Så er det nu

[Tatiana af Vårfos]

Lachren af Meron

Så var de tilbage. Yamanis havn. De grønne øjne var som naglet til skibet foran hende, der var ved at blive gjort klart. Om kun nogle uger ville de være tilbage i Corus igen, tilbage til regler og forbud som ingen af dem havde sagt ja til, men bare måtte affinde sig med.

Fingrene sad og pillede lidt i en strittende neglerod, som hun egentlig ikke burde flosse op. Hun vidste godt, de blev nødt til at tale om det, men.. Øjeblikket havde aldrig budt sig og nu var det næsten for sent, prøvede hun at bilde sig ind. Det var lettere at håndtere end usikkerheden.

[Lachren af Meron]

Det blæste, men det var kun hvad man kunne forvente når man stod ved havnen direkte ud til Smaragdhavet. Det eneste der adskilte dem fra Tortall. Et stort ocean, der alligevel pludselig ikke synede af ret meget. To uger fanget på et skib var ikke noget han så frem til - af adskillige grunde. Ingen af dem var nogen han havde lyst til at tænke på.

Da han fik øje på hende på kajen, var han et øjeblik tæt på at stille sig et sted hun ikke kunne se ham, men fødderne fortsatte alligevel direkte hen til hende. Knuden i hans maveregion voksede for hvert skridt og da han stoppede ved siden af hende, anede han ikke hvad han skulle sige "Så.. vi skal hjem igen." han skar en grimasse over hvor tamt det lød og vendte blikket ud over havnen.

[Tatiana af Vårfos]

Blikket var rettet stift ud mod havet, mens hun virkelig prøvede at ignorere alle de tanker, der fyldte hendes hoved. Forgæves. Derfor opdagede hun også først Lachren, da han stod ved hendes side. Hun vendte sig halvt mod ham og sendte ham noget, der skulle have været et afslappet smil, men endte med at se en kende bedrøvet ud. "Det måtte jo komme," svarede hun og formåede at gøre smilet en anelse mere overbevisende denne gang, før hun fulgte hans blik.

[Lachren af Meron]

Han smilede skævt, eller han forsøgte på det, men det blev mere en utilpas grimasse før han rømmede sig. Alligevel tog det adskillige tavse sekunder før han også fik nye ord sat sammen "Vi burde tale om hvad vi gør når vi kommer tilbage." begyndte han og skævede til hende "Jeg mener.. vi kan ikke fortsætte som nu.." knuden i maven blev kun større af at sætte ord på det de sikkert begge havde tænkt længe.

[Tatiana af Vårfos]

Hun nikkede og så hen på ham, da han begyndte. Ingen af dem virkede helt klar til at have den samtale, men der var vel ikke så meget for, nu hjemturen stod og bankede på. "Jeg havde faktisk tænkt på det samme," sukkede hun og nikkede igen. "Måske vi.. Skal vi bare tage den her?" Private omgivelser ville tillade dem at udskyde det endnu engang på den måde, de gjorde bedst, men... Det virkede også som en meget privat samtale at have midt i det hele.

[Lachren af Meron]

Han smilede skævt, men uden at det nogensinde nåede hans blik. Han var ikke overrasket. Selvfølgelig havde hun tænkt på det. Det havde råbt dem lige i ansigtet i alt for lang tid, men der var altid gået så længe mellem de så hinanden, at han nåede at få følelserne på afstand igen. Nu de praktisk taget ikke havde været fra hinanden i tre måneder, kunne han ikke rumme dem synkende fornemmelse der meldte sig, når han tænkte på hun var lovet væk til en anden. At hun skulle giftes med en anden når de kom tilbage.

Han rystede tanken fra sig med dybe furer på panden, så sig omkring og nikkede så mens han åndede tungt, og kapitulerende ud "Hvad gør vi?" det var ikke så meget fordi han bevidst lagde det hele over på hende. Faktisk slet ikke. Han anede bare virkelig ikke hvor han skulle starte eller slutte.

