Tør du, vil du, kan du?

[Ermelia af Naxen]

Gilbert af Meagmarsk

Ballet havde været ganske godt indtil videre. Hun havde danset med flere, som en god komtesse skulle det og deriblandt en hertugarving - og ikke bare arving til en arving - mens hun selvfølgelig havde undgået at give sin forlovede så meget som et enkelt blik. Det havde hun heldigvis også fået hjælp af Cierra til, bare for at kunne følge med i, om han nu skulle være påvirket eller ej.

Nu var veninden dog ude og danse med sin forlovede og Ermelia brugte tiden godt til at få et hvil efter sin egen dans med Ridder Valon. Blikket gled ud over forsamlingen, mens hun mentalt kommenterede på alle håbløse Komtesser, hvis kjoler fortalte, at de ikke havde opdaget kalenderen sagde år 528.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han var ikke videre glad for at være til bal. Man følte sig hurtigt meget ung blandt alle disse folk. Heldigvis var Niklaus der også, så han i det mindste kunne holde sig i nærheden af noget velkendt. Han var dog også blevet givet strenge ordrer hjemmefra, om at det her var en øvelse for ham, og at han skulle gøre sin familie stolt. Så han sørgede for at tale med folk og være imødekommende. Han fik endda danset med et par komtesser, der netop var kommet hjem fra Klosterskolen.
Imens han talte med de andre gæster, bemærkede han Ermelia. Som talte en forfærdelig masse med arvingen til Prinshold. Gil skævede jævnligt i deres retning uden helt at vide, hvad han skulle mene om det. Måske var det bedste bare at undersøge det lidt nærmere? Det kunne jo være harmløst.
Da først Ermelia sad for sig selv, gik han over til hende. ”Komtesse Ermelia,” hilste han med et prøvende smil. ”Havde De en god rejse hjem fra Gudernes By?”

[Ermelia af Naxen]

Hun nippede lidt til sin vin. Den var alt for sød til hendes præference, men hun vidste bedre end at beklage sig, så hun trommede bare neglene mod glasset og betragede i stedet de dansende par. At Gilbert var på vej til hende, var ikke gået hendes næse forbi, men hun havde ikke tænkt sig at give ham tilfredsstillelsen af at sidde klar og vente på ham.

Derfor ventede hun, til han hilste, før hun vendte blikket mod ham. "Væbner Gilbert," gengældte hun hans hilsen med et lille nik, omhyggelig med at bruge hele hans navn. "Ja, den var ganske behagelig. Jeg havde fornøjelsen af at nyde turen med min veninde, Cierra, så det hjalp gevaldigt på en ellers lang og kedsommelig tur." Hun smilede sødmefuldt til ham. "Det er længe siden, jeg har hørt fra Dem. Hvordan har De haft det?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Det trak lidt i øjenbrynet, da hun brugte hans fulde navn. ”Jeg har bedt Dem kalde mig Gil,” påmindede han hende dog blot uden at miste det venlige smil, før han slog sig ned på en stol i en passende afstand fra hende. ”Det glæder mig at høre det.” Han havde ikke noget videre at sige til komtesse Cierra. Han kendte hende jo ikke. ”Jeg har haft det glimrende.” Burde han bringe ham ridderen på banen nu? Nej, det burde nok lige vente lidt endnu ... ”Jeg ser frem til Deres fest. Hvordan går det med planlægningen?” spurgte han i stedet.

[Ermelia af Naxen]

"Åh, det beklager jeg," løj hun uden problemer og sendte ham et undskyldende smil. "Væbner Gil," rettede hun for en sikkerheds skyld og lagde den ene fod bag den anden for at samle benene nydeligt under skørtet.

Hun pillede et lille stykke fnug af sin kjole og fandt ham så med blikket igen. "Det går fremad. Det meste er faktisk ved at være klart og tilrettelagt, men jeg vil ikke kede Dem med kvindeting som planlægning bag et bal." Hun smilede til ham og lagde hovedet let på skrå. "Går det fremad med Deres træning?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Smilet blev lidt større, da hun undskyldte, og han lyttede nysgerrigt, da hun fortalte om den kommende fest. Omend det ikke var meget. ”Det går fremad. Det lykkede mig at få et slag ind på min ridderherre for nyligt.” Han grinede lidt ved tanken. Problemet var selvfølgelig, at han var nødt til at provokere Niklaus for at nå dertil, men det var da stadig fremgang. Hvad der var sket bagefter, gjorde han stadig sit bedste for at fortrænge. ”Jeg går ikke ud fra, at De har lyst til at danse? De lader til allerede at have været adskillige omgange rundt på dansegulvet?” spurgte han. Retorisk selvfølgelig. Han ville jo hellere høre om den arving, hun havde brugt tid sammen med.

[Ermelia af Naxen]

Hans smil blev bredere og hun glædede sig da over, at han stadig var glad i hendes selskab, selvom hun gjorde alt i hendes magt for at stikke til ham. "Nej, hvor fint," svarede hun og lød oprigtigt imponeret, selvom hun ikke helt så det store i det. Var det ikke meningen med det, han lavede?

