Regnfuldt forår [R]

[Aric af Macay]

Cynthea af Macay

Hertugen af Macay stod i sin store pejsestue, og kiggede kritisk ud af vinduet. I den ene hånd havde han et brev, som blev knuget hårdt sammen. Hans ansigt var sammenbidt, og hele hans krops holdning anspændt.

Det havde ikke været den bedste start på året, som Tortall havde fået, og nu havde ulykken bredt sig til Arics hertugdømme. Noget han absolut ikke var helt tilfreds med. Og måske noget, der kunne true hele dette års høst.

Han var normalt ikke hjemme på denne tid af dagen, men dette hastebrev havde været årsagen. Og nu havde han sendt en tjener for at finde hans hustru. Det var en alvorlig sag, som hun blev nødt til at være underrettet om.

[Cynthea af Macay]

Selvom regnen stod ned og vejret kunne beskrives som værende temmelig søvnigt, havde det bestemt ikke gjort Cynthea mindre effektiv. "Sørg for at få taget hertugens mål inden. Jeg vil have mørke, rige farver," instruede hun, mens flere forskellige fulgte hende gennem huset, som altid. Der blev taget noter til det meste, men det var også nødvendigt. Foråret indeholdt utallige vigtige begivenheder.

Beskeden fra en tjener fik hende straks til at søge den store pejsestue. Hvis Aric var hjemme på denne tid af døgnet, kunne det kun betyde, at der måtte være noget grueligt galt. "Aric?" Hun forsøgte at holde minen rolig, selvom en næsten usynlig fold havde lagt sig mellem hendes bryn.

[Aric af Macay]

Han drejede rundt, da han hørte sin hustrus stemme ude i hallen,
og sekundet efter, åbnede hun da også døren. Han rakte hende brevet fra forvalteren i Macay. "Der er gået sygdom i næsten samtlige æbletræer," fortalte han sammenbidt. Det var en af Macays vigtigste indtægtskilder. "Og det lader til, at det eneste vi kan gøre er, at nedlægge hele plantagen, indtil vi har fået fjernet de syge træer," det var noget, der kom til at have indflydelse på den kiste med penge, som Macay havde.

[Cynthea af Macay]

Med rolig hånd tog hun imod brevet og læste det hurtigt, mens han talte. Ikke fordi hun tvivlede på hans ord, men bare for at få alle detaljer med. At der var sygdom i æbletræerne var nok noget af det værste, der kunne ske for Macay og hun tyggede lidt sammen om sin underlæbe, før hun så op og fangede hans blik.

"Det ville kræve, at vi allerede nu informerede vores handelspartnere om fejlslagen høst. Måske kunne vi opkøbe æbler fra Mandash, Veldine, Tasrid eller Kelsbakke," foreslog hun. Det ville forhindre, at deres normale kunder søgte mod nabolenerne. Så ville de stadig på æblerne fra Macay, om end de var dyrket andetsteds.

[Aric af Macay]

Han tog imod brevet, da hun var færdig med at læse det. Så foldede han det sammen og sukkede træt. Det var virkelig en streg i regningen, at dette skulle overgå dem."Jeg vil skrive et brev til dem alle, og bede om at opkøbe deres æbler, så vi kan få dækket vores kunders behov," svarede han, og kløede sig let i skægget. "Og så må vi vente til efteråret med at plante nye træer. Jeg håber ikke, at det spreder sig til de andre plantager," det ville være fatalt. Og det ville de slet ikke have råd til.

[Cynthea af Macay]

Det var virkelig ikke det, de behøvede. Aric havde i forvejen været presset de sidste par måneder. "Er min medgift blevet overdraget endnu?" For ellers var der jo en form for økonomisk sikkerhed i den. Prinshold var ikke nærige, når der blev dinglet med en plads som hertuginde gennem ægteskab til deres eneste datter og det bar medgiften også præg af. Ellers kunne hun altid prøve at gå enten til Valon eller Larkin. Et eller andet kunne hun nok godt finde på.

[Aric af Macay]

Hans pande rynkedes ganske let ved talen om hendes medgift. Der havde været så meget de sidste par måneder, at han ikke var helt sikker. "Jeg tror det ikke," svarede han, og øjnede, at der mulighed for overlevelse alligevel. "Kan du tjekke regnskabet?" Han ville ikke selv have tid til det, og det gjaldt om at få klaret situationen hurtigst muligt, inden nyheden bredte sig.

[Cynthea af Macay]

Hendes pande glattedes ud ved hans svar. Dette var muligvis en måde at lette hans bryder bare en smule og hun tøvede ikke med at gribe den. "Selvfølgelig," lovede hun ham. "jeg tager af sted med det samme og er det tilfældet, tager jeg forbi Valon på vej hjem." Hun lænede sig ind mod ham og plantede et blidt kys mod hans læber, før hun igen trak sig tilbage.

Det var en våd tur hen til deres finansansvarlige. At have alle kopier af regnskaber liggende i hjemmet ville simpelthen optage for meget plads. Det tog lidt over en time, før hun endelig fandt, hvad hun søgte i de store, støvede bøger og på vej hjem måtte hun derfor selvfølgeligt forbi Prinsholds bolig, hvor hun måtte efterlade en besked til sin bror.

Med rolige hænder tørrede hun de værste dråber ud af det lyse hår, før hun afgav overtøjet til en tjener. En anden fik lov at føre hende til Aric. Endelig. Endelig bragte hun gode nyheder!

