En gåtur.

[Valon af Prinshold]

Ermelia af Naxen

Dagen havde startet så smukt, men herefter var regnen begyndt at piske ned. Det havde været tungt, og havde bestemt også sat sine spor på byen Corus.
Valon havde reddet ud ved daggry og brugt tiden sammen med en række andre adelige. De havde reddet nordpå til et lille jagtområde, hvor de havde brugt morgen og formiddagen. Valon nød altid at være på jagt, der var intet som jagt og fange ens eget bytte. Regnen havde dog ikke gjort det let, og de havde måtte lede langt efter dyrerene, da de var gået i læ.
Jagten var på grund af regnen gået mindre godt. Efter et par timer, hvor de kun havde fanget enkle dyr, så var de stoppet. Dernæst havde Valon brugt tiden sammen med de andre adelige og fået en kop vin for en vellykket jagt. Det havde altid været vigtig for Valon at blande sig mellem de andre familier, og ikke mindst få de rigtige kontakter og venskaber. De venskaber han havde knyttet var nok mere af respekt, end reelt som venner.

Stien under den sorte stridshingst Aroden gav genlyd efter hovene som bragte Valon fremad. På trods af ved daggry vejret så fint ud, så havde Valon trukket sin store efterårskappe over sig, hvilket han nu var glad for. Den holdte ham nemlig mindre våd, da hætten var trukket godt over hovedet. Hans to store jagthunde Tio og Löfle løb ved siden af Valon.
På vej tilbage mod Corus havde Valon ændret kursen modsat de andre adelige, og sat mod universitet, hvor han kort havde været inde for at snakke med en ven af familien, som skulle sende noget til hans fader. Han havde efterladt Aroden og Tio og Löfle sammen ved stalden. Hundene sad meget stille og rørte sig ikke fra Aroden, som stod og drak noget vand.

[Ermelia af Naxen]

Selv luften var anderledes i Corus, bemærkede hun for sig selv, mens hun vandrede ned ad en af de lange gange. Siden samtalen med Gilbert havde hun lagt mere og mere tanke i ideen om studier. Langsomt var den begyndt at tage form, blive mere konkret og reel, så hun en dag inden længe ville kunne præsentere sit ønske for Murray.

Dråberne var store og tunge og Ermelia var hurtig til at skubbe kappens tykke hætte op over det mørke hår. Anstandsdamen var ikke sen til at gøre det samme. Alligevel kunne selv ikke regnen drukne den lykke, hun følte ved igen at være tilbage i byen. Snart ville hun endda blive præsenteret for hoffet. Et langt øjeblik stod hun bare og så ud i regnen, nød synet af byen.

[Valon af Prinshold]

Efter dagens sidste pligter mærkede Valon den begrænsede lyst til at bevæge sig uden for, i dette kraftige regnvejr. Den våde kappe var trukket godt rundt om skuldrene, inde han slog hætten over det lyse kortklippede hår. Lyden af læderet mod gulvet gav genlyd i takt med han gik uden for igen. Dråberne kunne mærkes fra de første skridt ud i vandet. Han stoppede kort op og betragtede sine omgivelser, hans hånd hvilede på sværdet ved sin side. En kvinde stod ved hans side, og hendes anstandsdame. Han nikkede høfligt til afstandsdamen.
”Byen har sin charme, selv i regnvejr.” lød den dybe stemme. Hans stemme indikerede ingen følelser, dog var den oprigtig. Byen havde sin charme i regnvejr, men den var langt flottere i sol.
”Dog er den langt flottere når solen lyser den op nådigfrøken.”
Det var ikke fordi at Valon var nogen charmør eller poet. Bestemt ikke poet. Det kunne de fleste hører, men hans stemme var altid oprigtig og høflig, dog var der ikke rigtig nogen spor af humør eller følelser i.

[Ermelia af Naxen]

En mand trådte ind ved hendes side, men hun bed ikke mærke i det, før han talte. Selvom det overraskede hende, røbede hendes mine det ikke. I stedet lå et sødt smil om hendes læber, mens hun slog blikket ned og nejede dybt. "Nådigherre," langsomt rankede hun sig igen og fangede hans blik for et øjeblik, før hun igen vendte det ud mod regnen. "Jeg har altid holdt meget af hovedstaden, uanset vejret." Hun kastede et stjålent blik op på ham uden helt at kunne placere ham.

