Nye tider

[Cierra af Henlov]

Tristen af Piratklippen

Festen for Ermelia var overstået, og nu var det tid til Cierras egen velkomstfest. Hendes familie havde sørget for at invitere familie og venner, hvilket naturligvis inkluderede den nye alliance med Piratklippen. Det betød, at hendes forlovede var til stede, et eller andet sted.

Middagen var overstået, og der blev spillet musik inde i den ene stue, hvor par kunne danse. Hun havde lige afsluttet sin samtale med Ermelia, da hendes moder pænt havde hentydet til, at Tristen manglede hendes opmærksomhed. Hvem gjorde dog ikke det til en fest, hvor alt drejede sig om hende?

Med et dybt suk bevægede hun sig langsomt hen i retning af, hvor hun sidst havde set Tristen. Hun var iført en kjole i jordfarver, og håret var flettet og pyntet med små blomster.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen havde glædet sig til at se Cierra igen, men som altid var glæden kort, for selvfølgelig havde hun ikke tid til ham, da festen først stod. Derfor gik han omkring og snakkede med andre bekendte i selskabet og ventede på, at hun fik tid. Hun måtte komme til ham, havde han bestemt sig.

Så pludselig kom hun gående mod ham, det så næsten ud som om hun var tvunget til at gå til ham, men det var bedre end ingenting. Han rodede i lommen på den blå jakke han havde på, og fandt en lille pakke frem. Så kiggede han på hende, fangede hendes øjne kort og smilede "Velkommen hjem Cierra" sagde han, bukkede så og rakte hende gaven Hans hjerte gallopperede afsted. Det havde krævet alle hans kræfter at give hende denne velkomst, og han håber inderligt på hun ikke bare ville smide den på jorden.

[Cierra af Henlov]

Hun var lige på nippet til at himle med øjnene af ham, da han hilste på hende. Men hun holdte sig i skindet, og valgte at neje, akkurat som etiketten bød det. Hun rettede sig op igen, og så den lille pakke i hans hånd. I hendes blik hvilede der dyb skeptisk, mens hun rakte frem og tog pakken fra ham med lange og slanke fingre. "Tak, Ridder Tristen," sagde hun og åbnede langsomt den lille pakke. Det viste sig at være et lille armbånd med rosafarvede småsten. Forsigtigt smilede hun til ham og rakte pakken frem til ham igen. "Vil De være så venlig, at hjælpe mig med at låse det?" Hun vidste bedre, end at opføre sig uhøfligt i offentligt selskab.

[Tristen af Piratklippen]

Det var svært at vurdere om hun blev glad for gaven, eller om det bare var en høflig facade. Det var hendes fest så selvfølgelig skulle hun holde etiketten. Tristen var klar på hele tiden at se det mindste tegn på at hun blev utilfreds. Han stolede ikke helt på hendes sødme.
"Selvfølgelig vil jeg det." sagde han og tog fat om låsen så hans lige akkurat strejfede hendes fingre med sine egne. Jo han havde bestemt øvet sig og det var frygtelig hårdt nu at gøre tingene, men han kæmpede. Hun skulle se ham fra hans bedste side.

[Cierra af Henlov]

Hun ventede utålmodigt på, at han fik taget sig sammen og lagt armbåndet omkring hendes håndled. Hun følte, at det tog flere minutter, men der var nok i virkeligheden sekunder det gjaldt.

Da han havde gjort det, tog hun hånden til sig og hun så ned på armbåndet, inden hun kiggede op på ham igen. "Har De fået brugt tiden fornuftigt, mens jeg gjorde min tid færdig på klosterskolen?" Spurgte hun, og var ikke det mindste interesseret. Men nu havde hun fået besked på at bruge tid sammen med ham, så måtte hun hellere gøre det.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen mærkede hvor lidt interesse hun lagde i samtalen. Hvordan kunne han overhovedet have troet at tingene havde ændret sig? Hun var sikkert lige så modbydelig og vred som altid. Det var ret synd for hende egentlig. Det måtte være trist at leve sit liv på den måde. "Det har jeg. Kortvarrigt fungerede jeg som sparringspartner for Arlen, mens han ingen havde. Jeg har også set mig omkring efter en væbner." Det sidste blev godt pyntet. Ja han havde da kigget, men ikke på nogen særlig endnu. Han var ikke sikker på om tiden var den rette endnu. Han havde trods alt kun selv været ridder et par måneder.

[Cierra af Henlov]

Hun lyttede kun med et halvt øre til hans svar, for det var noget af det mest kedelige i verden at høre om ridderlivet. "Det var venligt af Dem," svarede hun, men snerpede munden sammen, da han nævnte en væbner. "De mener måske, at De vil få tid til en væbner efter brylluppet?" Hun var absolut ikke helt tilfreds med det. Så ville hans opmærksomhed trods alt skulle fordeles på to mennesker.

