Livet på vejen

[Hale af Josdirk]

Nora af Stacine

19.marts, 528 M.T.

Det havde taget længere tid at komme fra Corus, end han havde forventet, men nu var de da i det mindste på vej. Det gik dog ikke hans næse forbi, at Nora var noget ubehageligt tilpas i sadlen, men han var nu stadig glad for, at de var rejst alene af sted. Det var både hurtigere og generede langt mindre sladder, end hvis de var taget af sted med et helt følge.

Det var aften på 3. dagen og de havde lige slået lejr for natten. Han havde skudt en hare tidligere på dagen og den lå stadig over sadlen på hans hest. De havde sådan set ikke brug for den, for de havde mad nok, men han hadede at få det der mad, som kunne holde sig en hel uge uden problemer. Lige nu var han dog i færd med at slå teltet op.

[Nora af Stacine]

Der var simpelthen intet, der kunne gøre Nora i elendigt humør som en dag på hesteryg, for slet ikke at tale om en rejse på ti dage. Hun hadede hvert sekund af det, men havde i det mindste fundet ud af, at det gjorde hende en smule mere behagelig, hvis hun lige skyllede sig lidt, når de gjorde holdt.

Med et tilfreds suk hang hun vandsækken tilbage i krogen i sadlen, hvor den havde hængt det meste af dagen, før hun vendte sig mod Hale, der slog teltet op. “Det bliver godt med er hvil,” konstaterede hun med et lille smil og forsøgte at forholde sig positiv, selvom hendes bagdel værkede efter tre dage i sadlen.

[Hale af Josdirk]

Han havde helt bevidst sat mængden af timer i sadlen ned til et minimum, fordi han vidste, at hun ikke var vant til det. Selv kunne han have taget turen på en uge, men det var der ingen chance for, at hun ville kunne holde til. Desuden så nød han deres lille rejse sammen. Det var rart at være uden for hverdagens stress og jag.

”Ja, det gør det,” svarede han med et smil, mens han slog en træpløk ned i jorden med en sten. ”Hvordan har du det? Er du ved at vænne dig lidt til det?” Reelt burde der nok gå et par dage endnu, inden det begyndte at blive bedre, men man kunne jo altid håbe.

[Nora af Stacine]

Det var næsten lige før en stor sten ikke langt derfra så komfortabel ud, men hun ville ikke svine sine skørter til og endte derfor i stedet med at lægge hænderne over sin bagdel uden på stoffet. “Jeg ved ikke, hvordan I gør der. Rider frem og tilbage i endeløse træk,” hun rystede på hovedet under en lavmælt, varm latter. Desuden vidste hun jo, at der var en årsag til, at de ikke tog vognen og at det i sidste ende var hendes beslutning.

“Men det er rart, at det bare er os…” Hendes blik hvilede tankefuldt på ham, mens han arbejdede. “Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst var alene.”

[Hale af Josdirk]

Han grinede let og rejste sig op, da teltet endelig stod oprejst. ”Vi bliver trænet godt og grundigt, mens vi stadig er så små, så vi ikke kan brokke os over det,” svarede han og grinede. ”Giv mig lige et øjeblik, så finder jeg stolene frem.”

Han gik hen til oppakningen, som stadig var bundet på hestenes bagdel. Her fandt han de to små trebenede stole, som kunne slås sammen til et lille bundt pæle. Han trak dem til sig og stillede dem frem foran teltet, så det stykke skind, som var fastgjort til toppen af de tre pæle blev spændt ud og udgjorde en siddeplads til dem hver.

[Nora af Stacine]

Hun smilede lidt af hans svar og ventede tilsyneladende tålmodigt på det, hun synes var en sølle erstatning for en stol. Men hun måtte nok bare erkende, at hun altid ville være for magelig til vejen. Da stolene først var blevet stole, tog hun plads med et lavt suk, der var lige dele begejstring over endelig at kunne sidde og irritation over den stolen. “Burde vi have taget en med til at hjælpe dig?” spurgte hun oprigtigt bekymret og så på oppakningen, der stadig var lettere end hun havde foretrukket.

[Hale af Josdirk]

Han gik hen og strøg hende over kinden en enkelt gang, mens han grinede let. ”Er du klar over, hvor mange gange jeg har gjort dette i min tid som ridder?” spurgte han og kyssede hende på panden. ”Sid du bare lidt her, så får jeg startet et bål og sat noget mad over.” Hun var ikke en kvinde, som var vant til vejens fornødenheder, men det var han. Og han kunne sagtens gøre dette for hende.

