Et glædelig gensyn

[Valon af Prinshold]

Vivienne af Genlith

Foråret var glædet ind over Tortall. Fuglene begyndte at kvidre tidlig morgen, det var lyst i længere tid. Varmen begyndte så småt at sprede sig og give sin kærlighed til de mange træer, blomster og buske som efter en hård vinter hungrede solens stråler. Forår var jo den milde og lyse tid, den tid på året hvor naturen vågnede og livet begyndte.
Det var midt på eftermiddagen og solens stråler kærtegnede Valons ansigt. Varmen ramte ansigtet, gjorde huden godt. Det føltes godt, at stå i solen og mærke den. Det kongelig palads haver var utrolig smukke, det var altid et fascinerende tidspunkt at skulle gå en tur der, når foråret ramte. Der skulle være et særligt liv over haverne.

Valon var ikke gået mere end fem minutter, hvor hans stolte og til tider ubehagelig udstråling fik folk til at hilse høfligt. Der var ikke mange folk i haverne denne eftermiddag, og Valon gjorde også sit for at hilse høfligt igen. Han kendte til skik og dannelse, derfor vidste han præcis også hvordan man sagde de rigtige ting og bestemt også hvornår, dog gjorde det ham ikke til personen som bare væltede sig i venner. Tværtimod, så var et venskab en investering, noget som skulle kunne betale sig på sigt. Der var ingen grund til, at være venner med en som ikke kunne bruges. Det hele handlede om hvordan man anskuede verden, og i Valons optik så var hele verdens hans skakspil.

Hans blå øjne så dømmende rundt på planterne, som om han ville kunne finde en fejl i selv det smukkeste. Han stoppede kort op ved et springvand, hvor man kunne se solens afspejling, det vakte kort minder tilbage fra en forældreløs barndom, hvor han huskede en sø hans søster og ham ofte svømmede i. Man kunne dog ikke blive ved med at hænge sig ved gamle minder, som var før man endnu var en mand. De blå øjne var blødt op i et splitsekund, hvorefter hans karakteristiske adels ansigt kom frem igen, og han vendte blikket imod stien som førte videre ind i haverne.

[Vivienne af Genlith]

Vivienne havde altid holdt af foråret mere end de andre årstider. Det spirende liv over alt lovede nye begyndelser over alt og gjorde hende altid let om hjertet. Dette forår var hendes første som enke, men de nye begyndelser gjaldt også hende selv og hun kunne ikke lade være at tænke over, at Travis havde vist sig mere interessant end hun i første omgang ville have troet.

Hun havde besøgt en bekendt der for tiden opholdt sig på paladset og besluttet at gå en tur i haverne før hun vendte tilbage til sin families hus i Højager. Nok var der også en have der, men ikke en der kunne måle sig med paladsets. Den nu afdøde dronning havde altid sørget for paladsets haver var holdt perfekt, og det så ud til hendes søn kongen, ville fortsætte med det.

Som hun rundede hjørnet ved en høj hæk, stoppede hun så brat, at det kunne høres tydeligt i gruset under hendes støvler. Hun var klar over hun næppe var alene i haven, men Valon var den sidste hun havde forventet at støde på. Hun rynkede brynene og begyndte at vende sig væk før han måske så hende, men bandede for sig selv, da han netop vendte sig væk fra springvandet på samme tid. I stedet trak hun det varme sjal tættere omkring skuldrene og fandt sit sædvanligt, klædelige smil frem "Ridder Valon.. jeg ville ikke have taget Dem for et havemenneske." hilste hun høfligt, selvom de under fire øjne, havde været dus længe. Den formelle tiltale hjalp til at skabe afstand.

