En opfølgende snak [R]

[Natalie af Vårfos]

Natalie havde læst den omtalte bog om krig, sendt bud om, at hun glædede sig til at snakke omkring bogen. Der var blevet afsat tid til dette møde og hun havde en den forbindelse iklædt sig en smuk blålig kjole, dog med kappe over, da vejret udenfor stadig var meget koldt. Hun nåede Mindelans hus i Højager og gik op til døre for at banke på.

Der kom en tjener ud og lukkede hende ind. Hun gik indenfor og beholdte kappen på indtil døren var slukket helt bag hende. derpå tog hun kappen af og rakte den til tjeneren, som efterfølgende viste hende ind i den stue, Blacwin havde gjort klar til dem.

[Blacwin af Mindelan]

Pejsen inde i stuen knitrede lystigt, og tegnet på den varme som spredte sig, ilden blusede orange, og varmen var god i forårets dagen, som ellers havde tilbudt en masse regn. Der var to stole ved siden af et bor, hvor der stod en tjene og skænkede vin op i begge glas.
Blacwin rejste sig i takt med han hørte døren gik op, og bukkede elegant for Natalie og strakte armene ud til hver deres side, og henviste hende hen imod den store læderstol. Formelt og høfligt udbrød han.
"Nådigfrøken, en fornøjelse de kunne komme og ikke mindst de har læst bogen." han førte hende hen til stolen. Hans stemme lød afmålt og rolig imens han spurgte
"Fandt de bogen god?". Blacwin fik herefter selv placeret sig i den anden stol, som var ved hendes side.

[Natalie af Vårfos]

Det føltes rart at komme ind i den opvarmede stue. Hun gned hænderne, som for t få varme i dem, men forsøgte at skjule det med et smil, derpå nejede hun høfligt "Ridder Blacwin. Tak fordi jeg måtte komme" hun fulgte med ham og satte sig i stolen. Hun var egentlig ikke helt klar til at snakke om bogen, den havde været noget mere brutal end ventet. Det var dog ikke noget hun kunne komme udenom, så hun overvejede sit svar nøje inden hun svarede ham "Jeg ved ikke om jeg vil kalde den god. Lærerig jo, belysende også, men samtidig brutal og sørgelig. Det må have været en frygtelig tid" Hun kiggede ned i skødet, rettede en fold i kjolen og foldede så hænderne.

[Blacwin af Mindelan]

Han var meget direkte omkring hendes holdning til bogen, men han vidste også den gjorde et indtryk på de folk som læste den, det var det tættest litteratur man kunne komme på følelsen af at være i ægte krig. Det var naturligvis forskelligt fra krig til krig, men denne her beretning havde virkelig fanget Blacwin da han havde læst den.
"Beklager min hurtige spørgsmål, men jeg måtte erkende at være nysgerrig om hvad de syntes." sagde han roligt, inde han hørte om hendes holdning til bogen. Hans ansigt lyste næsten op, hun havde forstået det.
"Derfor mener jeg at størstedelen af mennesker ikke burde vide hvad krig indebærer. Dette er det tættest på virkeligheden, og alligevel så langt fra. Virkeligheden er meget værre." prioriterede han med et roligt blik, og tog en tår af sin vin.

[Natalie af Vårfos]

Så han havde altså været spændt på hendes holdning til bogen, det var alligevel lidt interessant. Hun spekulerede lidt på hvorfor, men lod det så ligge, da han tog fat i diskussionen fra sidst. Ja det havde været frygtelige ting at læse, men hun kunne ikke være enig med ham, ikke fuldkommen. "Jeg mener stadig folk bør være forberedt på, hvad der kan ske. Hvor galt det kan gå." Hun ville have det frygteligt med intet at vide, at leve som om verden var en lyserød blomsterhave uden fare. "Desuden tror jeg stadig på at vi kan og bør lære af de slag der har forekommet, så vi ikke laver samme fejl gang på gang" Hun vidste ikke meget om krigførelse, men i hendes hoved gav det mening at lade være med at lade ting gentage sig, som førte til krig.

[Blacwin af Mindelan]

"Jeg tror det er vigtigt at beskytte folket, og så få dem til at forstå at krig er en nødvendighed, men som de ikke skal se." sagde han med en rolig stemme. Han måtte erkende, at hun ikke var den værste at diskuterer med, tværtimod. Så havde hun nogle spændende holdninger, som han gerne ville høre mere om.
"De er yderst interessant nådgfrøken, sjældent man møder en kvinde, som vil diskuterer krig og dens påvirkning på befolkningen." han lød roligt og imødekommden, måske lidt noget andet i forhold til det hun havde hørrt første gang.

