Tiltrængt "tøse"tid

[Elisia af Bugtvig]

Lalia af Sigisfelt
17. april 528

Saften sprøftede ud på hendes kind, da hun bed i æblet og hun grinede en smule med munden fuld af frugt, mens hun med håndryggen fik fjernet æblesaften fra sin kind. "Det er godt, vi endelig fik tid til det her," mumlede hun, noget besværet af den store bid æble og tyggede så færdig. Det var alt for længe siden, de begge havde haft tid til hinanden. Og så havde de jo været forskellige steder inden det.

Hun så hen på Kiki og Ejvin, der stod bundet lidt derfra. De så fint tilfredse ud med deres lod, så hun vendte roligt blikket tilbage mod veninden igen. "Det har simpelthen været rædselsfuldt de sidste par uger."

[Lalia af Sigisfelt]

Lalia havde lagt sig ned i græsset med øjnene lukket, og et skævt smil på læberne. Hun kunne høre Elisia bide i et æble, og utrolig nok havde alle de lyde der fulgte med veninden været dybt savnet. "Det må du nok sige. Hvis jeg havde vidst, at det var sådan et kaos rundrejsen efterlod en i, så kunne jeg have forberedt mig bedre," svarede hun, og rullede om på siden, mens hun åbnede øjnene. "Hvorfor advarede vores forældre os ikke om, hvad der sker, når man bliver "moden"? Hun himlede med øjnene, men smilet var drillende.

[Elisia af Bugtvig]

Hun trak det ene ben ind under sig og grinede med en let hovedrysten, der erklærede hendes fuldkomne enighed i det, Lalia sagde. Selvom det nu ikke var rundrejsen, der havde gjort udfaldet for hende. Nok nærmere turen til Frølund og.. Hun ville ikke tænke på det. "Jeg ved det ikke," sukkede hun og bed i æblet igen. "De sagde, vi ikke skulle glæde os til at blive voksne, men.. Det var lidt som om, de glemte at fortælle os hvorfor og hvor hårdt, det virkelig var."

[Lalia af Sigisfelt]

Hun sukkede ganske let, og lidt i kort med Elisia. "Mind mig om at påpege det næste gang, de kommer til Corus," kommenterede hun og trak et græsstrå til sig, som hun nulrede mellem sine fingre. "I det mindste endte det hele med, at jeg igen er en fri fugl," hvilket hun var særdeles glad for. "Nogen gange ville jeg ønske, at vi stadigvæk var pager. Livet var lidt mere ukompliceret dengang synes jeg," hun så op på Elisia. "Men sig mig nu. Hvor står du med... Denne... Hvad var det han hed? K... Kian?"

[Elisia af Bugtvig]

"Aftale og i lige måde," svarede hun og gnaskede videre på æblet, mens Lalia talte. Hun havde aldrig helt forstået, hvad der var sket med den forlovelse, men hun vidste, at veninden ville fortælle om det, når hun en dag var klar.

Det gav desværre bare alt for meget tid og plads til at tale om hendes kærlighedsliv. Eller mangel på samme. Alene lyden af hans navn gjorde hende utilpas og hun trak på skuldrene. Hun havde ikke nævnt det siden aftenen med Gavin og senere snakken med Gil. "Umm, det ved jeg ikke," fortalte hun ærligt og lagde æblet fra sig. "Han blev nødt til at rejse, så vi ikke risikerede, at mine forældre fandt ud af det."

[Lalia af Sigisfelt]

Hendes læber trak ned ad, da hun så, hvilket ubehag emnet fremkaldte hos Elisia. Det var jo ikke sådan det skulle være. Havde hun hørt. Lalia havde ikke selv meget tiltro til kærlighed, endnu. "Jeg må jo nok indrømme, at det nok... Ja. Er usandsynligt surt, men nok også det bedste. På samme tid," hun rystede lidt på hovedet. "Men til midvinter, når vi får vores skjolde... Så er vi frie. Vi er riddere. Landevejens herskere!" Det trak lidt op i hendes mundvige igen, og tanken om at se verden, den kunne altid få en spændt følelse til at brede sig i hendes krop.

[Elisia af Bugtvig]

Hun grinede lidt. Lalia forstod hende på en måde, hverken Gil, Kian eller Gavin kunne. Hun forstod, at der var ting, der var vigtigere end kærligheden, selvom hun virkelig havde hengivet sig til den. For hvor alle mente, at hun og Kian sagtens kunne være sammen til midvinter, vidste hun jo også, at når hun endelig var fri... Kunne hun jo ikke bruge sit liv med en slyngel. "Jeg ville bare gerne.. Ja, du ved.. Kunne have brugt lidt mere tid med ham, men det er også ligemeget," hun nikkede beslutsomt. "Jeg skal bare bruge tiden på at blive en god ridder. Ligesom dig."

