Tætte som brødre

[Nathan af Dunlath]

Adrian af Dunlath

Fire dage. Hele fire dage havde hans fætter været hjemme og ingen havde besluttet, at Nathan skulle have det at vide, før han tilfældigvis havde opsnappet det på universitetet. I imponerende tempo var han derfor ilet hjem til markedsdristriktet, hvor han hurtigt havde kastet sine bøger og papirer ind for døren, før han var stormet hele vejen tilbage til højager.

Nu stod har der endelig. Han havde selvfølgelig hørt om børnene, så han havde selvfølgelig bragt gaver med til alle i huset. Ikke at det havde været helt gennemtænkt, nu han ikke just havde tjenere til at slæbe på det hele. En lille trææske med grøn sløjfe om faldt ned på trappetrinnet, netop som en tjenestepige lukkede op og hjalp ham med gaverne, mens han kom ind. "Adrian?" kaldte han uden at gide bekymre sig med al det tjeneraktivitet. De var vel ved Mithros familie!

[Adrian af Dunlath]

Solen skinnede, så Adrian havde sat sig ud på terrassen. På bordet ved siden af ham stod lidt saft, under bordet stod kurven med tvillingerne, og foran ham var et staffeli. Han havde taget dagen fri og nød for en stund at male noget, uden at skulle bruge sin Gave på det imens. Det lettede virkelig arbejdsbyrden. Derudover havde tvillingerne netop spist, så de vekslede mellem at ligge og pludre lidt eller at sove. Så længe de ikke hylede eller krævede pasning, havde han det overraskende fint med at have dem i nærheden. Det var ikke nær så stressende, som han havde frygtet.
En tjener stak hovedet ud på terrassen og fortalte, at Nathan var dukket op. Adrian lod ham vise fætteren ud på terrassen og rejste sig, da Nathan dukkede op. ”Goddag, Nathan,” hilste han med en svag latter ved synet af de mange gaver, som tjenerne forsøgte at hjælpe med. ”Hvad skylder vi æren?”

[Nathan af Dunlath]

Han ventede kun på tjeneren til at fortælle ham, hvor Adrian var at finde, før han satte direkte mod terrassen. Efter at have tilbragt noget af sit liv i huset, vidste han udmærket hvor alt lå. "Adrian," hilste han, denne gang ikke nær så højlydt som første gang. Han smilede bredt til fætteren og fik taget gaverne fra tjenestepigen for i stedet at placere de fleste af dem på stolen. En aflang holdt han dog stadig i hånden.

"Jeg hørte, du var tilbage i Corus. Det er længe siden." Det var vel ikke så underligt, han gerne ville se sin fætter, nu de ikke havde set hinanden siden hans bryllup.

[Adrian af Dunlath]

Han morede sig lidt, imens Nathan fik læsset alle gaverne af. ”Ja, er det derfor, du kommer belæsset med gaver?” spurgte han drillende og hilste på fætteren, da han først havde armene fri. ”Det er ærgerligt, Julia ikke er her. Hun elsker gaver.” Han tog en af de mindre pakker op og gestikulerede mod en ledig plads ved bordet, så Nathan kunne få lov til at sætte sig.

[Nathan af Dunlath]

"Ja, du er jo blevet far," svarede han med et skævt smil og prøvede ikke at være alt for utålmodig efter at høre mere. En hurtig hovedregnen ville jo vise enhver, at graviditeten måtte være sket længe før, de var blevet gift. "Den med den lyserøde sløjfe er til hende," svarede han og gestikulerede over mod et skrin. "Så hun kan selv få lov at åbne den." Han tog plads på den tomme stol og lagde benene over kors.

[Adrian af Dunlath]

Adrian kaldte en tjener over og fik ham til at bære Julias gave op på værelset. Så stod den klar til, når hun engang vendte hjem fra besøget hos sin mor. ”Åh, mind mig ikke om det,” klagede han så teatralsk og gestikulerede ned under bordet, hvor Joren og Maura sov i deres kurv. ”De er et stykke over en måned gamle,” fortalte han, selvom Nathan nok allerede havde hørt, hvornår de var blevet født. Mor havde nok kvidret løs, så snart hun fik nyheden.

[Nathan af Dunlath]

Han bøjede sig lidt for at kunne se til de sovende børn under bordet, men uden at vide, hvad han ellers skulle stille op med dem, så han rettede sig blot op igen. "De ser søde ud, men..." Han prøvede at mønstre et strengt blik, der straks forsvandt bag et drenget grin. Det var ikke rigtig nogen hemmelighed, at Adrian godt kunne lide at.. Prøvesmage. "Vil du eller skal jeg pointere et lille matematisk regnestykke, der ikke går op?"

