Fra ælling til svane

[Iago af Blåhavn]

Natalie af Vårfos

Det havde været en noget skuffende forlovelse, hans familie havde fået stablet på banen, indtil videre. Selvom han og Tatiana havde kendt hinanden fra barnsben, havde hun ikke ligefrem virket begejstret over arrangementet. Og havde det ikke været nok, var hendes pludselige udstationering ikke et budskab, der var til at tage fejl af.

Ikke at det var noget, der havde vanvittigt stor plads i hans dagligdag. Den var fyldt med andre, langt vigtigere ting, som eksempelvis Tortalls nye og hidtil komplet inkompetente konge. Alligevel var det den forlovede, der var i hans tanker, da han opdagede Natalie på tværs af gulvet. Det var da egentlig også længe siden, de sidst havde talt.

Med rolige, afmålte skridt tilbagelagde han afstanden mellem dem og bukkede let, da han nåede hen til hende. ”Komtesse Natalie,” hilste han med et afslappet smil om læberne. ”Det er alt for længe siden, jeg sidst har set Dem.” Han huskede hende kun lige akkurat fra barndommen, ikke at det var noget særligt indtryk, hun havde givet dengang. Men nu… Hun var så sandelig blevet en svane.

[Natalie af Vårfos]

Natalie var i strålende humør, hvilket tydeligt lyst ud af hende. Hun havde haft et godt møde med Blacwin skønt det var endt ud i noget hun ikke helt havde været klar på og nu, stod hun til ballet og nød de mange glade folk og smukke farver. Hun drak lidt af sit glas, og fik så øje på Iago, der var på vej over imod hende.

Hun hilste pænt på ham "Ridder Iago. Dejligt at se Dem." Sagde hun høfligt og kiggede på ham. Hun kunne ikke rigtig huske meget om ham. Hun vidste bare at han var blevet forlovet med hendes søster og da hun nu var udstationeret var det vel ganske logisk han søgte selskab andetsteds.

[Iago af Blåhavn]

Høflig, ligesom søsteren, men langt mere.. Fin i det. Han tillod sig at studere hendes fremtræden lidt med et blik over hendes skikkelse, før han igen vendte tilbage til de grønne øjne. "Og i lige måde, Komtesse," svarede han og foldede hænderne bag ryggen, formåede på en måde stadig at se afslappet ud i den meget ranke stilling. "Tillad mig at sige, at alderen kun har gjort Dem godt." Han tillod sig at blinke ned til hende.

[Natalie af Vårfos]

Hun smilede høfligt og rettede lidt på sit hår. Hun blev en smule forfjamsket over hans kommentar. "Jeg takker mange gange Ridder Iago." Det var pænt af ham at bemærke hendes udseende. Hun drak lidt mere af glasset for derefter at spørge ind til ham "Hvad fordriver De tiden med? Tatianna er udstationeret så De har vel rigelig med tid til andet tænker jeg?" Det var ment som en konstatering og som starten til en small talk.

[Iago af Blåhavn]

Han gav blot et lille nik til hendes tak, som var det en selvfølgelighed at kalde en smuk kvinde smuk. Hvilket det jo også var for ham. "Ja, Deres søsters udstationering er temmelig... Uhensigtsmæssig, men livet som ridder er jo ikke just begivenhedsløst," konstaterede han med et afslappet træk på skuldrene og rakte en hånd frem mod hende. "Og så danser jeg fra tid til anden med smukke komtesser, som Dem selv." Det var ganske tydeligt lige dele tilbud og opfordring, mens han så på hende med en selvsikkert afventende mine.

[Natalie af Vårfos]

Hun undrede sig lidt. Uhensigtsmæssigt? hvordan. Ved tanken var hun kommet til at rynke panden i undrende folder og endte derfor med at stille spørgsmålet højt "Hvordan er det uhensigtsmæssigt,, at hun bliver udstationeret? Det må da være hendes pligt som ridder?" Natalie forstod det ikke helt. Man fik da netop sit skjold for at hjælpe, hvor det var nødvendigt, når det var nødvendigt.

Så rakte han hende en indbyde hånd ud til en dans. Hun kiggede på den og mærkede et håb om at hånden i stedet tilhørte Blacwin, men hun tog alligevel høfligt imod "En enkelt dans skader vel ingen" Sagde hun så smilende og lagde sin hånd i hans.

[Iago af Blåhavn]

Hendes naive undren var da meget kær og han smilede til hende, glad for at kunne være den, der fik lov at fortælle sin vinkel på historien som den første. Måske han kunne høste hendes sympati på den måde? "Jo, jeg kender skam en ridders pligt, men jeg er bare af den overbevisning, at Deres søster også har en forpligtelse for mig," svarede han simpelt, "Lige som jeg har for hende."

