Den der samtale

[Gavin af Trebond]

Iliane af Disart

Gavin havde været sammen med Iliane næsten hver dag i denne uge på det ene eller andet tidspunkt af dagen, men han havde stadig ikke fået taget hul på det emne, han havde diskuteret med Elisia. Nu havde han dog fået svar på sine forespørgsler og han kunne ikke udsætte samtalen mere. Han håbede blot inderligt, at det ville gå bedre end sidste gang, de havde haft en lignende diskussion.

De havde spist sammen og havde fortrukket sig til soveværelset, hvor de trods alt var begyndt at kunne lave andre ting end blot at rode rundt i sengen. Lige nu lå de blot i hinandens arme og han nussede hende let på kinden og ned over halsen. "Jeg har forresten noget, jeg er nødt til at tale med dig om," begyndte han.

[Iliane af Disart]

Amelias tilbagevenden til Corus havde simpelthen været en hovedpine af den anden verden og derfor havde det kun været så meget bedre at kunne have Gavin så tæt på. Alene den støtte, de kunne give hinanden i hverdagen, havde fået hende til at glemme alt om den noget turbulente start, de havde haft og hun følte sig helt afslappet i hans arme. Som altid.

Hun havde ligget længe bare og betragtet sine fingre, der strøg over hans mave og da der rent faktisk blev sagt noget, hævede hun blikket. "Er der noget nyt, du har lyst til, vi prøver?" spurgte hun og havde straks et nysgerrigt blik i de blå øjne. Der var efterhånden ikke meget, de ikke havde forsøgt sig med, men hun var altid åben for hans ideer.

[Gavin af Trebond]

Han smilede skævt. "Det var nu ikke lige dét," svarede han. "Der er noget, jeg håber, vi kan tale roligt om," startede han igen og strøg hende forsigtigt over overarmen. "Jeg ved, at det måske er et ømt emne... Men jeg har efterhånden været i Corus længe." For længe, som han selv følte det i hvert fald. "Jeg elsker, at vi kan være så meget sammen, som vi kan lige nu... Men..." Han ventede på en reaktion, inden han fortsatte. Hendes modtagelse af dette ville sikkert sætte tonen for hele deres samtale.

[Iliane af Disart]

Noget de kunne tale roligt om? Allerede der nåede det lige at sitre lidt omkring hendes øjenbryn, men hun formåede at holde det på plads. Historien havde lært hende, at de ikke altid var de bedste til at håndtere ømme emner og som han fortsatte, kunne hun allerede se historien gentage sig selv. Men hun forholdt sig rolig for nu. Sådan da. "... Men jeg er ikke nok," færdiggjorde hun hans sætning og trak sig ud af hans greb for at kunne sætte sig op. Deres tæthed føltes pludselig falsk.

[Gavin af Trebond]

Han kunne mærke hende stivne og da hun flyttede sig væk fra ham, rakte han ud og strøg hende over kinden med sin pegefinger. "Ville jeg måske være nok for dig?" spurgte han retorisk. "Hvis du skulle vælge mellem Disart og jeg?" Han sukkede let. "Vi kan ikke være nok for hinanden, Lia. Det er ikke naturligt. Desuden så elsker jeg ridderlivet. Det er trods alt derfor jeg har brugt otte år på at vinde mit skjold." De mørke øjne tiggede hende om at forsøge at forstå.

[Iliane af Disart]

Det var overhovedet ikke retfærdigt, den måde han pludselig fik vinklet det på. "Det er jo ikke sammenligneligt, Gavin," svarede hun og modstod fristelsen til også at kalde ham urimelig. Et len var ikke det samme som et skjold. Andre mennesker kunne varetage hans job, hvorimod hun var født med sit ansvar. "Desuden kræver Disart ikke, at jeg forlader dig i flere måneder af gangen." Hun sukkede med tyngden af hele verden på sine spinkle skuldre.

[Gavin af Trebond]

Han tilbageholdt et suk og forsøgte at lade være med at lade sig rive med af den diskussion, der lå og trak i dem begge. "Jeg er uenig," konkluderede han bare. "Det er mit arbejde. Det er mit ansvar. Præcis ligesom Disart er dit ansvar. Og ansvaret er måske ikke sammenligneligt på landsplan, men jeg tager mit ansvar mindst lige så alvorligt som du tager dit." Han forsøgte igen at få hende til at forstå. "Og hvis jeg blev i Corus, når du skulle til Disart, så ville du også forlade mig i måneder af gangen," mindede han hende om. "For min skyld er der jo heller ikke intet i vejen for, at du rejser med." Selvom det måske var meget godt, at det ikke var en mulighed. Hun var trods alt ikke ridder og deres rejse ville blive meget anderledes, hvis de skulle tage hensyn til de standarder, hun var vant til at opretholde. Det holdt han dog klogeligt for sig selv.

