Endelig solskin

[Amina Syerske]

Amos Søfarer

Endelig kom der en dag, hvor solen kiggede fra en skyfri himmel. Det havde været en lang og kold vinter for Amina, så dagen skulle nydes til fulde. Hun tog den lille bunke af syarbejde med udenfor og fandt sig en god kasse i solen foran Den Dansende Due, som hun kunne sidde på. Iggy fik lov til at komme med ud og snuse omkring, også han skulle have lov at mærke solen og foråret.

Amina havde netop lappet en dug fra kroen og tog derefter fat i det næste stykke tøj. Det var Serenas bluse fra den anden dag. De flænger hun havde forvoldt blusen. Amina smilede lidt for sig selv. Endelig havde hun fået lov til at kæmpe mod Serena, hun havde godt nok tabt, men det havde været en god kamp. Hun satte fødderne op på kanten af kassen, så hendes ben blev bøjet og hvilede så hovedet tilbage mod muren. Det var rart der i solen. Rart og stille. Så kastede hun lidt brød til Iggy og lænede sig så igen tilbage.

[Amos Søfarer]

Amos var for en gangs skyld forholdsvis tidligt oppe. Han var blevet vækket af en stribe sollys, som havde sneget sig ind gennem et af hullerne i gardinet i deres soveværelse og han havde besluttet sig for, at det måtte være en god dag at lave en overraskelses-inspektion af nogle af deres lagerhuse. Når man havde med slyngler at gøre, kunne man aldrig være helt sikker på, at der rent faktisk var de ting, som der burde være i dem.

Uden for døren fandt han dog Amina siddende med en bluse, som han genkendte uden problemer og hans ansigtstræk blev mildere, mens han gik tættere på. Hun havde tydeligvis ikke hørt ham endnu, så han rømmede sig, da han stod helt tæt på. "Jeg hører, det var noget af en træningsrunde, I havde jer?" spurgte han og nikkede sigende ned mod blusen.

[Amina Syerske]

Amina hørte nogle fodtrin, men sad fortsat med lukkede øjne. Hun øvede sig i at genkende lyden af de forskellige slynglers trin. Disse var dog ikke nogen hun umiddelbart kunne genkende. Og pludselig var de helt tæt på. Så hørte hun Amos tale? Med et slog hun øjnene op og rettede sig pænt op på kassen. Hun var et øjeblik om lige at finde ud af hvad han lavede der. Var han sur? Havde hun glemt deres træning? Var det et problem hun sad der foran Duen?
Så åbnede han munden og hun lod skuldrene falde som hun fandt ud af der ingen fare var.

Hun kiggede ned på blusen "Ja. Jeg gjorde mit bedste, men Serena vandt alligevel." Hun lød bestemt ikke skuffet, det var hun heller ikke. Hun havde trods alt fået ros. "Jeg glemte at fokusere og samtidig fik jeg vidst fortsat lidt for længe end hvad jeg kunne holde til" Remsede hun lærende op for... ja var det for hendes skyld eller for Amos's at hun netop gjorde opmærksom på hendes fejl? Hun vidste det ikke helt.

[Amos Søfarer]

Han nikkede roligt og trak så lidt på skuldrene. "Hvis du var bedre end Serena, ville vi ikke behøve at træne videre," svarede han blot i en stemme, som hverken indeholdt irritation eller ret meget andet. Det var blot en konstatering. "Men måske der ikke vil gå så længe, inden du i hvert fald vil være i stand til at give hende kam til sit hår."

[Amina Syerske]

Det var svært at finde ud af hvad han egentlig mente. Det var det efterhånden altid når han åbnede munden. Amina vidste ikke hvad hun skulle sige. Var det godt eller dårligt at hun ikke var bedre? Så slog en tanke hende. Det var sikkert bare ren indbildning men hun kunne ikke helt lade det ligge. "er du glad for at vi kan træne videre?" så snart hun havde stillet sit spørgsmål fortrød hun. Frygten for hvad han svarede overskyggede alt andet. Desuden ville han helt sikkert ikke fange hvad hun mente med det. Måske hun bare skulle tage tyren ved hornene og snakke frit?