Tilbuddet fik hendes smil til at vokse lidt. Det lød ikke just til, at han havde lyst til at danse, men nu han havde bragt det op... "Jo, jeg ville elske at danse." Hun lyste op i et smil, der fremviste hendes lige perlerække af tænder. Hvis han sagde nej til det, måtte der virkelig være noget i vejen med ham! En slank hånd blev hold frem, så han kunne tage den og føre hende ud på dansegulvet.

[Gilbert af Meagmarsk]

Åh ... Hun ville faktisk gerne danse. Han havde virkelig håbet på, at hun ikke gad det mere i aften. ”Som De ønsker.” Alligevel smilede han dog og rejste sig. Tog hendes hånd og førte hende ud på dansegulvet, så de kunne falde ind i de andres dans. Heldigvis havde mor sørget for at piske ham gennem obligatorisk danseundervisning igen. Han havde derfor ingen problemer med at føre hende rundt. ”De holder meget af at danse?” spurgte han i et forsøg på at finde en ny indgangsvinkel til ridder-emnet.

[Ermelia af Naxen]

Han var da virkelig ikke til at røre og hun mærkede allerede nu irritationen røre på sig over hans tydeligt ubekymrede tilstand. Tænk sig, at hun var tvunget til at leve hele sit liv med en mand, der var så ligeglad med hende. Med hende! Han var heldig at have fået hende som forlovet! Alt dette var dog fint maskeret bag et yndigt smil, mens han fulgte hende ud.

Heldigvis var han da ikke lige så habløs, som hun havde forestillet sig, selvom hans rytmesans ikke var lige så veludviklet som nogle af de mere garverede herrer. "Ja, det er en måde at tale på, hvor man ikke kan lyve," svarede hun med et lille smil lurende i mundvigen. Ens krop og bevægelser kunne man ikke ændre med samme lethed som ord. "Men De lyder ikke til at være videre begejstret?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Han løftede et øjenbryn ved hendes ord. ”Javel.” Han vidste ikke helt, hvad han skulle mene om den bemærkning. Forsøgte hun at teste ham eller sådan noget? Han smilede let. ”Det er ved at være noget tid siden, at jeg sidst har haft mulighed for at danse. Så jeg er vel lidt nervøs for, hvor rusten jeg er,” svarede han med et skævt smil. ”Jeg er næppe så god, som Deres forrige dansepartner,” undskyldte han så.

[Ermelia af Naxen]

"De har intet at være nervøs for," forsikrede hun ham med påtaget blidhed, selvom hun allerede havde travlt med at vurdere hans mindste træk med en perfektionists skarpe blik. "Vi skal vel bare lære hinanden at kende." Hun smilede sødt til ham og blev løftet sammen med alle de andre komtesser. Han overraskede hende alligevel med sikkerheden i løftet og hænderne havde da været meget rare om hendes liv. "Se, det gik jo ganske fint." Forbløffelsen over det nåede aldrig frem, men blev i stedet maskeret af støttende selvfølgelighed.

[Gilbert af Meagmarsk]

Og igen talte hun ikke om det, som han faktisk ville have noget at vide om. ”Det har De nok ret i,” medgav han smilende. Måske var han simpelthen bare nødt til at spørge mere direkte ind til det? Da Ermelia først var sikkert på gulvet igen, forsøgte han sig med et mere direkte spørgsmål: ”Jeg så, at De talte med ridder Valon?”

[Ermelia af Naxen]

Spørgsmålet kom bag på hende. Både at det åbenbart var noget, han havde bemærket, men også at det kom så pludseligt og hun fastholdt brynene fra at søge op i panden. I stedet fandt hun et honningsødt smil frem til ham. "Ja, en hertugarving er aldrig et dårligt bekendtskab," svarede hun kryptisk, men med et uskyldigt uvidende smil, der ikke lod til at kunne se, hvorfor det skulle kunne være et problem for ham.

[Gilbert af Meagmarsk]

Nej, det havde hun selvfølgelig ret i. Gil følte sig straks noget mere lettet. ”Det har De selvfølgelig ret i. Hvordan faldt De i snak med ham?” spurgte han nysgerrigt. Der var vitterligt en aldersforskel mellem dem, og ridder Valon havde aldrig slået ham som en særlig snaksalig personlighed. Uanset hvad var det dog bare rart at vide, at hun allerede tænkte på at pleje mulige alliancer.

[Ermelia af Naxen]

Hun sendte ham endnu et smil med al sin pigede sødme og trak på skuldrene. "Jeg stødte på ham ved universitetet. De vil ikke tro, det uvejr, jeg pludselig fandt mig selv strandet i. Men Ridder Valon var heldigvis galant nok til at følge mig hjem," svarede hun og kunne ikke lade være at smile ved tanken om den blomst, han havde givet hende. Sådan noget ville Gil sikkert aldrig gøre.