At blive en god ridder

[Elisia af Bugtvig]

Gavin af Trebond

I en hurtig bevægelse dukkede hun sig for en lavthængende gren og analyserede det næste stykke. Okay, der var nogenlunde frit. Derfor vendte hun sig om og grinede bredt til ridderherren, der ikke var langt fra hende. Det var evigheder siden, hun sidst havde kunne ride sådan og hun følte sig ubeskriveligt levende med vinden i de røde krøller.

Da de gjorde holdt, blev der dog ikke spildt så meget som et sekund. Det var vigtigt at kunne skifte fra hesteryg til almindelig kamp, hvis der skulle ske noget og træningssværdene kom hurtigt i brug. Over de sidste par uger var hendes træning skredet hurtigt frem, især med skaden taget i betragtning og hun gav sit bedste mod Gavin. Selvom han vandt, følte hun stadig, hun fik skabt rigeligt med gode muligheder.

Hendes vejtrækning var skæv og huden svedig, da hun endelig dumpede ned i græsset med et udmattet suk. Det gavde været en god omgang, vurderede hun og smilede forpustet over til ridderen.

[Gavin af Trebond]

Efter Kian var rejst, havde Gavin givet ideen om masser af træning som lindring mod hjertekvaler endnu et forsøg. Det havde også givet pote. I hvert fald i forhold til hendes skade, som hun så småt var helt ovre igen. Desuden var dage som idag gode for hende, mente han. Det gjorde ham altid godt, når han så hende grine og smile.

Han satte sig forpustet ned på jorden, da de var færdige og tørrede sveden af panden med en klud. "Hvis jeg ikke snart passer på, så ender du med at begynde at vinde engang imellem," roste han hende muntert. Det var ikke ligefrem en mulighed, som forskrækkede ham. De trænede trods alt, for at hun skulle blive bedre.

[Elisia af Bugtvig]

"Du er også ved at blive gammel," drillede hun ham, udelukkende fordi der absolut ingen sandhed var i hendes ord. Hun greb ud efter vandet og tog en tår, før hun rakte det til ham og i stedet fokuserede på at få strakt ud i benene. Det gik ikke at hun syrede helt til og blev stiv i musklerne.

Hun pillede lidt ved et græsstrå og kiggede op på Ejvin med en vurderende mine. "Tror du, vi ville kunne få en marchordre igen, før midvinter?" spurgte hun tankefuldt, før hun igen trak blikket tilbage til ridderen.

[Gavin af Trebond]

Han lo let og daskede hende halvhjertet på overarmen, inden han også selv strakte benene ud foran sig og strakte ud. "Man ved aldrig," svarede han med et skuldertræk. "Oven på kroningen og de ting, der skete, så kan jeg ikke rigtigt spå om det. Du skal dog ikke være nervøs for, om vi kommer tilbage til tiden. Prøvelsen har altid førsteret. Uanset, hvad der ellers måtte komme i vejen." Han var ikke helt sikker på, at det var derfor hun spurgte, men nu havde hun i hvert fald fået svar på dét også.

[Elisia af Bugtvig]

Benene blev strakt ud og hun havde ingen problemer med at nå tæerne med fingrene. Det ene ben blev svunget over det andet, op mod brystkassen, før hun gav sig til at strække ud i baglår og balde. Først på den ene side, så på den anden. "Selvfølgelig," svarede hun og havde slet ikke været i tvivl om prøvelsen, selvom hun prøvede ikke at tænke for meget over det. Det skræmte hende stadig fra vid og sans. "Det kunne bare være rart at komme ud at rejse igen."

[Gavin af Trebond]

Han nikkede lidt for sig selv, mens han også selv fortsatte med at lindre sine spændte muskler. "Det er sådan set ved at være tiden, hvis du skal nå det," svarede han tænksomt. "Hvor kunne du godt tænke dig at vi rejste hen, hvis det var?" Det var ikke naturligt for en ridder at være for længe på det samme sted, hvis man spurgte ham. Og han havde før været på strejftur, når han ikke ligefrem var udstationeret. For øjeblikket holdt Iliane ham i Corus, men han forstod Elisia's udlængsel til fulde. Især nu, hvor hun måtte undvære sin egen kærlighed.

[Elisia af Bugtvig]

"Langt væk," svarede hun instinktivt og det gik op for hende, at hun faktisk var bedøvende ligeglad med, hvor de endte. Hun havde alligevel ingen anelse om, hvor Kian var og chancen for at finde ham ville være minimal. Nej, hun ville bare gerne væk fra Corus og alle sine lykkelige venner. Al den forårsforelskelse var ved at tage livet af hende. "Helst før åndssvage beltane." Med et fnys lod hun sin dumpe ned at ligge i græsset.

