At tale om tingene

[Cynthea af Macay]

Aric af Macay

Der var ikke gået længe, før de var faldet helt til i en rytme i forhold til hinanden og som ugerne var gået, havde Thea fået mere og mere af ansvaret tildelt. Huset Macay kørte som smurt, gik ordet og den nye hertuginde kunne ikke være mere lykkelig og lettet ved, at hun endelig havde klaret det, hun havde forberedt sig på så længe og så til perfektion. Eller i hvert fald nogenlunde.

Fingrene pillede åndsfraværende ved amuletten, der ikke havde forladt hendes hals siden hun havde fået den. Hendes mor havde givet hende indtrykket af, at den ville forsvinde øjeblikkeligt, men Aric havde ikke vist nogen tegn på interesse for det. Hun slap den med blikket igen.

"Jeg tror, det ville hjælpe aftalen i hus, hvis vi inviterede dem forbi på middag," fortsatte hun den samtale, de havde været i gang med. "Hvis du vil, kan jeg gå i gang med forberedelserne som det første i morgen tidlig?"

[Aric af Macay]

Han brummede lavmælt og vendte en side i den bog, som han havde taget med sig fra biblioteket efter aftensmaden. "Ja, måske," han løftede blikket og så over på hende. "Jeg tænker bare," han trak let på skuldrene, inden han løftede den ene hånd og kløede sig ganske let i skægget. "Jeg orker ikke bruge en hel aften alene på dem. Kunne vi ikke invitere et andet par også?" Foreslog han og lod blikket glide ned i bogen igen. En tjener kom lydløst gående ind ad døren med en bakke med te.

[Cynthea af Macay]

Fingrene fandt broderiet igen. Det var lettere, når hun stadig havde ting at se til, selvom hun meget hellere ville læse. Langsomt nikkede hun til forslaget. "Det er selvfølgelig en mulighed, jeg så bare så nødigt, at det udelukkende skulle få Hertugen til at blive mere stejl," pointerede hun og stak nålen gennem stoffet, trak den op i en blid bevægelse. "Måske opfatte det som en provokation." Det var aldrig til at vide med de stædige, gamle fæhoveder, der indimellem var blandt hertugerne.

[Aric af Macay]

Han sukkede ganske let. "Han vil opfatte alt som en provokation," kommenterede han, og fulgte op med endnu et suk. "Men lad gå. Så længe de ikke bliver hele aftenen. Hans hustru..." Her rystede Aric på hovedet og lukkede bogen i, hvorpå han stirrede ud i luften. "Han burde blot være beæret over, at nogen gider indgå i en handel med ham," endnu et suk gled over hans læber og han drejede hovedet for at se hen på hende.

[Cynthea af Macay]

Der var et lille smil på lur i hendes mundvige ved hans ord og gik straks i gang med at planlægge, hvordan de bedst muligt undgik, at Aric fik et gråt hår mere over den besværlige mand. "Efter middagen tilbyder vi dem noget til fordøjelsen og så bliver jeg måske skidt tilpas?" foreslog hun og hun hævede blikket fra sit foretagende for at fange hans blik. Denne gang indtog smilet hendes læber helt, krusede dem i en blød bue.

[Aric af Macay]

Han fangede hendes blik med sine gyldne øjne. Så nikkede han. "Ja, lad os gøre det sådan," svarede han enigt. Han tog den lille tekop op, som en tjener for kort tid for inden havde hældt op til dem. "Lad os håbe, at det så bliver sidste gang, vi behøver invitere dem hjem til os," han pustede ganske let til den varme te. Mens han smilede ganske let tilbage til sin hustru.

[Cynthea af Macay]

Deres forhold blev kun stærkere med hver dag og hun fornemmede, at dette var en af de øjeblikke. Selvom han ikke var den mest udtryksfulde mand, begyndte hun nogenlunde at kunne vurdere hans humør ud fra de helt små ting, som hvor mange linjer, der tegnede sig omkring hans smil. "Ja, lad os håbe det."

Hun var tavs lidt, mens hun blot sad og betratede ham, fulgte hans træk med blikket. "Lad os være alene lidt," sagde hun, denne gang lidt højere, men uden at slippe husbondens blik. Hun ventede tålmodigt på, at hver og en forlod lokalet, og selv der sad hun stadig tavs. Selvom hun vidste, hun blev nødt til at italesætte sine overvejelser, var hun stadig usikker på hvordan.

[Aric af Macay]

Han nikkede og åbnede sin bog igen, men måtte dog løfte det ene øjnebryn, da hans hustru bad tjenestefolkene om at forlade lokalet. Han lagde sin ene store hånd på bogens sider, og ventede på at døren var lukket bag den sidste af dem. "Hvorfor denne pludselige alvorlighed?" Det var sjældent de var alene i stuerne. Kun når noget ganske følsomme beslutninger skulle træffes.