[Tristen af Piratklippen]

Nu måtte hun simpelthen... ARGH!! Tristen var ved at få nok af hendes evige bestemmende lille attitude. Kunne hun da ikke bare for en gang skyld tænker på... Han trak vejret dybt og pustede langsomt og disket ud så ingen opdagede det. Fandt så et smil frem og kiggede på hende "Det regnede jeg så sandelig med. Det er da min pligt som ridder." Hun havde da vel ikke tænkt sig at han ville sidde hjemme på borgen og glo?! Han måtte ud og se verden, hjælpe hvor han kunne og være behjælpelig med væbnerne så de kunne få en god start på ridderlivet.

[Cierra af Henlov]

Hun sendte ham et misbilligende blik. "Og så havde De tænkt Dem, at jeg skulle sidde i vores hus i Corus og opføre mig som en dydig lille hustru?" Hendes stemme var skarp, men sænket, så dem der stod tæt på dem, ikke kunne forstå ordene. "Hvis De drager afsted, så tager jeg med," ikke om hun havde tænkt sig at sidde i en stue og brodere, mens hendes husbond rendte rundt og føjtede sammen med... Andre kvinder.

[Tristen af Piratklippen]

Tristen hævede et øjenbryn og nåede lige at få skjult et lille muntert grin over hendes kommentarer. Han kunne aldeles ikke forestille sig Cierra til hest og slet ikke på den måde. Det var hun alt for fin og storsnudet til "De skal da være velkommen til at tage med." sagde han så og rømmede sig lidt "jeg havde ikke forestillet mig at ridderlivet var noget for Dem?" Ligegyldigt hvor meget han forsøgte kunne han ikke se hendes for sig på hesteryg eller i ridderarbejde, som jo ville være hvad han skulle lave.

[Cierra af Henlov]

Hun fnøs fornærmet af hans kommentar. "De tror ikke, at jeg kan ride?" Spurgte hun og himlede denne gang med øjnene. "Jeg har måske ikke valgt at gå riddervejen ligesom De, men jeg har dog lært at ride på en hest. Og det endda ganske godt," fortalte hun. Blot fordi man var kvinde, var man ikke helt uduelig, som det lod til at Tristen mente. "Jeg har måske ikke levet under kummerlige forhold som Dem, men at ride til Frølund eller Dunlath ville ikke være et problem for mig."

[Tristen af Piratklippen]

Kummerlige? Kummerlige?!! Tristen måtte bide sig hårdt i kinden for ikke at råbe af hende. Aldrig i sit liv havde han mødt så modbydeligt at menneske som det han stod overfor lige nu. Og hende skulle han hænge på til sin død. Han var rasende indvendig. Stod det til ham fortalte han sine forældre om hendes udtalelser med det samme og så kunne de pakke og rejse hjem. Ikke om han ville binde familiebånd med sådan en forkælet lille strigle.
Han fattede sig nok til at kunne tale, men irritationen var til at høre "Jeg betvivler ikke Deres evner til hest. Blot Deres evner til at klare Dem uden tjenestefolk og oppassere."

[Cierra af Henlov]

Hun havde formået at trykke på et par knapper, det kunne hun høre, da han talte. Irritationen var tydeligt, og den frembragte et hovent smil på hendes læber. "Jeg vil have Dem," sagde hun med et skuldertræk. "De er da trods alt ridder, og skal naturligvis passe på Deres unge og uskyldige hustru," kommenterede hun.

[Tristen af Piratklippen]

Unge og uskyldige? Det var da vidst kun i hendes drømme, men lige den udtalelse kunne Tristen da vende imod hende. "I så fald, så lad os ride ud nå vejret bliver bedre." startede han ud "Jeg skal til frølund til sommer. De kan jo tage med så" Det var endnu ikke planlagt hvornår han skulle afsted igen, men han ville kæmpe for at komme afsted hvis det gjorde at hun ville tage med. Ud på en simpel hesteryg hele vejen, de simple ridderkår var da lige hende.

[Cierra af Henlov]

Hun havde absolut ikke tænkt sig at bide på, han forsøgte jo tydeligvis at provokere hende. Og så til hendes egen fest? Hvilken uforskammethed! Hun løftede det ene øjenbryn over hans forslag. "De er vel klar over, at vi bliver nødt til at have en anstandsdame med, ikke sandt?" Han måtte være helt fra den, hvis han virkelig troede, hun som ugift ung komtesse, ville rejse uledsaget med ham. "Deres eget og mit rygte står på spil. Og De vil vel ikke have, at hoffet spreder sladder om Deres familie, vel?"