Afgørelsens time

[Lyanna af Genlith]

Anduo jian Cadao
15. april 528

Tvivlen havde været så godt som fjernet, efter Blake havde besøgt hende for ikke så mange nætter siden. Han havde da også fået lov til at blive der hele natten og natten efter havde Lyanna igen ligget i hans arme. Beslutningen var taget, men det betød desværre på ingen måde, at det svære var overstået. Der var samtaler, forberedelser og svar, hun skyldte folk.

Derfor sad hun også ude i Genliths vinterhave nu, ventede på at få besked om ambassadørens ankomst. Det var også ved at være tidspunktet, hun havde inviteret ham til, da hun dagen forinden havde sendt en tjenestepige af sted med beskeden. Nervøst stak hun den lille nål op gennem stoffet, lavede endnu et fint kryds.

[Anduo jian Cadao]

Anduo var ved godt mod, da han mødte op ved Genlith-huset. Det var ikke mange dage siden, han og Lyanna sidst havde talt sammen og han tog det som noget positivt, at hun allerede havde sendt ham endnu en invitation.

Han blev vist ind i vinterhaven og han bukkede dybt for hende med et skævt smil om de smalle læber. “Dejligt at se Dem igen, Lyanna. Jeg håber, De har det godt?"

[Lyanna af Genlith]

Varmen havde lagt sig tungt over vinterhaven og hun fik en tjenestepige til at åbne et vindue. Selvom det blæste udenfor, var det meget rart med lidt frisk luft til hovedet. Guderne vidste, hun behøvede det.

“Anduo,” hilste hun med et venligt smil, da hun havde rejst sig og nejet dybt for ham - som altid. “Jeg har det udmærket. Og De?” førte hun formaliteterne videre. “Kan jeg byde på noget?”

[Anduo jian Cadao]

Han trak på skuldrene og smilede mildt. “Ganske godt, hvis jeg selv skal sige det,” svarede han og smilet udviklede sig til en let klukken, da hun fortsatte. “Måske jeg i dag kan komme af sted med at bede om lidt saft af de rigtige årsager?” Han blinkede til hende med et glimt i øjet.

[Lyanna af Genlith]

Hun forstod ikke helt, hvad der lå bag hans adfærd, men besluttede ikke at lægge for meget i den. Han var der jo med et formål, som hun blev nødt til at holde sig for øje. Derfor nikkede hun blot til tjenestepigen, der gav sig til at hælde saft op til dem begge. I en blid bevægelse tog hun plads på den sofa, hun netop havde forladt, mens hun henviste ham til stolen, der var det mere passende sted. “Det glæder mig, at De havde mulighed for at komme med så kort varsel.”

[Anduo jian Cadao]

Hun reagerede ikke, som han havde forventet eller håbet og en næsten usynlig rynke fandt ind mellem hans bryn. Han tog dog plads i stolen, som hun anviste ham - i slående kontrast til den måde, de havde siddet sammen på hans værelser sidst. “Naturligvis,” svarede han roligt, men med en alvor, han ikke havde ikke haft i stemmen for et øjeblik siden. “Hvad ønsker De at tale med mig om?”

[Lyanna af Genlith]

Hans humør ændrede sig omgående og hun ville næsten ønske, at det havde været muligt for hende bare at lade som om alt var i skønneste orden. Bare lidt. Det bød hendes retfærdighedssans hende dog ikke. Hun ombestemte sig dog hurtigt og rykkede hen i den ende af sofaen, der var tættest på ham, så hun kunne tage hans hænder. Bevægelsen var meget blidere end sidst, hun havde rørt ham.

Tungespidsen gled ud og fugtede læberne. “De er på mange måder den helt perfekte husbond for mig,” begyndte hun, men det lød ikke som starten på en jeg har valgt dig-samtale. “Men…” Hun slap ham med den ene hånd og brugte friheden til at trække en lok bag øret. “Jeg er bange for, jeg kun har plads til Deres venskab i mit liv.” Hun hadede sig allerede bare for at sige ordene.

