Fjerne egne

[Tatiana af Vårfos]

Lachren af Meron

Tatiana fnes lavmælt af hans ord og gav et lille klem om hans hånd, trykkede sig momentært ind til ham. Selvom de var på åben gade, var der ingen, der kendte dem her og det nød de bestemt godt af. Det havde de egentlig i et godt stykke tid, nu hun tænkte over det. Lige siden de forlod Tortalls grænser havde hun følt sig lettere end hun havde i et års tid.

"Uuuuh, tror du, de spiser det elleeer..?" Hendes stemme døde ud, mens hun gjorde et diskret kast med hovedet mod et tvivlsomt udseende havdyr i en halvåben kasse. Yamanikulturen var virkelig interessant. Vidt forskellig fra deres egen og hun høstede da også et misbilligende blik mere over, hvor tæt hun stod på Lachren. Og så mente nogle, Tortall var konservativt...

[Lachren af Meron]

Lachrens mundvige sitrede i et smil der fik hans blik til at spille af indestængt latter. Der var intet forbehold da hun klemte hans hånd. Tværtimod gav han hendes et klem tilbage og havde det ret så godt med at have den i sin egen - uden at skulle se sig over skulderen "Eller tager den på hovedet i en eller anden mirakelmur mod hårtab." foreslog han med påtaget seriøsitet, der dog blev undermineret af latteren der stadig var tydelig i hans blik "Du må jo spørge ham?" foreslog han med et nik mod manden i boden ved kasserne.

[Tatiana af Vårfos]

Denne gang var et lille fnis ikke nok og hun brød ud i latter, hvilket fik et forbigående par til at vende sig om i overraskelse. Fra sin pagetid vidste hun jo også godt, at yamanier ikke var så glad for alle de følelser og udbrud, men det var svært at holde tilbage, når hun følte sig så svævende let oven på flere dage sammen med Lachren. "Pf, rent faktisk få svar på vores undren?" spurgte hun med påtaget skepsis og blinkede op til ham. "Jeg synes personligt, vores gæt er bedre."

[Lachren af Meron]

Hans blik spillede drenget mens hendes latter var lige ved at få ham til at le også. Han fulgte en ældre yamani-mand med sten-ansigt mens han gik forbi, og selv med stemansigtet, var det ikke svært at vejre den milde misbilligelse over dette meget højlydte udbrud af munterhed "De er i hvert fald mere... kreative." gav han Tatiana ret, mens hans opmærksomhed igen vendte tilbage til hende "Du kan jo altid prøve at tage den på hovedet og se hvad hans reaktion fortæller dig. Måske havde jeg ret. Det ville ikke undre mig." metoderne og traditionerne på øerne var så uendeligt langt fra Tortalls, men på mange måder havde det yamaniske folk været et skridt foran på mange områder. De havde ofte fat i den lange ende "Kom.." han gjorde et let kast med hovedet i en bestemt retning "Jeg så en bod dernede der havde de der små kager med te. Jeg har ikke fået dem prøvet endnu."

[Tatiana af Vårfos]

Hun prøvede virkelig at holde det tilbage, det gjorde hun, men det mentale billede af hende selv med det underlige dyr på hendes hoved fik et spruttende latterudbrud fra hende og hun gemte sit ansigt en smule ved Lachrens arm for at undgå flere misbilligende blikke.

De blev virkelig nødt til at komme væk fra den bod der og heldigvis var han hurtig med en mulighed. "Gerne," svarede hun og i stedet for bare at holde hans hånd, tog hun sig friheden til at flette fingrene ind mellem hans. De passede som altid helt perfekt og hun trykkede lidt tættere om hans hånd for et sekund, mens han trak hende igennem menneskemængderne.

[Lachren af Meron]

Han måtte virkelig anstrenge sig for ikke selv at komme til at le, mens han halvt trak af med den spruttende Tatiana. HVor stærkt havde den vin de fik til frokost lige været? Han begyndte at overveje det, men kæmpede ikke imod den lette, fjantede stemning. Det var rart at kunne glemme ansvaret og pligterne lidt. Netop det havde han gjort en del med hende siden de kom til Yamani-øerne. Tanken om realiteterne hjemme i Tortall var for nu komplet ignoreret og mens de gik, slap han hendes hånd, for i stedet at lægge den ene arm omkring hendes skuldre "Har du vagt i aften?" han så spørgende på hende og tilføjede med et glimt i blikket "Eller i nat?"

[Tatiana af Vårfos]

Armen om hendes skuldre fik trykket hende tæt ind til ham og hun måtte lige stille sig ind på hans skridtlængde og -hastighed, for at det ikke blev en bumlet oplevelse at gå sådan ved siden af hinanden. Hun faldt hurtigt ind i hans rytme og smilede lidt for sig selv. Lige nu var de unge igen, uprægede af krigen i Maren eller familiers forventninger og hun elskede hvert sekund af det.

"Du er slem," svarede hun med et bredt grin og latteren spillende i blikket. "Men ja, desværre... Så.." Hun trak lidt på det og fangede hans blik igen. Han havde jo sikkert styr på, hvor de var på vej hen. "Hvordan vil du løse det problem?"

