... Mænd!

[Ermelia af Naxen]

James af Perlegab
29. april 528

Selvom det efterhånden var tæt på en halv time siden, hun havde forladt Gil, var hun stadig edderspændt rasende. Tænk, at han virkelig mente, han kunne tillade sig at tale sådan til hende! En ordentlig torden rullede hen over himlen. Hun havde altid elsket torden. Det gav hende en underlig ro. I en dyb indånding faldt hun lidt mere ned, måske det var elektriciteten, der lå i luften.

Hun formåede at være rolig og afbalanceret med et yndigt smil om læberne, da hun igen bevægede sig ind i salen og med de blå øjne skuede hun rundt i lokalet efter et velkendt ansigt. Det var immervæk svært, når hun kun lige var tilbagevendt fra Gudernes By.

[James af Perlegab]

Jamie var ankommet ret sent til festen. Han havde trænet med Arlen og tiden var løbet fra dem, så han var nærmest lige ankommet og stod nu i nærheden af en af dørene, som førte udenfor, mens han dannede sig et overblik over de fremmødte. Ret langt med dette nåede han dog ikke, da der pludselig stod en ung komtesse lige ved siden af ham og han smilede skævt. "De ser så søgende ud," sagde han i en munter stemme. "Er der noget, jeg kan være behjælpelig med?"

[Ermelia af Naxen]

Hun opdagede ikke manden, før han var tæt på, men heldigvis var manererne altid i orden og hun fandt et sødt smil frem til ham, mens hun søgte hans blik. Ud fra bygning at vurdere, ville hun nok skyde ham til at være ridder eller i hvert fald en ganske veltrænet junker. "Jeg søgte blot et velkendt ansigt, men jeg er bange for, det var et noget optimistisk foretagende," svarede hun og så overfladisk rundt udelukkende for at vende blikket tilbage til hans ansigt. "Det er ikke noget, jeg ville bebyrde Dem med, nådigherre...?" Nu ville nok være et godt tidspunkt at få placeret ham.

[James af Perlegab]

Han smilede stadig og bukkede så i hendes retning. "Ridder... Ridder Jamie af Perlegab," rettede han hende og smilede stadig bredt. "Hvem har jeg den fornøjelse at tale med?" spurgte han så og rettede sig op. Han mente ikke at kunne genkende hende, men man vidste naturligvis aldrig.

[Ermelia af Naxen]

Da han bukkede, nejede hun selvfølgelig også dybt for ham. En ridder og Perlegab vidste hun godt, var et baroni. James, så måtte han vel næsten være.. Den ældste? Hun fandt hans blik igen, da hu rankede sig. "Ermelia.. af Naxen," hun smilede sødt op til ham og bøjede nakken en anelse i respekt. "Det er mig en fornøjelse af møde Dem." Smilet var allerede tilbage igen, da hun vendte blikket op på ham igen.

[James af Perlegab]

Hendes svar fik ham til at hæve et bryn - dog stadig godt skjult under er smil. "Der kan man bare se. En Naxen." Han bukkede igen, mest for sjov, men måske også for at charmere hende lidt og smilede så til hende, da han igen stod oprejst. "I ganske lige måde. Må jeg byde Dem op til en dans?" Han kendte melodien, de spillede lige nu og vidste, at den var ved at nå sin afslutning.

[Ermelia af Naxen]

Hun sendte ham det der helt specielle blik, der udtrykte at hun sagtens kendte sit værd, selvom det var pakket ind i uskyldig sødme. "Det ville være mig en sand glæde, Ridder," svarede hun med en lille, sød latter og tog hans hånd. En dans med en ordentligt ridder var sikkert lige det, der skulle til for at få hendes opmærksomhed væk fra Gil.

[James af Perlegab]

Han smilede og tilbød hende sin arm, da hun indvilgede. Sammen fandt de ud på dansegulvet og han fik dem arrangeret, så han havde hendes hånd i sin og en hånd på hendes liv. Netop som de var klar, startede en ny dans og de bevægede sig ud i dansen. Hun mere elegant, end han, men han gjorde da trods alt ikke sig selv til grin. "Fortæl mig så, hvorfor De ikke kender nogen her til ballet," bad han med et smil.

[Ermelia af Naxen]

Han var en smule mere klodset end Ridder Valon havde været, men en væsentlig forbedring fra Gilbert og hun smilede sit mest charmerende smil op til ham, da han ledte hende ind i dansen. "Jeg er først hjemvendt fra klosterskolen for fem dage siden og bliver først introduceret officielt til hoffet om lidt under en måned," fortalte hun med et lille smil og nød hvordan skørtet svingede om hendes ben, mens de dansede løs.

[James af Perlegab]

Hun var nu ganske køn, denne unge komtesse og Jamie kunne ikke lade være med at smile sit eget mest charmerende smil tilbage. "Åh, så De har netop afsluttet Deres ophold?" spurgte han og øjnene en chance for at komme på hendes gode side fra en start af. "Har De tilbragt meget tid i Corus, eller har De brug for en rundviser?" spurgte han med endnu et smil, mens de dansede rundt mellem de andre par.

[Ermelia af Naxen]

"Netop." Det var svært ikke at blive helt blød i knæene over det smil der, men hun missede ikke så meget som et trin, mens de bevægede sig sammen. Det næste spørgsmål krævede lidt mere eftertanke. "Jeg har tilbragt en del tid her, men det er ved at være længe siden," kun en halv løgn. Det måtte vel også tælle lidt. "Er De da Ridderen, der vil redde den stakkels, unge komtesse ud af sin nød?" spurgte hun med påtaget uskyld i blikket.

[James af Perlegab]

Hendes kokette svar fik ham til at le let og han lagde hovedet en smule på skrå, inden han svarede. "Det kunne jeg da godt være, hvis De ønskede det. Jeg er godt nok ikke altid den mest eksemplariske ridder, men jeg lader da aldrig en komtesse i nød stå tilbage uden en hjælpende hånd." Han smilede skævt igen og snurrede dem så rundt i en lille hurtig blomst, inden de igen foldede kronbladene ud og dansede videre i takt til musikkens rolige toner.

[Ermelia af Naxen]

Det var virkelig det her, hun havde haft brug for og hun lod Ridderen føre hende rundt. "Hvorfor mener De dog det?" spurgte hun, rent faktisk oprigtigt nysgerrig. Alle de riddere, hun havde mødt hidtil, var en uendelig række af, at de konstant prøvede at bevise, hvor seje, mandige og eksemplariske, de var. Desuden virkede han ikke som nogen ueksemplarisk ridder indtil videre.

[James af Perlegab]

Han smilede og trak let på skuldrene, mens de stadig bevægede sig rundt på dansegulvet. "Jeg har en tendens til at mene, at jeg hellere vil more mig, når andre brokker sig over hvor hårdt de har det. Jeg har fået at vide, at jeg tager for let på tingene." Det var tydeligt, at han ikke havde den mindste smule dårlige samvittighed over dette dog.

[Ermelia af Naxen]

Åh, en der tog let på tilværelsen. Mentalt trak hun sig en smule væk, men lod det ikke skinne igennem. En ordentlig adelskvinde måtte kunne charmere og konversere med alle. "Lad mig gætte, det er sikkert alle de, der godt kunne trænge til at tage lidt lettere på tilværelsen, der har fortalt Dem dette?" spurgte hun med et let smil. Der var ingen grund til at fortælle ham, at hun sikkert var et af de mennesker. Lige nu ville hun bare holde sig væk fra Gil og det var Jamie et fint redskab til.