Ting at snakke om

[Elisia af Bugtvig]

Taran af Bugtvig

"Taran!" først da hun stod stille, kunne hun høre sin ujævne vejrtrækning. Men okay, hun havde så også løbet hele vejen fra Trebonds hus, så hun syntes egentlig selv, det var i orden, at hun var lidt forpustet. Han var tydeligvis ikke på træningspladsen, så hun løb videre. Spisesalen, haverne, infirmeriet - bare for en sikkerheds skyld.

"Taaaraaan!" kaldte hun og fik et misbilligende blik af en forbigående, som hun dog ikke kunne være mere ligeglad med. Hun småløb hen til hans dør og slog knoerne ind mod den i en repetetiv, endeløs banken.

[Taran af Bugtvig]

Taran sad på sit værelse godt fordybet i sin bog. Han havde endelig fået indhentet sit arbejde og kunne følge med igen. Hans værelse led også under stresset. Her lå ting alle vegne, til Tarans store irritation men man måtte prioritere.

Han kiggede mod døren der pludselig blev banket på. "kom ind!" skyndte han sig at sige da han hørte sin søsters stemme

[Elisia af Bugtvig]

Eeeendelig svarede han og hun åbnede døren hårdt, næsten væltede ind af iver. "Tarantarantarantarantaran!" udbrød hun og kastede sig ned at sidde på hans seng. "Du vil simpelthen ikke forstå, hvad der er sket!" Mest af alt, fordi hun stadig ikke helt kunne fatte, at hun rent faktisk skulle ud og rejse, ud og opleve noget! Ikke bare sidde hjemme mere. Det var næsten for godt til at være sandt.

[Taran af Bugtvig]

Taran for op i forskrækkelse. Hvor brændte det?! Hans søster var helt oppe at køre og han anede ikke hvorfor "hvad sker der?!" spurgte Taran forvirret og var klar på hvad det kunne være.

[Elisia af Bugtvig]

Hun så forundret på ham, da han nærmest fór op og med et skævt smil trak hun ham ned at sidde. "Slap af, alle er i sikkerhed, alt er godt," skyndte hun sig at få på det rene, før hun fortsatte med at opbygge spændingen. "Som sagt.. Du gætter aldrig, hvad jeg skal.." Hun startede en lille trommehvirvel på trærammen om hans seng, hurtigere og hurtigere for et brat stop. "Jeg skal til Carthak!"

[Taran af Bugtvig]

Taran kunne slet ikke lige arbejde sammen med, at hans søster var helt rundt på gulvet. Han mærkede hvordan han blev trukket tilbage på sengen, hvor han så kiggede afventende på Elisia, klar til at høre noget helt vildt. Måske var det hendes voldsomme energi og begejstring, der gjorde at Taran blev skuffet, da han fandt ud af at hun "bare" skulle ud at rejse. "Hvad skal du der?" Spurgte han så. Måske var det ikke det at hun skulle rejste der var det spændende, men snare det hun skulle der. Så ingen det var Elisia, hun kunne sikkert nok flippe helt ud over en rejse, tænkte han. Tanken fik ham til at smile. Hun var sød hans søster.

[Elisia af Bugtvig]

Intet kunne have været en værre reaktion end den skuffelse, han udstrålede, da hun endelig kom til pointen. Vidste han slet ikke, hvor stort det var? Hun havde ikke været uden for Tortalls grænser nogensinde og han ville nok heller ikke opleve det de næste par år. Hvordan kunne han ikke være helt oppe at køre? "Det ved jeg ikke, men med tanke på, min ridderherre tager mig med, så gætter jeg på, jeg skal øve mig i at være en god ridder?" svarede hun sarkastisk og så på ham.