[Natalie af Vårfos]

Natalie smagte lidt på hans ord, og kiggede så vurderende på ham "Hvordan skal kunne forstå at krig er en nødvendighed, hvis vi ikke får lov at se, hvad det er?" Spurgte hun ganske roligt. Hun begyndte at forstå hans ståsted, men mente at han gjorde folk en bjørnetjeneste. Hun tænkte en tanke igennem før hun sagde det højt. "Godt. Forestil dig en ridder. Han er gift med en Komtesse. Fortjener hun ikke at vide, når hendes mand bliver kaldt i krig? Ville du foretrække at din hustru sad hjemme i uvidenhed mens du var i krig, eller at hun havde lidt viden om, hvilke fare du stod over for?" hun vidste udmærket hvad hun selv foretrak. Uvidenhed var en frygtelig ting, det satte hurtigt tankerne i frit løb.

[Blacwin af Mindelan]

"At forstå det er en nødvendighed og at se det, er to vidt forskellige ting." lød det protesterende fra Blacwin, som virkelig syntes at det var to forskellige ting. At forstå at det var for det bedre, gav dig selv, hvorimod at se det kunne give ar på sjælen. Dog ville han gerne høre hendes vurdering af hvordan man skulle tackle sådan nogle situationer.
"Naturligvis skal hun vide, hvis man drager i krig." lød det ganske roligt. "Hun behøver ikke at vide, hvis man skære halsen over på en. Slår folk ihjel." spurgte han.

[Natalie af Vårfos]

Det virkede ikke helt som om de snakkede om det samme længere. Det Blacwin snakkede om var mørkt og dystert. Natalies søster dukkede om i hendes tanker, hun var ridder, og sammen med de Blacwin netop fortalte, lukkede hun øjnene. Nej den tanke var bestemt ikke rar. Den var faktisk ganske modbydelig.
Efter lidt tid åbnede hun igen de blå øjne og kiggede på ham "De må ikke tro jeg er naiv nu, men jeg håber da man i de fleste tilfælde forsøger på en mere mild mode end..." Hun havde ikke rigtig lyst til at sige det "... Skære halsen over på folk. Krig handler vel også om ære. Både for de tabende og for de vindende?" Hun kiggede ned i sine hænder "Jeg er ikke sikker på jeg ville kunne holde af en mand, der brutalt og nådesløst dræber, bare for at vinde en krig."

[Blacwin af Mindelan]

"Nu må de heller ikke misforstå mig." lød det hurtigt fra Blacwin, som sendte hende et beroligende blik. Det var naturligvis den barske sandhed, men det var også ærefuldt at gå i krig, at kæmpe for sit land bragte ære til familien. Et beroligende ansigtsudtryk gled ned over Blacwin, som nikkede. "Der er masser af ære i at drage ud for kronen." sagde han og drak en tår af sin kop. Han selv havde nydt at være i krigen, der var så mange fantastiske muligheder for at udvikle sine evner. Blacwin havde aldrig følt sig mere hjemme, end når han sov i et telt nær slagmarken.
"Om man drager ud for Tortall eller Maren, så drager du ud af en grund. Det er som regel for at beskytte det rige man kommer fra. Det er for at beskytte de mennesker man har kær." han lagde koppen fra sig, og kørte en hånd igennem hans lyse hår.
"Hvis du finder dig en mand som har været i krig, så har han også gjort ting som du ikke vil bryde dig om. Som at slå ihjel, for at vinde den krig man bliver bedt om at vinde for kronen." forklarede han.
"Dystre tanker, men ikke mindst sandheden." lød det ærligt. "Heeh.. Heldigvis er der ingen krig på nuværende tidspunkt." lød det fra en Blacwin, hvis øjne søgte mod hendes.

[Natalie af Vårfos]

Natalie sad helt stille mens hun bare lyttede på ham. Hvorfor skulle han og have den indgang til det? Det var slet ikke sådan det skulle have været. Hun kiggede dog alligevel op og fangede så hans øjne "Lige nu har jeg ingen mand. Så det er ret nemt. De fleste jeg har mødt har end ikke været riddere, men vi må vil se hvad tiden bringer" hun tog med en meget rolig bevægelse fat om koppen det var stillet til hende og løftede den op til munden, hvor hun nippede lidt til væsken.
"og de?... har de?.... hun kunne ikke rigtig få ordene frem "når De en dag finder en hustru, vil de så fortælle hende om Deres bedrifter som ridder?" spurgte hun i stedet.

