Små samtaler

[Gisela af Condia]

Valon af Prinshold

Flere af hertugfamilierne var blevet inviteret til spisning efter at Rådet havde været samlet. Og Gisela var naturligvis til stede sammen med Raoul, og Jonathan og Illunie. At hun absolut ikke brød sig om disse middage, det var en helt anden side af sagen. Hun kedede sig, og fandt samtalerne uinteressante.

Da middagen var blevet spist, var der tid til at slappe lidt af, inden aftenteen ville blive serveret sammen med desserten. Og det gav naturligvis chance for, at tale sammen med andre end dem, man sad i nærheden af ved bordet.

Med et vinglas i hånden, gik Gisela rundt om bordet, og fandt den unge og lyshårede ridder Valon. "Godaften Ridder Valon," hilste hun, og nikkede til ham.

[Valon af Prinshold]

Som repræsentant for Prinshold og stedfortræder for Hertugen, Valons fader var det kun naturligt at han trådte i sin faders sted. At være til spisning på slottet, gav en god mulighed for at blande sig blandt andre fra adlen, og få snakket med dem – hvis man var heldig, ku’ man måske også få en snak med den kongelige familie.

Valon havde siddet ved bordet sammen med en række adelige, nogle hertuger, hertuginder, en enkel greve og hans kone grevinden. De havde haft nogle gode samtaler, og Valon gjorde sig pligt ud af at snakke med de andre, diskuterer politik, forretning og om den almen snak om familie osv.
Nu var den formelle spisning over og folk var begyndt at bevæge sig mellem hinanden, og ikke mindst så fik Valon muligheden for at snakke med nogle lidt mere interessante skikkelse, hans blik rettede sig hurtigt op, da han hørte en skikkelse nærme sig. De fleste vidste at Valon havde en meget kølige udstråling af natur, som udstrålede voldsom stolthed. Han havde altid sat ære i at fungerer med alle, dog viste han meget sjældent forskel på om han kunne lide folk eller ikke. Alle fik mere eller mindre samme behandling. Høflig, velopdragen dog forsvandt hans adelansigt aldrig.
Hans blå øjne gled op på skikkelsen, som viste sig at være Gisela af Condia. Valon rejste sig op og bukkede for hende. ”Deres kongelige højhed, godaften.” lød det høfligt. ”Tak for et fremragende måltid.” lød det høfligt, imens han fik øjenkontakt med hende.

[Gisela af Condia]

Hun sendte ham et svagt smil, da han takkede for måltidet. Det var jo ikke hendes skyld, at det havde været der, men det gik nok. "De skal endelig ikke takke, det er da kun med glæde, at De ville spise med," sagde hun, og løftede sit vinglas op til læberne. Hun nippede let til den røde væske, inden hun sænkede glasset igen. "Jeg kan forstå, at De ikke for så lang tid siden, ankom til Corus?" Hun sendte ham et spørgende blik, og hendes grå øjne veg ikke fra den øjenkontakt, som de havde etableret. Hun var måske vokset op som komtesse, men som prinsesse vidste hun, hvor vigtigt det var at socialisere med den høje adel.

[Valon af Prinshold]

Valon sendte Gisela et afslappet blik, han vidste at det var vigtigt at sendte et godt indtryk af familien til prinsesse Gisela. Hun var trods alt en magtfuld kvinde, og han ville gerne være på god fod med de rigtige mennesker og især en som Gisela af Condia var en person som han ville være på god fod med. Man var trods alt adelig for kronen.
Dette var han også sikker på hans far forventede af ham, at han også forholdte sig værdi til at være en arving.

Valon nikkede høfli,gt da hun sagde at han ikke skulle takke, dog havde han gjort det. Han satte sig pænt ned på sin stol igen, og rettede på sin blå tunika, inde han tog en tår af sin vin.
"Nej de har ret. Jeg varetager Hertugen, min faders pligter i Corus. Da han mener jeg lærer bedre ved at gøre det." svarede han med i en høflig facon, dog var det ikke fordi hans ansigtsudtryk eller hans stemme ændrede sig over det var Gisela af Condia han stod med, han var trods alt en perfekt adelig i hans fars øjne.