[Taran af Bugtvig]

Taran kom til at smile. Hans søster var af en helt særlig støbning, og han holdte så meget af hende. "okay Elisia. Jeg kan godt se du er heldig. Det bliver fedt. Jeg glæder mig til at høre om det." sagde han så oprigtigt og smilede til hende. Han rettede sig op og virkede noget mere interesseret. "hvornår tager I afsted?" Der var jo egentlig ting han skulle snakke med hende om, så det var ikke godt hvis nu hun rejste i morgen eller sådan noget dumt noget.

[Elisia af Bugtvig]

Endelig kom den reaktion, hun havde ventet på og hun smilede skævt. "Godt, jeg skal nok huske at skrive, når jeg får mulighed." Hun kendte immervæk sig selv godt nok til at vide, at hun ville komme til at glemme det fra tid til anden, når der var så mange indtryk. "Engang i starten af næste uge." Hun trak på skuldrene. Selvom hun ville komme til at savne ham, havde hun jo Lalia til at se efter ham.

[Taran af Bugtvig]

i næste uge! Taran havde ting han skulle nå at snakke med sin søster om. Det kunne ikke bare sådan vente. "Men! Jeg har brug for din hjælp!" fløj det ud af ham inden han overhovedet nåede at tænke over noget som helst. Ikke engang om han overhovedet havde lyst til at snakke om det, eller hvad det præcis var han ville snakke om. Han vidste bare at han skulle have klarhed om hvad han skulle forvente.

[Elisia af Bugtvig]

Brynene fløj op i panden på hende, da ord lige pludselig brast ud af ham. Sådan opførte han sig da normalt ikke. Derfor lænede hun sig tilbage i hans seng og så forundret op på ham. "Hvad så?" spurgte hun, halvvejst bekymret for ham. "Er det de større? Er de efter dig?" Hvis han gav hende nogle navne, kunne hun jo få Lalia til at se på det, mens hun var væk.

[Taran af Bugtvig]

Selvfølgelig troede hun at der var nogen efter ham. Han kunne desuden godt klare sig selv, hvis det var tilfældet. Han trak bare på skuldrene "Nej, det er ikke det." Han tænkte på Hannah. På de mange samtaler de havde haft på det seneste, på gaven han havde fået og den dag de havde haft sammen. Uden selv at opdage det var et stort smil vokset frem på Tarans læber "Det er noget andet. Øhm... altså... Kender du Hannah?" spurgte han så, for ligesom at slå hul på emnet.

[Elisia af Bugtvig]

"Nåh," kommenterede hun, uvis på hvad hun så skulle spørge ind til. Han gav hende ikke særligt meget at arbejde med. "Jamen hvad er det så?" spurgte hun nysgerrigt, udelukkende for at se et enormt smil brede sig ud på hans læber. Åh-åh. Det lugtede ikke godt. "Hannah? Page Hannah af Masbo? Hende den lille?" spurgte hun. Hun havde godt set pagen og havde haft en svaghed for hende. Elisia havde ikke selv været meget større som tolvårig. "Jo, jeg ved, hvem hun er.. Er I... Venner?"

[Taran af Bugtvig]

Ja den Hannah. Søde, venlige, hjælpsomme, pæne Hannah. lige netop. Taran nikkede med en fjoget smil "Lige nu er vi venner" Han begyndte at pille lidt i tæppet og undgik hendes øjne, han ville blive tomatrød i hele fjæset, hvis han fik øjenkontakt med sin søster lige nu. "Vi har altid været venner, men nu er det hele bare så... Jeg kan ikke lade være med at tænke på hende, jeg føler mig altid enormt dum omkring hende og det hele føles bare så underligt" fik han så endelig sagt.

[Elisia af Bugtvig]

Hun stirrrede vantro på Taran, glad for at han ikke så tilbage på hende lige nu. Hvordan var det sket med hendes lillebror? Hun kløede sig i nakken og havde ingen anelse om, hvad hun skulle sige. "Er du ikke lidt... Ung til det?" spurgte hun forsigtigt og begyndte selv at lege undgå-øjenkontakt-legen.