Efter tordenvejret

[Cythera af Legan]

Niklaus af Legan
1. maj 528 M. T.

Cythera sad i familiens stue med en kop te mellem hænderne. Hun havde sovet så frygteligt på grund af de dårlige vejr, der havde hersket over Tortall. Tordenbragene havde holdt hende oppe en stor del af natten.

Hun nød stilheden i rummet. Hvor døtrene var henne vidste hun ikke, men Niklaus var vidst endnu i huset. Hun var overbevist om, at han sikkert trænede med hans væbner. Hun lænede sig træt tilbage i den solide lænestol, som hun havde fået stillet således, at hun kunne sidde og se ud i haven. Hun nød udsigten, og den klare skær, som kom ind ad vinduerne.

Døren bag hende åbnede sig, og hun lænede sig en smule frem i lænestolen, så hun kunne dreje overkroppen rundt, for at se hen mod døren. "Niklaus," lød hendes varme stemme, og et træt smil gled frem i hendes furede ansigt.

[Niklaus af Legan]

Det havde været godt at få trænet igennem med Gil. Efter sociale arrangementer var han altid frustreret, så det var godt at kunne få lov til at tæske lidt løs på knægten, Især fordi han blev bedre og bedre med hver dag, der gik.

"Moder," hilste han og et sjældent varmt smil gled over hans læber, mens han søgte hen til kvinden. Hun så mildest talt helt forfærdelig ud og en synlig rynke lagde sig mellem hans bryn. "Hvordan har du det?" spurgte han og lagde en hånd mod hendes kind.

[Cythera af Legan]

Hun fulgte ham med sit blik, da han kom hen til hende, og hun lod sit hoved tilte lidt på sned, da han lagde hånden på hendes kind. I et kort øjeblik lukkede hun øjnene, men åbnede dem igen. "Jeg er bare lidt træt. Tordenbragene holdt mig vågen forleden," svarede hun og stillede koppen fra sig på det lille bord ved siden af hendes lænestol. "Og i nat var det vinden udenfor. Jeg tror, at vi må få klippet den store gren på træet, den banker frygtelig meget på mit vindue, når det blæser så voldsomt."

[Niklaus af Legan]

I det mindste var hans berøring stadig i stand til at give hende en eller anden form for tryghed og han strøg en ru tommel over hendes fine, furede kind, før han trak hånden til sig igen. Med rolige skridt gik han hen og hældte sig et glas whisky op, før han tog plads i stolen ved siden af hende og lagde benene over kors med et lille, afmålt nik. "Jeg skal nok sørge for, det bliver ordnet i dag," lovede han hende. Om så han selv skulle gå ud at gøre det!

[Cythera af Legan]

Hun smilede stadigvæk, da han fjernede sin hånd, og hun løftede igen sin tekop op i hænderne. Hun varmede sine fingre på denne måde. Over hendes skød lå et tykt uldtæppe. "Tak min kære," sagde hun. "Hvordan var ballet? Jeg hørte, at der var mange mennesker til stede." Flere detaljer havde hun ikke formået at trække ud af Katrina, så hun håbede på, at Niklaus kunne fortælle hende lidt omkring det. Hendes tid med baller var for længst overstået.

[Niklaus af Legan]

Hun så bedre ud og hendes fremskridt var nogenlunde stabilt, så det tog han som en lille, personlig sejr over den mand, han havde hadet mere end nogen anden. "Det er jeg nok ikke den rette at spørge om," konstaterede han og trak på skuldrene. Det var ikke just nogen hemmelighed i familien, at Niklaus slet ikke så meningen i alle de sociale forpligtelser, der førte med at være arving og nu lensherre.

[Cythera af Legan]

Hun smilede lidt mere ved hans konstatering. "Det tænkte jeg nok, men du kan vel ikke fortænke mig i at spørge," sagde hun kærligt. "Katrina havde heller ikke særlig meget at fortælle." Hun rystede svagt på hovedet. "Fik du trænet med din væbner her til morgen?" Valgte hun så i stedet at spørge. Det vidste hun, at hun nok kunne få lidt at vide om. Og stort set alt der handlede om Niklaus interesserede hende.

[Niklaus af Legan]

Han slap en brummende latter og rystede lidt på hovedet. "Det er sikkert, fordi hun er optaget af sit nye projekt - Junker Gareth af Trebond." Katrina havde desværre vist en side af sig selv, der ikke altid havde hovedet med, når det kom til jagten på arvingen til Trebond.

"Ja, det begynder at gå fremad med knægten," nikkede han, ganske tilfreds med sin egen indflydelse på væbnerens fremskridt. Han skulle nok blive en god ridder en dag, hvis lige han huskede at tænke sig om fra tid til anden og ikke være så umulig. "Jeg forsøger at få en marchordre, så han kan få lidt ud af sin væbnertid."

[Cythera af Legan]

Det var så trygt at høre Niklaus' latter, og en lille smule af anspændtheden i hendes krop forsvandt ved lyden. "Ja, hun er meget optaget af ham. Jeg er bekymret for den besættelse," sagde hun, men var lige så meget bange for, at hun nok selv havde haft indflydelse på den besættelse.

