Det kunne have været årsdag [R]

[Gavin af Trebond]

Iliane af Disart

Han troede, at han havde været forberedt. Han vidste, at de begge havde temperament og han havde ment, at han havde gjort, hvad han kunne, for at forhindre det. Og alligevel var det hele eksploderet op i hans ansigt. Han havde slet ikke sovet før langt hen på formiddagen. Havde bare lagt i sin seng og kogt af vrede. Og senere grædt af sorg.

Han havde ikke kunnet få sig selv til at banke på døren og stå og skulle bede en tjener om lov til at se hende. En som hun kunne bruge som undskyldning for ikke at skulle se ham. Derfor var han blevet enig med en af vagterne omkring haven om, at han altså gerne måtte gå ind og overraske hende. De kendte ham trods alt efterhånden og han blev derfor lukket ind af bagindgangen. Grevinden sad i møde, fik han at vide, så han gik op på hendes værelse og ventede. Indstillet på at vente så længe, som det var nødvendigt.

[Iliane af Disart]

Det var ganske heldigt, at Iliane efterhånden havde midler til at skjule søvnløshed. Først ud på morgenen var hun faldet i en overfladisk, urolig søvn og øjnene havde været mere røde end blå, da hun var stået op.

Nu sad håret dog, som altid, kunstfærdigt opsat og den røde kjole, der altid gjorde hende selvsikker, havde også i dag givet hende det sidste, hun havde haft behov for til at kunne holde facaden under flere lange og kedsommelige møder. Hun var mildest talt udmattet, da de endelig rejste sig fra bordet igen, men charmerende som altid, fulgte hun mændene ud med flere venlige bemærkninger og fik da også flere gange høstet en latter.

Endelig var de ude. Hun lagde hænderne over ansigtet i et par lange sekunder, stod bare alene midt i hallen, før armene faldt ned langs hendes sider igen og skuldrene lagde sig ned på plads. Hun var kommet igennem det. Nu var der kun.. Ja, ensomheden i at være alene på Beltane. Uden et ord gik hun op på sit værelse. Hun havde ikke engang lyst til at deltage i alle de forskellige festligheder, der foregik, selvom hun nok ville være nødt til det... Senere.

Med et suk åbnede hun døren og... Hun standsede brat ved synet af Gavin, men anden reaktion kom der ikke. Så fortsatte hun blot ind på værelset og lukkede døren omhyggeligt bag sig. "Dit besøg blev ikke annonceret," konstaterede hun og blev næsten overrasket over at høre, hvor rolig hendes stemme var.

[Gavin af Trebond]

Han havde siddet der længe, da han hørte hende nærme sig. I det mindste troede han, at det var hende. Døren gik op og han så hendes overraskelse, hvilket forsikrede ham om, at ingen havde fortalt hende, at han var her. "Jeg bad dem lade være," svarede han lavmælt. "Jeg var ikke sikker på, om du ville se mig, hvis du fik valget."

[Iliane af Disart]

"Jaså." Ud over læberne, var der ikke så meget som en muskel, der fortrak sig i hendes ansigt og hun holdt den rolige mine, selvom hun lavede en mental notits om, at hun blev nødt til lige at minde tjenestefolkene i huset om, hvem det var, der betalte deres løn.

"Hvad bringer dig herhen?" spurgte hun, selvom hun sikkert allerede kendte svaret. Vreden var ikke helt glemt og hun fortalte sig selv, at det sikkert var den og ikke den nagende usikkerhed, der forhindrede hende i at søge den tryghed, hun fandt i hans favn.

[Gavin af Trebond]

Han blev siddende, præcis ligesom hun blev stående henne ved døren. Hans albuer havde indtil nu hvilet mod hans knæ, men da han svarede, rettede han sig op og så på hendes fine hvide hud med et trist smil. "Jeg hader, når vi er uvenner," svarede han, uden helt at svare på hendes spørgsmål. Hans blik søgte hendes og der var tydeligt sørgmodighed i hans.

[Iliane af Disart]

Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle stille op med al hans sørgmodighed, for hun havde det da på samme måde. Eller.. Ville nok have det på samme måde, hvis hun havde tilladt sig selv at sidde stille i så meget som et øjeblik. Derfor slyngede hun bare armene om livet på sig selv og trak på skuldrene. "Jeg er heller ikke glad for det," svarede hun og så stadig afventende på ham, som for at signalere, at hun altså stadig ventede på en eller anden form for svar på, hvad han lavede der.

