En snak mellem fætre

[Valon af Prinshold]

Larkin af Stenbjerg

Så smukt som efteråret kunne være, ligeså ubarmhjertigt kunne det også være. Nogen dage så man hvordan livet blomstrede op, hvordan træerne begyndte at blive grønne igen, blomsterne kæmpede sig op igennem jorden, og solens stråler gjorde folk glade og bragte varme. Ligeså fantastisk det var, ligeså gråt kedeligt og vådt kunne det være.

Regnen væltede ned over Corus og skyerne var grå og dystre. Højagers gader var næsten øde på nær de forskellige tjenestefolk, som var blevet bedt om at løbe ærinder. De normalt så fine veje blev ramt af vejret, og mudderet hang på tjenestefolkenes kapper, nogle var drivvåde – tydeligvis efter et længere ærinde. Dette var efteråret.
At regnen piskede ned rørte ikke de tre mænd, som red igennem Højager. Det var tre skikkelser alle iført blå kapper, den som red forrest havde også linjer af guld, som viste at han ledte dem. De to bagerst red begge på to vallakker, og var iført en tyk kappe, som holdte dem varme imens regnen piskede ned over dem. Den ene var stor og muskuløs, lignede en som havde set krigen mod Maren lidt for tæt på, da hans ansigt havde ar fra noget som godt kunne ligne krig. Den anden var en høj mand, med mørkt langt hår, som var bundet sammen i en knold. Han kropsbygning var så massiv, at man kunne undres over hvordan hesten formåede at ride med ham. Begge to så hverken behagelige eller rare ud, tværtimod lignede de nogle som man helst holdte afstand til. Dog red de tydeligt bag skikkelsen med den gylden blå kappe.
Den forreste skikkelse havde en langt flottere kappe på, og hans ride støvler så også mere velplejet ud end de to andres. Kappen dækkede ind over ham, og holdte regnen for at ramme hans tunika inde under. Hovedet var dækket af en hætte, som også skjulte hovedet. Dog indikerede farverne at det var en Prinshold, den eneste Prinshold som var i Corus på nuværende tidspunkt var Valon.

Valons kolde blå øjne hvilede bevidst ud mod vejen, hvor han red ind mod en stor og prægtig villa, som tilhørte hans fætters familie, Stenbjerg. Han havde aftalt med sin fætter Larkin, at de skulle mødes til en let frokost. Det var trods alt også et stykke tid siden han havde set Stenbjerg brødrene, og det var altid vigtigt at passe sin familie og alliancer.
Da Valon red ind på Stenbjerg familiens plads, så han en ung knægt komme løbende ud for at tage imod deres heste. Da den unge knægt havde taget fat i tøjlerne på Valons hest, lod han sig glide ned af hesten og mærkede hvordan han sank lidt ned i mudderet. Han bevægede sig med hurtige skridt hen imod døren, samtidig fik han trukket hætten af hovedet, som fremviste et lyst ansigt, blå kølige øjne og et velklippet lyst hår.

[Larkin af Stenbjerg]

Larkin gjorde en let bevægelse med hånden, så båndet rejste sig lidt op fra bordpladen. Den lilla Gave lå om fingrene, imens han øvede sig i at styre båndet, der begyndte at bevæge sig, som en slange.
En tjenestepige stak hovedet ind i stuen for at fortælle, at der var blevet rettet an, og at gæsten var ankommet. Larkin trak Gaven tilbage og samlede båndet op for at stikke det i en lomme. Han gik ind i spisestuen for at sikre sig, at alt var som det skulle være, og imens gik tjenerne ud for at åbne for Valon og tage imod hans overtøj.
Larkin kom selv ud i hallen kort efter og lyste op i et smil, imens tjenerne rendte af sted med kapperne. ”Goddag, Valon,” hilste han og rakte armen ud for at gribe om Valons arm i den traditionelle hilsen.

[Valon af Prinshold]

De to folk som havde fulgt Valon med blev henvist til stalden hvor de ventede, imens forsvandt Valon ind af hoveddøren. De to mænd fik hoppet af hesten, og fik bundet den fast inde de satte sig på to tønder og indledte en samtale.