[Adrian af Dunlath]

Nathan virkede omtrent lige så forvirret omkring, hvad man skulle stille op med børnene, som han selv var af og til. Han var stadig ved at vænne sig til at bære dem uden at frygte for at tabe dem. Han fandt sig selv en ledig plads og lod blikket glide over gaverne for en stund, før han var nødt til at forholde sig til Nathans ord. ”Bliver der snakket om det?” spurgte han i stedet. Det var trods alt åbenlyst, at han og Julia lå sammen før håndfæstningen, så han vidste ikke rigtig, hvad han ellers skulle sige til Nathans spørgsmål.

[Nathan af Dunlath]

Smilet blev beklagende. "Jeg er bange for, jeg ikke er den rette at spørge om det. Det er først i dag, jeg fik at vide, at I overhovedet var i byen," undskyldte han med et fåret smil. Han var immervæk ikke den bedste til at tale med kvinder og det var oftest dem, der gik med sladder. Som om alle hemmelighederne sad under deres kunstfærdigt opsatte frisurer. "Men det er ikke det, jeg er her for." Han svang posen over til fætteren, spændt på at se hans reaktion på den bue, han omhyggeligt havde udvalgt.

[Adrian af Dunlath]

Han smilede skævt. ”Det er måske sandt.” Hvis han ville have et indblik i rygterne, skulle han nok nærmere have fat i en komtesse. Han tog imod posen og åbnede den nysgerrigt for så at lyse op i et bredt grin. ”Jamen dog.” Han trak buen ud for at tage den i nærmere øjesyn. ”Det er godt håndværk,” bemærkede han så og måtte rejse sig op for en stund, så han havde ordentlig plads til at undersøge den og holde den ud foran sig, som om han var ved at sigte.

[Nathan af Dunlath]

Reaktionen var præcis som han havde håbet på og han betragtede smilende fætteren, der undersøgte sin nye bue. "Det er det," medgav han med et lille nik og prøvede ikke at tænke på, hvor besværligt det havde været at skaffe den. Det var lidt mere, end han egentlig mente at have råd til, men heldigvis havde forældrene også ment, gaver var på sin plads. "Jeg ved ikke, hvor meget du stadig har tid til det?"

[Adrian af Dunlath]

Han lagde buen fra sig på bordet og dumpede ned at sidde med et let suk. ”Det er ved at være noget tid siden, at jeg sidst har fået mulighed for at holde bueskydningen ved lige,” indrømmede han og lod fingrene glide lidt over buen. ”Først var der dramaet med graviditeten, planlægningen af håndfæstningen ... Det ene har bare taget det andet. Jeg tror, at jeg godt kunne bruge en lang jagt snart,” grinede han så. Et par dage ude i en skov ville passe ham fint.

[Nathan af Dunlath]

Det var let at se, at Adrian ikke helt var tilfreds med den drejning, hans liv havde taget på det seneste og han bebrejdede ham egentlig ikke. At gå fra at være fri til at have kone og tvillinger var noget af en mundfuld. "Du siger bare til," grinede han og lagde hænderne på de korslagte ben med et tankefuldt udtryk.

"Adrian, du ved jeg synes, Julia er god for dig, men.." Han tøvede lidt. Det ville være så let at misforstå hans tolke bekymringen for fætteren som misbilligelse af hans hustru. "Fortryder du nogensinde?"

[Adrian af Dunlath]

Han grinede lidt. ”Ja, måske må vi snart tage af sted igen. Det er ved at være noget tid siden sidst.” Han var dog ikke helt sikker på, om Julia ville bryde sig om, at han bare smuttede. Han måtte lige se tingene lidt an først ... Ved spørgsmålet sukkede han og lænede sig tilbage. ”Jeg fortryder, at jeg lå med hende før håndfæstningen. Men ikke resten. Jeg mener, selvfølgelig er jeg ikke vild med at være gift, men jeg ved, at selv hvis jeg på en eller anden måde kunne gå tilbage og gøre tingene om, ville jeg stadigvæk gøre de præcise samme ting igen. Hvis jeg skulle undgå ægteskabet, skulle jeg slet ikke have mødt hende, og den tanke er forfærdelig.” Uanset hvad elskede han Julia. Hvis han var nødt til at være gift med hende, for at de kunne være sammen, så måtte det jo være sådan.

[Nathan af Dunlath]

Adrians svar var noget mere romantisk, end han for bare et par år siden havde kunne forestille sig at høre fra ham, men det virkede ganske oprigtigt. Det var ikke hver dag adelen fortalte om så fine kærlighedshistorier. "Imponerende," kommenterede han derfor og smilede skævt. "Nogle ville jo mene, at det er grunden til, vi er i live." De filosoffer, der mente det, fascinerede ham, selvom han virkelig ikke vidste, hvad han skulle tænke om det. Nu havde han selvfølgelig heller aldrig oplevet kærlighed. I hvert fald ikke på den måde.