[Valon af Prinshold]

Lyden af fuglene som fløj rundt i haven, kunne gøre de fleste afslappet, men ikke Valon som altid havde et vågent øje med hvad der foregik omkring ham. Han betragtede vandet, og lagde mærke til en fisk som svømmede rundt i vandet. Det var ikke fordi at Valon var meget bekendt med fiskene som svømmede i haven. De blå øjne hvilede på hvisken, men mærkede interessen i fisken forsvandt hurtigt.
Hans blik gled dog lynhurtigt op på skikkelsen, som lavede lyden af grus som blev kværnet sammen. Hans blik hvilede på en lyshåret skikkelse, et par ældre end ham selv. Dog havde de et ganske nært forhold, på alle måder som disse ord omkredsede, måske på nær følelser? Deres forhold havde trods alt været fysisk, og måske gået lidt ud over stregen? Dog var det ikke noget som påvirkede Valon synderligt, tværtimod.
Som så mange gange før gled hans kølige blå øjne op mod Viv. Hun blev lige vendt og drejet, situationen blev lige vurderet og han nikkede hovedet høfligt.
"Nådigfrøken Vivienne." hilste han høfligt, og gik med målbevidste skridt hen foran hende, lyden af de tunge støvler som gned ned i gruset kunne tydeligt høres.
Valon lod sine hænder glide op på ryggen, hvor han samlede dem imens han gik imod hende, hans sværd hang ved hans side, håndtaget på sværdet var smukt. Klingen var smedet fast i det som lignede en slange der åbnede sin mund.
På lænden sad en kniv, hvis håndtag var en slange, som havde snoret sig rundt om en pind. Kniven var tydelig spids, og smal. Perfekt til at ramme mellem folks ribben.

"Jeg hørte de var i Corus" lød det kort, imens det så ud som han ledte efter et kompliment til hende. "Det glæder mig at at se de har det godt." lød det med hans autoritære stemme, som måske virkede mere distancerende end nødvendigvis. Han var ikke god til komplimenter, han sagde dem aldrig og de komplimenter blev ofte noget helt andet, men hvis man kendte ham som person - så vidste man også hvornår han sagde et kompliment og hvornår han ikke gjorde.

[Vivienne af Genlith]

Valons blik fik hende til at krympe sig indvendigt, men hun var om noget en god skuespiller og lod ingen af sine virkelig følelser være tydelige på sit ansigt. Hun nejede let og samlede så hænderne foran maven, så sjalet stadig var klemt fast under hendes arme og ikke gled ned "De er velinformeret.. som altid." begyndte hun med et glimt i øjnene, der ikke helt var til at læse "Hvad bringer Dem så langt fra Prinshold?" fortsatte hun, foregivende høflig interesse, men der lå langt mere bag end blot det. Hun var på vagt, men kunne heller ikke benægte, at hun stadig fandt ham ligeså tiltrækkende som før.

[Valon af Prinshold]

Vivienne af Genlith, en snu kvinde som havde gjort sig fortjent til, at have Valons respekt. Hvilket ikke var mange mennesker som kunne påstå at have den. Deres forhold tilbage til en festlig aften syd for Corus. En række adelige var samlet til et bal, hvor Vivienne også var til stede med sin daværende mand. En ældre adelig, som var ret ussel og ligegyldig.

Valon og Vivienne havde haft en længere snak, og interessen for hende som person var vakt. I forbindelse med hun ofte besøgte Tangvig, så havde Valon opsøgt hende og omvendt. Han havde forretning i Tangvig, dette projekt var startet da han var kommet hjem, og han havde forsøgt at få en handelslinje op og køre med Carthak. Dette var dog svære end som så.

Det havde startet så uskyldigt, de havde gået ture og snakket. Langsomt var deres aftaler rykket ind hos en af dem, og vinen var blevet skænket og før de vidste af det, havde de en affære kørende uden om Viviennes mand. Trods det ikke var Valons mest ærefulde øjeblik, så måtte han erkende at Vivienne havde formået at fange hans fysiske interesse.
Selvom legen stod på i et stykke tid, endte det med at Viviennes mand fandt ud af det. En mand som pludselig valgte at true Valon med afpresning, og hvordan han ville ødelægge hans ry. Heldigvis, sov den gamle mand stille ind. Hans hjerte var simpelthen bare stoppet med at slå få dage efter hans trusler. Herefter havde Vivienne trukket sig væk fra Valon, på trods af de stadigvæk havde mødtes nogle enkle gange efter. Måske havde hun fundet Valons sande natur? Hvem vidste?

