Tid til en beslutning?

[Blake af Jesla]

Lyanna af Genlith

9. april, 528 M.T.

Lyanna havde været vanvittigt besværlig, siden den aften, hvor han havde taget hendes mødom. Det betød naturligvis ikke, at hun ikke havde grund til at være det, men han kunne ikke rigtigt tage sig sammen til at have ondt af hende. Hun havde tvunget hans hånd, da hun tillod Anduo at gøre kur til hende og han havde været nødt til at sikre sig hendes fortsatte troskab.

Men nu var det op til ham at sikre sig, at hun ikke følte sig overset og han havde gjort, hvad han kunne. Han havde sendt hende gaver og blomster og små pladder-romantiske breve, hvori han udtrykte sin dybfølte anger og sin evige kærlighed til hende. Det havde også hjulpet, for nu havde hun trods alt indvilget i at se ham igen og han var perfekt ned til mindste detalje, da han klatrede op til hendes vindue med stadig velkendt lethed.

[Lyanna af Genlith]

Selv efter hun havde sendt beskeden til Blake, var Lyanna usikker på, om det havde været den smarteste fremgangsmåde og om hun overhovedet var klar til at så ham alene efter det, der var sket. Alligevel vidste hun, det var en nødvendighed. Samtalen med Anduo havde efterladt hende med en del ting at tænke over. Ting, hun blev nødt til at diskutere med Blake.

Derfor sad hun allerede klar på det lille, pudetildækkede indhak under vinduet. Hun hørte ham allerede på vejen op, men hun brugte alligevel et langt øjeblik efter han havde banket, før hun slog haspen fra og satte vinduet på klem, så han kunne åbne det helt og komme ind. Omgående trak hun sig tilbage og fik tilbagelagt et par gode meter mellem dem.

[Blake af Jesla]

Han kom op og kravlede ind af vinduet, mens han skjulte sin irritation over, at hun veg tilbage fra ham som om, han ville gøre hende ondt. Hvad var det galt med hende?! Han valgte dog blot at sætte sig i vindueskarmen i stedet for at følge efter hende. Hvis hun mente, at han var farlig, så havde han ikke tænkt sig at gøre noget for at forstærke den følelse. Endnu. ”Hej,” sagde han med et mildt smil. ”Hvor er det dejligt at se dig.” Han lagde en verden af lettelse i sine ord.

[Lyanna af Genlith]

Lyden af det blide toneleje fik straks hendes nervøsitet til at føles helt idiotisk. Hvad havde hun også forestillet sig? Selvfølgelig ville han da ikke gøre hende noget! Han elskede hende jo. Hun skulle aldrig havde ladet Anduo komme ind på den måde og så tvivl i hendes indre.

Straks tog hun et par skridt frem og tog hans hænder. “I lige måde,” forsikrede hun ham og gav hans hænder et blidt klem. Selvom hun havde haft brug for afstand, havde hun savnet ham.

[Blake af Jesla]

Hans taktik virkede og snart var hun henne hos ham igen. Han smilede mildt og strøg sine ru tommelfingre over hendes blide hænder. ”Jeg har savnet dig... Mere end du aner.” Han smilede lidt bredere og lod en enkelt hånd slippe hendes for at lægge den mod hendes kind. ”Det har været hårdt.. At være adskilt fra dig.”

[Lyanna af Genlith]

Det var så rart igen at være i kropskontakt med ham og hun lænede kinden ind mod hans ru håndflade, da den fandt derop. “Jeg har også savnet dig, men…” Hun tøvede og blikket flakkede, før hun igen fandt hans mørke øjne. “Jeg havde brug for det.” Det håbede hun, han kunne forstå. Hun fandt også hans kind med sin hånd, strøg tomlen over det stride skæg.

[Blake af Jesla]

Han mærkede en lille varme i mellemgulvet, du hun lagde sig ind mod hans hånd og selv strøg ham over kinden i respons. Hun var stadig hans. Det kunne han mærke nu. ”Jeg ved det,” svarede han mildt og med et hint af vemod. ”Du ved, hvor meget jeg angrer det.”