Skadede ikke? Han havde mest lyst til bare at efterlade hende stående tilbage, men det var ikke særlig ridderligt, så han tog da hendes hånd og tog hende ud blandt de dansende. Det var noget, han havde fået tilstrækkelig træning i, til at det gik uden problemer. "Jeg hører noget om, at De studerer?" spurgte han og gad egentlig ikke diskutere Tatiana mere.

[Natalie af Vårfos]

Det var et eller andet over Iago, som Natalie ikke var helt tryg ved, men hun kunne ikke sætte finger på hvad det var. I stedet lod hun ham bare føre an i dansen og smilede da han igen tog fat i en samtale "Det er korrekt. Jeg lære litteratur og kunst. Spændende fag begge dele" Lød det smilende fra hende. Hendes passion var tydelig at høre i stemmeføringen. "Det er meget spændende stuer begge dele" uddybede hun med et smil.

[Iago af Blåhavn]

Deres samtale blev kort afbrudt, da komtesserne blev svinget en tur i vejret og hans hænder var stabile omkring hendes liv, før hun igen kom ned i... Ja, en smule under øjenhøjde igen. Han var ikke sen til at tage fat om hende igen, føre hende videre i dansen. "Det må De endelig fortælle mig mere om," svarede han med det der rolige, indsmigrende smil, han havde lært sig til de sociale arrangementer.

[Natalie af Vårfos]

Natalie smilede glad. Hun blev altid i sådan et godt humør af at danse. Hun drejede om en anden ridder og kom så tilbage til Iago. Her overvejede hun hvad hun skulle sig og besluttede for at forklar det i store træk "jeg har netop færdiggjort et værk om eventyr fra kobberøerne og skal snart igang med at kigge på kunstarter fra Maren " det skulle være lidt den glemte kunst så hun glædede sig meget til at se hvad det indebar.

[Iago af Blåhavn]

Han holdt hende intenst med blikket, selv da han fik en anden komtesse på armen og helt til, da Natalie igen vendte tilbage til hans greb. "Og har De nogensinde været uden for Tortall?" spurgte han med høflig interesse og smilede ned til hende. I hans familie var det immervæk ikke unormalt, at man tog ud at rejse for at opleve det. Både ham, broren og selvfølgelig Vania havde alle været vidt omkring.

[Natalie af Vårfos]

Natalie blev draget af Iagos øjne. Der var et eller andet over hans blik der gjorde at hun ikke kunne se væk. De var som låst sammen. De nærmede sig hinanden igen og Natalie mærkede, hvordan hendes hjerte bankede løst i brystet på hende, så det næsten gjorde ondt.
Til hans spørgsmål måtte hun dog ryste på hovedet "Nej ikke endnu. Men jeg håber op at de vil ske en gang." Det var en tanke hun havde haft før. Det var bedre end bare at læse om det. Tænk at komme ud i verden og faktisk opleve det som hun havde læst om

[Iago af Blåhavn]

Han svingede hende rundt og trak så på skuldrene. "Jeg er slet ikke i tvivl om, at De nok skal få muligheden en dag," svarede han roligt og hvis ikke han mente det, fremgik det i hvert fald ikke. "Der er en smuk verden derude, der fortjener at blive set gennem smukke øjne som Deres." Lidt smiger hist og her kunne vel ikke skade noget. Desuden var hans erfaring, at de fleste kvinder elskede det.

[Natalie af Vårfos]

"Jeg har da lov at håbe" Sagde hun og drejede omkring ham for så at deles fra ham igen. Det krævede lidt at tale og danse samtidig, men Natalie havde fundet en god rytme, så hun svævede med en lethed over gulvet.
Hun smilede da han komplimenterede hendes øjne, skønt hun synes det var på nippet til at være for meget. Han var trods alt forlovet med hendes søster, men hun ville ikke ødelægge stemningen og valgte i stedet blot at være høflig "Mange tak Ridder Iago." Hun snurrede omkring ham igen og kunne så fortsætte "Jeg kan næsten tænke mig til at De har set verdenen udenfor?"

[Iago af Blåhavn]

"Ingen årsag, jeg konstaterer blot fakta, Komtesse," konstaterede han og førte hende videre i dansen. Han trak lidt på smilebåndet. "Det kommer man til, når man har været ridder i en del år," forklarede han. Der var efterhånden få steder, han ikke havde været. Verdens Tag var et af dem og så Saraín selvfølgelig, men det var også det eneste blandt østlandende og han skulle nok nå det. En dag.