Døren lukkede bag Valon, som løsnede sin kappe og gav det til en tjenestepige, og trådte ind i entréen, hvor han kørte hånden igennem håret og over hovedet, først for at sætte håret på plads – det andet for at fjerne de sidste regndråber som sad i panden. Han rettede på sin tunika, hvorefter han vendte blikket mod stedet. Det var sandelig i Stenbjerg familiens ånd dette hjem. Mens de kølige øjne vandrede hen over væggene, blev hans hænder samlet foran sig.
Tunikaen var polstrede for at holde varmen, og den var blålig i farven og velplejet, den så næsten ny ud, dog uden at være det. Valon krævede at alt sit tøj så nyt ud, hver gang han tog det på. Var der de mindste fejl, måtte det blive syet om.
Valon havde ikke sit sværd med i dag, det var der ingen grund til nu når han blot skulle besøge sin fætter, dog havde han altid sin kniv som sad på ryggen af ham. Kniven sad i sin skede på ryggen, knivens skaft var en slange som snurrede sig rundt om en gylden pind. Der var en række ædelsten i, som viste den tilhørte adlen. Hvis man vidste noget om dyr, og specielt sydlige dyr – så ville man kunne genkende slangen til at være en Taipan.
Under krigen mod Maren havde rygterne begyndt at køre om Valon brugte gift i kamp, dog blev det aldrig bevidst, men et navn var født. Mange kaldte i dag Valon Taipan.
De kølige øjne vendte sig mod en genkendelig skikkelse. Han sendte et anerkende nik til sin fætter Larkin, inde han greb fat om sin fætters arm og hilste på ham.
”Larkin, håber jeg kom på et passende tidspunkt?” spurgte han formelt, inde han sine blå øjne hvile på skikkelsen foran sig.

[Larkin af Stenbjerg]

”Naturligvis,” svarede Larkin med et skævt smil og slap Valon igen, da de først havde hilst på hinanden. ”Der er netop blevet rettet an til os i spisestuen.” Han viste vej ned af gangen og ind i den lille spisestue, som blev brugt til mindre sammenkomster. Familien spiste sjældent sammen, så rummet blev kun brugt til gæster. ”Jeg håber, at du har det fint med suppe. Jeg tænkte, at det passede godt til vejret.” Han slog sig ned på sin plads og gjorde tegn til, at Valon også kunne tage plads. ”Sig mig så, hvordan det står til i Prinshold?”

[Valon af Prinshold]

Hans blik hvilede på Larkin, som han sagde det var i orden at han var kommet nu. Hans greb om Larkins arm blev langsomt løsnet, takt med at Larkin slap hans arm. De havde kendt hinanden i en række år, og han vidste ikke om Larkin kunne læse hans udtryk i ansigtet, men et anerkende nik blev givet, i takt med han blev vist ind mod den lille spisestue.
”Det lyder passende. Vejret er ikke just interessant i dag.” lød det ganske formelt, imens han fulgte med Larkin ind i den lille spisestue.
Valon satte sig ned, da Larkin havde sat sig til rette. Han trak stolen hurtigt ind under sig, imens hans blik kortvarigt var nede på ham selv, inde det gled over på Larkin. Hans spørgsmål om Prinshold var interessant. Hans far holdte sig i fin form, men var gammel. ”Hertugen har det fint, trods alderen naturligvis begynder at sætte sin påvirkning.” hans stemme indikerede ikke nogen følelse over for sin fader, men han havde respekt for sin far – da han var hertugen, og han havde lært ham mange af de ting han kunne i dag. Han havde givet ham muligheden for at lære det han yderlige havde lært. ”Hvad med dem, hvordan går det med Stenbjerg?” spurgte han roligt, og satte sig til rette. Hans fader havde på det seneste snakket om han gik og pønsede på at finde ham en hustru, men Valon havde blot informeret sin far, at han måtte tage kontakt til ham når han havde fundet en passende kvinde. Valon havde selv en række krav til sin kommende kone, som han havde luftet for sin far for nogle år siden, men nu måtte fremtiden jo se om han havde hørt efter.

[Larkin af Stenbjerg]

Han tog sig ikke af Valons formelle tone det meste af tiden, men han sukkede alligevel let til sidst. ”Valon, jeg er din fætter. Ville det dræbe dig at være dus med mig?” spurgte han med et skævt smil. Bare fordi han var hertug, betød det da ikke, at hans familie skulle være dis med ham. ”Men det glæder mig da at høre det. Jeg hører også, at det varme klima syd på skulle være ganske sundt for de ældre generationer.” Ikke at han som sådan gik op i, hvorvidt onklen var død eller levende. ”Hm, det har været en hård vinter,” svarede han så, da spørgsmålet blev vendt mod Stenbjerg. ”Der var lidt bekymring for vores kornlager en overgang, men vi klarede os.” Sådan var det nu engang i de nordlige områder. Man skulle kæmpe sig gennem vintrene nogle gange.

