Tempeltur

[Katrina af Legan]

Blacwin af Mindelan

Det var en lettere overskyet dag, men skyerne lod til at holde på regnen. Katrina trak kappen om sig, imens hun vandrede af sted. Hun havde netop været inde i Modergudindens Tempel for at bede og var nu på vej hjemad. Tankerne flakkede mellem overvejelser om den kjole, der skulle laves til Leonora, og så til, hvad hun burde stille op med Gareth. Lige nu sad hun lidt fast med ham. At nævne Kieran havde købt hende noget tid, men før eller senere regnede han måske ud, at hun løj? Hun sukkede opgivende ved tanken og rystede lidt på hovedet.

[Blacwin af Mindelan]

Efter krigen havde Blacwin blevet en smule mere religiøs, end han havde været som en ung og energisk gut. Krigen havde ændret hans perspektiv og hans syn på livet. Han havde siddet derinde og bedt i et stykke tid, før han havde besluttet sig for at vælge snuden hjemad. Blæsten tog kort i hans blonde hår, som var redt tilbage. Han havde først fået klippet det til efter han var kommet hjem, før det havde det været langt og flettet. Når man boede i et telt og marcherede med hæren, så var det ikke første priorteten at blive klippet.

Blacwin trak ulveskindet op over skulderen, og lukkede hans klæder som holdte ham varm. Hans målbevidste blik gled rundt blandt folket som gik rundt i tempeldistriktet. Blacwin lod det ene ben begynde at gå, hvorefter han med raske skridt begyndte at gå igennem gaden.

Han knækkede fingrene imens han gik, og hans blik vurderede menneskerne som gik forbi ham, måske stod nogen og solgte noget - andre sad og tiggede fra de adelige som kom forbi for at bede. Blacwin vendte blikket over mod en nydelig kvinde, som tydeligt skilte sig ud - hun så nemlig adelig ud. Han måtte erkende han syntes han havde mødt hende før, men lod kort tanken passerer.

[Katrina af Legan]

Katrina skævede mod skyerne, men vejret holdt stadig. Solen var også begyndt at skinne lidt mere igennem. Hun åndede lettet ud og bemærkede så en mand, der kom gående i hendes retning. Han så bekendt ud, og det tog hende kun et kort opremsning i hovedet at komme i tanke om navnet. ”Ridder Blacwin,” hilste hun med en venlig mine og nejede lige så pænt, da han var kommet tættere på. Hun var ikke sikker på, om han egentlig havde bemærket hende, men han var trods alt fra en af baronfamilierne, så hun burde nok hilse uanset hvad. Hvis hun huskede rigtig, var han jo også fætter til Niklaus’ forlovede.

[Blacwin af Mindelan]

Blacwin måtte knibe øjne let sammen nu når solens stråler ramte ham. Et smil bredte sig i takt med varmen spredte sig i kroppen. Hans blik hvilede på en ældre dame, som trak det der kunne ligne hendes ældste datter med mod kirken. Den ældre kvinde havde typisk bonde tøj på, hvorimod datteren bar utrolig pæne klæder.
En række forskellige historier om stitutationen og hvad det handlede om fløj igennem Blacwins hoved. Dog gled hans blik lige hen mod en kvinde, han genkendte. Hun havde tydeligvis også genkendt ham, siden hun nejede og hilste. En masse kvinder navne blev kørt igennem hovedet, som et hjul med maleri af kvinderne og så med navnet under. Det stoppede på Katrina af Legan.

Blacwin bukkede høfligt og smilte venligt.
"Nådigfrøken Katrina, sikke en glædelig overraskelse at se dem her." lød det med en høflig stemme. Legan familien havde altid været velrespekteret af hans far, så dette var naturligvis også noget som Blacwin ville føre videre.
"Hvordan har familien det?" lød det fra ham i takt med han stoppede bukkede, og rettede sig ud.