[Tatiana af Vårfos]

Det var en noget ukarakteristisk alvor, der lå over hans ansigt og hun havde mest af alt lyst til bare at trække ham helt tæt og kysse al bekymringen fra ham. Sætte et smil på de læber, i de øjne. Hun ville komme til at savne ham, hvis de endte med at vælge hendes løsning. Eller.. Løsning kunne man vel næppe kalde det. "Vi burde.. Når vi når til Corus, bør vi nok.. Ikke se hinanden det næste stykke tid." Allerede nu føltes det helt forkert, selvom hendes hoved skreg, at det var det eneste rigtige at gøre.

[Lachren af Meron]

Hendes ord ramte ham som en knytnæve i maven og han måtte tage en dyb indånding før han nikkede langsomt en enkelt gang. Der gik et øjeblik eller to længere før han talte igen "Det burde vi, ja.." gav han hende ret, selvom både hans mimik og anspændte kropssprog, skreg uenighed "Vi kan.." han drejede hovedet og så ned på hende, stadig med dybe rynker i panden "Der er ikke så meget andet vi kan gøre... er der?"

[Tatiana af Vårfos]

Selvom hun stadig stod rank, følte hun sig slet ikke sådan. Hun følte sig lille og ussel og det blev kun værre, da han bare gav hende ret og dermed knuste det sidste håb, hun havde haft for, at han ville gøre en eller anden form for krav på dem, på deres kærlighed.. På hende... Ikke at hun ville vide, hvad hun skulle stille op med det.

Hun kastede et blik omkring sig, sikrede sig, at der ikke var nogle nysgerrige blikke, før hun forsigtigt tog hans hånd og flettede fingrene ind mellem ham. "Ikke så vidt, jeg kan se... Men hvis du har et forslag eller noget?"

[Lachren af Meron]

Han stivnede da hendes fingre gled ind mellem hans. Ikke så meget fordi han var bange for nogen skulle se det, men fordi det gjorde det umådeligt svært at beholde fatningen. Hans fingre lukkede sig omkring hende, hårdere end han måske var klar over mens han så ned på sine støvlesnuder "Det har jeg ikke.." han tog en dyb indånding, løftede hovedet og så på hende med et glimt af smerte i de lyse øjne "Men jeg kan ikke bære at se dig blive gift med en anden mand, Tia... jeg kan ikke.. " han kneb øjnene hårdt sammen et langt øjeblik "Jeg ville blive vanvittig.. jeg vil.." han måtte igen gøre en lille pause for at bevare kontrollen og ikke tiltrække opmærksomhed "Jeg vil have dig.. hver dag.. men det kan jeg ikke få. En anden overhalede mig indenom og selvom jeg skulle forsøge at mase ham ud af ringen, så er du i familie med kongen.. kongen! Hvordan skulle jeg nogensinde.." denne gang gik han helt i stå, stadig med fingrene knuget hårdt omkring hende, som om han var bange for hun skulle forsvinde i den blå luft hvis han gav slip.

[Tatiana af Vårfos]

Hans fingre lukkedes hårdt sammen om hendes og et øjeblik glemte hun helt, hvordan man trak vejret af al den elektricitet og alle de følelser, der var mellem dem. Og så revnede han. Der væltede ord ud, som hun aldrig havde troet, hun skulle høre fra ham og mens ordene flød fra ham, steg tårerne op i hendes øjne. Hun kunne ikke sidde der og græde. Hånden blev hævet og hun skjulte sig bag den et øjeblik, mens hun tørrede sine øjne.

"Du..." Hun blinkede tungt et par gange for at finde ud af, om han virkelig havde sagt det, hun troede, han sagde. Hun kunne ikke se anden betydning bag. "Du ville gifte dig med mig?" spurgte hun. Selvom ordene burde fremkalde glæde, var det som en knyttet næve lige i maven.

