Nye bekendtskaber

[Skylar af Kystskov]

Julietta af Dunlath

To dage med tåge havde virkelig været nok og Skylar var nærmest klar til at flyve hele vejen til universitetet, da hun kom ud i solen. Endelig! Endelig var foråret der! Der var bare noget over verden, noget over menneskene i den. Alt var så meget smukkere, når solen skinnede. Ved nærmere eftertanke burde hun nok også overveje en tur til Kystskov inden længe.

Mængden af lyserød, der bevægede sig ud fra Dunlaths hus, var nok til at få hende til at stoppe op og blinke overrasket et øjeblik. Det måtte vel være Adrians nye hustru, vurderede hun og et skævt smil tog plads på hendes læber. Tjo, hvorfor ikke? Hun havde jo aldrig rigtig talt med kvinden.

Småløbende indhentede hun hende. "Nådigfrue Julietta af Dunlath?" Der var allerede et smil på plads i det fregnede fjæs. "Skylar af Kystskov," hun nejede sjusket og fandt de blå øjne igen. "Jeg er en ven af Adrian."

[Julietta af Dunlath]

Det var fantastisk endelig at være kommet tilbage til hovedstaden igen og nu de var her og solen endda skinnede ned fra en skyfri forårshimmel, havde Julia bestemt ikke tænkt sig at tilbringe mere tid med bare at sidde og trille tommelfingre. I sin yndlingskjole havde hun derfor begivet sig ud af døren og mod Lindens hus. Det var efterhånden evigheder siden, hun havde været der.

Lyden af hendes navn fik hende til at vende sig om, udelukkende for at blive mere forvirret. Det var dog en forvirring, der hurtigt forsvandt. "Ja, jeg husker Dem fra klosterskolen," prøvede hun sig høfligt, selvom hun godt vidste at 'ven af Adrian' betød, 'person, Adrian har set uden tøj på'. "Hvad kan jeg gøre for Dem?"

[Skylar af Kystskov]

Det var ikke en synderligt varm velkomst, der var, men med en mand som Adrian - i hvert fald de sider af ham, Skylar havde fået lov til at se - overraskede det hende egentlig ikke synderligt. "Intet intet," svarede hun derfor og hævede afværgende hænderne. "Jeg ville bare møde Dem. Jeg håbede, det var muligt at deltage til brylluppet, men min familie syntes ikke, det var en nødvendighed." Hun smilede beklagende og trak på skuldrene. "Så jeg syntes i det mindste, jeg kunne byde Dem den høflighed at hilse på. Adrian lader jo til at være glad for Dem."

[Julietta af Dunlath]

Julia måtte se sig overrasket. Denne Skylar af Kystskov virkede ikke til at have opsøgt hende af andre årsager end venlighed og der gik ikke længe, før et smil rent faktisk fandt vej til hendes læber. Det blev kun større ved kommentaren om Adrian og hun så genert ned. "Vi er meget lykkelige sammen, ja," svarede hun forsigtigt, da hun endelig mødte pigens blik igen.

"Må jeg spørge Dem..." Hun følte sig ufatteligt selvbevidst, men der var jo ingen vej uden om. "Hvordan kender De min mand?"

[Skylar af Kystskov]

Ordene blev blot besvaret med et smil. Selvfølgelig var hun da glad for, at Adrian havde fundet en at være lykkelig sammen med. Efter hendes mening, burde alle adelige have samme frihed, men sådan var det desværre ikke altid.

"Vi mødte hinanden i Gudernes By, mest ved en tilfældighed," grinede hun og trak på skuldrene. "Vi har... Lad os kalde det.. Fælles interesser," hun sænkede stemmen lidt og blinkede til pigen. Adrian havde jo garanteret, at hun ikke ville fortælle det til nogen.