[Valon af Prinshold]

Valon havde altid været den som beholdte traditioner og den formelle tone, mest af alt fordi at han lærte af sin far aldrig at tiltale ham som far, men derimod som deres højhed. Dette satte et spor i Valon om, at aldrig glemme folks rigtige titler eller man sagde de. Dog.. Nu når Larkin bad ham om det, så ville kom der hans version af et grin, som samtidig også kunne lyde som et fnys - dog vidste hans familie godt, at han stort set aldrig grinte. Han nikkede som svaret, imens han samlede hænderne foran sig.
"Ja, det kan du have ret i." lød det ærligt fra Valon som vendte blikket imod døren kort, han så hen på sin kop og blikket gled op på Larkin igen.
”Må være en kombination af varmen og havluften, som gør han lever i det som føles evigt.” Det var ikke fordi at Valon var fuld af humor, det han betegnede som sin humor ville andre anse som mærkeligt. Så denne joke var måske nok tør, men Valon fandt den inderst inde meget sjov. ”Så har min moder også beklaget sig over manglen på børnebørn fra min søsters side, manglen på kone fra min side.” et svagt skævt smil formede sig på hans læber. Hvis man ikke Larkin havde kendt Valon, så kunne det måske forstås som et arrogant smil, dog var det blot Valons måde at smile på. Det skete trods alt så sjældent, og hans adels ansigt forsvandt sjældent, så derfor blev hans smil et sjældent syn.

”Vinteren har generelt været hård ved en række forskellige len. Jeg hørte af de har haft problemer i Mindelan med et skaffe fisk nok over vinteren.” lød hans frysende stemme, som dog var utrolig afslappet i selskab med sin fætter og ikke nær så spydig, som den normalt ville kunne være.
”Men godt at høre, at i kom igennem den. Hvordan har..” han skulle til at se deres, men ændrede det så hurtigt til ”din bror det?”

[Larkin af Stenbjerg]

Han grinede let og nikkede. ”Så er det godt, at han kan lade dig tage hånd om tingene her i Corus.” En tjener serverede suppe og brød for dem og stillede sig så ude ved væggen. Klar til at springe til, hvis mændene skulle mangle noget. ”Mødre kan være noget snagende på det punkt,” medgav han med en let hovedrysten. Han kommenterede ikke på Cyntheas problem. Der var en uhyggelig tendens for tiden blandt de nye hertuginder. Ingen af dem var med børn – inklusiv Larkins egen hustru.
Han nikkede lidt til snakken om Mindelan og smagte på suppen. Den varmede heldigvis dejligt på en kølig dag. ”Kieran har det som blommen i et æg – som sædvanligt,” fortalte han så med et skævt smil og et let latter. ”Han nyder sin position som andenfødt.” Kieran var en livsnyder af stor kaliber, og det havde altid været ganske tydeligt, at han var ganske tilfreds med ikke at have det ansvar, der hvilede på en hertugs skuldre. Det hjalp nok også på det, at Larkin gav ham alt, hvad han ville have.

[Valon af Prinshold]

Valon nikkede til hans svar på, at hans fader kunne lade ham om tingene i Corus. Hans far var fra den ældre generation, og derfor var han godt tilfreds med hvordan tingene hang sammen lige nu. Han skulle ikke ud og udvikle lenet, men der kom Valon ind – som var meget ambitiøs og handlekraftig på sin faders vegne. Dog blev mange beslutninger taget uden om hans fader, brikkerne blev rykket på konstant, og positionen i Prinshold blev bedre, dog langt fra god nok.

Valon lod tjeneren serverer suppen, og tog ud efter glasset med vin og tog en tår af den. Den let syrlige spredte sig i munden, for så at lægge sig som et tæppe ned over tungen med en sød undertone. Et tilfreds nik kom til syne, inde hans blik gled over på sin fætter.
”Korrekt, dog ser jeg ingen grund til jeg skulle fremskynde et giftermål. Kræver trods alt den rigtige hustru.” lød det kort. Man blev trods alt ikke gift på grund af kærlighed, som ellers mange digte og sange sagde. Tværtimod, så blev man gift for at skabe alliancer og sikre sit lens overlevelser, derfor var det ikke en beslutning som man selv tog i sidste ende, men noget ens fader blev enig med den potentielle hustrus fader. ”Dog ser vi flere og flere arvinger med hustruer” lød det afslappet, inde Valon brækkede sit brød og dyppede det i den varme suppe. Hans blik hvilede først på brødet og derefter på Larkin.