[Amos Søfarer]

En rynke faldt ind mellem hans bryn, mens han forsøgte at gætte, hvad hun mon mente med det. Han var jo ikke ligefrem glad for at skulle bruge en masse tid, han egentlig ikke havde, på at træne hende. Det gjorde han jo mest af nød. Men han fangede alligevel, at der måske lå noget i hendes spørgsmål, som han ikke forstod og han trak lidt på skuldrene. "Det er da en mulighed for at komme ud og få brugt musklerne," svarede han så roligt.

[Amina Syerske]

Nej, selvfølgelig tog hun fejl i forhold til den tanke. Men hvad havde hun også ventet. For Amos var det bare træning og en simpel pligt for at hun kunne klare sig selv, hverken mere eller mindre. Hun rettede lidt på sig og kiggede efter Iggy. Han havde fundet lidt brød i en skraldespand, det fik hende til at smile. Mens hun kiggede på Iggy besluttede hun sig for selv at svare på hendes spørgsmål "Jeg er glad for, at du gider træne med mig." Startede hun ud stadig med blikket fæstnet på Iggy "Jeg ved ikke om det betyder noget for dig, men jeg sætter pris på det du gør for mig og at jeg får lov til at se hvem du er."
Hvorfor hun pludselig var blevet så ærlig vidste hun ikke, men noget var blevet sat igang da hun havde talt med Serena og når ikke han ville fortæller noget, måtte hun jo.

[Amos Søfarer]

Hans blik fulgte hendes, da hun så ned på sin lille behårede kammerat. Iggy var blevet en fast del af inventaret på Duen, ligesom Amina og han kunne sådan set godt lide den. Sommetider følte han næsten, at han havde lettere ved at kommunikere med dyret, end han havde med Amina.

Da hun talte igen, forstod han pludselig, hvad det var, hun havde håbet, at han ville svare og han trak på skuldrene. "Du er nødt til at holde op med at være så taknemmelig hele tiden, Amina. Hvis du skal være her blandt os andre, så må du lære at føle, at det er andre, som skylder dig noget og ikke omvendt. Man får ikke noget givet ved Tyvenes hof. Find din indre kriger frem. Også når du ikke er på træningspladsen." Han var ikke ligefrem god med ord og han var ærligt talt ikke spor sikker på, at hun ville forstå, hvad han forsøgte at sige, men han havde da gjort et forsøg.

[Amina Syerske]

Amina lyttede til Amos's ord. Hun forstod nogenlunde hvad han mente, men samtidig valgte hun også at se det fra sit eget synspunkt. At finde sin indre kriger frem kunne gøres på flere måder og hvis hun skulle gøre det skulle det være på hendes måde. Det var hendes vej der var den mest rigtige for hende. Hun havde en plan for hvad hun lavede og sådan måtte det være.
Hun trak vejret langt ned i maven, og samlede kræfterne til at sige Amos en ting eller to. "Jeg er ikke taknemmelig. Eller jo jeg er taknemmelig, men jeg vil have du ved det og jeg vil have at du lytter. Det er ikke fordi jeg føler jeg skylder dig det, Det er fordi det skal være sådan." Fik hun startet ud, uden at vide om det gav mening. "Jeg gør hvad jeg får besked på, fordi det ikke er mig der endnu kan kræve noget af andre. men det har også givet mig rigtig meget." Hun kiggede på Amos at se hans reaktion inden hun fortsætte. Der var mener at sige.

[Amos Søfarer]

Han sukkede i sit stille sind og måtte indrømme, at hun tydeligvis var præcis lige så dårlig til at udtrykke sine følelser, som han selv var det. Han kunne slet ikke forstå, hvad det var, hun forsøgte at sige, så han stoppede hende og rakte en hånd i vejret, inden hun kunne sige mere. "Ved Mithros, vi er ikke ret gode til det her, er vi?" spurgte han retorisk med et lille skævt smil. "Hvad siger du til, at vi holder det enkelt fra nu af? Jeg kan godt lide dig, Amina. Og jeg er glad for, at du er her. Især når du tænker dig om." Det sidste var han nødt til at sige oven på hele fadæsen med Olivia. "Var det det, du gerne ville vide?"

