En dans under lyden af torden (ballet)

[Valon af Prinshold]

Ermelia af Naxen

Det havde aldrig været Valons største fornøjelse, at deltage til disse arrangementer. Dog måtte man da erkende, at der var blevet gjort noget ekstra ud af det. Der var alt hvad hjertede begærede til sådan et fornemt bal. Ballet havde jo formål at få Tortalls ugifte adelige til at mødes, og få sat et ansigt på hinanden, måske endda være så heldig at man fandt en passende person. Samtidig kunne man fornemme og engang imellem høre den høje torden uden for.
Valon havde trådt i en sit fornemmeste pus, farverne afspejlede familien – dog med et ’twist’ så det passede til den moden. Valon kunne ikke være mere ligeglad med moden, men han havde dog nogle tjener som vidste hvad de lavede når de fik syet tøj til ham. Valon havde begået sig mellem de forskellige adelige. Dog havde han fået øje på en bestemt skikkelse, en kvinde han mødte første gang for ikke længe siden. En utrolig smuk ung kvinde, Ermelia af Naxen.
Elegant og med lange skridt bevægede Valon sig hen mod komtessen. Hans velkendte adels ansigt havde ikke ændret sig siden han var ankommet.
”Nådigfrøken Ermelia af Naxen.” Valon bukkede for hende, i takt som han hilste på hende.

[Ermelia af Naxen]

Endelig var det her. Hendes første bal tilbage som gifteklar komtesse. Godt nok ville hun have foretrukket, at det var hendes eget, men man kunne jo ikke altid blive tilfreds - måtte hun jo affunde sig med på et eller andet tidspunkt, selvom det tidspunkt ikke helt var nu.

Men i det mindste var hun her og ikke bare alene. Cierra stod som altid ved hendes side, begge i de smukkeste kjoler. Noget de to ikke kunne beskyldes for var i hvert fald at gøre noget halvhjertet, når det kom til status og fremtræden.

Lyden af en velkendt stemme, der formede hendes navn, fik hende dog til at se op med samme sødme, hun altid bar. "Ridder Valon," gengældte hun hals hilsen og nejede dybt for ham i respekt. Hun skulle immervæk gifte sig til en plads som lensfrue, modsat ham, der var født til sin ret. "Hvilken behagelig overraskelse at se Dem her."

[Valon af Prinshold]

Der havde været en række komtesser til denne aften, men hun havde alligevel formået at fange hans interesse. Valon havde altid ment at den bedste hustru var hende med den bedste alliance, det ville dog være rart hvis hun også var lidt interessant. Valon havde dog ikke meget at skulle sige i sidste ende, da det var en snak med hans far og hans kald - når ret skulle være ret. Valon havde dog nok en påvirkning på det, hvis han ønskede.

Det var dog rart, at få et blik af hvem der var hvem. Der var trods alt stadigvæk lidt ugifte komtesser i Tortall.

Valons blågrå øjne hvilte på Ermelia, imens han tog hånden på brystet i høflighed.
"I lige måde nådigfrøken." sagde han og fik et svagt smil frem. "Jeg må simpelthen komplimenterer dem nådigfrøken."
Valon holdte vejret kort, inde han ligge måtte tage et tilløb så han kunne sige de næste par ord.
"Deres skønhed er ingen lige, de er uden tvivl den smukkeste her tilstedet i aften."
Valon havde aldrig været typen som kastede om sig, med komplimenter - da han mente folk virkelig skulle gøre sig fortjent til dem.

[Ermelia af Naxen]

Allerede da han lagde op til et kompliment, fandt hun sit mest charmerende smil frem, mens hans rent faktiske ord fik en let varme over hendes kinder. "De er alt for venlig, Ridder," svarede hun og så op på ham. Måske hun burde tale med Murray om dette? For denne mand var hende da klart mere værdig end pivede Væbner Gilbert. "Jeg håber, De har haft det godt siden sidst?" spurgte hun mere af høflighed end rent faktisk interesse, selvom dette ikke fremgik af hendes smilende, blå øjne.