[Blacwin af Mindelan]

Blacwin var meget bestemt på dette område, da han havde set hvor slem verden kunne være. Han havde set hvad krig gjorde ved mennesker, og ikke mindst hvordan det var at se og slå mennesker ihjel. Dette var forfærdeligt, dog var det der han følte sig mest hjemme. Han ville gerne beskytte folk fra krigens grumme handlinger..
Dog var han altid interesseret i at lytte til andre, prøve at forstå andre og se om man kunne udvikle sig som menneske, det var jo trods altid det alle burde forsøge at gøre.
”Beklager, jeg mente naturligvis en mand generelt, som har oplevet krigen tæt på.” sagde han med en langt mere behagelig stemmeføring, end han havde haft før over for hende. ”Desuden er jeg sikker på de nok skal finde en husbond.” sagde han med et smil.
Blacwin tog en dyb indånding og så på hende og måtte trække på smilebåndet.
”En trolovet, kone? Nej det har jeg ikke.” sagde han og smilte. ”Ja, det ville jeg mene. Hun ville få det af vide, som jeg ville kunne fortælle.” det var måske en anelse mere kryptisk sagt, end han ville have det til at fremstå.

[Natalie af Vårfos]

Det var blevet et svært samtaleemne. Slet ikke den del af krig Natalie interesserede sig for. Faktisk var hun blevet ganske utryg ved deres samtale. "Det lyder frygteligt, alt det De fortæller" sagde hun med et trist blik i øjet. "hvis jeg må være helt ærlig overfor Dem, så var der afsnit i bogen jeg ikke læste. Det var simpelthen modbydeligt. " Der havde været afsnit omkring hvordan uskyldige var døde i borgerkrigen, børn og kvinder, folk der var blevet dræbt uden ære.

Derpå forsøgte hun at skifte emne, bare lige for en stund "Ja en husbond. Jeg har allerede nogen i overvejelse, men jeg ved ikke rigtig. Måske hvis jeg er heldig er der en af dem der også ser i min retning en dag" hun var ikke god til det spil, men hun forsøgte sig alligevel af og til og nu kiggede hun på Blacwin i håb om at se om han viste tegn på jalousi, men frygtede samtidig om det bare ville feje ham af banen.

[Blacwin af Mindelan]

Blacwin så på Natalie og nikkede, han kunne godt fornemme at hun ikke i virkeligheden ville høre om hvad der skete i krigen, men den romantiserede del var udmærket. Det var ikke nyt for Blacwin, sådan opfangede han de fleste folk reagerer når man viste dem, hvad sand krig var.
”Lad os vende disse dystre tanker mod noget mere positivt.” sagde han hurtigt, og tog en tår af vinen inde han lyttede til emneskiftet og han nikkede.

Da deres næste samtaleemne forsatte i det samme spor, om ægteskab – kunne Blacwin godt mærke at han gerne ville vide hvem hun havde i overvejelserne. Han rynkede på næsen og spurgte hurtigt ”Hvem har de tænkt på?”
Blacwin vidste at han nok godt kunne diskutere sig til at være med til, at bestemme hvilken kone han skulle have. Dog vidste han også at et godt match var alfa-omega.
"Er altid sundt at vise interesse i nogen. Så er det interessante om fædrene kan enes." lød det grinende.

[Natalie af Vårfos]

Godt så. Blacwin havde ret i at krig med et dystert emne og muligvis ikke for alle. Det havde hun dog ikke lyst til at indrømme. Hun holdte også stadig fast i at alle kunne lærer noget af krig og burde kende til omstændighederne, men ikke nødvendigvis detaljerne.

Derfor var hun også glad for at han medviljede i at ændre emne. Det var dog ikke helt let at vurdere hvad han tænkte. Hun prøvede derfor forsigtigt at omkredse emnet. "Der er et par stykker på universitet, der ville være interessante" startede hun ud og tænkte egentlig mest på Marcus. Så kiggede hun på ham " Min søster så dog helst at jeg fandt mig en ridder" fortsatte hun så. I et my af et sekundet strålede hendes øjne ved ordet ridder, men før man kunne bide mærke i det, slog hun blikket ned på sin kop og drak lidt deraf. Derpå stillede hun koppen fra sig igen "Ja eller bare om ens fader har samme ide. Jeg ved ikke hvor glad han er for Naxen." fik hun så alligevel sneget med en. Bare lige for at mærke fornemmelserne.