Valon kendte ikke selv til, at være anden fødte. Han var selv arving og vidste hvilke forpligtelser der var med den rolle. Hans bror Kieran havde altid haft det let mere let, end Larkin – havde det virket til. ”Jeg har ingen yngre brødre, men ville kunne forestille mig at en anden født tager det mere roligt, end os første fødte. Som forstår ansvaret vi bær.” lød det roligt, inde han satte skeen ind i munden, og smagte for alvor på den varme suppe. Ikke værst…

[Larkin af Stenbjerg]

Han løftede et øjenbryn. ”Det er selvfølgelig sandt, men der er også sådan en ting som at vente for længe. Man kan risikere, at gode partier allerede er blevet taget.” Det gjaldt om at slå til, når man så en god mulighed. Det vidste hertugen af Prinshold selvfølgelig godt allerede, men derfor påpegede han det nu alligevel. ”Det ville ikke skade, hvis du selv kiggede dig lidt omkring. Der er trods alt mange ugifte komtesser her i byen.” Valon havde sådan set bedre muligheder for at finde en god kandidat, siden han var i Corus og kunne se kvinderne an.
Han pustede lidt på sin ske og tog endnu en mundfuld suppe. Angående Kieran trak han lidt på skuldrene. ”Det er de andenfødtes ret. Kieran hjælper mig hist og her med driften af Stenbjerg, men jeg ønsker først og fremmest at se ham leve det liv, som han ønsker sig. Så længe han hjælper med at sikre lenet en god alliance i fremtiden, har han udført sin pligt upåklageligt.” Så sendte han fætteren et skævt smil. ”Det har din søster allerede klaret glimrende.” Hun havde trods alt sikret Prinshold en alliance med Macay.

[Valon af Prinshold]

”Det har du fuldkommen ret i, dog er mange af de gode partier fra de forskellige familier taget.” sagde han afslappet, og lod et stykke brød dyppe i suppen, hvor det så sugede en masse suppe med op. Han lod et glide ind i munden, og smagte det bløde brod sammen med suppen, det var en ganske udmærket mad. Valons hånd greb fat rundt om sin kop og tog endnu en tår af sin vin, han lagde det pænt tilbage på bordet på anden side af tallerken.

Det var sjældent dårlig mad man fik hjemme hos andre adelige, kun nogle enkle gange hvis man skulle smage noget underligt som fårehjerne eller andre egnsretter. Selv praktiserede de ofte at lave en masse fisk og skalddyr, da det var en af Valons livretter. Specielt skaldyr og vin.
Valon nikkede til sin fætter og lod skeen glide igennem suppen.. ”Så længe han bringer alliancer og hjælper familien. Så skal han jo også nyde livet.” det var tydeligt han var enig med sin fætter, dog var han en anelse overrasket over han lod sin bror leve så meget livet, personligt hvis han havde haft en lillebror, ville han have svunget pisken lidt mere, og sikret sig han gjorde familien ære.
”Hvad med din hustru Larkin, hvor er hun i dag?” spurgte han imens han tog skeen i munden, og fik spist lidt mere af suppen.

[Larkin af Stenbjerg]

”Det har du ret i,” nikkede han eftertænksomt. ”Jeg mener dog, at hertugen af Vårfos har en søster, der endnu ikke er lovet væk.” Underligt nok var det ridder-søsteren, der havde skaffet sig en forlovelse, og ikke den yngste, der var en komtesse.
Igen nikkede han lidt til Valons ord, men kommenterede ellers ikke på det. Kieran var et emne, som han sjældent gik alt for meget ind på. Da Myrilla uundgåeligt blev bragt op, fastholdt han et ubekymret smil. ”Hun er på universitetet i dag. Hun er i gang med sin mestergrad i alkymi,” svarede han afslappet. Han brød sig ikke selv om det, men han kunne aldrig drømme om at vise det til andre end hustruen og Kieran. Det ville bare få det til at se ud, som om der var splid i husholdningen. ”Hun er vist ganske gode veninder med din søster,” bemærkede han så.