[Lachren af Meron]

Et flabet grin modsagde den prompte hovedrysten hendes konstatering skabte "Aldrig.. det er bare dig der er sippet." gav han igen og gav på samme tid hendes skulder et fast klem "Det kommer an på.." begyndte han og rynkede brynene mens de gik "Hvornår er du færdig? Og hvor skal du stå være henne?" han stoppede ud for en mindre bod. Duften af den grønne, yamaniske te blandet med den søde duft af kage, hang tungt omkring både den lille mand i boden og omgivelserne. Lachren løftede den frie hånd og holdt to fingre op til manden med et venligt smil, fik et nik som bekræftelse og så igen afventende på Tatiana.

[Tatiana af Vårfos]

Hun grinede lavmælt. Sippet... Måske ville hun forvente det markat fra andre, men ikke fra Lachren. Især ikke med tanke på, hvad de havde foretaget sig sammen. Den friske duft og te blandet med sødmen fra kagerne nåede hendes næse allerede før de nåede helt til boden og hun fulgte hans bestilling, før hun svarede.

"Fra omkring midnat til solopgang ved paladset," svarede hun. Som altid var de straks blevet regnet med i vagtskemaet, da de var kommet til byen og mod indlogering og mad var det jo en rimelig pris. Den efterlod heldigvis stadig massere af tid til at de kunne nyde hinanden. Både med og uden tøj.

[Lachren af Meron]

Hans bryn var stadig let rynket i overvejelser, men smilet lurede evigt i hans mundvige under de rødgyldne skægstubbe ”Og indtil midnat?” spurgte han med et sigende blik og lod hånden stryge op over hendes ryg ”Jeg går ud fra du vil have sovet inden du skal mønstre, men…” smilet blev skævt ”Jeg er færdig til solnedgang.. vi har et par timer.”

[Tatiana af Vårfos]

Smilet voksede igen. Der var simpelthen noget ved ham, der altid var i stand til finde den Tatiana frem, hun havde været inden krigen mod Maren og det elskede nød hun virkelig ved hans selskab. Desuden ville hun sagtens kunne få nok søvn, hvis bare hun gik direkte i seng efter maden og så sov til solnedgang. At håbe på søvn i hans arme ville nok være lige optimistisk. "Jamen du ved jo, hvor du kan finde mig," svarede hun med et legende glimt i de grønne øjne.

[Lachren af Meron]

Hans blik holdt hendes fast et langt øjeblik og besvarede glimtet ”For det meste..” svarede han med et skævt smil, før han slap hende og i stedet rodede i sin bæltepung efter de mønter der stadig var fremmedartede i hans fingre, fandt dem han skulle bruge og rakte over til manden i boden der til gengæld rakte ham hvad der mest lignede et stort, tørret blad, brugt som bakke til kagerne. Han nikkede med et venligt smil til tak, mens den lille mand bukkede adskillige gange, meget hurtigt efter hinanden, pludrende en masse på yamanisk som han kun forstod nogle enkelte ord af.

Han vendte sig væk igen og holdt kagerne opfordrende frem mod Tatiana ”Jeg kommer og vækker dig senere så.. Du skulle nødig sove over dig og komme for sent på vagt.” han forsøgte at holde en seriøs maske, men opgav næsten før forsøget var gjort, for i stedet at smile smørret.

[Tatiana af Vårfos]

Øjenkontakten gav sådan en rar, boblende fornemmelse i mellemgulvet og det var svært ikke igen at trække op i et bredt smil. Heldigvis kom den lave mand i boden hende snart til undsætning og hun gav ham et afmålt smil og et hurtigt buk, mens han fortsatte i ét væk. Det var godt nok en meget anderledes kultur, bemærkede hun for sig selv og straks tog tankerne igen en drejning mod den rødhårede mand ved hendes side. For der var ingen, hun hellere ville være der med end ham.

"Det er godt at vide, at du bekymrer dig sådan om paladsets sikkerhed," svarede hun med samme mislykkede forsøg på alvor, som han havde lagt for dagen. Hun tog en kage og holdt den op til en lille kageskål, før hun tog en prøvende bid.

[Lachren af Meron]

Han formåede at holde masken indtil han havde vendt ryggen til boden. Den lille mand havde været et underholdende syn, og Lachren havde været frygtelig tæt på at le over det komiske i situationen. Ikke ad ond vilje, men simpelthen fordi det var en let overvældende reaktion for en halvtør tortallaner "Du kender mig.. pligtopfyldende til det sidste." svarede han frejdigt og tog selv den tiloverblevne kage, så skeptisk på den et øjeblik og tog så en bid.

Han tyggede, tyggede lidt mere, rømmede sig og sank så til sidst med en ubeslutsom grimasse "Den er..." han gjorde en bevægelse med tungen, som om han stadig smagte på kagen selv efter at have sunket bidden "..anderledes.." besluttede han sig til sidst for som det pæneste han kunne sige.

[Tatiana af Vårfos]

"Aha," svarede hun blot med udtalt skepsis og et drilsk smil om læberne, der talte sit tydelige sprog om, hvor sandfærdig hun syntes, den bemærkning havde været. Hurtigt blev samtaleemnet fuldkommen glemt, da hendes smagsløg åbnede sig for den yamanske kage. Det krævede sit at få den ned i første omgang og selv da den var det, syntes smagen at blive i hendes mund. Hun modstod med nød og næppe trangen til at stikke tungen ud af munden, bare for at gøre et eller andet mod smagen og nikkede lidt. "Mhm. Det.. Kan man godt sige." Der havde lagt sig misbilligende fold over hendes næselinje.