[Valon af Prinshold]

Han havde ikke mødt denne kvinde før, men høflighed frem for alt. Han bukkede pænt samtidig med hun nejede. Hans rolige blik prøvede at skimte hende, og på den måde danne sig en idé om hvem denne unge frøken var.
Valon lod blikket glide over byen igen, denne havde ændret sig siden han var taget afsted. Nu var det noget andet end da han forlod den. Årerne havde naturligvis sat sig i de fleste ting, men Corus lignede sig selv, selvom det meget havde ændret sig.
”Enig. Den har en vis charme på sin helt egen unikke måde.”
Valon vendte sig mod hende og bukkede igen, denne gang lidt mere dybt.
”Hvor er mine manerer. Ridder Valon af Prinshold.” præsenterede han sig selv, inde han rettede sig op, og lod blikket hvile på hende.

[Ermelia af Naxen]

Corus var stadig smukkere i regnvejr end klosterskolen havde været i høj sol, så hun kunne kun erklære sig enig i hans udsagn. Hun så derfor ingen grund til at afvise ham og hævede blot en lille, lys hånd, som han kunne tage. "En fornøjelse at møde Dem, Ridder Valon," hilste hun og sænkede respektfuldt blikket, før hun igen hævede det og fandt hans øjne. De var kølige og blågrå. Lidt som Hertuginden af Macays. Så måtte de næsten være søskende, hvilket gjorde ham til arving. Smilet blev lidt sødere. "Ermelia af Naxen."

[Valon af Prinshold]

Corus havde bestemt sin helt egen charme, især når man havde været vant til telte i regnen, hvorefter man så havde rodet rundt i mudder imens pilene fløj om ørerne på en. Selvom Valon elskede slagmarken, så foretrak han sit hus i Corus eller familiens gods i det sydlige Tortall.
Ermelia af Naxen, hans søster havde nævnt hende og hun havde været interessant i den form, at hun netop passede godt i profil til at være en potentiel ægtefælle.
Valon greb han elegant hendes hånd i sit buk og kyssede hendes håndryg let. Inde hans øjne gled op og fangede hendes blå øjne. ”Mig en ærer at møde dem nådigfrøken.” Hans holdning blev atter ret og stolt. De blågrå øjne hvilede på hende inde han spurgte
”Må jeg ikke følge dem hjem nådigfrøken?”

[Ermelia af Naxen]

Læberne strejfede hendes håndryg og modsat Gils barnefjæs, var der rent faktisk en let kradsen af skæg. "Æren er helt på min side, Nådigherre," svarede hun med en stemme, der næsten dryppede af honningens sødme, før hun igen tog hånden til sig.

Hun prøvede at skjule sin usikkerhed. Vidste han, hvor hun boede? Var det alment kendt? Og havde det allerede ødelagt hendes ry. "Jeg var på vej til min fætter, Hertug Murray." Det var lige akkurat vagt nok til, at det ikke afslørede, om hun boede der eller blot havde ærinder der. "Men Deres selskab ville bestemt glæde mig."

[Valon af Prinshold]

Det var ikke fordi Valon havde praktiseret charme som en af sine forcér. Tværtimod, så havde han altid praktiseret så mange andre ting, end at skulle smelte kvinders hjerter. Dog vidste han godt hvordan man opførte sig, og han ville med glæde vise den del frem af ham selv.
Valon lod sine hænder glide om på ryggen, hvor han holdte dem sammen. Han lyttede til hvor hun var på vej hen, og nikkede anerkende.
”Arh. Jamen lad mig følge dem derhen.” sagde han høfligt, og strakte armen og gjorde gestus til de kunne begynde at gå.
”Er de til hest nådigfrøken?” spurgte han høfligt, ellers kunne hun jo passende sidde på Aroden, så kunne Valon trække hende mod Hertugen Murray af Naxens hus.

[Ermelia af Naxen]

Det tog lige et vurderende blik, før hun endelig tog hans arm og anstandsdamen fulgte troligt efter, mens de gik ned af universitetets trapper. "Nej, jeg besluttede at gå herhen," svarede hun med et lille smil og skævede nervøst hen mod det mega kræ, de var på vej hen til. Selv havde hun den sødeste, lille hoppe og selv den var lige voldsom nok at ride. "Min far er ikke glad for, at jeg rider," løj hun uden problemer og vendte de store, blå øjne op mod ham.