[Gavin af Trebond]

Han havde håbet, at hun ville have taget det første skridt, men samtidig så var han heller ikke overrasket over, at hun ikke gjorde det. Derfor strakte han armene ud til siden i en indbydelse til, at hun skulle komme over til ham og han smilede let. "Jeg håbede på, at vi kunne forsøge at være mindre uvenner. Inden...." Inden han rejste. Igen.

[Iliane af Disart]

Med et køligt vurderende blik så hun på de fremstrakte hænder i et langt øjeblik, før hun så endelig gik hen til ham. Hun satte sig dog stadig ude af hans rækkevidde. "Inden hvad?" spurgte hun skarpt. Havde han virkelig tænkt sig at rejse alligevel? På trods af hendes holdninger og følelser? Hun ignorerede den skarpt stikkende fornemmelse i næsen.

[Gavin af Trebond]

Hun afviste ham. Hun afviste ham rent faktisk! Et såret glimt gled over hans ansigt, inden han tog armene til sig og måtte kæmpe hårdt for ikke bare at rejse sig og gå igen. "Inden vi rejser," svarede han og stivede sig af over for hendes reaktion. Hun havde tydeligvis regnet med, at han ville have ændret mening over natten. Og det var langt fra sådan, det var gået.

[Iliane af Disart]

Det var som en kniv i hjertet af se det sårede udtryk, der strøg over hans mine, men hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre ved det. Det var sår eller bliv såret og hun havde ikke tænkt sig at stille hans hjerte til rådighed for ham endnu engang, blot for han kunne slå det i stykker igen. "Udmærket, der er ingen grund til at være uvenner," men hun vidste ikke, om dette ville forandre deres relation. Tænk sig, hun havde overvejet at gifte sig med ham, når han tydeligvis ikke ville tage hendes mening til eftertanke.

[Gavin af Trebond]

Hun var lukket for ham. Det var både sikkert og vist. Hun gav ham ikke det mindste af hende og han mærkede, hvordan det hul, som var startet i maven på ham aftenen før, nu bredte sig og også dækkede brystet. "Er det sådan her, vi skal efterlade det, inden jeg rejser?" spurgte han og havde svært ved at holde en anklagende tone ud af sin stemme. Hvorfor skulle hun altid være sådan? Uforsonlig.

[Iliane af Disart]

Der var kommet en kant på hans stemme, selvom hun godt vidste, han prøvede at holde sig tilbage og hun druknede et opgivende suk for i stedet at trække på skuldrene. Ikke at det var meget bedre. "Hvad er det helt præcist, du forventer af mig, Gavin?" spurgte hun med et snert af opivelse bag sine ord og så hen på ham. Deres liv var jo bare ikke kompatible. Det var vist det eneste, hun kunne sige.

[Gavin af Trebond]

Hendes skuldertræk skar ham i hjertet. "Åbenbart ikke noget, du kommer til at indfri," svarede han med lige dele tristhed og opgivelse. "Vi ses, når jeg kommer tilbage så," fortsatte han og rejste sig for at komme ud derfra, inden der skete noget, som gjorde kløften mellem dem dybere.

[Iliane af Disart]

Hun rejste sig på samme tid som ham, alligevel ikke helt villig til at lade samtalen ende på den her måde. "Lad være med at gøre det der, Gavin." Det var en god blanding mellem bøn og ordre og hun lagde armene over kors igen. "Stop med bare at gå fra mig hele tiden. Kan du ikke forstå, hvor ondt det gør?" Hendes øjne var blanke og hun blinkede hurtigt, nægtede at give efter for tårerne.

[Gavin af Trebond]

Hun stoppede ham med sine ord, inden han nåede så langt og han vendte sig om med hende - også han havde blanke øjne. "Det gør sikkert lige så ondt, som at sidde og tale med dig, når du har besluttet dig for, at du ikke vil tale med mig," svarede han og blinkede hårdt et par gange, mens han overvejede, om hun overhovedet forstod, hvad han forsøgte at sige. "Hvis du bare ville tale med mig, så ville jeg aldrig gå."