[Lyanna af Genlith]

Langsomt nikkede hun. Nu de sås igen, var det lettere at tro på oprigtigheden i hans breve og gaver. I en blid bevægelse trak hun i hans hånd og lod den anden hånd falde fra hans kind. Så trak hun ham med sig hen til sengekanten, hvor hun satte sig ned, opmærksom på skørterne. Det var meget bevidst, hun ikke var trukket i sit nattøj endnu. “Jeg har noget, jeg er nødt til at spørge dig om.”

[Blake af Jesla]

Han lod hende om at tage føringen i aften. Hun lod til at have brug for det og han kunne godt give hende en smule tryghed, hvis det betød, at han kunne binde hende tættere til sig igen. Derfor fulgte han også blot med, da hun trak ham hen til sengen. Det var uanset længere, end han havde forventet at komme i aften. ”Du kan spørge mig om alt,” svarede han oprigtigt. Han foretrak faktisk, at hun spurgte ham, så han vidste, hvad der gemte sig i hendes lille hoved. At han ikke altid brød sig om det, var han nødt til at arbejde hårdere for at skjule.

[Lyanna af Genlith]

Det var en lettelse, at han uden videre gav sin tilladelse, selvom hendes tvivl på ham igen blev sat til skamme. Hun havde det dårligt med sig selv over overhovedet at have tvivlet på, at det var et uheld. Alligevel byggede hun sit spørgsmål grundigt op, før hun talte. “Jeg kom til at tænke på, hvad der er grunden til, du valgte mig.. Hvorfor det netop er mig, din hengivenhed endte hos?”

[Blake af Jesla]

Han var ikke sikker på, hvor hendes spørgsmål pludselig kom fra, men han havde på fornemmelsen, at det var vigtigt for hende at få det rigtige svar. Han tog hendes hånd i sin og vendte den om, så han kunne stryge sine fingerspidser forsigtigt mod hendes håndflade. ”Der var noget i dig, som skabte resonans i mig allerede ved vores første møde. Mit hjerte har tilhørt dig næsten lige siden. Det.. Jeg kan ikke forklare det. Men det er ikke noget, jeg kan styre.” Forhåbentligt var det nok.

[Lyanna af Genlith]

Hendes blik søgte ned mod deres hænder. Det føltes så rigtigt, som hans fingre strøg langs linjerne i hendes håndflade. Det var jo dem. Det var jo sådan, det måtte være. Hans svar var ikke lige så velformuleret og velbegrundet som Anduos, men samtidig forstod hun det lige så godt, som hun havde forstået ambassadørens. For det var jo netop den følelse, hun selv sad med.

“Men…” indvendte hun alligevel i et forsøg på at være nogenlunde fornuftig omkring sin beslutning, “Er det nok til et helt liv sammen? Hvordan kan du vide, den følelse varer ved?”

[Blake af Jesla]

Hendes spørgsmål fik ham til at finde et varmt smil frem, som han bukkede sig ned og så op i hendes øjne. ”Det ved jeg bare,” svarede han mildt. ”Hvis jeg ikke skulle tro på skæbnen, når den banker mig i hovedet med en lægte, hvem skulle så?” spurgte han, mens smilet blev skævt. ”Jeg ved bare, at hvis jeg ikke vælger at tilbringe mit liv med dig, så vil jeg fortryde det for evigt. Det… Det ville knække mig.” Smilet fik et lille trist anstrøg, som han dog hurtigt tørrede væk igen.

[Lyanna af Genlith]

Hun havde næsten frygtet, at hendes spørgsmål ville gøre ham irriteret, men igen måtte hun indse, at han bare var blid og forstående, som hun havde håbet. Hvordan var det egentlig overhovedet endt der? “Du sårede mig den nat, Blake, det håber jeg, du ved.” Hun så alvorsfuldt op på ham, for selvom hans ord gjorde hende varm i maven og blød i knæene, måtte de stadig tale om det, der var sket.

[Blake af Jesla]

Han stoppede med at nusse hendes hånd, da hendes tale faldt på mere alvorlige ting. ”Jeg ved det,” svarede han roligt. ”Jeg kan ikke have det værre med det, end jeg allerede har det,” svarede han og sukkede så tungt. ”Hvis jeg skal være helt ærlig, så troede jeg, at jeg havde mistet dig,” et lille knæk i stemmen gjorde forestillingen fuldendt.