Ansvar og pligt

[Niklaus af Legan]

Alexander af Viksø

Han var så smuk, som han lå der og Niklaus fulgte sine fingre med blikket, da de bevægede sig ned over Alexanders nøgne ryg. Hans åndedræt var begyndt at være roligt igen og selvom han virkelig ikke havde lyst til at nævne ting, der kunne ødelægge den perfekte stemning, vidste han også godt, at han var nødt til det. Der var allerede gået alt for længe.

"Jeg vil gerne tale med dig om noget," startede han roligt ud og lagde et blidt kys mod hans skulder, fik drejet ham lidt rundt, så han igen kunne se hans ansigt. Åh, det smukke ansigt. Han kunne ikke modstå trangen til at lægge et kys mod de bløde læber.

[Alexander af Viksø]

Alexander orkede ikke at rokke sig så meget som en millimeter ud af stedet. Han var så veltilpas, så han var ganske sikker på, at hvis han rørte så meget som en muskel lige nu, så ville han aldrig komme til at være lige så afslappet igen og derfor gryntede han også anstrengt, da Nik besluttede, at han skulle ligge anderledes. Han fulgte dog villigt med, selvom han ikke selv hjalp ret meget til. Kysset var som altid kærkomment og han brummede bare et spørgende; "mhm?" som svar til Nik's udtalelse.

[Niklaus af Legan]

Alene det, at det var som at rykke rundt på en kludedukke og så krydret med den lille lyd, var en helt klar bekræftelse af al den energi, han netop havde lagt i at få Alexander hen til den sindstilstand, han var i nu. Lidt skulle der jo til, før han sådan kunne bringe emnet på banen. "Jeg vil bede dig gøre noget for mig, fordi..." Han tøvede lidt og fejede en krølle væk fra hans pande, fortsatte med at kærtegne ham blidt. "Jeg bliver nødt til at tage af sted.. Et par måneder."

[Alexander af Viksø]

Han brummede igen spørgende, da Nik nævnte noget, han skulle gøre. Den næste kommentar fik ham dog til at åbne øjnene helt og se på Nik med rynket pande. "Rejser du?" spurgte han med en lille stemme. Han var blevet så vant til at have Nik hos sig hele tiden på det sidste. Det var svært at forestille sig, at det skulle være anderledes.

[Niklaus af Legan]

Hånden bevægede sig fra hans pande og ned på hans kind. "Det er jeg nødt til," svarede han med et lille, beklagende smil og tog endnu et kys fra hans læber, før han fortsatte. "Hele.. Alt det her med... Jeg har udskudt det for længe og negligeret Gils uddannelse, Alexander." Det var vel den bedste måde at forklare det på. "Du ved, jeg hellere ville blive her med dig." Selvom det ville blive godt at komme ud og rent faktisk være ridder igen.

[Alexander af Viksø]

Han havde vidst, at det ville komme en dag. Og selvom han blev trist ved udsigten, så vidste han også, at det var en del af den mand, han elskede. "Hvornår rejser I?" spurgte han med et tappert smil. "Det er ikke imorgen, vel?" fortsatte han så i et mislykket forsøg på at være morsom, men følte det falde til jorden og trak det omgående tilbage. "Undskyld. Det var ikke sjovt. Jeg vil savne dig."

[Niklaus af Legan]

"Lige som jeg vil savne dig, min elskede," hviskede han ømt og kyssede ham igen, før han rent faktisk svarede på spørgsmålet. "Vi tager af sted i starten af næste uge. Jeg ville have sagt det tidligere, men det er faldet så hurtigt på plads og..." Normalt gad han ikke at forklare sine valg, men denne gang var det alligevel på sin plads. I hvert fald lidt. "Gavin og hans væbner skulle af sted, så vi har tilpasset os deres afrejse."