[Valon af Prinshold]

"Jeg lover dem Aroden gør ikke den mindste uden jeg beder ham." sagde han og bevægede sig roligt hen mod sin ganger. "Han er stor, men loyal og en god ganger" sagde han, inde blikket gled ned mod de to hunde. De to hunde stod stadigvæk stille og havde ikke rykket på sig. Valon viftede med den anden hånd, hvorefter de rejste sig og begyndte at bevæge sig rundt igen.
"De skal ikke gå i dette vejr nådigfrøken, de vil blive alt for mudret." sagde han opfordrende. Han fangede hendes blik og nikkede.
"Dog hvis deres fader ikke ønsker det, må jeg jo ikke fornærme ham." sagde han imens, han sendte et skævt smil. Valon ville ikke gå imod hendes faders, hvis han ikke ønskede at hun skulle ride.
"Det ville dog være synd, af så vin en kjole skulle blive mudret."

[Ermelia af Naxen]

Hundene irriterede hende ikke det mindste. Der var massere i hendes familie, der gik på jagt og havde hunde. Men hesten var godt nok.. Enorm. Men tanken om at hendes skørt blev helt mudret til var selvfølgelig heller ikke attråværdig.

"Udmærket, så længe De lover at passe på mig, Ridder Valon," svarede hun og så bevidst op på ham gennem let sænkede vipper. Måske denne mand ville kunne byde Naxen en bedre alliancemulighed end Meagmarsk? Så ville hun også blive Hertuginde hurtigere.

[Valon af Prinshold]

Hundene ventede utålmodigt på deres ejer, men de gjorde ikke det mindste ud over at gå lidt rundt om dem, de duftede til noget græs og hyggede sig i regnen. Valon nikkede beroligende til Ermelia og nikkede.
”De har intet at frygte nådigfrøken, jeg skal nok passe på dem.” denne gang lød hans stemme meget selvsikker, og kølig samtidig – som om der ikke var nogen tvivl om at han nok skulle beskytte hende mod alle former for farer der kunne komme.
I en elegant bevægelse løftede Valon den markant mindre Ermelia op på Aroden. Han sendte hende et beroligende blik og sikrede sig hun sad godt. Han greb derefter tøjlerne til Aroden og klappede beroligende den store stridshingst. Han begyndte med raske skridt at trække Aroden efter sig, imens de to hunde begyndte at gå efter ham.

[Ermelia af Naxen]

Smilet viste tydeligt, at hans svar var det helt rigtige. Modsat hendes umodne forlovede, vidste denne mand præcis, hvad der krævedes af ham i sin stilling og han tøvede ikke med at forsikre hende om, at han ville beskytte hende på en sådan måde, at hun slet ikke var i tvivl om sandheden i hans ord.

Hendes fødder slap stenene og hun følte sig lille og let i hans arme, før hun blev sat på hesten. Det var altid forfærdeligt at sidde som en ordentlig kvinde på en herresaddel, men som altid var der ingen beklagelser. Hun gjorde, hvad der var forventet af hende og helst til perfektion. Hoften bevægede sig med hestens bevægelser og de lyse fingre holdt godt fast om saddelen. "Hvad bringer Dem til universitetet i dag, hvis jeg må spørge?"

[Valon af Prinshold]

Aroden gik rolige skridt, og viste ingen tegn på den pludselig kunne finde på at gøre noget uventet. Den forholdte sig roligt i dens herres nærvær. Ligesom de to hunde, som bevægede sig rundt om Valon som blot gik med tøjlerne i hånden, imens kunne lyden af hans sko høres hver gang de trådte i noget mudder.
Valon havde haft Aroden siden han blev ridder, og de havde sammen kæmpet en del kampe mod diverse folk. Det var en prægtig stridshingst, som dog var måske en anelse for stor i forhold til den del mindre kvinde, som sad på ham.
”Jeg har været på jagt, men regnen fik os til at indstille jagten, da det blev for besværgeligt at skulle jage alle dyrerene ud af deres huler.” lød det fra Valon, hvorefter han sendte et blik op til Ermelia.
”Herefter tog jeg til universitet for at mødes med mester Theodor.”
Hans fader var i gang med at undersøge nogle potentielle indtægtskilder og mester Theodor havde hjulpet ham en del med at finde historiske kilder og bevis, for det var muligt – dog havde det vist sig sværere end som så.
”Hvad med dem nådigfrøken?” lød det, han ville gerne vise interesse over for den unge frøken.