[Valon af Prinshold]

Om Valon ramte noget hos hende med hans komplimenter, vidste han ikke. Dette var heller ikke hans første prioritet. Han ville vise sig fra sin gode side, og vise at han var en ærefuld og elegant mand, som godt kunne sluge sin stolthed i sidste ende - og give et kompliment. Det var trods alt en sjælden hændelse.

"Det har jeg bestemt nådigfrøken, mindet om deres smil har holdt kulden fra døren, og humøret højt." lød det med hans montone stemme.
Det var ikke fordi, at Valon generelt havde den største interesse i at lærer Ermelia at kende, men han vidste han måtte fange hendes opmærksomhed på en måde.
"Må jeg bede om en dans?" spurgte han imens han rakte sin hånd til hende.

[Ermelia af Naxen]

Han fortsatte og formåede rent faktisk at få hendes blik til at flakke en anelse. Det havde hun bestemt ikke forventet fra ham, selvom han da havde charmeret hende allerede sidste gang. "Jeg fik stillet blomsten, De forærede mig, frem til minde om Deres venlighed, selvom jeg nok næppe havde glemt det, selv uden den til minde," gengældte hun hans søde ord mødte igen hans blik.

Med påtaget vurdering betragtede hun hans hånd, før hun lagde sig egen i hans. "Det ville være mig en ære og fornøjelse, Ridder Valon," svarede hun og fulgte ham ud på dansegulvet.

[Valon af Prinshold]

Valon havde valgt sine ord med omhu, men de var ikke forberedt, men tværtimod lod de til at komme naturligt, dog blev de allesammen kørt igennem - så han var sikker på det lød korrekt det hele.
Valon tog sig til brystet og bukkede høfligt for hende, som tak.
"De gør mig ære nådigfrøken." sagde han, inde han med en let hånd tog fat i hendes hånd og begyndte gik ud på dansegulvet, inde han begyndte i takt til musikken at føre hende som dansen påkrævede. Han sendte hende et selvsikkert stjålet blik. "Æren er min."

Hvis der var en ting som var sikkert, så var det at Valon havde hadet dans siden den dag hans mor tvang ham til at gå til dans. Det havde været rædsomt at bruge timer på at danse, fremfor at kunne fægte eller skyde med bue. Valon havde bestemt ikke været tilfreds med det. Dette havde dog gjort at Valon vidste hvad han gjorde, da han trods alt havde var blevet tvunget til undervisning.
"Er de ved at finde dem til rette nådigfrøken?" spurgte han imens han bevægede sig elegant rundt på gulvet med hende i sine arme.

[Ermelia af Naxen]

Der var godt nok meget ære, der blev skubbet frem og tilbage og et sekund måtte hun tage sig i at kaste et stjålent blik efter Gil. Selvom de også stadig var dis, var deres samvær mere glidende.. Virkede mere ærligt på en eller anden måde. Det var noget så forvirrende at være komtesse og et kort øjeblik savnede hun næsten klosterskolens sikkerhed.

"Ja, tak for omtanken," svarede hun med et lille smil og var kun glad for, at han var så dygtig en dansepartner. "Og De? De fortalte aldrig, hvad der bragte Dem til Corus i første omgang."

[Valon af Prinshold]

Det var kvalmen at skulle danse rundt, dette var bestemt ikke noget Valon satte pris på - dog vidste han at det var noget som der blevet gået op i. Han huskede hans mor sagde, at han aldrig ville blive gift hvis han ikke kunne danse.
Så nu kunne Valon danse, og han anede ikke om det gav nogle point overhovedet. Han vidste dog han så elegant ud, og sammen med Ermelia var det bestemt ikke dårligt.
Det kunne godt være hun var 10 år yngre, men det gjorde trods alt ikke den store forskel på dem.

Valon lod dansen tale for sig i hans bevægelse. "Efter kriger var først i Frølund, derefter tog jeg kort hjem til Prinshold, hvorefter jeg tog til Corus, for at varetage lenets interesse her." sagde han med en rolig tone. "De må forstå nådigfrøken, jeg er en meget fremad tænkende mand, jeg ved godt hvor jeg skal ende." forklarede han med en meget sikker og kølig tone. Det havde aldrig været et spørgsmål for Valon om han nok skulle opnå det han ville, men han var igang med at spinde trådene og det tog tid.