[Katrina af Legan]

Hun rankede sig og trak kappen lidt om sig igen. ”De har det fint, alt taget i betragtning,” svarede hun med et let suk. ”Moder er stadig ved at komme sig over baronens bortgang, men det går fremad.” Mor var uden tvivl den der havde taget fars død værst. Katrina følte sig stadig noget ambivalent omkring det. ”Heldigvis falder det dog ganske naturligt for Niklaus at varetage lenet, så han har hurtigt vænnet sig til sit nye ansvar,” sagde hun så med et let smil. ”Der kommer dog nok til at gå noget tid, før han tager flere udstationeringer.” Storebroderen havde ikke ligefrem tid til at passe sine ridderlige pligter i øjeblikket. Legan havde førsteprioritet.

[Blacwin af Mindelan]

Det var godt kørt forbi Blacwins øre at Baronen af Legan skulle være gået bort. Han kiggede kort ned på sine fødder og nikkede svagt. "Jeg hørte det med deres fader, gør mig ondt. Baronen var en god mand." lød det høfligt.
Det var ikke fordi at Blacwin havde haft det store forhold til deres fader, men han kendte Niklaus som en god ven, en man kunne stole på.

"Naturligvis, han er opvokset under deres faders kyndige instruktioner. Så han vil gøre baronen stolt." lød det med et smil.
Det lød realistisk at Niklaus nok ikke ville blive udstationeret lige foreløbigt. Dette gav trods alt også god mening, da han skulle varetage lenets interesser. "Hvad med dem nådigfrøken? Er de okay? Hvad bruger de tiden på?" spurgte han nysgerrigt. Han bøjede armen og gjorde gestus til hun kunne hvile hånden på hans arm, imens de kunne forsætte deres gå gang mod højager.

[Katrina af Legan]

Hun nikkede let til hans ord og tog hans arm, så de kunne følges tilbage mod Højager. ”Det har De ret i,” medgav hun med en ubekymret mine ved bemærkningen om Niklaus. Om Niklaus var interesseret i at gøre far stolt, var hun dog til tider i tvivl om. ”Åh, ikke på noget særligt. Jeg hjælper moder, hvor hun ønsker det, og så ser jeg lidt til mine veninder. Min lillesøster er blevet forlovet, så vi bruger også tid på at gøre os overvejelser omkring brylluppet – selvom der dog ikke er sat en dato endnu.” Hun grinede lidt ved tanken og rystede på hovedet. ”Og De?”

[Blacwin af Mindelan]

Alle sønner ville vel et eller andet sted gerne gøre deres fader stolt, i et hvis omfang. Dette var i hvert fald af Blacwins overbevisning. Han begyndte at sætte den ene fod foran den anden, og langsomt begyndte de at gå sammen.
Han lyttede til Katrina, nikkede på de rigtige tidspunkter. "Det lyder til de passer deres pligter nådigfrøken. Tillykke med deres søster, hvem er den heldige som for fornøjelsen af at blive gift med hende?" spurgte han og smilte. Blacwin lød ofte meget formel og som en adelig skulle, der skulle en del til at komme ind under huden på ham og høre hvordan han rigtig opførte sig. Han var godt opdraget og var blevet opdraget til at holde skik og tone. I de fleste tilfælde...

En rømmende kom frem fra Blacwin. "Jeg kom til Corus for nogle måneder siden, jeg har måtte ligget til den lade side efter krigen mod Maren. Så var fanget, hjemme på kysten" sagde han roligt, kysten var et udtryk han brugte om familiens hjem. Tanken om krigen mod maren ledte tilbage på at han var blevet hårdt såret, et voldsomt åbent sår ned over ryggen, havde ladet ham være sengeliggende i alt for lang tid, og han havde brugt tid på at komme sig over det. Såret var gået op flere gange, fordi han ikke brød sig om at ligge ned for lang tid. "Så på nuværende tidspunkt så passer jeg den del af familiens pligter jeg kan herfra Corus." sagde han høfligt.

[Katrina af Legan]

”Arvingen til Josdirk, ridder Hale,” fortalte Katrina, imens de gik af sted. Indtil videre gik det ganske fint med ægteskabsalliancerne. Både Niklaus og Leonora havde sikret nogle gode aftaler. ”Jeg hørte, at De blev alvorligt skader under krigen. Jeg håber, at De er kommet Dem helt?” spurgte hun bekymret. ”Deres fader må være glad for den hjælpende hånd.” Det var jo så nyttigt at kunne have en repræsentant i byen, hvis man selv var ude i lenet og passe tingene der.

