Tid til snak?

[Katrina af Legan]

Niklaus af Legan

Katrina var ved at lægge sidste hånd på invitationerne, der skulle sendes ud til diverse ugifte og relevante gæster i forbindelse med Josephas bal. Hun så frem til festen og havde måske tilføjet en anden parfume på Gareths invitation end den, som hun brugte til alle de andre. Den duftede bedre, imens de andre var behagelige, men mere neutrale.
Da hun hørte skridt, så hun op og spottede Niklaus gå forbi ude på gangen. ”Niklaus!” kaldte hun for at få ham ind i stuen. ”Har du tid?” Hun lod kuverterne ligge for en stund og lagde fjerpennen fra sig.

[Niklaus af Legan]

Som lovet til Gil, havde Niklaus virkelig forsøgt at komme ud fra studiekammeret og han havde da også taget sig tid til daglig træning i alle de områder, en ung væbner skulle mestre. Han vadede udmattet ind i huset og var allerede klar til at trampe direkte ovenpå for at få sit et tiltrængt bad. Noget frokost skulle også gøre godt.

Han jamrede lavmælt, da der blev kaldt på ham og han trådte tre skridt tilbage for at titte ind i stuen. "Ja," brummede han modstræbende og trådte så ind i stuen, tog plads i en lænestol over for hende. "Hvad kan jeg hjælpe med?"

[Katrina af Legan]

Hun bemærkede straks, hvor udkørt han så ud og kaldte en tjenestepige ind. ”Hent noget mad og drikke til baronen,” bad hun, og tjenestepigen sprang straks af sted. Så rettede hun opmærksomheden mod Niklaus. Det var nok bedst bare at få det værste overstået nu. ”Jeg har talt med Leonora ...” startede hun roligt ud og tav så. Mest for at se om han selv kunne fornemme, hvor hun var på vej hen ad. Det var bedst ikke at presse alt for meget på, når han allerede var træt.

[Niklaus af Legan]

Han rynkede brynene, da tjenestepigen trådte ind. Hvad skulle det nu gøre godt for? Åh, mad og drikke. Så var det vel fint nok. Han lagde benene over kors og betratede hende roligt. "Aha?" brummede han og strakte lidt ud i nakken, der føltes øm. "Ja, hun har godt nok opført sig lidt sært efter et... Mindre sammenstød, vi havde." Han lignede stadig ikke en mand, der vidste, hvorfor de behøvede drøfte det.

[Katrina af Legan]

”Jeres samtale lader bestemt til at ... have gjort et indtryk på hende.” Hun rankede sig lidt og iagttog Niklaus for en stund. ”Niklaus, hun gør sit bedste ... Hvorfor har hun fået et indtryk af, at hun ikke må forelske sig?” Han havde sikkert råbt af hende. Det var så typisk de to at få hele situationen til at eskalere. Niklaus var alt for pessimistisk, og Leonora var alt for drømmende. "Hvad i alverden sagde du til hende?"

[Niklaus af Legan]

Sådan som Katrina startede, kunne han begynde at se antræk til, hvor hun var på vej hen og han trak fingrene over sit ansigt og igennem håret i en træt bevægelse. Han gad simpelthen ikke blive ved med at skulle redegøre for sine handlinger. Han var ved Mithros baron og kunne gøre, hvad der passede ham med hensyn til sit eget len og sin familie.

Han stønnede frustreret. "Jeg gider ikke have den her igen, Katrina. Hvordan kan du ikke synes, det er en retfærdig behandling med tanke på den letsindighed, hun udviste?" vrissede han. "Havde du tilladt sådan en dumhed, der kunne ødelægge så meget for vores familie?"

[Katrina af Legan]

Katrina lagde hovedet spørgende på skrå. ”Hvad taler du om, Niklaus?” spurgte hun lettere forvirret. Leonora havde ikke fortalt hende, hvad der præcis var sket. Alt hun vidste var, at Niklaus måtte have sagt noget ekstremt til hende, siden hun bestemte sig for at opgive kærlighed og forelskelse.

[Niklaus af Legan]

Han brummede. Havde pigebarnet ikke engang fortalt hende det? "Så du forsvarer hende uden overhovedet at vide, hvad der skete?" spurgte han, tydeligt misbilligende og så strengt på hende. "Leonora vimsede rundt som en eller anden skamløs borgerlig med Ridder Hale. Vimsede rundt i Legan væk fra lensborgen uden anstandsdame." Han burde lade hende teste, men inderst inde ville han egentlig slet ikke vide svaret. "Hun bliver ved at tro, hendes handlinger ikke har konsekvenser og det bliver hun nødsaget til at forstå."