[Nora af Stacine]

“Sikkert for mange,” kommenterede hun med et legende glimt i de brune øjne, mens han gav hende både kærtegn og kys. Hun fulgte ham med blikket, mens han fortsatte arbejdet med lejren. Så kom hun på benene og hentede sit broderiprojekt fra en af sadeltaskerne. Nok vidste hun intet om bål og telte, men det betød ikke, hun bare skulle sidde og trille tommelfingre. Hurtigt fordybede hun i sit foretagende.

[Hale af Josdirk]

Han smilede underholdt og gik så i gang med at starte et bål og rense og flå haren. Da det var gjort, kom den over et spid og blev sat til at stege over bålet. Så tog han fat på deres tasker og fik bredt deres soveremedier ud inde i teltet og gjort klar for natten, så de ikke skulle gøre det, når natten først faldt på.

Inden længe bredte der sig en liflig duft på lejrpladsen og han sørgede for at have sin bue klar i nærheden, hvis nu duften skulle tiltrække rovdyr. ”Har vi mere af det brød, som Ninna sendte med os?” spurgte han, da det yderste af haren efterhånden havde fået, hvad den havde brug for.

[Nora af Stacine]

Der var noget rart og hjemligt over det, selvom scenariet var så langt fra hendes normale komfortzone. I det mindste duftede maden godt, kunne hun konstatere, mens hun skubbede nålen op og ned gennem stoffet i det fine små kryds. “Skal jeg se efter?” spurgte hun og havde allerede rejst sig og lagt broderiet fra sig, før han kunne nå at svare. Hurtigt fandt hun det. “Der burde være nok til i hvert fald et par måltider mere,” hvis de strak det lidt i hvert fald. Eller.. hun gjorde. Hale måtte jo være stærk og vågen.

[Hale af Josdirk]

Han nikkede og var ærligt talt godt tilfreds. ”Fint. Jamen så tror jeg, der er ved at være mad,” svarede han med et smil og fandt tallerkenerne frem, inden han gav sig til at skære små skiver kød af haren, som de ville kunne spise sammen med brødet. Det var langt fra deres normale standard, men det var trods alt tredje dag i streg nu, så han regnede ikke med, at Nora ville have et problem med det.

Snart efter spiste de og han bed nydende ned i et stykke kød. ”Det kan godt være, at det er forår og de endnu ikke har megen sul på kroppen, men sådan en nystegt hare slår altså bare alt andet vi har i de tasker der.”

[Nora af Stacine]

Det var godt, hun havde en bror som ham. Hun sukkede lavmælt og satte sig igen, mens han skar haren ud. “Jaaae,” hun trak lidt på der. Selvom haren selvfølgelig var bedre, var den slet ikke sammenlignelig med den mad, de normalt spiste. Eller hun normalt spiste, i hvert fald. “Det er godt, du er glad.” Hun smilede til ham, før hun igen tog en bid af kødet. Inden længe ville de være fremme og kunne tage hånd om Josdirk. “Vi burde tale om, hvad der skal ske, når vi når frem.”

[Hale af Josdirk]

Han kunne godt høre, at hun ikke var enig, men han smilede blot og blinkede drillende til hende. I hvert fald, indtil talen igen faldt på deres far og de problemer, han udgjorde. "Jeg ved det simpelthen ikke. Jeg kan ikke vurdere, ud fra Crowley's brev, om han angrer eller ej, denne gang.
Og før jeg ved det, kan jeg heller ikke vurdere, hvordan vi bør agere på det." Han så spørgende over på Nora, som altid havde været bedre til at aflæse følelser.

[Nora af Stacine]

Et suk blev kvalt, mens han svarede. Det var altid svært at vide med sikkerhed, om deres far angrede sine beslutninger og valg, der blev taget ud fra hans afhængighed, men.. Han var jo deres far. I stedet for at udtale sig om det, satte hun derfor i stedet den sørgelige undskyldning for et måltid fra sig og rakte ud efter ham, så hun kunne lægge en hånd over hans ene underarm. "Jeg er slet ikke i tvivl om, at du nok skal tage det rette valg i sidste ende," startede hun roligt og fortsatte så med et drilsk smil "Det er jo derfor, jeg er med."

[Hale af Josdirk]

Han trak på skuldrene og sendte hende et lille forpint smil. "Jeg håber, du har ret. Jeg er bare glad for, at du er med." Han gav hendes underarm et lille klem og besluttede sig for, at han ville forsøge at afslutte denne konflikt med deres fader en gang for alle. Så han ikke skulle udsætte hende for denne type usikkerhed i fremtiden.

*Tråd afsluttet*