Et håb om fred

[Myrilla af Stenbjerg]

Larkin af Stenbjerg

Efter paraderne var blevet sænket lidt mellem dem, havde Myrilla virkelig gjort alt for ikke at presse på med Larkin på nogen måde. Hun havde prøvet at være løsningsorienteret og ikke stejle, selv når han havde en tendens til at blive lidt urimelig og det var faktisk egentlig gået fint, selvom.. På nogen måder lod det kun til at have gjort ham mere mistænksom.

Derfor havde hun også besluttet, at det var nu, det måtte være tid til et sats. Nu det måtte være tid til at vise ham, at hun altså ikke var farlig. Og det gjorde man bedst med gaver i hånden og tydeligt underdanig. Eller i hvert fald nogenlunde.

Iklædt den samme natkjole, hun havde båret på deres bryllupsnat, havde hun derfor slået sig ned på hans seng og ventede, til han skulle komme hjem fra et eller andet møde. Fingrene var lukket om halsen på en flaske med en mørk væske i. Lidt spørgen omkring havde ladet hende vide, at han foretrak en helt speciel whisky, som hun havde skaffet netop til begivenheden.

[Larkin af Stenbjerg]

Hun måtte være ved at planlægge et eller andet. Han skulle aldrig have nævnt, hvad mor foretog sig. Hun ville sikkert fortælle det til nogle komtesser, og så gik sladderen med det samme! Larkin skumlede for sig selv, imens vognen kørt op foran hoveddøren.
På det seneste havde Myrilla opført sig alt for pænt, og det føltes som stilheden før stormen. Det kunne ikke passe, at hun bare pludselig bestemte sig for at være fornuftig. Der måtte være en bagtanke. Imens han forlod vognen og gik indenfor, kværnede diverse teorier rundt i hans tanker. Han var nødt til at være på forkant med, hvad som helst hun kunne finde på. Han skulle have en plan.
Han gav sit overtøj til en tjenestepige og gik ovenpå. Mødet med et par handelsmænd var trukket ud, og han så frem til at få noget søvn. Da han åbnede døren, var det dog ikke puden og den bløde madras, der sprang i øjnene, men i stedet Myrilla der sad ovenpå den. ”Myrilla?” Han lukkede døren bag sig og trådte lidt længere ind i soveværelset, før han spottede flasken, som hun sad med.

[Myrilla af Stenbjerg]

Lyden af liv i huset fortalte hende, at hertugen var vendt hjem, allerede før hun hørte lyden af skridt nærme sig døren. Hans kammertjener var sikkert klar til at hjælpe ham ud af tøjet, men i nat håbede hun ikke, der ville blive behov for det. De ville have godt af at være sammen lidt, bare de to.

Hun så op allerede før døren gik op. "Velkommen hjem," sagde hun med et let smil om læberne og løftede flasken lidt i hilsen. "Jeg håbede, du ikke var for træt til at gøre mig selskab lidt?"

[Larkin af Stenbjerg]

Han blev straks endnu mere mistænksom ved hele scenariet. ”Det her ligner dig ikke,” sagde han og blev stående, hvor han var. Der var nødt til at være en eller anden bagtanke her. Hvorfor ville hun ellers være herinde? Sprutten var den mest åbenlyse ledetråd. ”Du har tænkt dig at drikke mig fuld, har du ikke? Er du virkelig så ivrig efter vride noget brugbart ud af mig?” Hun ville uden tvivl forsøge at drikke ham fuld og få ham til bare at plapre løs i håb om, at han sagde noget, som hun kunne bruge.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun kvalte et suk ved hans mistænksomhed og mindede sig selv om at være bare nogenlunde tålmodig med ham. "Nej, jeg har ikke tænkt mig at drikke dig fuld og vride noget som helst ud af dig," svarede hun roligt. "Men hvis du ikke har lyst til at drikke, kan du jo altid drikke mig fuld og vride noget ud af mig, du kan bruge." Hun tøvede en smule og valgte så at fortsætte sit sats. Med rolige fingre trak hun proppen og lagde flasken mod læberne. Tog en tår.

Det var meget stærkere end hun havde forventet og hun måtte holde en hånd for munden for ikke at hoste. Det brændte stadig i hendes svælg, men hun sænkede hånd og flaske, så blot op på ham. "Så hvorfor tager du ikke bare støvlerne af og kommer herhen?"

[Larkin af Stenbjerg]

Hun var alt for underdanig. Det lignede hende ikke, og mistænksomheden stod stadig malet i hans ansigt. Hun havde dog ret i, at han selvfølgelig bare kunne lade være med at drikke og lade hende gøre det i stedet. Han gik over og satte sig på sengekanten for at tage støvlerne af og rejste sig så igen for at gå og klæde sig af og trække i nogle andre bukser. ”Fint,” sagde han endelig og satte sig ind på sengen til hende. ”Du kan drikke.” Så lod han være.

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun fulgte ham med blikket og selvom musklerne omkring hendes hals spillede lidt under huden, kommenterede hun ikke på den frustrerende tavshed. "Dit valg," konstaterede hun med et træk på skuldrene og tog en tår mere, før flasken igen fandt på plads ved siden af hendes ben. "Er det fordi jeg skylder dig en hemmelighed?" spurgte hun forsigtigt og betragtede ham for at se reaktionen i hans træk.