[Cynthea af Macay]

Nu havde hun da også hans udelte opmærksomhed. Det var kun godt, selvom hun ikke helt var klar til den. Langsomt lagde hun broderiet væk ved sin side i sofaen og foldede så hænderne i skødet. Tungespidsen fugtede læberne, mens hun tillod sig endnu et øjebliks eftertænksomhed. "Jeg har et.. Følsomt emne, jeg gerne ville drøfte med dig," svarede hun roligt og gjorde et lille holdt, før hun fortsatte. "Vi har været gift i næsten et halvt år nu."

[Aric af Macay]

Han lukkede bogen sammen igen, ganske overbevist om, at Cynthea havde noget alvorligt, hun gerne ville drøfte med ham. Og mens han sad afventende, hvilede hans blik stadigvæk på hende. "Det har vi ja," istemte han, og vidste ikke helt, hvor hun ville hen med det. "Og det har været et godt halvt år - for os i hvert fald," kommenterede han, og måtte sukke endnu en gang ved den arbejdsmængde han havde fået på sine skuldre.

[Cynthea af Macay]

På trods af den ro han mønstrede i sit svar, lod det ikke til at han havde indset, hvor hun var på vej hen med sine ord og hun måtte give efter for et lille smil, der kun voksede, som han fortsatte.

"Det har det." Han havde gjort hende fra pige til kvinde og hun elskede alle de nye ting ved livet, han havde vist og givet hende. Fra soveværelset til livet som hertuginde. På mange måder havde han tilladt hende at lade det ellers så perfekt indstuderede ydre smelte lidt væk og afsløre hendes varme indre. På trods af det, føltes dette dog mere som en samtale for Hertugen og Hertuginden af Macay end Aric og hans rose. "Men... Mangler du ikke noget?" spurgte hun forsigtigt, prøvede på den måde at dirigere ham i den rigtige retning.

[Aric af Macay]

Han vidste endnu ikke, hvor hun ville hen med denne samtale. Men han havde ikke i sinde at standse hende, tværtimod. Han rynkede brynene ved hendes spørgsmål og en lav brummen undslap fra hans strube. "Mangler noget? Udover tid og kræfter?" Han rystede på hovedet. "Der er ikke noget, som falder ind i mine tanker," svarede han så og han sendte hende et bekymret blik. "Mangler du noget?"

[Cynthea af Macay]

Forvirringen så kun større ud ved hendes ledetråd og hun prøvede virkelig at ransage sit sind for en eller anden måde elegant at bringe emnet frem på, så de ikke behøvede at fortsætte den tydeligt forfejlede gætteleg. "Nej, selvfølgelig ikke," forsikrede hun ham og kom straks på benene, krydsede gulvet og stillede sig foran ham. Med blide hænder tog hun bogen fra ham og lagde den på bordet, før hun gled ned at sidde på hans skød.

"Du har givet mig alt, men.." Hun tøvede. "Jeg har fået brev fra Prinshold og min mor udtrykker bekymring om manglende.. Svangerskab." Det var vel den bedste måde at sige det på. Som det var.

[Aric af Macay]

Han nikkede, igen, og brummede tilfreds ved, at hun ikke manglede noget. Han mente heller ikke, at han lod sin egen hustru og hertuginde mangle noget. Han lod hende fjerne bogen, og kunne ikke finde en grund til, at hun opførte sig på denne... Besynderlige måde. Det forekom ham mystisk. Og han havde ellers for vane at vide, hvad hans hustru ønskede.

Han lagde armene omkring hendes spinkle liv, mens hun talte. Og langsomt blev hans ansigtsudtryk mere stramt og blikket dystert. "Din moder ønsker et barnebarn," sagde han med en mørk stemme, der dirrede ganske let af et ulmende temperament. "Og du?" Han drejede hovedet således, at han igen kunne fange hendes blik. Denne gang var der dog ikke noget smil på hans læber eller i hans blik.

[Cynthea af Macay]

Selvom hun kendte hans ansigt godt efterhånden, havde hun sjældent set det udtryk, der begyndte at trække hen over nu og hun forberedte sig på, at hun måtte træde varsomt inden for det emne. Aric var ikke en mand, hun nogensinde havde lyst til at presse eller trodse. "Jeg ønsker at gøre dig lykkelig, som du har mig," svarede hun roligt og mødte hans blik med samme varme, der altid var at finde i hendes blå øjne, selvom hun mærkede frygten for, at han ikke ønskede børn, røre på sig.