[Anduo jian Cadao]

Han havde intet problem med at styre sin glæde, for tonelejet var ikke det, han associerede med en kærlighedsytring. Hun trak dog også snart i land og han lagde det ene ben over det andet, mens han fik tid til at tænke sig lidt om. “Hvad har fået Dem til at tage den beslutning?” spurgte han så lavmælt. Det var bestemt ikke den opfattelse, han havde fået af deres sidste samtale.

[Lyanna af Genlith]

Det var forfærdeligt at skulle sidde og have den samtale, men hun vidste, hun skyldte ham den. Derfor lod hun ham også stille sine spørgsmål, selvom hun bestemt ikke var tilfreds med at skulle sidde og redegøre for sine valg på den måde. “Jeg afgav mit løfte,” forklarede hun uden at have nogen anden grund, hun kunne fortælle ham om. “Hvilken hertuginde ville jeg blive, hvis mit ord ikke havde nogen betydning?” Om det var sagt for ham eller hende, vidste hun ikke - heller ikke, om hun ville have et svar på det.

[Anduo jian Cadao]

Han så på hende med et hævet bryn. “De gav Deres løfte?” spurgte han med kun det mindste hint af udfordring i tonen. Valget var hendes, selvom han på ingen måde forstod det. “For mig ville det give mere mening, hvis De traf beslutninger på et… bredere… Grundlag.” Han sukkede let og trak så på skuldrene. Det måtte hun jo også selv være klar over. “Men hvis det er Deres beslutning,” på genliths vegne.

[Lyanna af Genlith]

Alt i hende havde lyst til bare at rejse sig op og gå, men hun vidste udmærket godt, at hun ikke kunne tillade sig det. Derfor sad hun blot roligt og lyttede til hans indvendinger. “Jeg ville ønske, jeg kunne forklare det på en måde, så De forstod, men..” Hun bed resten af ordene i sig. Men det kunne hun ikke tillade sig over for Blake. “Det er ikke op til Dem at forstå, men blot.. Ja, beslutte om Deres tilbud om Deres venskab stadig står.”

[Anduo jian Cadao]

Hun var stejl som en klippe, når hun først havde bestemt sig og et lille smil tvang sig alligevel frem i hans mundvig. “Naturligvis står det,” svarede han mildt og rystede let på hovedet. “Selvom jeg ikke er sikker på, De ikke er en smule tosset.” Kommentaren blev sagt med et smil og en drillende tone, som tog brodden af de hårde ord, som han trods alt mente alligevel.

[Lyanna af Genlith]

Et smil fik lov at tage plads i hendes alvorsfulde mine og hendes blik flakkede let ved hans næste ord. Så mødte hun hans øjne igen og trak på skuldrene. “Det er De ikke ene om,” svarede hun med en oprigtighed bag spøgen og følte sig et sekund helt splittet af tvivlen igen. Hun tvang den ned i dybet og lovede sig selv ikke at tænke mere på den. I stedet nippede hun lidt til sin saft.

[Anduo jian Cadao]

I det mindste så hun det også selv og han tog sig selv i at tænke på, hvad den anden mand kunne have over hende, siden hun opførte sig, som hun gjorde. Måske det var værd at finde ud af. “Jeg håber dog, at De vil tillade, at jeg udfordrer Deres beslutninger fra tid til anden… På ganske venskabelig vis, naturligvis.” Han blinkede igen en enkelt gang og smilede til hende.

[Lyanna af Genlith]

Hun måtte først analysere hver en måde, hans ord kunne tolkes på, før hun langsomt nikkede. “Det havde jeg håbet på,” afslørede hun og smilede igen til ham, før hun igen trak sig tilbage på passende afstand. “Så længe De udfordrer mine beslutninger og ikke mig.” Der var en bagvedliggende alvor, selvom tonefaldet stadig var let og forholdsvist ubekymret.