Gensyn med fortiden

[James af Perlegab]

Julietta af Dunlath

Jamie sad hjemme i sine forældres hus og arbejdede på at få skrevet et brev til Amelia's forældre. Det var hans mors idé og han var ikke ligefrem vild med den, men han kunne jo godt se, at det måske kunne hjælpe lidt på det anstrengte forhold, de to familier havde haft til hinanden, efter Grevinden sendte Amelia til Disart.

Det var dog kedeligt arbejde og han lagde det hellere end gerne fra sig, da han fik besked om, at der var besøg til ham. Et smørret smil og et hævet øjenbryn viste sig, da han fik at vide, hvem det var, der var kommet for at besøge ham. Og så bad han tjeneren om at vise hende ind.

[Julietta af Dunlath]

I starten havde hun jo godt kunne se, hvorfor det var vigtigt, at det var hende, der tog kontakt til Jamie igen, nu hun havde været den, der havde ødelagt det, men som dagen var skredet frem, var det blevet sværre og sværre lige at huske på det. Derfor var hun selvfølgelig også trukket i lykkekjolen. Den blå kjole med de lyserøde silkebånd havde hun haft på ved Adrians kærlighedserklæring, deres første kys og så meget andet, at den ikke kunne bringe andet end held.

Og nu stod hun her så. Fingrene rystede let, da tjeneren bad hende følge med ind i en mindre stue. Hun så sig nysgerrigt omkring, før han flyttede sig og hendes blik faldt på Jamie. "R-Ridder Jamie," hilste hun, pludselig i tvivl om, hvordan hun skulle håndtere situationen. Hun nejede med rystende knæ og let blussende kinder.

[James af Perlegab]

Han rejste sig op, da de kom ind i rummet og han behøvede ikke engang bede tjeneren om at forføje sig. De var vant til, at han så kvinder i enrum. Desuden var hende her jo gift. "Julia," hilste han med et smil. "Det var en uventet overraskelse." Han smilede og rakte hånden ud mod en plads på sofaen. "Vil du have et glas et-eller-andet?" Han gik hen til karaflen med whiskey, men der stod også andre ting derovre.

[Julietta af Dunlath]

Det var en kamp ikke at lade ham se, hvor svært hun havde ved at synke, da han inviterede hende til at sidde ned. Endelig kom hun i bevægelse og tog ganske forsigtigt plads, mens hun skyndsomt placerede hænderne sirligt foldet i skødet. "Jeg.." Hun havde absolut ingen anelse om, hvad hun havde lyst til. Det var evigheder siden, hun sidst havde drukket vin og hun vidste ikke, om invitiationen også indebar saft. Og hvad den i det hele taget indebar. "Ja tak," svarede hun derfor blot og lod det være op til ham at beslutte.

[James af Perlegab]

Han hævede et bryn og små-lo lidt for sig selv, som han hældte whiskey i to glas i stedet for et. Han tog dem i hver sin hånd og gik hen til hende og rakte hende det ene, mens han satte sig ned ved siden af hende. Ikke så tæt, som han kunne have fundet på dog. Sidst han havde været tæt på hende, var hun løbet sin vej og hans smil blev bredere ved tanken. Han løftede glasset til en skål og nippede så lidt til det, inden det fandt hvile mod hans knæ. "Så. Hvad skylder jeg æren?"

[Julietta af Dunlath]

Brynene søgte en smule opad, da hun så indholdet i glasset. Så stærke sager var hun aldrig blevet introduceret for og hun fulgte hans eksempel og nippede lidt til det. Det sved i næsen og brændte hele vejen ned, hvilket fremkaldte en let rømmen fra hende. Rødmen blev dybere.

"Jeg... Jeg er blevet klar over, at min adfærd ved vores sidste... Interaktion," hun tvang sig selv til ikke blot at stirre ned på hans hånd, der holdt om glasset, men rent faktisk at møde hans blik. "Jeg ville fortælle dig, at jeg er ked af den måde, jeg reagerede på. Det havde intet med.." Hun sank besværet. "Dig at gøre."

[James af Perlegab]

Hans bryn gled endnu højere op. Det var virkelig ikke, hvad han havde forventet, at de skulle tale om og det tog ham lige et øjeblik at komme op på siden af hende i forhold til emnet. "Jamen... Det skal du da ikke tænke på," svarede han så med et skuldertræk, mens han smilede til hende. "Jeg tog det ikke personligt." Og han havde jo fået lov til at være sammen med Adrian uanset.