[Lalia af Sigisfelt]

Det gjorde det hele lidt bedre, når hun kunne få Elisia til at grine. "Jeg tror, at det er en meget normal tanke. Men hæng mig ikke op på det. Indenfor kærlighed er du langt mere ekspert end jeg er," hun blinkede drillende til veninden. "Vi bliver gode riddere. Det ved jeg. Jeg talte om det med Tristen for noget tid siden..." Hun rystede lidt på hovedet. "Han gav mig det indtryk, at vi skal være lykkelige for at vi er fri, kærlighed er noget rod," hun vidste ikke, hvor involveret Elisia var med Tristen. Men de havde trods alt alle kendt hinanden på væbnerskolen.

[Elisia af Bugtvig]

Det var måske sandt, men det sagde heller ikke så meget. Desuden var man vist mere ekspert, hvis man som adelig ikke forelskede sig i en slyngel. "Selvfølgelig gør vi det. Vi er for seje til andet," konstaterede hun selvsikkert, før hun spidsede ører, da de talte om Tristen. Det var ikke meget, hun havde haft mulighed for at se ham, siden han var blevet ridder. "Jeg har ingen indvendinger på det punkt." Den gjorde én irrationel og utilregnelig. "Vi bør bare afsværge det." Selvom hun vidste, hun ikke havde samme viljestyrke, når hun var sammen med ham.

[Lalia af Sigisfelt]

Hun grinede lidt af Elisias kommentar omkring deres sejhed. Hun var bestemt ikke uenig på det punkt. Og så nikkede hun enigt til det med at afsværge kærlighed. "Gerne. Har kærlighed givet os andet end problemer? Nej. Ud med det!" Hun smilede skævt og satte sig op med et lille suk. "Det med Kahlid..." Hun kørte en hånd over sit viltre og sorte hår, mens hun rettede sit blik lige ud. "Jeg blev så lettet, da han rejste tilbage til Carthak."

[Elisia af Bugtvig]

"Ud med det!" råbte hun og kunne ikke helt se sig fri for, at det havde en vis terapeutisk effekt. Der var lidt samme frihed i det, som når hun red. Eller trænede til sveden løb.

Endelig nævnte hun Kahlid og Elisia spidsede ører, selvom hun ikke direkte ville vise hende, hvor nysgerrig hun egentlig var efter at høre mere. "Ud med ham også," fnøs hun. Nej, nu kunne hun ikke holde det tilbage længere. "Hvad skete der egentlig?"

[Lalia af Sigisfelt]

Hun gentog Elisias ord, og råbte det selv ud. Så trak hun vejret dybt ned i lungerne, og skuldrene faldt lidt. Nu var det vist hendes tur til at tale om noget, der ikke ligefrem var et rart taleemne. "Det var jo ingen hemmelighed, at Khalid ikke var særlig vild med mit valg om at blive ridder," startede hun med et lille skuldertræk. Det havde jo været hans problem. "Og mit temperament faldt heller ikke i særlig god jord," hun himlede med øjnene, og nævnte med vilje ikke noget om den... Episode, der havde været noget fatal.

[Elisia af Bugtvig]

Helt per automatik så hun kritisk ud, da Lalia begyndte at tale om Khalid og hvordan han havde været utilfreds med hendes valg. At nogen mænd mente, kvinder ikke skulle kunne blive riddere, var i hendes perspektiv forkasteligt. "Nogle mænd er simpelthen så gammeldags," fnøs hun misbilligende. I det mindste var det ikke det, der var hændt hende selv.

[Lalia af Sigisfelt]

Hun nikkede enigt. Sådanne mænd var ikke noget værd i hendes optik. "Hans familie var af den opfattelse, at så snart jeg havde fået mit skjold, så skulle vi giftes. Så da jeg fortalte om mine fremtidsplaner med dig..." Igen trak hun på skuldrene. "Lad os bare sige, at hans familie skrev et meget utilfreds brev til min faster i Carthak, der tog kontakt til min far," hun rystede opgivende på hovedet. "Ud af vagten var han, og på vej tilbage til Carthak," afsluttede hun, og var absolut ikke utilfreds med den afslutning på sin forlovelse.

[Elisia af Bugtvig]

"Sikke en sølle undskyldning på en mand, der lader sig intimidere på den måde af en kvinde frem for at være stolt af hendes bedrifter," rasede hun, arrig på venindens vegne og oplevede et øjeblik igen et stærkt stik af afsavn til Kian. På trods af, han var af en helt anden verden, var han tydeligvis mere betænksom end selv folk fra deres lag. "Carthak må for min skyld gerne beholde ham." Hun spyttede ud til siden.