Et løfte [R]

[Lyanna af Genlith]

Blake af Jesla
15. april 528

Det havde været ualmindeligt svært at se Anduo forlade huset igen, selvom ambassadøren havde taget afvisningen pænere end hun havde gjort sig håb om. Derfor havde hun dog også været udmattet det meste af dagen og efter middagen var hun søgt tilbage på sit værelse. Ikke at hun fandt ro der. I stedet så hun længselsfuldt over mod vinduet.

Da først mørket faldt på, gjorde hun klar. Lys ville ikke gå, det var for risikabelt, men hun havde andre måder at skabe den velkomst til ham, hun havde i sinde. Haspen slog hun op og åbnede vinduet på klem, priste sig i øjeblikket lykkelig over, at det endelig var blevet varmt nok til det og gik så over til kanten af sengen. Hun tøvede yderligere et øjeblik og trak så natkjolen af, udelukkende for at trække et tæppe lidt om sig, indtil han kom. Hun forestillede sig det allerede nu, forberedte sig på at komme på benene, når han trådte ind.

[Blake af Jesla]

Dagene var fløjet af sted, siden Lyanna lukkede ham ind i sit liv igen. Han brugte sine nætter i hendes seng med at bevise, at han var tålmodig nok til at kunne vinde hendes tillid igen og dagene sov han væk, fordi han ikke kunne lade være med at holde sig vågen og fantasere om, hvad hun ikke gav ham, når de var sammen.

Turen op af væggen var kortere end normalt, mente han. Måske fordi vinduet for en gangs skyld allerede stod åbent for ham. Det fik ham til at føle sig velkommen. Så med et smil løftede han haspen af og kravlede ind med så lidt postyr som muligt.

[Lyanna af Genlith]

Først var det ikke meget højere end et dyrs tumlen i busken, men efter lidt var hun ikke i tvivl. Han var på vej op til hende. Hendes mund var tør og hun prøvede forgæves at fugte sine læber. Hun tvang munden i, sank hårdt, vædede læberne og nåede lige at hæve blikket, da han åbnede vinduet helt og svang sig ind.

Alt stod stille. Hvorfor bevægede hun sig ikke? Med store øjne så hun på ham et langt øjeblik, før hun så lige så langsomt fik kæmpet sig op på de skælvende ben. Hun fugtede læberne igen og tvang hænderne til at forblive i ro, frem for at dække hende for hans blik. Så trak hun vejret dybt ind, rankede sig.

[Blake af Jesla]

Da han kom ind over hendes vindueskarm, hævede han blikket og gjorde så store øjne over det syn, som mødte ham. Hun blev til stadighed ved med at gøre ham overrasket og han rejste sig ganske langsomt, mens han ikke tog blikket fra hendes ansigt. Et varmt smil kom frem.

”Kom herhen, musling,” bad han lavmælt, fordi han var bange for, at hun skulle blive bange for ham, hvis han gik hen mod hende. Og samtidig så elskede han naturligvis at give hende ordrer.

[Lyanna af Genlith]

Hans smil var helt perfekt og hun søgte trygheden i det til blot at stå for ham, som Almoderen havde skabt hende. Lige så forsigtigt tog hun et par skridt frem mod ham og fik på den måde lige så møjsommeligt tilbagelagt halvdelen af afstanden mellem dem. Så stoppede hun. “Kom herhen i stedet,” bad hun blidt og betragtede ham afventende.

[Blake af Jesla]

Han nød synet af hver eneste muskel, hun satte i bevægelse, som hun kom hen mod ham og snappede let efter vejret, da hun stoppede. Hun bad dog ham om at komme nærmere og han gjorde det gerne.

Med rolige skridt kom han hen til hende, hvor han fokuserede sine hænder på hendes hoved og lagde en varm håndflade mod hver kind for at løfte hendes ansigt helt op mod hans, så han kunne lægge sine læber mod hendes. ”Du er perfekt, musling.”

[Lyanna af Genlith]

Den måde, hun kunne se ham snappe efter vejret, gjorde hende næsten i tvivl om, hvorvidt han ikke havde brudt sig om, at hun krævede noget tilbage, men endnu engang blev hendes tvivl sat til skamme, da han krydsede gulvet.

Hun fnes nervøst ved komplimentet, men slap i det mindste ikke hans blik denne gang. I stedet søgte hun hans læber og trådte det sidste skridt frem, der bragte dem helt tæt.

