunne bevæge sig imod deres stue.
"Alt er mere enkelt i felten." lød det tørt, og han henviste til krigen og Frølund han havde deltaget i. "Vi må se om det her bliver et hjem for mig." sagde han, imens hans øjne hvilede kort på hende, dog kiggede han rundt på bygningen og lod hans hvile på hende i takt med han sluttede sin sætning.

[Pendrima af Condia]

Det trak i hendes mundvige over hans kommentar, og hun trak let på skuldrene. "Der er en første gang for alt," bemærkede hun, og lod ham placere et flygtigt kys på hendes håndryg. Hun gled ned i et let nej, inden hun rettede sig op igen. Rank ryg og løftet hage, sådan stod de begge to.

"Jeg håber at du har ret. Det er længe siden jeg har været i Højager," svarede hun og begyndte at gå hen imod den stue, som Valon havde anvist hende. "Det tror jeg gerne. Livet som studerende var også langt mere enkelt end mit nuværende liv som både hertuginde og studerende" Det var ikke altid, at de to ting kunne komme overens. Men hun havde da forsøgt at balancere mellem sine forskellige pligter.

Da de kom ind i stuen, satte hun sig i den stol, som så mest behagelig ud. "Jeg hører, at du var med til festen på paladset for et par dage siden. Foregik der noget spændende?"

[Valon af Prinshold]

Valon lod den ene hånd glide op på brystet, som tak. Dog glæde den hurtigst ned på bag ryggen, og foldede sig med sin højre hånd.
Dette var blevet en vane, at gå med hænderne sådan nu når han skulle være repræsentant for Prinshold. Hans søster havde sagt, at det fik ham til at se mere arrogant ud end godt var. Det havde Valon dog ignoreret fuldkommen.

"Livet i felten var enkelt. Vågn, spis, kæmp, spis, sov, marcher. Dette var meget enkelt." sagde han med et falsk smil, han savnede fronten. Valon vidste dog hvor vigtig det var at deltage i krige, når de var der. Dette gjorde at hans familie fik mere hæder.
"men de er dog stadigvæk hertuginde." sagde Valon konstaterende, da han fandt det langt vigtigere at hun spillede den rolle rigtigt, end hun studerede - det var dog på ingen måder hans opgave at snakke om. Det spillede måske samtidig ind med, at Valon måtte bide i sig at hans søster lige nu ret hypotetisk var af højere rang end ham - hvilket nok var hans største chikane.. Deres fader 'heldigvis' stadigvæk ved godt mod og rask.

Valon hjalp hans grandkusine ned i læderstolen, og satte sig ved siden af hende. En tjene skyndte sig ind og fik hældt to glas vin op til dem.
Valon nikkede og greb sin kop.
"Ja, det var jeg." sagde han, dette var bestemt ikke noget han holdte af. "Som i sladder?" spurgte han med et løftede øjenbryn. Valon var bestemt ikke glad for sladder.
"Men ikke hvad jeg så." sagde han roligt. "Jeg fik danset." lød det tørt, inde han så lidt overrasket ud i pejsen foran dem, inde han tog en tår af vinen. Valon var bestemt ikke typen som dansede normalt, også selvom hans moder havde tvunget ham til at lære det.

[Pendrima af Condia]

Hun havde ikke selv været i felten, og interessen for ridderlivet var ikke særlig stor. Hverken hos hende eller hos hendes mand. Heldigvis.

"Jeg er mere hertuginde af navn end af gavn lige i øjeblikket," kommenterede hun og tog imod det glas vin, som tjeneren havde hældt op til hende. Langsomt løftede hun det til læberne og nippede ganske let til det. "Ikke så meget sladder. Mere om det havde været spændende," sagde hun med et skuldertræk. Sladder havde hun sine veninder til. "Danset? Det ligner ellers ikke dig. Hvem var den komtesse, som fik dig ud på dansegulvet?" Hun lagde hovedet lidt på skrå, og der spillede et underholdt blik i hendes grønne øjne.

[Valon af Prinshold]

Det var heller ikke fordi Valon ville snakke taktik, krig eller hvordan en ridder var. Hun var her fordi hun var familie, og familie skulle man pleje.
Valon blik hvilede roligt på hende. En kvinde som havde været så meget igennem, og var så snart kamp klar igen. Valon kunne ikke sætte sig ind i, hvordan det var at miste et barn. Han kunne ikke engang sætte sig ind i at være gift. Dette emne måtte dog lige blive til en anden gang.
"Ja, imponerende nok formået Ermelia af Naxen at få mig med ud." sagde han, og tog en tår af sin vin imens han frydede sig lidt ved tanken om at danse, det lignede ham ikke.

[Pendrima af Condia]

Hun løftede det ene øjenbryn over Valons svar. "Komtesse Ermelia? Jamen dog," Kommenterede hun med et smil. "Så vidt jeg ved, er hun lige kommet tilbage fra klosterskolen. Ganske klogt valg. Jeg husker, at hendes storesøster er gift med Grev Astor." Hun nippede igen til vinen. "Det er absolut ikke en dårlig alliance. For jeg går vel ud fra, at du kun dansede med hende, fordi du mener hun er potentiale?"