[Amina Syerske]

Hvad end Amina havde forventet at Amos ville sige, var det bestemt ikke det han fik sagt. Hun åbnede munden for at ville sige noget, men lukkede den igen og rynkede samtidig panden. Dette her havde hun bestemt ikke set komme og hun var et stort spørgsmålstegn. Hun børstede lidt snavs af sit knæ og brugte tid på en plet der ikke kunne forsvinde. "Jeg.." Hvad skulle hun sige? "Så ligner jeg dig da lidt." Kom hun til at sige med et grin. Hun trak lidt på skuldrene "Lad os bare holde det simpelt. Det var ikke lige det jeg ville vide. Eller jo, det var det nok, men ikke med de ord." Hun havde slet ikke forventet at han pludselig åbnede sådan op. Hun følte sig egentlig lidt paf over det, hun havde slet ikke været klar på det. "Jeg skal nok tænke mig om. Jeg forsøger at lære så meget jeg kan." Hun holdt dog stadig igen med nogle ting. Han behøvede ikke at vide det hele.

[Amos Søfarer]

Han havde tydeligvis overrumplet hende, men det kunne han nu altså ikke tage sig af. Serena havde fortalt ham om pigens usikkerhed og han kendte ikke andre måder til at hjælpe hende over den. Han var altid en mand, som gik lige til benet. "Godt så," svarede han bare og mente egentlig, at nu var den sag ude af verden. Han havde sagt det. Hun havde hørt det. Slut færdig.

Han var egentlig halvt på vej videre, da en tanke slog ham og han stoppede op igen. "Jeg er på vej ud for at inspicere nogle pakhuse. Du kan gå med, hvis du har lyst," sagde han og så på hende med hovedet den mindste smule på sned.

[Amina Syerske]

Det var art atAmos valgte atafslutte emnet. Hun havde ikke lyst til at sige mere omkring det, og skrev sig samtidig bag øret, at hun skulle blive mere hårdfør også når det ikke galt kamp. Hun lænede sig tilbage mod muren hun havde siddet op ad og skulle til at sy videre på blusen, da Amos spurgte om hun ville med ham ud og inspicere. Hun kiggede ned på blusen. Den kunne sagtens vente, men det var Serenas så hun kunne ikke bare lade den ligger herude.
"Jeg vil gerne med, men jeg må hellere lægge Serenas tøj ind først så. Øjeblik" hun samlede tøjet sammen i favnen og lavede en lille teskende lyd med tungen, som strak fortalte Iggy at han skulle følge med indenfor.

Kort efter kom hun løbende ud igen alene. "Så er jeg klar"

[Amos Søfarer]

Han ventede mere eller mindre tålmodigt og lod hende lægge blusen ind. Da hun kom ud igen, nikkede han og begyndte at skridte ned mod havnen. Hun havde vel efterhånden lært, at når man gik med ham, så gjaldt det om at komme fremad. "Jeg har forresten tænkt på," sagde han roligt og så lige frem. "At det måske snart er tid til, at folk ved, hvem du er." Indtil videre havde de jo forsøgt at holde det hemmeligt, men hun kunne efterhånden passe på sig selv. Og det var så besværligt at forsøge at undgå, at folk så dem sammen.

[Amina Syerske]

Amina gik ved siden af ham på vejen. Det var blevet lettere at følge med ham end første gang de havde gået sammen. Hun var selvfølgelig også blevet det mere sikker og havde lært at finde rundt i byen.
Amina kiggede på ham da han igen åbnede munden. Uden at vise hvad hun tænkte omkring hans udtalelse, så trak hun på skuldrene "Hvis du mener tiden er inde til det" Hun var efterhånden ligeglad med hvem der vidste hvem hun var. Hun havde det fint med at vide at Amos troede på hende og vidst efterhånden havde accepteret det, og så fik hun lov til ofte at lave ting for Serena. Hun følte egentlig hun havde fået sig en god plads. Lige under de to vigtigste personer, men uden at folk lagde mærke til hende ellers.