[Ermelia af Naxen]

Hun lyttede opmærksomt til hans svar, mens de dansede rundt om hinanden for igen at ende ansigt til ansigt i standardgrebet. Det var da egentlig ganske interessant eller kunne i hvert fald være det, men det var ikke just noget svar på hendes spørgsmål. "Det lyder alt sammen meget interessant," svarede hun og vidste ikke helt, om hun så nogen grund til den forklaring af hans karakter. Så længe hun var forlovet, kunne hun immervæk være ligelgad med, hvem han var, så længe hun gjorde det på en høflig måde. "Men hvorfor vendte De tilbage til Corus, så?" gentog hun.

[Valon af Prinshold]

Der var noget yndefuldt ved at danse med Ermelia, dog noget som lå enormt langt væk fra Valons natur. Hans natur var at lede sine mænd i kamp, at leve for en krig og sikre sig en sejr. Dog kunne han ikke lige sætte fingeren på, hvad det var som gjorde det her næsten.. sjovt..

"Jeg vendte tilbage til denne smukke by, for at finde min kommende hustru." lød det, imens han så lidt mere uvant at snakke lige om det emne. Han havde aldrig tænkt over det, før han kom til Corus med et brev fra sin fader om det.
Valon drejede rundt med hende, i takt med musikken. Det var rart at have rigets mest yndefulde kvinde ved sin side.

[Ermelia af Naxen]

Smilet blev bredere. Så han var simpelthen kommet til Corus for at finde sin kommende hustru og nu gav han hende blomster, dansede med hende og fulgte hende hjem fra universitetet.. Det var en ganske flatterende tanke og hun drejede med ham, en anelse varm om kinderne. "Har De mødt én, der kunne falde i Deres interesse?" fiskede hun uskyldigt og så op på ham med uskyldigt store, blå øjne.

[Valon af Prinshold]

Valon vidste at han ikke blev yngre, han havde ikke travlt - men han vidste han snart skulle til at finde en hustru, en hustru som ville være fornuftig at have på alle parameter. Alliance, arving, smuk og så måtte hun gerne være interessant. Det havde været utrolig svært, at finde en komtesse som levede op til det. Valon fulgte hende rundt, og drejede elegant.

Valon fik det første oprigtige smil på læben, da hun spurgte ham om han havde mødt en. Hans smil blev dog hurtig erstattet af det adelige ansigt.
"Ja, en smuk og yderst intelligent ung komtesse." hans stemme havde meget selvsikkert, og han gik et skridt tilbage, så hun kunne følge med.

[Ermelia af Naxen]

Der var da rent faktisk et lille smil til hende. En indre sejrsjublen kørte og boblede i hendes bryst, men hun holdt minen sød og afventende, mens hun fulgte ham i dansen. "Tillad mig at sige, jeg er glad på Deres vegne, hvis De rent faktisk har fundet en allerede," svarede hun. Det var jo heller ikke ualmindeligt, at mænd ventede lidt længere, før de blev gift.

[Valon af Prinshold]

Han fulgte hende rundt i dansen, som blev ved og det var der intet problem. Selvom musikken skiftede til en anelse langsommere, kunne Valon tilpasse deres dans til dette, der var intet problem i dette.

At han havde fundet en som han fandt interessant, var jo et mirakel i sig selv. Valon var bestemt ikke en som så sig tilfreds med meget, men lige interessen denne kvinde havde han fundet noget interessant ved, han vidste dog ikke hvad - men han var ville finde ud af mere om hende.
"Tak nådigfrøken, nu må vi se hvad der sker?" lød det en anelse spørgende, uden at gøre det skulle lyde for spørgende.
"Man skal aldrig ligge alle æg i en kurv, kunne være personen ikke er tænker det samme."
Generelt var det hele en anelse uvirkeligt for Valon, som syntes det var meget mystisk at lege bejler til en kvinde. Det hele handlede i sidste ende om, at finde den rette hustru - som ville bringe en stærk alliance med sig. Der var flere om buddet, men Ermelia var samtidig interessant, hvilket var mere man kunne sige om så mange.