[Valon af Prinshold]

"Ja, nu skal vi ikke gøre noget større end det er." lød det ganske afslappet fra Valon, som løftede hånden for at vise man skulle dæmpe forestillingen om noget.
"Min fader sendte mig til Corus for at ham og min moder, mener det er på tide jeg finder mig en hustru." sagde han, og forstod godt sin pligt, som arving at de gerne ville sikre sig sit lens overlevelse.
"Jeg gør min pligt." lød det imens han tog en tår af vinen. Valon havde sjældent bundet sig til nogen person, tværtimod har han altid haft et distanceret forhold til næsten alle på nær nogle enkle. Han holdte meget af sin søster, dog uden at vise det.
"Heldigvis er min fader blevet blødere med årene. Han har sagt at jeg selv må se efter en, hvis hun datter af en hertug, så skal jeg blot gå til hendes fader. Alt andet skal vendes hos ham." lød det, imens Valon sendte et fnys over sin fader. Tænk at lade sine børn bestemme hvem de ægtede, sådan ville det ikke blive med Valons børn.
Valon havde aldrig forstået sin faders åbenhed, og mente bestemt det var et svaghedstegn, da man bestemt ikke vidste hvad der var godt for ens len som ung. Nu mindre man var ligesom Valon.
"Men ja bestemt, Ermelia af Naxen er et interessant bud. Naxen er et stærkt len og stort len at have som allieret. Der er dog andre naturligvis." lød han vurderende.
"Der er andre døtre af hertuginder i Tortall." vurderede han, inde han tog en tår af sin vin.

[Pendrima af Condia]

Hun trak på skuldrene, da han forsøgte at standse hendes ivrighed. Hun vidste ikke meget om, hvad der foregik udenfor paladsets porte, så han måtte da give hende den ret at være nysgerrighed. "Naturligvis gør du din pligt," kommenterede hun. Akkurat som hun havde gjort det, da Joreth havde anmodet hendes forældre om et giftemål.

"Har du kig på andre? Måske jeg kan komme med lidt informationer om dem, hvis du fortæller mig, hvem det er," foreslog hun, og rakte hånden ud efter at stykke frugt, der lå på et fad foran dem. Om han fortalte hende det eller ej, det betød ikke så meget når det var Valon. Han var alligevel så privat, at hun ikke forventede det store af ham på den front. Men man kunne jo altid forsøge.

[Valon af Prinshold]

"Som vi alle må gøre." lød det fra en meget rolig Valon. Pligter ville altid komme i første række, herefter ville personlige interesse komme. Dette var i hvert fald sådan Valon havde set sit liv som, at pligter altid kom først. Dette var også sådan reglerne var, selvom hans fader var mere åben over for diskussionen af potentiel hustru. Valon tog en tår af vinen og lod et sjældent grin glide fra hans læber.

Hans kæreste grandkusine, hun var dejlig nysgerrig.
"Der var én til komtesse. En komtesse som fangede min interesse." hans øjne virkede meget studerende på hans glas. "En som jeg besad en kvalitet, som jeg sjældent finder i nogen andre end mig selv." lød det pludselig. Det var helt fremmed for Valon at give et kompliment. Valon studerede sit glas imens han sagde det.
Valons blik gled op, da han forventede hun ville spørge om hvem det var. "Clarisse af Drotvig" navnet kom langsomt og præcist.

[Pendrima af Condia]

Pendrima spidsede ører, da Valon trods alt fortalte hende navnet på den anden komtesse, som han havde mødt. Og som tydeligvis havde gjort et indtryk på ham. "Jeg er gode veninder med hendes storesøster, arvingen til Drotvig. Det er en god familie," sagde hun, og syntes det var morsomt. Det beviste blot endnu en gang, at verden var lille, når sådan noget kunne ske. "Det er nu også sjældent, at man finder gode kvaliteter hos komtesser nu om dage. Det er som oftest hos dem i de højere stående familier, at man skal lede," kommenterede hun og nippede let til vinen.

[Valon af Prinshold]

Den unge komtesse havde gjort et større indtryk på ham, end mange andre nogensinde havde formået. At vise handlekraft og at hun var pligtopfylden, var noget som tiltalte Valon, som netop selv var voldsom handlekraftig.
Valon lagde sjældent fingrene imellem når det kom til stykket. Dette havde mange folk måtte sande, når de første havde trodset den unge arving.
"Hvordan er familien?" spurgte Valon, som lod sin pegefinger glide over overfladen på vinglasset. Hans blik hvilede på sin grandkusine.
"Vise ord kære grandkusine." lød det anerkende fra Valon, som løftede sin hånd i tegn med han talte. "Mange glemmer ofte deres pligter, og følger deres personlige mål, som en almen bonde." dommen var måske hård, men som adelig havde man ikke lov til at skulle lede efter sit livs store kærlighed.

[Pendrima af Condia]

Hun trak let på skuldrene. "Marylin er væbner, og hendes egen moder var ridder, inden hun blev hertuginde. De tager måske tingene lidt mere afslappet end vores egen slægt. Men de er kendt for at opfylde deres pligter til punkt og prikke. Ingen slinger i valsen der," svarede hun roligt, og lænede sig frem for at tage en af kanelbollerne på bordet. Hun spiste næsten konstant for at få vægten op igen. "Og hvis jeg kender familien ret, så er komtessen ikke uden omløb i hovedet. Der er uden tvivl en god opdragelse i hende." Naturligvis kendte hun ikke personligt den noget yngre komtesse, men Marmist og Drotvig kendte trods alt godt til hinanden.


"Når jeg ikke passer mine pligter eller ansvar, så må jeg nok indrømme, at jeg forfølger personlige mål. Her til slutningen af maj er jeg endelig færdig med min uddannelse i økonomi." Det var et fag hun udelukkende havde taget for at kunne varetage lenet langt bedre, end den uddannelse klosterskolen havde givet hende.