[Julietta af Dunlath]

I det mindste smilede han stadig og hun prøvede at finde en smule ro i det. Hun gjorde det jo også for Adrian og for deres liv sammen. For at glæde ham og sikre, at de altid ville være lykkelige. "Det glæder mig," hun formåede rent faktism at finde et smil frem til ham, selvom kinderne stadig var let rosa. En farve, der straks blev mere intens, mens hun forsøgte at bevæge sig videre på sin halvforberedte tale.

"At.. At jeg afbrød det, var bestemt ikke et udtryk for, at jeg ikke ønskede, det skulle ske." Blikket faldt ned på hænderne i skødet. "Faktisk..." Hun fugtede sine læber. "Faktisk ønsker jeg.. Rigtig meget... At, ja.. Det skal ske." Åh, det var simpelthen så pinligt!

[James af Perlegab]

Han hævede brynene langsomt mere og mere, mens hun fik arbejdet sig frem af den tangent, som hun tydeligvis havde øvet sig på derhjemme. Der var vanvittigt morsomt at være tilskuer til, men han måtte også indrømme, at han absolut ikke havde set dette komme.

Da hun fik hakket sig igennem sit ærinde, kunne brynene umuligt komme højere op og han kom til at grine lidt. "Så, tag det nu roligt, Julia. Drik lidt mere, det dulmer på nerverne." Han lagde en finger under hendes glas, løftede det halvvejs til hendes læber og regnede med, at hun selv klarede den resten af vejen. "Så... Nu skal jeg lige høre... Du sidder rent faktisk og inviterer mig på besøg igen?"

[Julietta af Dunlath]

Da hun endelig så op på ham, sad hans bryn næsten helt oppe under hårgrænsen og hun sænkede igen blikket, ramt af selvbevidsthed. Åh, han syntes sikkert, hun var helt tåbelig! Tåren var noget større end hun egentlig havde planlagt og hun skar en grimasse. Nej, det var virkelig ikke hendes drik. Der var hun meget mere til de søde vine fra syden.

De blå øjne fandt langt om længe hans og et par lange sekunder sad hun bare og så på ham i tavshed. Så fugtede hun læberne igen. "Ja, hvis.. Hvis du er interesseret, altså."

[James af Perlegab]

Han grinede skævt af hendes grimasse, men gjorde ikke noget for at finde hende en anden drink. Det var sjovere at se hende takle en whiskey. Han rykkede en smule tættere på hende og strøg sine fingre over hendes lyse kind. "Det er jeg altid, når det kommer til jer," svarede han, mens han søgte hendes blik og smilede skævt.

[Julietta af Dunlath]

Afstanden blev indskrænket og hun kæmpede for ikke at slippe hans øje, for i stedet at se på hans hånd, men bare stole på ham. Han var jo en af Adrians.. Ja, hvad end, man kaldte det bekendtskab. Hun rykkede sig ikke det mindste under hans berøring, men brystet blev alligevel trykket lidt tættere mod udskæringen, som hun prøvede at tøjle sin instinktive trang til at snappe lidt efter vejret. "Du elsker ham ikke, vel?" hoppede det pludseligt over hendes læber, før hun kunne nå at standse det.

[James af Perlegab]

Hendes spørgsmål overraskede han tydeligvis og han kom til at le af ren og skær overraskelse. "Elsker ham?" spurgte han med et skævt smil. "Nej, det gør jeg ikke. Han er en rigtigt god ven og jeg holder af ham som sådan, men jeg elsker ham ikke." I det hele taget havde han ret svært ved at vurdere, om han nogensinde havde oplevet at være sammen med en, som han elskede.

[Julietta af Dunlath]

Lettelsen bredte sig tydeligt i hende ved hans svar. Så havde Adrian virkelig haft ret i, at man godt ville kunne være sammen på den måde med folk, man ikke elskede. Hun tillod sig at kaste stjålne, vurderende blikke. Han var nu ganske tiltalende. "Tak for svaret. Undskyld, jeg burde nok have spurgt på en lidt anden måde," fnes hun forlegent og fingerspidserne trommede let mod glasset. "Må jeg spørge om noget andet?"

[James af Perlegab]

Han smilede, da hun tydeligvis blev lettet over hans svar. Det var kun godt, han kunne berolige hende lidt. Han vidste jo godt fra Adrian, at hun var en smule besidderisk og dette kunne forhåbentligt hjælpe lidt med det. "Det må du... Hvis jeg må holde din hånd imens." Hun havde været så nervøs ved deres kropskontakt sidst og han mente, at hun burde øve sig lidt.