De kølige blå øjne hvilede på Vivienne, og nikkede som en tak til hendes kompliment om hans viden. Hun havde trods alt ret. Valon havde haft en teori igennem mange år af at hvis man havde folkets opbakning, så var man langt mere magtfuld. En krone gav dig en begrænset magt. Den sande magt kom af penge, soldater og folkets opbakning. Valon havde gjort sit for at være vellidt mellem soldaterne på slagmarken under krigen mod Maren. Han gjorde sit i dag med at give mad ud til de fattige i sit len. Det samme var han så småt begyndt på i Corus. Dog gik han stadigvæk med det i det skjulte, hans fader ville nok ikke bifalde ambitiøse planer.

Valon strakte sin arm med flad hånd, som gestus til de kunne gå. En gestus var så meget sagt, han forventede egentlig at hun fulgte med. ”Forretning.” lød det kort, som svar på hendes spørgsmål om hvorfor han var rejst så langt fra Prinshold.

Valon virkede langt fra som en imødekommende mand, han virkede derimod som en mand man ikke ville for tæt på. Hans konstante dømmende udtryk, som udstrålede kulde og mangel på følelser. Hans ranke ryg, som fik ham til at lyse af stolthed, lyse af adelighed.

Den ene fod blev sat foran den anden, og lyden af gruset som knugede under deres fødder, kunne høres i takt med skridtene blev taget. Valon ændrede på intet tidspunkt ansigtstræk eller placeringen på hans hænder. Selv da solen ramte ham i øjne, klemte han øjne en smule, uden at trække en mine.
”Hvad med dem nådigfrue? Hvad bringer dem til Corus” hans ansigt drejede kort og de blå øjne hvilede på hende.

Valon havde aldrig vist følelser og kom nok aldrig rigtig til at lære hvordan man viste det. De fleste ville mene han var simpel at læse. Han kunne være som han var nu eller han kunne være vred. Dem som havde evnerne til mere, kunne se at der foregik langt mere inde bag det blonde hår.

[Vivienne af Genlith]

Hun havde ikke meget lyst til at følges med ham nogen steder hen, ikke længere, men kunne ikke se en måde at undslå sig hans simple gestus uden at være uhøflig. Så hun nikkede let og begyndte at gå sammen med ham ad den grusbelagte sti mellem hække og bede "Selvfølgelig.. hvad ellers." medgav hun uden at se på ham, men hele tiden med et klædeligt smil hvilende på læberne "Hans Majestæts kroning, selvfølgelig." svarede hun som om det var netop det.. en selvfølge. Nu løftede hun hovedet lidt og så op på ham "Jeg antager De var forhindret? Jeg mindes ikke at have set Dem til nogen af arrangementerne den uge." hun vidste hun ikke havde set ham og var derfor ganske sikker på han slet ikke havde været der. Det kunne der selvfølgelig være mange grunde til og hun var nysgerrig nok til at interessere sig i netop de grunde.

[Valon af Prinshold]

Valon havde haft en teori om at hun var blevet en anelse urolig, efter hendes mands død. Han var trods alt også sovet ind, med blodet flydende ud af ørerne og næsen, munden og øjne. Sådan nogle tilfælde kunne ske så pludseligt, man skulle passe på helbredet, især når man var gammel. Valon havde studeret gifte, specielt slangers gifte – de var fascinerende og man kunne bruge dem til uendelig meget, især i kamp. Hans blik hvilede roligt på hende, imens de gik i haven, hvor fuglene fløj omkring dem. Det skreg af forår, og solens stråler varmede godt, på den ellers så kølige facade som Valon havde.