[Iliane af Disart]

Han var uenig. Hvilken overraskelse. Hun hævede tungen for at forhinde spydighederne i at optrappe konflikten og sad i stedet så tæt på roligt, hun kom. Afventede, at taleretten igen blev hendes, så hun kunne fortælle ham, hvorfor han tog fejl.

"Men heldigvis for dig, ved vi jo begge, at det ikke er en mulighed," konstaterede hun og hævede et bryn. "Og ja, måske ville jeg forlade dig i måneder af gangen, men ikke på samme måde. Du er godt klar over, at du tager af sted med en kvinde af giftemoden alder, ikke?" Hun havde hørt et og andet om mænd, når de var ude og langt væk fra deres kvinde og hun brød sig bestemt ikke om det.

[Gavin af Trebond]

Han var forberedt på, at hun ikke lyttede til ham. Han var forberedt på, at hun ikke ville kunne se hans synsvinkel. Han var sågar forberedt på, at hun ville forsøge at tale ham fra det. Men han var på ingen måder forberedt på det angreb, hun kom med og han mærkede sit temperament blusse op for fuld styrke ved hendes ord. "Hvad var det.. Du lige sagde..?" spurgte han harmdirrende og satte sig op i sengen, som hun også havde gjort det.

[Iliane af Disart]

Der var ingen vej tilbage nu og kunne hun trække sine ord tilbage, var hun egentlig ikke sikker på, at hun ville gøre det. "Du hørte mig jo godt," svarede hun hårdt og lagde armene over kors, mens hun skottede trodsigt op til ham. Han skulle simpelthen ikke sidde der og lege den forurettede, når det var ham, der havde tænkt sig at forlade hende... Igen!

[Gavin af Trebond]

Et langt øjeblik sad han blot og stirrede på hende. Forsøgte at tvinge hende til at tage ordene tilbage. Men hun havde lagt sine arme over kors og var tydeligvis på ingen måde i stand til at se, hvad det var, hun lige havde gjort. Og han var ude af stand til at overse det eller tilgive. "Ja. Ja, det gjorde jeg." Han rejste sig op og trak sine bukser på. "At du vil synke så lavt," sagde han - stadig så vred, at han havde svært ved at styre sine bevægelser. Han dirrede over hele kroppen og kæmpede med en vrede så dyb, at han aldrig havde prøvet noget lignende. Han samlede sit andet tøj sammen til en bylt og stak den under armen, mens han kæmpede med sine sko.

[Iliane af Disart]

Det var en kamp at nå at gribe kæben, før den søgte ned i en alt for åbenlys måben ved hans reaktion. Selvfølgelig havde hun stukket til ham, men det var nu alligevel ikke, hvad hun havde forventet. Især når det nu så tydeligt var ham, der var urimelig! "Og så er samtalen slut eller hvad?" krævede hun at vide og prøvede ikke at fokusere på den ømhed i brystet, hans ord havde efterladt.

[Gavin af Trebond]

Han vendte sig for at se på hende og ignorerede de vredestårer, som truede med at løbe over. "Elisia er som min søster!" næsten råbte han. "Hvor meget er du villig til at såre mig, for at få mig til at blive i Corus - trællebundet til din side som en anden slave?!" Han vidste, at han ville fortryde ordene senere, men han var for oprørt til at tage dem tilbage nu.

[Iliane af Disart]

Udmærket, måske var det med at inddrage hans væbner lige over grænsen, men det kunne hun på ingen måde se lige nu. Især ikke med det lydniveau, han lagde for dagen. Denne gang gad hun ikke engang prøve at forhindre den forurettede måben, hans ord fremkaldte og øjnene blev våde.

"Skrub af," først var det bare en hvisken, men der gik ikke længe, før hun var kommet på benene og havde samlet den ene af sine sko op, der blev slynget mod ham med al den kræft, der kunne ligge i hendes lille krop. "Skrub af!" Denne gang var hun oppe på hans lydniveau, dog en anelse mere skingert. "Forsvind fra mit hus!"

[Gavin af Trebond]

Han var ikke ligefrem overrasket over hendes reaktion. Hun havde opført sig som et forkælet barn hele samtalen igennem alligevel. Så da hun råbte af ham, samlede han de sidste af sine ting op i favnen og gik hen mod døren. Han havde lyst til at sige noget virkelig ledt som afskeds-salut, men da det kom til stykket, kunne han slet ingenting få over sine læber. Så han så bare stoisk på hende et langt øjeblik og gik så ud og ned af trappen. Han kunne ikke komme hurtigt nok på vejene efter dette.

*out*