[Gavin af Trebond]

Han kunne næsten høre i hendes stemme, hvor meget hun kæmpede for tiden og han kunne ikke andet end have lidt medlidenhed med hende. "Jeg kan undersøge vores muligheder," svarede han så. "Om ikke andet, så kan vi jo selv rejse ud en tid, selvom der så ikke lige skulle være lønnet arbejde." Det burde han kunne have råd til. Og der var jo også den mulighed, at de kunne finde arbejde på rejsen ind imellem. En flygtig tanke gik til Iliane. Han var ikke ligefrem sikker på, at hun ville bryde sig om, at han nu igen sad og talte om at rejse.

[Elisia af Bugtvig]

Svaret fik hende til at skubbe sig op på albuerne og sende ham et lille smil. En rejse ville kunne fjerne hendes fokus fra Kian, mere end den blev herhjemme i hvert fald. "Tak," hun smilede fåret og slap hans blik, så lige frem i stedet for over på ham. Det var lige blevet lidt for sårbart og tårerne havde det med at ligge faretruende tæt for tiden. "Hvis du selv kunne vælge, hvor ville du så helst hen?" spurgte hun nysgerrigt for igen at hive sine tanker væk fra tårer og.. Hun havde ikke engang lyst til at tænke hans navn.

[Gavin af Trebond]

Han smilede og besluttede mere eller mindre, at de skulle rejse væk en tid. Så måtte han tage snakken med Iliane og forhåbentligt ville hun forstå det. "Jeg ved ikke.. Jeg kunne godt tænke mig en tur uden for landegrænsen. Måske en tur til Kobberøerne eller Carthak. Verdens Tag har jeg altid gerne villet se, men det er vist utopi at forestille os, vi kan nå dertil og tilbage inden midvinter." Han blinkede til hende en enkelt gang og smilede skævt.

[Elisia af Bugtvig]

En tur uden for landegrænsen? Det var bedre, end hun havde turdet håbe på og hun nikkede ivrigt til alle forslagene, selvem Verdens Tag nok ville være mere realistisk, når hun en dag selv var blevet ridder. Måske Kian ville.. Nej, hun havde jo besluttet sig for at afsværge kærligheden til fordel for ridderlivet. Det var det, hun og Lalia var blevet enige om. "Jeg har altid gerne ville til Carthak," indrømmede hun. Og nu Lalia ikke ville tage dertil med hende, forståeligt nok, kunne Gavin jo måske?

[Gavin af Trebond]

Han så overvejende over på hende og smilede så bredt. "Hvordan du altid klarer at være fuldstændigt enig med mig i, hvad jeg helst vil, lærer jeg aldrig at forstå," kommenterede han med et glimt i øjet og rystede lidt på hovedet. "Engang imellem skulle man sgu næsten tro, at vi var i familie." Han blinkede en enkelt gang til hende, mens han igen tænkte på, hvor meget hun mindede ham om Alanna. "Men godt. Jeg vil forsøge at se, om vi ikke kan få planlagt sådan en rejse. Vi burde kunne nå det i god tid til midvinter. Men så skal du nok spørge dine forældre om en lidt anden garderobe?" Det var trods alt varmt i Carthak.

[Elisia af Bugtvig]

Pludselig overvældende latteren hende og hun grinede, rystede lidt på hovedet af ham. "Du er familie," pointerede hun og sendte ham et lille smil. Normalt var hun mere til at lave opkastlyde, når det blev lidt for følelsesladet, men denne ene gang var det på sin plads.

Hun var da også hurtigt videre og nikkede ivrigt, da han var så hurtig til at tilslutte sig hendes forslag. "Jeg kan spørge bedstemor, men så bliver du nødt til at være der," hun grinede, "bare for at minde hende om, at jeg heller ikke får brug for ti nye kjoler denne gang."

[Gavin af Trebond]

Han trak på skuldrene og lod emnet ligge. I stedet grinede han lidt, da hun bad ham om at klare hendes bedstemor for hende. "Du er godt klar over, at efter midvinter bliver du alligevel nødt til at kunne klare den slags selv, ikke sandt?" spurgte han drillende. "Mon ikke, det var tid, at du begyndte at øve dig lidt?"

[Elisia af Bugtvig]

Hun grinede lavt. "Efter midvinter vil jeg kunne fortælle min bedstemor, at jeg er ridder og at en ridder ikke har behov for kjoler, men lige nu.. Lige nu er der jo stadig, ifølge hende i hvert fald, muligheden for, at jeg fejler og må... Finde en mand." Hun skar en grimasse. Sådan var aftalen og indtil hun blev ridder, ville det kun være Gavin, der kunne få lukket munden på Bedste.