[Blacwin af Mindelan]

"Ridder Hale." lød det fra Blacwin som nikkede og smilte. "En fin mand." hans stemme var oprigtig og han lod sit hoved glide på skrå "Til en endnu finere kvinde." lød det med smil.

Solen varmede godt ned på Blacwin som bevægede sig igennem Corus. Husene skyggede ikke for solen, og derfor fulgte den med dem, de fleste steder de gik. Dette var netop sådan det skulle være, solen var altid.
Blacwin bed sig i læben og nikkede, hans ansigt blev kort lidt mut inde gløden vendte tilbage. "De har hørt rigtigt." lød det afsluttende. Han havde ikke fortalt nogen om den episode, hvor han var blevet såret. Det var som om han havde låst det inde i en kasse, og gemt det væk. "Men jo tak, jeg er så småt ved at være tilbage." hans stemme dirrede, men han smilte høfligt.
"Ja, det håber jeg. Skal trods alt kunne klare diverse pligter, når man er arving." sagde han med et smil, dirren fra hans stemme var helt væk.

[Katrina af Legan]

”Det er godt at høre.” Folk havde lidt rigeligt under krigen, så det var blot så meget mere forfærdelig, når de så også skulle lide bagefter på grund af de ting, der var sket. ”Naturligvis. Det er godt at få noget øvelse. Hvordan går det med Deres far? Er han i Mindelan?” spurgte hun smilende og lod være med at kommentere mere på hans skade. Der var ingen grund til at snakke løs om krigen og dens ofre. Det var ikke et særlig behageligt emne.

[Blacwin af Mindelan]

Krigen havde været hård for mange familier. Fædre, sønner, fætre, ægtemænd var forsvundet under krigen. Der var dog ikke meget at gøre, sådan var krig og heldigvis var Blacwin stadigvæk i livet, selvom de fleste af de kammerater og 'brødre' han havde kæmpet med var faldet i kamp.
Et anerkende nik kunne ses imens de gik. Han havde bestemt ikke tænkt sig at snakke om krigen eller om hvad der var sket.
"Ja, han sender gerne breve om at jeg skal finde mig en hustru. Så han er sikret arvinger generationen frem." lød det grinende. "Du ved hvordan fædre er." sagde han med et smil.

[Katrina af Legan]

Hun grinede lidt. ”Det er vel kun naturligt for en lensherre at ønske arvefølgen sikret. Har han anbefalet nogle specifikke komtesser? Måske ved jeg noget om dem.” Hun havde en del veninder og vidste nogenlunde, hvad der foregik rundt omkring, så hun kunne da nok godt give sin mening om, hvilke komtesser, der var ugifte og uden nogen forlovelse på horisonten.

[Blacwin af Mindelan]

Hendes latter var beroligende at høre på, og han trak vejret dybt imens han lyttede til hendes ord om hans faders interesse. Blacwin smilte kort og svarede med et klukkende grin, inde han formede ordene.
"Det har de fuldkommen ret i, jeg ville nok også sikre mig min arv er viderekommet. Hvis jeg var i min far"

Blacwin betragtede skyggerne de kastede og lod lige tanken flyve hen over hans fars breve, om der var nogle bestemte komtesser han havde snakket om...
"Umiddelbart har der været nævnt lidt forskellige. Dog har jeg jo egentlig ikke så meget at sige, da han i sidste ende bestemmer hvem jeg skal giftes med." han smilte og klappede hende på hånden. "Vi må alle indfinde os med vores roller." lød det oprigtig og med en vis stolthed i stemmen.

[Katrina af Legan]

Hun nikkede forstående. ”Ja, naturligvis.” Der var vel ingen grund til at komme med nogen forslag så. De nærmede sig så småt Højager, og Katrina lod blikket glide over gaderne, som de fulgte. Mest for at se om der kom nogen forbi, hun kendte. ”Det har De selvfølgelig ret i. Det er bedst at overlade den slags overvejelser til lenets overhoved,” medgav hun og nikkede lidt.