[Lachren af Meron]

Han rystede på hovedet, gik i stå, kunne ikke møde hendes blik fordi tårerne der lurede i hendes øjenkroge fik en usynlig knytnæve til at stramme grebet om hans mellemgulv "Nej.. ja.. jeg.. jeg vil ikke se en anden blive gift med dig.. der er forskel. Jeg har ikke.." han kneb igen øjnene hårdt sammen og brugte den frie hånd til at gnide sig hårdt over panden. Hvorfor var det så fandens svært at sætte ord på alle de tanker der tumlede rundt i hovedet på ham? "Jeg har ikke overvejet det før.. men nu.. jeg.. han rystede på hovedet igen uden helt at vide hvorfor han gjorde det "Jeg ved bare jeg ikke kan klare at se dig gift med en anden, Tia.." hans skuldre var faldet og luften gået lidt af ballonen "Vi skulle aldrig være sket.. men det gjorde vi.." begyndte han lavmælt, næsten roligt selvom stemmen bævede bare en anelse "Og jeg fortryder ikke et eneste sekund af det.. men bare tanken om en anden mand der.." han knyttede ubevidst den frie hånd og fik aldrig gjort sætningen færdig.

[Tatiana af Vårfos]

Det gav ikke mening og samtidig passede de små fragmenter af det, han prøvede at sige, så godt på det, der foregik i hende selv. Hun knugede nu selv om hans hånd og kunne ikke stoppe sig selv fra at tage bare et enkelt skridt tættere på. Allerede der gjorde det ondt og hun blinkede hurtigt et par gange for at stoppe øjnene fra at blive våde igen.

Der stod hun lidt i tavshed. Prøvede at holde tårerne tilbage. Hun rakte op og lagde en blid hånd på siden af hans hals. "Jeg..." Hun tog et skridt tilbage og blinkede igen heftigt. "Jeg kan ikke det her, Lachren, jeg..." Hun rystede på hovedet uden helt at vide hvorfor, hun blev ved med det. "Jeg kan ikke." I en hurtig bevægelse fik hun vendt sig med siden til ham og hold håndryggen op under næsen som for at modvirke den nivende smerte.

[Lachren af Meron]

Hans blik flakkede da hun trådte tættere på og øjenlågene gled ned over hans afventende blik, da hendes hånd lagde sig mod hans hals. Han løftede instinktivt sin egen, og lagde den i over hendes uden at slippe hendes anden hånd.

Hendes vaklende ord gjorde fysisk ondt og den ikke eksisterende mulighed for at holde om hende, gøre et eller andet der ikke bare var at stå, omgivet af alle de følelser der nu mere eller mindre blev sat ord på, føltes kvælende.

Han hev luft ind da hun vendte sig væk. Følelsen af hendes hånd brændte stadig mod hans hals og mens han gav pokker i omgivelserne, trak han hende resolut med sig ind mellem en samling kasser og tønder gjort klar til at blive lastet senere. Uden et ord slap han hendes hånd, kun for i stedet at trække hende ind til sig i en hård, næsten desperat omfavnelse.

[Tatiana af Vårfos]

Hun var allerede ved at gå i stykker indeni og da han trak hende ind bag kasserne og væk fra uvelkomne blikke, krakelerede den kontrollerede facade yderligere. Tårerne slap fri af hendes øjenkroge og hun søgte ind i hans favn i jagten på tryghed og lykke og alt det, hun havde fundet hos ham de sidste par fantastiske uger, de havde delt her.

Hun tillod sig at græde lidt. Kun lidt. Så snøftede hun igen hårdt og rystede lidt på hovedet, stadig i hans favn. "Jeg.. Jeg kan ikke," snøftede hun og så håbløst op på ham, før hendes impulser tog styringen og en hånd faldt bag hans nakke, trak ham ned til sig, mens hun skubbede sig op på tæer. Deres læber fandt hinanden i et desperat kys.