"Marchordre? Niklaus, min kære." Hendes hænder rystede lidt, da hun satte sin tomme tekop ned på bordet. "H-hvad så med huset?" I hendes varden var det kun Niklaus der kunne varetage de opgaver, som fulgte med. Og hun vidste, at han kunne klare det. Hendes søn var stærk og stolt. En perfekt perle.

[Niklaus af Legan]

Han trak på skuldrene igen. "Jeg foreslog selv junkeren, men..." Et lavt suk forlod ham, før han fortsatte. "På det punkt bærer hun faretruende fællestræk med Leonora." De to piger og deres tilgang til forlovelser kunne virkelig bekymre ham. Og føre til en del udmattende og unødvendige diskussioner.

Selvfølgelig var hun ikke begejstret, men han blev også nødt til at leve op til sit ansvar som Gils mentor. "Jeg er sikker på, jeg nok skal finde på nogle kyndige hænder til at varetage vores interesser," lovede han hende. "Det skal du slet ikke bekymre dig om." Det blev sagt med en god blanding af ømhed og en underliggende hårdhed, der fortalte, at det emne nu var uddebatteret.

[Cythera af Legan]

Hun have nok en stor del af skylden for, at de to piger lignede hinanden mere end hvad godt var. "Lad mig forsøge at tale hende til fornuft," foreslog hun. Hun havde ikke været hel blind over for de diskussioner der havde været, dengang de alle sammen var i Legan. Skønt hun havde brugt størstedelen af sin tid sengeliggende. Så mange mennesker gjorde hende nervøs.

Det gjorde hende rolig, at han ville finde en til at klare pligterne. Hun følte sig mere sikker på den måde. "Godt," sagde hun med en smule træthed i stemmen. Det var mange år siden, hun havde været i stand til at tage sig af en husholdning. "Men hvor vil du søge hen? Frølund? Eller Dunlath?" Spurgte hun, nu hvor han virkede så opsat på det, ville hun da gerne høre om hans tanker, hvis han da ville fortælle om dem.

[Niklaus af Legan]

Fingrene blev samlet i en lille pyramide foran hans mund, mens han vurderede tilbuddet, før han så nikkede ganske langsomt, godkendende. "Udmærket. Du er måske til at nå ind til hende grundet..." Han gjorde et sigende nik mod hende uden at have lyst til at tale mere om deres fælles kvindelighed.

Det var meget lettere at tale om udstationeringer og ridderliv. "Jeg har faktisk overvejet Carthak," fortalte han roligt og lagde hænderne over benet i stedet. "Jeg talte med Gavin og han overvejer at tage dertil med sin væbner. Kun til midvinter." Så ville han heller ikke være væk længe nok til, at der kunne laves fuldstændig ravage i Legan i hans fravær.

[Cythera af Legan]

Hun nikkede, og lod det blive ved det. Hun skulle nok tale med Katrina, det var da det mindste hun kunne gøre.

Hun gjorde store øjne, da han nævnte Carthak. "Åh! Niklaus!" Cythera fik et drømmende dutryk i øjnene. "Jeg har hørt så mange smukke ting om Carthak. Og jeg er sikker på, at din væbner vil være lige så vild med idéen," kommenterede hun og lænede sig langsomt tilbage i lænestolen, som næsten opslugte hendes spinkle krop. "Gavins væbner, hun er nogenlunde på alder med din, ikke sandt? Jeg er sikker på, at det vil gøre dem begge godt med sådan en tur." Hvis hun havde fået lov da hun var yngre, så havde hun selv rejst til Carthak.

[Niklaus af Legan]

I det mindste lod hun til at være mere for ideen, da først han fortalte lidt om den ønskede destination. Et skævt smil fik plads på hans læber. "Jeg skal nok tage noget med hjem til dig." Noget, der ville give hende en følelse af at være der. Måske han kunne få en opskrift eller to til køkkenet også. Det ville hun sikkert bryde sig om.

"Jo, lidt ældre. Jeg mener, hun får sit skjold til denne midvinter eller næste," fortalte han roligt og lænede sig selv lidt mere tilbage i stolen, trak den ene hånd op fra benet for at trække den igennem håret. Han følte sig helt udtryk. "Men ja, jeg mener også en rejse ville være godt for Gil." Det havde det i hvert fald gjort for ham selv, dengang han var væbner.

[Cythera af Legan]

Hendes kinder blev lidt varme, da han lovede at tage noget med hjem til hende fra Carthak. Og hendes øjne strålede, da hun mødte hans blik, mens et stolt smilede hvilede på hendes læber.

Hun havde forsøgt at følge lidt med i, hvad der skete i Corus, selvom det var svært i så stor en by. "Så må det også være en tur efter hendes hoved," sagde hun og lænede sig frem for at hælde en ny kop te op til sig selv. Niklaus havde jo sit glas med whiskey. "Og Gil, han har måske nået den alder, hvor det at se verden er et stort ønske?" Hun kendte ikke så meget til den mørkhårede væbner, måtte hun nok indrømme. Kun hvad Niklaus fortalte hende.