Kroningen, naturligvis. Den nye konge, Tortall mægtigste mand eller en af dem, der ville altid være folk som også var mægtige, måske endda mægtigere. En krone gav magt i det format, at man havde en fin titel, men folk med penge, hære og folkets opbakning ville være uendelig gange meget farligere.
”Naturligivs.” lød det køligt, imens han gik imellem nogle træer, og en på en sti, som ledte ned til en lille sø. Det var en meget lille sø, dog kunne man sidde der. Han stoppede op, og vendte sig mod Vivienne og løftede et øjenbryn.
”Forretning.” lød han formelt, der var ingen grund til at give en kvinde mere information end højest nødvendigt, specielt ikke hende, som havde det med at være utrolig snu.
”Var ceremonien interessant?” lød det roligt, han var egentlig ikke videre interessant, men han kunne holde deres samtale kørende inde han dreje den ind på noget mere interessant, end en kroning.

[Vivienne af Genlith]

Så han havde valgt ikke at deltage i kroningen... Det var i hvert fald hvad hun udledte og hun rynkede brynene diskret et øjeblik. Det var ikke et ligegyldigt signal at sende - uanset hvem man var. Hun trak på skuldrene og plastrede igen et klædeligt smil på ansigtet "Bestemt.. det er ikke hver dag man får mulighed for at opleve det.." hun kunne ikke dy sig for at sende ham et sigende blik "Det er de færreste forundt i deres egen levetid, men vigtige forretninger kan man ikke altid lade vente." afsluttede hun med et roligt tonefald. Hun stoppede kun et øjeblik sammen med ham ved søen, der nok nærmere var en dam. Så begyndte hun at få igen, rundt om den, uden at have travlt.

[Valon af Prinshold]

Om Valon havde valgt eller ikke valgt at deltage til kroningen, var i bund og grund ikke Viviennes område. Hans blik vurderede hende imens de gik ind ved dammen. Han satte sig ned på den fint polerede stenbænk, og knækkede sine fingre, inde han nikkede til hendes svar. Hans rette holdning fremviste en stolt brystkasse, og hele hans holdning ville nogen endda måske se som en anelse arrogant.
De blå øjne gled fra dammen over mod Vivienne, nu var hun færdig med at tale. Han rettede kort på sin tunika. Det var heldigvis ikke køligt, at være uden for i dag. Takket været solens varme stråler. Dette var det bedste ved dagen.
”Det kan jeg ikke benægte.” lød det. De færreste oplevede vel reelt set en kroning, men derimod måtte man høre rygter om det, hvis man var en bonde eller almen borger, i dette samfund. Han ville ikke gå dybere i samtalen om forretningen, og afsluttede den sag med at springe elegant over det emne.
Valons meget gennemborerende øjne, kiggede observant på Vivienne. Det var så småt begyndt, hvor snu denne kvinde faktisk var, hvor god hun var til at manipulerer med folk, og hvor meget man skulle passe på når man var i hendes nærvær. Samtidig var hun dog meget dragende, hun var en smuk kvinde.
”Hvor har de været henne det senest stykke tid?” spurgte han, mest som en hentydning til han ikke havde set hende i lang tid.

[Vivienne af Genlith]

Hun satte sig ikke på bænken da han gjorde, selvom det ville have været det naturlige at gøre. I stedet gik hun lidt videre og stoppede med siden til ham mens hun så ud over dammen. Hun var ikke overrasket over han ikke ville uddybe og nøjedes for sig selv med at konstatere, at intet havde ændret sig på den front.

Hans blik var enerverende, men hun stod stadig rank under det og smilede blot overbærende mens hun mødte hans blik med roligt stål i sit eget "Omkring.. ikke steder der ville interessere Dem er jeg sikker på. Jeg har ligger i forhandlinger med Hamin."

[Valon af Prinshold]

Han betragtede hende imens hun gik rundt om dammen. Hun havde altid været sin egen kvinde, og gjort hvad der mest passede hende. Hun mindede om sig selv, det var underligt der ikke var flere mænd om hende, da mange gerne ville have så selvstændig en kvinde som hende.
”Som ligefrem ikke vil interesser mig?” lød det med en kølig spørgende stemme. Hvad vidste hun om hvad der fangede hans interesse? Hans blik hvilede på hende, og han rejste sig op og gik med rolige skridt hen mod dammen og stod over foran hende, hver dags side.
”Hamin?” spurgte han og løftede et øjenbryn. ”Som i Travis af Hamin?” lød det overrasket, hvad skulle hun dog med ham.