[Gisela af Condia]

Naturligvis havde hun ret. Hun spurgte sjældent fremmede mennesker om noget, uden egentlig at kende svaret på forhånd. Og hun havde da undersøgt Valons baggrund, da hun hørte, han var blevet inviteret. "Hvor længe har De været væk fra byen?" Spurgte hun og trådte et skridt tættere på ham, uden at det blev upassende. Hendes lange kjole knitrede ved den lette bevægelse, men lagde sig hurtig igen. "Og nyder De storbyen?"

[Valon af Prinshold]

At sidde og snakke med prinsessen var alligevel en fornem hæder der var blevet skænket Valon, som erkendte at han havde mødt en kvinde som også kunne sine skikker.
"Jeg var sidst i Corus da jeg var 16." lød det meget præcist. "Jeg har deltaget i krigen mod Maren, herefter var jeg i Frølund i en lang periode, hvor jeg hjalp med at sætte et rigtig forsvar op." lød det afslappet, og som det var en meget naturlig periode i hans liv.
"Her er.. smukkere end jeg husker.." det lød ikke naturligt for Valon at bruge ordet smuk, men han måtte erkende at byen havde udviklet sig siden han sidst var der.
"Det tager lidt tid at finde sig tilpas, når man har været vant til et telt i mange år." sagde han med et roligt nikken, inde han tog en tår af sin vin.

[Gisela af Condia]

Hendes blik var ikke just muntert, da det sendte Valon et køligt blik. Manglende opdragelse led denne ridder altså af, siden han valgte at kommentere krigen mod Giselas hjemland, og onkel. Hun vidste også godt, at hun blot var en forsoningsgave, men ikke destomindre var hun prinsesse nu. "Corus har sine fordele," kommenterede hun, men den havde også sine ulemper. "Hvor længe regner De så med at blive i byen?" Med riddere vidste man jo aldrig, hvornår de skulle afsted igen.

[Valon af Prinshold]

Der var gået et kort splitsekund, og så reagerede Valon med det samme. "Jeg beklager deres kongelige højhed, var ikke for at fornærme dem." han bukkede hovedet ydmygt og måtte erkende at han havde lavet en fejl. Han havde fuldkommen smidt ud at hun oprindelig var fra Maren, i dette splitsekund. Hun var dog nu prinsesse af Tortall, og måtte derfor også ligge sin tid som hertugdatter fra Maren væk, og omfavne den nye tid som prinsesse af Tortall. Dog var det dårligt opdraget af Valon, som langsomt gled op efter hans bukken med hovedet.

"Indtil kronen beder mig om service eller min fader finder en idé om jeg skal andre steder." svarede han roligt. "Jeg har brugt så mange år i felten, at det er rart at være blandt varme omgivelser. Desuden er maden vidunderlig herhjemme, fremfor i en kold skov, over et bål." lød det ærligt.

[Gisela af Condia]

Hun var ikke helt sikker på hans ord, hun var ikke i tvivl om, at mange riddere havde deres... Meninger om Maren. Men nu var det trods alt hendes fader, der havde sørget for at afslutte den meningsløse krig. "Min fader, Kongen af Maren, kæmper hårdt for, at opretholde et godt forhold til Tortall," sagde hun, og vidste, at hun ikke havde nogen grund til at forsvare sig. Hun var prinsesse, og han var blot en ridder.

Hun havde aldrig levet på så simple vilkår, som riddere havde, når de var ude i tjeneste. Og det var hun ganske glad for. Hun kunne derfor ikke sætte sig ind i, hvor meget man kunne savne den komfortable livstil, som de adelige førte. "Jeg er sikker på, at Deres søster er glad for Deres tilbagekomst. Har De fået mulighed for at tale med Hertugen af Macay?"