[Alexander af Viksø]

Alexander mærkede en lille klump samle sig i maven. Næste uge. Det var så snart. Han nikkede dog bare let og lagde armene om Nik, så de sad helt tætte, mens han kyssede ham et par gange. "Jeg forstår det godt," svarede han sandfærdigt. "Men hvis jeg skal undvære dig allerede fra næste uge af, så synes jeg ærligt talt, at du skal lægge dig ned ved siden af mig igen."

[Niklaus af Legan]

Som altid var han så sød, god og forstående og Niklaus belønnede ham med flere kys, før han blev nødt til at trække sig lidt tilbage igen. "Alexander, jeg.." Han lagde et kys mod hans pande, der var alt for ømt til at være tiltænkt der, men han blev nødt til at holde fokus. I hvert fald bare lidt endnu. "Du bliver nødt til at sørge for Katrina og Leonora, mens jeg er væk," bad han og tog hans hånd.

[Alexander af Viksø]

Han tog imod kyssene og sukkede nydende, mens han slappede af ind mod Nik igen. Lige indtil øjeblikket blev afbrudt og Nik bragte alvor ind igen. Ordene fik Alexander til at trække sig lidt tilbage og han fik et nervøst skær i øjnene. "Jamen.. Hun ved det jo ikke," modsagde han ham lavmælt. Det var da kun Katrina, der vidste det, var det ikke?

[Niklaus af Legan]

Han strammede helt instinktivt grebet om Alexander, da han trak sig lidt væk. Når de kun havde et par dage tilbage sammen, ville han have ham tæt på, indtil han skulle afsted. "Nej, Leonora ved det ikke," svarede han roligt og hev ham lidt tættere, kyssede ham. "Men I er venner og jeg har behov for en, hun stoler på uden for familien til at sikre, hun ikke gør noget dumt, mens jeg er væk.Vejled hende, hold hende på rette sti." Normalt var det op til Katrina, men hun havde taget nogle underlige prioriteringer og valg på det seneste.

[Alexander af Viksø]

Alexander lod sig næsten modvilligt trække tættere på. Han var på ingen måder tilpas mere og det gav udslag i anspændte muskler og kys uden for meget føling. "Jamen... Du har været så utilfreds med mig, når det kom til at vejlede Leonora," forsøgte han igen. Han ønskede virkelig ikke det her. Indtil nu var det lykkedes ham at undgå alle fra Niks familie, som vidste det og han brød sig virkelig ikke om at være tvunget til at holde øje med Katrina.

[Niklaus af Legan]

Det var ikke svært at mærke, at Alexander havde sine forbehold, men det var ikke noget, han tog hensyn til. Han fortsatte i stedet bare med at lægge blide kys mod hans læber. "Bare... Hun er for ung til at lade sig vejlede af Ridder Hale... Eller de andre komtesser," mumlede han og rystede på hovedet. I sidste ende var Alexander den, han stolede mest på. "Jeg er bekymret over den mængde tid, hun tilbringer med Julietta og jeg har behov for, at Adrians indflydelse ikke når til min familie."

[Alexander af Viksø]

Mismodet fyldte ham og han mærkede en let sviden i øjnene, som de blev blanke. "Kan du ikke finde en anden?" bad han lavmælt. "Jeg har jo ingen autoritet over dem... Og jeg er ikke særligt god til at sætte nogen på plads." Det havde han aldrig været. Det måtte Nik da også vide?? Og bare tanken om Katrina skræmte ham helt ind til marven.

[Niklaus af Legan]

Det var ikke lige den reaktion, han havde håbet på. Hvad var der med alle omkring ham, der skulle sætte sig imod ham nu? En misbilligende brummen forlod ham, før han mindede sig om, at han stadig havde en blød, nøgen, perfekt krop under sig. Den ene hånd gled ned langs hans side, mens han skubbede sig ind over ham, lagde ømme kys mod hans hals. "Jeg vil have dig til det. Du er den eneste, jeg stoler på," mumlede han ind mod hans hals, strejfede den med tænderne.