[Aric af Macay]

Han nikkede, da hun indvilligede i, at sørge for den del af opgaven. Hans stolthed bød ham også imod, at presse sin svigerfamilie for de penge, de ikke havde overbragt endnu. Det var kun godt, at Cynthea gjorde det.

Da hun forlod huset, gik han straks ind på sit kontor for at skrive til de baronier i nærheden, som han vidste, havde æbleproduktion. Det var naturligvis ikke af samme fine sort, men det var langt bedre end slet ikke at kunne tilbyde sine kunder en vare. Efterfølgende blev et brev til forvalteren på slottet skrevet og sendt afsted med hastebud. Nu var det kun at vente på svar om, hvor meget sygdommen havde nået at sprede sig.

En stemme i døren fik ham til at kigge op, og han så ind i øjnene på sin hustru. "Hvordan gik det?" Spurgte han utålmodigt. Han kunne naturligvis også gå til sine fætre, hvis det viste sig, at alle deres andre muligheder slog fejl. Han ville dog nødigt belemre dem med sine egne bekymringer.

[Cynthea af Macay]

Normalt var Aric en meget tålmodig mand og panden lagdes momentært i folder, før hun igen genfandt sit overskud og det varme smil, der ofte hørte med. "Jeg har lagt en besked til Valon. Han var desværre ikke hjemme, men tjeneren lod mig vide, at han ville være det om et par timer og så er jeg sikker på, at han nok skal bringe orden i det," svarede hun roligt og hun gik hen til ham, plantede et blidt kys på hans tinding. "Det vil tage det største indhug, hvilket vil sige, at vi udelukkende skal bekymre os om omkostningerne ved at plante nye træer." Ikke at det var en lille udgift, men det var langt bedre.

[Aric af Macay]

At hun havde efterladt en besked til hans svoger, var nok det bedste de kunne gøre indtil videre. Men så havde den ridder også bare at følge op på situationen hurtigst muligt. Ellers ville det blive meget ubehageligt. Måske havde han dannet en alliance med Prinshold gennem sit ægteskab med Cynthea, men det var Macay frem for alt.

"Jeg har sendt breve til baronierne. Og til vores forvalter om, hvad han skal foretage sig. Han sender nogle eksempler med hastebud til Hugo, som jeg har bedt undersøge sagen nærmere," fortalte han og håbede inderligt, at fætteren måske kunne finde roden til sygdommen, og komme med et godt råd til, hvordan de bekæmpede den.

[Cynthea af Macay]

Hun nikkede opmærksomt, lyttede nøje til hver af hans ord, sikrede sig at få det hele lagret i hukommelsen også. "Jeg tvivler ikke på, at han kan give os nogle svar," lovede hun ham blidt og tog hans hånd, gav den et klem uden at slippe den igen bagefter. I stedet slog hun sig ned på hans skød.

"Ellers... Ville din Gave måske kunne bringe os nogle svar? Jeg ved godt, det ikke er optimalt, at du forlader Corus nu, men jeg håber også, du ved, at jeg godt ville kunne hjælpe til her i den tid." Nu havde hun jo været hertuginde i noget tid og selvom hun aldrig havde været med til møderne i Rådet eller lignende, så tvivlede hun ikke på, at det var en opgave, hun ville kunne løfte, skulle behovet dukke op.

[Aric af Macay]

Han lagde en arm omkring hendes liv, da hun satte sig ned på hans skød. Så rystede han på hovedet til hendes spørgsmål. "Min Gave er kun ganske lille, og jeg har slet ikke forstand på naturen som Hugo. Han fik langt mere undervisning end jeg gjorde. Han har gjort jorden og landbrug til sit speciale, så jeg stoler på ham." Et suk forlod hans læber, han håbede ikke, at det havde noget at gøre med tyveriet på paladset. "Men du bliver måske nødt til at overtage nogle af møderne, når Hugo melder tilbage. Jeg kommer nok til at bruge en del tid på universitetet med Junker Marcus." Det gjaldt om at finde en kur mod sygdommen, hvis sådan en fandtes.

[Cynthea af Macay]

Igen nikkede hun og lod det som altid være op til ham at have det sidste, afgørende ord. Selv havde hun jo også kun mødt Hugo et par gange, så hun havde heller ingen forudsætninger for at udtale sig mere om det område. "Selvfølgelig," svarede hun og sendte ham et varmt, opmuntrende smil. "Du kunne også spørge hans søster, Myrilla. Hun har genoptaget sine studier og du ved, hvad man siger.. To hoveder en bedre end et." Især når det gjaldt Macays fremtid.

[Aric af Macay]

Han brummede lavmælt. Han kendte ikke meget til denne Myrilla. Han kendte naturligvis til hendes familie, både Naxen og Stenbjerg. "Hvis Junker Marcus kan få hende til det, vil jeg tillade det," sagde han. "Men jeg kan umuligt bede Hertug Larkin om at hans hustru skal hjælpe mig," fortalte han. Det bød hans stolthed imod. Men hvis junkeren inviterede sin søster til det, uden at Hertug Larkin vidste det, så generede det ikke Aric den mindste smule. "Men lad os nu først se, hvad resultatet bliver." Der var desværre ikke meget andet for dem at gøre lige i øjeblikket. Det var frustrerende at være magtesløs på denne måde.