[Valon af Prinshold]

Valon nikkede respektfuldt til prinsessen. Valon måtte erkende at han havde trådt sig selv over foden, ved at omtale den krig. Han fortråd bitterligt sin udtalelse, og prøvede hurtigt at glemme den, og så måtte han tage konsekvenserne af den efterfølgende. Han ville ikke gå dybere ned i krigen, og han havde trods alt blot fulgt ordre da han var gået i krig, trods hans interesse i politik, så var han meget bevidst om hvor hans plads var.

Valon havde levet under meget ydmyg forhold, hvor han havde levet under belejringer, han havde sovet meget usselt og det var bestemt dejligt at komme hjem til en varm seng og et godt måltid.
Valon nikkede og tog en tår af sin vin.
"Nej ikke endnu, jeg har dog tanker om at inviterer hertugen over." svarede han høfligt og så på prinsessen.
"Nyder de Corus her om foråret?"spurgte han

[Gisela af Condia]

Hun kendte ikke Hertugen af Macay særlig godt, men hun havde haft et par samtaler med Hertuginden, der virkede ganske fornuftig. "Jeg er sikker på, at Hertugen vil værdsætte sådan en invitation," kommenterede hun blot, uden at vide det. Til hans spørgsmål trak hun let på skuldrene. "Det er mit første forår i Corus. Byen minder dog meget om Berat," svarede hun uden at gå i personlige detaljer. Så godt kendte hun dog ikke Valon. "Men min husbond, Prins Raoul, har foråret mig en hoppe, så jeg kan nyde paladset skov," fortalte hun, og løftede langsomt vinglasset op til læberne.

[Valon af Prinshold]

Valon havde kun mødt sin svoger ganske kort, og han havde ikke det store forhold til ham, men han vidste at det var vigtigt at opretholde alliance, og ville naturligvis også byde ham på en invitation til middag i hans hus i Corus.
Han nikkede høfligt til prinsessen og stilte koppen fra sig.
"Bestemt, det ville være fornuftigt at byde ham til middag." besvarede inde han lod hænderne hvile i sit skød.
"Det er en vidunderlig gave, så kan du nyde skoven og naturen her op til foråret." sagde han med et smil.

[Gisela af Condia]

Hun kommenterede ikke yderligere på Ridder Valons forhold til Hertugen, for næsten med det samme tiltalte den lyshårede hende på en upassende måde. Hendes blik blev om noget langt mere køligt og hun knugede lidt hårdere omkring vinglassets stilk, end hun burde. "Med hvilken ret tiltaler De en prinsesse du?" Spurgte hun og havde mest af alt til at forlade ham siddende der. Dette ville absolut ikke gå hen i glemmebogen.

[Valon af Prinshold]

Valon rynkede på næsen og mærkede hurtigt hendes kølige blik, da han godt havde indset endnu en fejl han havde begået. At han havde brugte ordet du, med en person hun bestemt ikke var dus med.
Hvis det havde været andre personer end Valon, havde man hurtigt grummet sig sammen og følt sig umådelig lille.
"Min dybeste undskyldning deres kongelig højhed, det må være vinen som har påvirket mine gode manerer." lød det høfligt, de blå øjne blinkede.
"Sker ikke igen deres kongelige højhed." fastslog han og forventede egentlig at hun gik væk nu. Han måtte erkende at han havde fejlet hele to gange i løbet af en aften, bestemt ikke huede ham. Tværtimod, så blev han ret sur på sig selv, men viste det naturligvis ikke.

[Gisela af Condia]

At han skød skylden på den vin havde drukket var ærlig talt en anelse ynkelig i Giselas øjne. Men hun var høflig opdraget til at gå sin vej. Det ville blot skabe sladder, men hun havde tænkt sig at nævne det for Raoul senere. "Det håber jeg heller ikke, Ridder Valon," sagde hun og løftede vinglasset op til læberne. "De må ikke glemme, hvem jeg er. Og hvad jeg kan tilbyde," at være på god fod med en kongelig kunne kun være en god alliance for en hertugsøn.