[Blake af Jesla]

Han havde ventet længe og arbejdet hårdt for dette øjeblik, så da hun trådte helt tæt ind til ham, gled en af hans arme ned af hendes skuldre og om på hendes ryg, så han kunne sikre sig, at hun ikke bare sådan lige trak sig væk igen. Hun gav sig villigt - uden at han behøvede at presse hende - og han skrev sig bag øret, at det måske var noget, han skulle hjem og tænke over.

Nu hvor han havde hende i sine arme igen, trak han kysset ud og nød deres nærhed. Hans hænder holdt han bestemt til helt sobre berøringer for en lille tid, fordi han ville fuldende det billede, han var ved at skabe af en betænksom og tålmodig ægtemand. De grænser kunne han altid bløde op senere igen. For nu lod det til, at det var det, hun havde brug for.

[Lyanna af Genlith]

Hun skælvede svagt under hans varme hænder mod hendes nøgne hud, men det var ikke på nogen måder dårligt. Mest af alt havde hun savnet hans kærtegn og følelsen af hud mod hud. Armene smøg sig om i hans nakke, mens hun i en rolig bevægelse skubbede sig op på tæer, så hun bedre kunne søge dybere i kysset.

Efter lidt slap hun hans læber, søgte ned på flad fod igen. “Jeg har savnet dig,” hviskede hun og så dybt i hans øjne, som indeholdt de alle de svar, hun søgte.

[Blake af Jesla]

Han strammede grebet om hende, da hun søgte op mod ham, så de kom endnu tættere på hinanden. Han slækkede dog lidt igen, da hun trak sig tilbage og så ned på hende med et mildt smil. ”Aldrig mere, end jeg har savnet dig,” svarede han i en brummende stemme, som dog mest af alt kom til at lyde som en godmodig bjørn. Han smilede igen.

Han strammede grebet igen og trak hende tæt. Han kyssede hende en tid igen, inden han langsomt bevægede hånden ned og kildede hende på ryggen i et blidt kærtegn.

[Lyanna af Genlith]

På mange måder var han som forandret. Nu virkede han både blid, rolig og forstående, hvilket var nogle af de ting, hun havde fundet vanvittigt attraktivt hos Anduo. Tænk sig, at hun skulle få det hele i samme mand. Hun grinede lavmælt og kærligt af hans ord og var momentært på tæer igen for at kysse ham.

Grebet strammedes om hende, men hun reagerede kun med tryghed, trak ham endda selv tættere med armene om hans nakke. Et piget fnis undslap hende ved hans berøring og hun så betaget op på ham igen.

[Blake af Jesla]

Hun var som smør i hans hænder og han huskede på, hvordan hun ikke havde været bange af sig, da de havde været sammen tidligere. Så med et varmt smil kyssede han hende først på næsen og så bukkede han sig let ned, så han kunne få ved under hendes bagdel og løfte hende op, så han slap for at bukke sig ned for at kysse hende.

[Lyanna af Genlith]

Det gav et gib i hende, da han pludselig greb fat om hende og fik hende løftet op, men hun gjorde ingen indvendinger. Hendes fingre strøg gennem hans nakkehår. “Jeg afslog ham i dag,” hviskede hun ømt til ham og strøg næsetippen over hans næseryg. “Jeg har planer om at fortælle far om det i morgen.” Hun fandt hans blik, håbede at se glæde i hans øjne.

[Blake af Jesla]

Han stivnede let, da hun talte igen og så blev hans øjne store. Han havde ikke forventet, at hun ville gøre det så tidligt. Faktisk var han stadig ikke helt sikker på, at han havde forventet, at hun ville gøre det i det hele taget. Men efter et øjeblik kom hendes ord helt ind, hvor hans hjerne kunne bearbejde det og hans ansigt viste en tydelig overraskelse, som et sekund efter gik over i glæde.

Han rakte ned og fik hendes ben viklet om sit liv, så han kunne bruge sine arme mere frit og trak hende så tæt ind til sig i et lidenskabeligt kys, som udtrykte hele hans reelle glæde over dén kommentar. ”Jeg… Åh, jeg elsker dig.” Hans arme lagde sig om hendes ryg og holdt hende så tæt, som han turde, mens han igen og igen kyssede hendes læber.

[Lyanna af Genlith]

Hans reaktioner var præcis som hun havde ønsket det, hvis ikke bedre og hun hjalp ham med at slynge benene om ham, så snart det gik op for hende, hvad han ville have. Hans bælte var koldt mod hendes skød og hun gøs og trak sig en smule væk fra det kølige metal. “Lige som jeg elsker dig,” hun tog imod hvert af hans kys og besvarede det med samme iver. “Og snart vil alle vide det.”