[Katrina af Legan]

”Ja. Det gør jeg,” svarede hun roligt, men tav så, imens Niklaus forklarede, hvad det alt sammen handlede om. ”Det lyder bestemt som en tåbelig opførsel,” medgav hun så. Leonora burde virkelig vide bedre end at gå rundt alene med en mand i private omgivelser. Når man ikke kunne ses, skulle man altid have en anstandsdame med. ”Naturligvis er hun nødt til at forstå, at det har konsekvenser, men derfor behøver du ikke gå ud af din vej for at opmuntre hende til at opgive hendes følelser.”

[Niklaus af Legan]

Han nikkede langsomt og genfandt ro i, at hans ældste søster i det mindste ikke var helt tabt bag en kærre. "Det er jeg, jo, hvis hendes tilgang til følelser er at bringe alliancer over styr," konstaterede han alvorsfuldt og så på hende. "Især efter alt det arbejde, jeg og Jasson har lagt, for at forbedre skaderne efter episoden med Adrian af Dunlath." Sladderen var gået hele rundrejsen rundt.

[Katrina af Legan]

Svaret forvirrede hende blot yderligere. ”Alliancen sættes ikke over styr af Leonoras følelser. Hun er jo tydeligvis ganske hengiven til Hale.” Der var ingen grund til at forsøge at få hende til at skifte mening på den front. Det tjente alles interesse, at hun var forelsket i ridderen. ”Aha ...” Hun tog en dyb indånding. ”Er det sådan, du vil lede lenet og vores familie? Ligesom far gjorde det?” spurgte hun så og mødte roligt hans blik.

[Niklaus af Legan]

"Det har ikke noget med Baronen at gøre," vrissede han hårdt og tvang sig selv til at besinde sig, før han fortsatte. Den tjenestepige var da også godt nok længe om det, bemærkede han tvært for sig selv og rejste sig for i stedet at skænke sig et glas af noget lidt stærkere, end han sikkert ville få bragt fra køkkenet.

Han tømte glasset i et hårdt svirp med nakken, før han genopfyldte glasset og vendte sig om mod Katrina igen, denne gang med en hånd på bordet. "Det er ikke første gang, der er sket... Noget som det. Selv efter forlovelsen til Hale. Det kan ikke blive ved på den måde."

[Katrina af Legan]

”Jeg er uenig,” sagde hun blot. Han havde selvfølgelig ret i, at det langt fra var første gang, at Leonora opførte sig dumt, men derfor fortjente deres søster da ikke at skulle frygte for at elske sin forlovede. Hun fulgte ham med blikket, imens han gik rundt. ”Jeg er sikker på, at hun har forstået budskabet, så vil du ikke nok gøre et forsøg på at tilgive hende og komme på god fod med hende igen?” bad hun. ”Der går ikke lang tid, før hun forlader os. Vil du ikke foretrække, at din lillesøster i det mindste kommer til at savne dig, frem for at glæde sig over, at hun kommer væk fra dig?”

[Niklaus af Legan]

Han knyttede hånden og den ramte ned i bordpladen under et højlydt brag. "Katrina," abrødt han hende skarpt og hævede stemmen, netop som tjenestepigen forskrækket kiggede ind igen. Skyndsomt ilede hun gennem lokalet, stillede bakken fra sig og forsvandt igen. Først der fortsatte han, glad for at have fået en smule ro til at besinde sig igen. "Jeg gider ikke diskutere det her. Vidste du, hun har rendt rundt og kysset med en kvinde? Leonora er ikke fornuftig nok til det, det kræver at kunne tillade sig kærlighed i vores verden."

[Katrina af Legan]

Det gav et sæt i hende, da han hamrede hånden mod bordet. Heldigvis blev de afbrudt af tjenestepigen, der kom ind med maden. Da hun først var ude igen, fortsatte samtalen. ”Hun hvad?” Hun så overrasket på Niklaus, da han fortalte, hvad Leonora havde gjort. Kysset en anden kvinde? Utroligt ... Til gengæld gav hun dog ikke meget for hans vrede over det. ”Så da Leonora fortalte dig det, var din reaktion at skælde hende ud og blive vred?” Hun samlede kuverterne op fra bordet for at lægge dem i sikkerhed ved siden af sig. ”Du overvejede ikke, at hun måske havde brug for nogen at tale med? Ligesom du havde det?”