[Larkin af Stenbjerg]

Skyldte ham en hemmelighed? Det var ikke engang faldet ham ind, men nu hvor hun nævnte det, var det selvfølgelig en god idé. Hvis han havde noget på hende, var der større chancer for, at hun ikke ville sige noget videre. Men så igen: Hun kunne jo bare finde på noget at bilde ham ind. Kunne han så overhovedet bruge det til noget? ”Måske,” svarede han. ”Hvis du da har tænkt dig at fortælle mig en rigtig hemmelighed og ikke noget, der bare er opfundet i øjeblikket.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun trak på skuldrene igen og vurderede lidt, før hun talte igen. "Du kunne jo også bare sige,at det var noget, jeg havde opfundet, hvis jeg valgte at bruge din mod dig," pointerede hun henkastet og trak en tot af det løse hår bag øret, så det ikke faldt foran hendes ansigt igen.

Hun tog en dyb indånding, en tår og endnu en dyb indånding, før hun så fandt hans blik. De blå øjne syntes at bore sig hele vejen ind til hendes indre kerne. "Der gik rygter om mig på klosterskolen, som min mor heldigvis fik dæmpet, så de aldrig nåede andres ører..." Igen tøvede hun. Det var virkelig ikke noget, hun havde noget at give Larkin, den personlige ydmygelse fra sin fortid, men hun følte nødvendigheden i den. "Rygter om at jeg... Hørte til på en anstalt væk fra andre. At jeg var sær. Nogle af pigerne sagde, jeg var forbandet af Guderne, så enhver, der rørte mig ville blive udsat for ulykke og det var derfor, der aldrig var nogen, der kom tæt på." Hun tog en ordentlig slurk mere.

[Larkin af Stenbjerg]

Det kunne han selvfølgelig ... Han sagde dog ikke noget og ventede bare på den der hemmelighed. Og den var ærlig talt ikke helt, hvad han havde regnet med. Piger kunne være ondskabsfulde, lød det til. ”Du kan gøre livet miserabelt for de kvinder i dag?” tilbød han uden videre. Frem for medfølelse var det langt mere naturligt for ham at springe til tanker om hævn. ”Den eneste grund til, at de sagde det, var fordi de selv var for dumme til at fatte, hvad du talte om. Det ville næppe være svært at få hævn,” bemærkede han så med et hånligt fnys. Komtesser havde ikke særlig mange brikker at rykke rundt med det meste af tiden.

[Myrilla af Stenbjerg]

Øjnene blev større ved hans forslag og længe betragtede hun ham bare i tavshed, lyttede til det hånlige fnys og prøvede at finde ud af, hvad der lå bag. Om hans tilbud kom af en form for... Bekymring for hende? Hun fugtede læberne med tungen. "Ville du kunne hjælpe mig med det?" spurgte hun forsigtigt, ikke helt sikker på, hvad der lå i hans ord. Måske det var noget, de ville kunne samles om. Desuden ville hun ikke have noget imod at få de piger til at se, hvordan det føltes.

[Larkin af Stenbjerg]

Spørgsmålet gjorde ham straks ganske opmærksom på hende. ”Naturligvis. Jeg kan sørge for, at deres ry synker så lavt, at deres familier aldrig finder dem en mand,” svarede han roligt. ”Det samme kan du nu.” Hun var hertuginde og nok langt bedre stillet end størstedelen af de sladdertasker, som hun havde skulle finde sig i på Klosterskolen. ”Man skal bare spille hoflegene rigtigt.”

[Myrilla af Stenbjerg]

Hun lyttede opmærksomt og overvejede tilbuddet endnu engang, nu hun vidste, det var en reel mulighed. Ville hun virkelig det? Måske det var sådan hendes mor havde gjort det. Hun tog en tår mere. "Lær mig det," udbrød hun og lagde instinktivt hånden over hans. Hendes krop føltes en smule varm, kinderne også. Det var virkelig stærkt, det hun drak, måtte hun nok erkende, og med hendes normale tolerance var det nok ikke så fornuftigt, men hun ville gerne bevise sin tillid til ham.

[Larkin af Stenbjerg]

Han smilede skævt og tog flasken fra hende. ”Gerne.” Han tog selv en stor slurk af whiskyen. Det her var et mere sikkert emne for ham, så druk burde være i orden nu. ”Det vigtigste er, at du får de rigtige bekendtskaber. Du har allerede Vania, men du har brug for langt flere veninder, der har en god position ved hoffet,” begyndte han så at forklare med en eftertænksom mine. ”Og så skal du finde ud af, hvor disse sladrende komtesser, som voldte dig besvær, befinder sig i øjeblikket. Er de gift? Ugift? Studerer de? Det er vigtigt for at kunne finde deres svage punkter.” Imens han talte lod han sine fingrer flette ind mellem hendes.

[Myrilla af Stenbjerg]

Endelig et smil. En sten flyttede sig endelig fra hendes bryst og hun nikkede langsomt. "Thea har også fået en del indflydelse, især efter hendes ægteskab med Hertugen af Macay," bød hun ind, selvom hun godt forstod, at hun måtte få flere. Alliancer var vigtige, så meget havde hun da forstået af klosterskolen, selvom hun hidtil ikke rigtig havde levet efter det.

Hun glemte næsten at trække vejret, da hans fingre søgte hendes. Sådan havde det aldrig været. Deres kontakt havde altid været med en eller anden form for bagtanke, men dette virkede så.. Uskyldigt og samtidig intimt på en helt ny måde. "En af dem, ved jeg, er ugift på trods af sin alder, men også af hertugslægt," omend ikke så højtstående som hun selv. "En anden gift med arvingen til Linshart."