[Vivienne af Genlith]

Hun blev stående selvom han rejste sig igen og kom tættere på end hun var helt komfortabel med. At han gjorde det for at intimidere hende var hun ikke i tvivl om, heller ikke selvom han måske ikke bevidst tænkte over han gjorde det. Sådan var han bare "Mhmm.." svarede hun med et nyt smil og en let kvidren der ikke passede til den kølige tone i hans stemme.

Han kunne have udledt adskillige ting fra hendes information om Hamin, men at det lige var Travis han valgte at slå ned på - og hvad der lå bag den formodning - var både forventeligt og nok til at gøre hende mere vagtsom end før. Hun kunne have ment forretninger med hertugen eller noget helt tredie trods alt "Min fader mener det er på tide jeg tager mig en ny mand og som hertugens fætter, er ridder Travis en solid mulighed." svarede hun med et lille, bekræftende nik, mens hun mødte Valons blik uden at blinke.

[Valon af Prinshold]

Valon havde aldrig tænkt sig som en truende eller ubehagelig person, tværtimod så tænkte han sig selv, som en handlekraftig person, som ikke lod noget stå i vejen for ham. Hun havde også oplevet at han ikke lod folk true ham. Dette var på bange måder en aftale med en mand med sort kappe.
At hun ikke ville fortælle om de ting hun havde lavet, lignede hende. Hun havde altid været god til at sno sig uden om emner, hun ikke ville snakke om det, og hvis hun ikke ville snakke om det, så fik man som regel det ikke ud af hende.

Han så på hende med et overrasket blik, måske så det ikke så overrasket ud, men han var overrasket over en mand som Travis Hamin kunne få hende. Valon kendte ikke meget til Travis, men en hertugs fætter. De skulle naturligvis også finde hustruer.
Med rolige skridt begyndte Valon at bevæge sig rundt om dammen og hen imod Vivienne. ”Så du finder en ny husbond.” lød det imens hans gik. Hans blik gik søgende rundt, om der var nogle nysgerrig skikkelser i nærheden af dem. Nej.. Heldigvis ikke.
”Lyder.. godt..” det var ikke fordi at Valon ville gøre noget imod det, men han syntes da det var.. det var svært at finde et ord, men irriterende ville passe godt. Valon havde trods alt presset grænsen, da de var sammen.
”Sikker på din fader bliver henrykt, når i er blevet mand og kone.” sagde han uden videre at lægge noget i ordene.

[Vivienne af Genlith]

Et øjeblik, næsten bare et splitsekund, læste hun overraskelse i hans udtryk og som modsvar spillede et triumferende glimt momentært i hendes lyse øjne. Hun ville sikkert ikke have opfanget det korte øjeblik, hvis ikke det var fordi hun kendte ham så godt. Selvom det var ved at være længe siden hun havde set ham, virkede han ikke til at have forandret sig overhovedet. Det kunne være både godt.. og mindre godt. Hun trak let på skuldrene mens hun fulgte ham opmærksomt med blikket "Jeg ser på mine muligheder." svarede hun afværgende. Der var intet hugget i sten endnu, selvom hun selv havde langt færre forbehold ved en aftale med Hamin, end hun havde haft til at begynde med.

[Valon af Prinshold]

Han var bestemt overrasket over hun valgte en hertugefamilie, men så bare en fætter.. Men igen hun kunne sikkert have snakket det igennem med sin fader, og der var vel nogle muligheder. Han løftede øjenbrynet og måtte erkende, den havde han ikke set komme også taget i betragtning af at, hendes tidligere mand ikke ligefrem var af dårlig status. Dog var han jo desværre gået bort, hun havde nok giftet sig til rigdom, men det behøvede ingen jo vide at Valon tænkte. Han havde dog også haft en vis skeptisk holdning generelt.
"Naturligvis, du er normalt også en som griber de muligheder du ser." sagde han, inde han gik hen foran hende og havde fanget hendes øjenkontakt igen.