[Julietta af Dunlath]

Gudernes by? Det var ikke en del af Adrians liv, hun rigtig kendte til. Ud over selvfølgelig, at han meget ugerne så sig selv på vej tilbage dertil. Ifølge hans fortællinger var de lærde der enige. "Interessant," hun smilede lidt og prøvede ikke at se alt for intimideret ud af denne pige, der tydeligvis havde kendt Adrian meget længere end hun selv havde og stadig formåede at have en plads i hans liv.

De efterfølgende ord opklarede lidt for hende hvorfor. Så.. Fælles interesser.. Det måtte vel betyde, at.. Øjnene blev store, før hun igen evnede en eller anden form for selvbeherskelse. "Åh, så De..." Hun tav.

[Skylar af Kystskov]

Det var godt nok en noget voldsom reaktion for en, der selv havde interesse for kvinder. Hvis Adrian altså havde talt sandt... Nej, det lignede ham immervæk ikke at lave sjov på lige det område. Det var for risikabelt. Derfor nikkede hun lige så forsigtigt. "Ja, og du kan altså bare tale almindeligt til mig. Jeg er slet ikke få fint på den," grinede hun og valgte alligevel at presse sit held og blinke en enkelt gang til hende.

[Julietta af Dunlath]

Nu tog det da også virkelig fart! Den ene høflighed røg ud med den anden og Julia var inden længe temmelig forvirret og med blussende kinder. Hvad i alverden skulle hun sige til alt det? Og hvad var det egentlig, hendes kendskab til Adrian var ved at få hende rodet ud i af alskens mærkværdige oplevelser?

Efter at have været tavs pinagtigt længe, rømmede hun sig endelig. "Hvor er du så på vej henad - Skylar, var det?" spurgte hun, stadig varm i kinderne og prøvede at møde de olivenfarvede øjne igen.

[Skylar af Kystskov]

Nå, det lod da alligevel til, at Adrian havde haft ret omkring hende. Da først hun var kommet sig over den værste overraskelse, lod hun til egentlig at være åbensindet. Og de der røde kinder var da ganske bedårende. "Universitetet," svarede hun med et lille grin og fejede en tyk, rød lok bag det ene af de strittende ører. "Du skal ikke tilfældigvis samme vej?"

[Julietta af Dunlath]

Hun trak på de spinkle skuldre og formåede endelig at fange hendes blik uden at føle sig helt ved siden af sig selv. "Jo, lidt af den i hvert fald," svarede hun med et forsigtigt smil, der hurtigt voksede lidt i både sikkerhed og styrke. "Jeg skal besøge min familie. Det er ved at være længe siden, jeg sidst har haft mulighed for det." Nu var det jo en af Adrians venner, så så hun ingen grund til at stille facader op. "Hvad studerer du?" surgte hun nysgerrigt og så hen på hende, mens de begyndte at gå.

[Skylar af Kystskov]

Skylar kunne slet ikke lade være med at smile. Selvom de kun havde talt lidt sammen på klosterskolen, havde hun altid brudt sig om den kun lidt ældre pige. Hun havde en åbenhed, der var svær ikke at synes om. "Nej, hvor dejligt," udbrød hun og smilehullerne fandt frem på de fregnede kinder. "Musik, men i virkeligheden studerer jeg alle former for udtryk." Hun trak på skuldrene. Sang, dans, instrumenter, teater. Hver og en var kunst på sin helt egen måde.

[Julietta af Dunlath]

Musik? Hvorfor havde Adrian dog aldrig nævnt det for hende? "Åh, jeg elsker at synge," udbrød hun fornøjet og blev rød i kinderne, da hun så pigens overraskelse og glæde ved det. Sådan udviklede snakken sig hurtigt og da de nåede Lindens hus, havde de allerede lavet en aftale om, at de da måtte spille og synge sammen en dag. Et lille klem på hendes hånd fra Skylar, farvede hendes kinder røde, før deres veje skiltes og Julia søgte ind i det hus, hun kun havde besøgt ganske få gange.

afsluttet