[Valon af Prinshold]

Vårfos familien kendte han bestemt godt, en familie som var en del af den royale indercirkel. Det ville måske være en god match? Det vidste man aldrig, dog i sidste ende var det ikke Valons valg. Det var hans fars interesse og valg i sidste ende, som bestemte hvad der skulle ske med hans fremtidig viv, men dog ville det bestemt være en god match. En magtfuld alliance, som potentiel ville kunne give både økonomisk og ikke mindst magtfuldt løft. Dog skulle man aldrig set sig blidt på en enkel komtesse.

Valon nikkede til ham, og spiste lidt mere af suppen. ”Ja, hvis min viden er korrekt. Er komtessens navn vist nok Natalie af Vårfos.” mere vidste han ikke om hende, hun var en række år yngre end ham selv, og hun havde en søster som var ridder. Han havde mødt dem et par gange, til højtidelige selskaber, som bal og andet hvor folk havde fået nogle kopper vin.
Valon spiste og nikkede til da han fortalte om hans kone. At hun gik på universitet var ikke noget han selv bifaldet. Der var mange andre ting, som en kvinde kunne gøre end at studerer, selvfølgelig var det naturligvis lidt svære at overbevise ens kone om det, kunne Valon forestille sig.

”Min søster har også altid haft let ved at få venner.” lød det, efter han lagde sin ske i tallerken. Hans søster havde altid været ganske god til at kunne snakke med folk, og blive venner med dem. Dette var ikke noget som undrede ham, at Larkin sagde at hans kone og Valons søster var gode venner.
”Men flot med en mestergrad, så må du også være stolt.” spurgte han opfordrende, for at høre om Larkin var ligeså glad for det, som han i sidste ende prøvede at lyde.

[Larkin af Stenbjerg]

Han spiste, imens Valon talte og tog så småt selv hul på brødet. Komtesse Natalie kendte han ikke meget til, så han nikkede blot lidt. ”Ja, Cynthea er et ganske betagende selskab.” Han kom selv fint ud af det med kusinen. De havde dog ikke rigtig set noget til hinanden, siden hendes bryllup. Han smilede ved bemærkningen om Myrillas studier. ”Det er jeg bestemt. Jeg ved, at mange nok vil foretrække en ung hustru, der netop har gjort sin debut ved hoffet, men jeg nyder nu at have en hustru, der formår at underholde mig i en samtale.” Han iagttog Valon med en interesseret mine. ”Hvilken slags hustru, kunne du selv tænke dig?” spurgte han smilende.

[Valon af Prinshold]

Valon så ned på tallerken og fik lige slugt en skefuld af suppen. Den voksede endnu mere på ham i smagen, og han nød virkelig at sidde her og hygge sig med sin fætter, dog gav han ikke synderligt udtryk for hans følelser. Det ville Valon trods alt aldrig komme til.
Han smilte til ham, og tog en tår af sin vin, inde han greb fat i servietten og tørte sin mund. Hans søster var en interessant karakter, men som bestemt også var en kvinde. Valon havde altid haft en slags rivalisering med hende, uden egentlig at vide hvorfor? Valon vidste dog inderst inde godt, at hun vidste at han var arving og dermed vigtigere, hun var trods alt blot en kvinde.
”Hun har altid været en interessant karakter.” hans ord var meget hurtige og resolut. Han holdte af sin søster, ikke blot på grund af sin familie – men også på grund af de voksede op sammen, tæt sammen. Han savnede hende faktisk engang imellem, men han sagde dog intet til nogen om det.
Han nikkede til sin fætter om Myrilla. ”Det er forståeligt, nogle komtesser kan være.. en anelse kedelige.” sagde han roligt, inde han spiste det sidste af sit brød. Han var dog ved at kløjs lidt i brødet, da han spurgte om hvilken hustru han ville have. Han drak hurtigt sin vin, og fik slugt brødet.
”Hvilken kone jeg ville fortrække.” sagde han kort, og så tænkende ned på maden. Valons så op på sin fætter, og svarede med sin fjerne stemme.
”Stærk familie, intelligent, en god hustru, forstår sine pligter.” i bund og grund remsede han bare det op, som man skulle sige. Derfor kom Larkin måske ikke så tæt på hvad han reelt ville have, men Valon havde altid været en mand af pligt, fremfor fornøjelse.