Familien samlet

[Adrian af Dunlath]

Julietta af Dunlath
Den 15. april 528 M.T

Det var lidt hen på eftermiddagen, da vognene kørte ind på den lille gårdsplads ved Dunlath-boligen. Adrian havde redet på Freja under det meste af rejsen, siden vejret havde været skønt det meste af vejen. Solrigt og med kystudsigt.
Tjenere gik straks i gang med at pakke rejsebagagen ud, og Adrian overlod Freja til staldknægten, så han kunne hjælpe Julia ud af vognen. Hun sad jo sammen med børnene.
Det meste af eftermiddagen gik med, at Adrian fik slæbt diverse malerier op på et værelse, som far havde lavet om til et atelier, hvor han kunne arbejde. I mellemtiden havde forældrene travlt med at beundre deres små, nye børnebørn sammen med Julia.
Der blev først rigtig ro om aftenen, da vognene var pakket ud, og mor og far endelig trak sig tilbage. Adrian og Julia sad alene tilbage med børnene i stuen. Både Joren og Maura var faldet i søvn – det havde også været en travl dag for dem med alle de folk rendende omkring. Adrian lænede sig ned og nussede Maura lidt på panden.

[Julietta af Dunlath]

De kunne ikke have ønsket sig bedre vejr til rejsen og selvom Julia savnede at sidde ved siden af Adrian, havde hun ikke byttet solskinnet for fedtet og mudret føre. I stedet havde hun glædet sig ved sine nye.. Ja, måske ikke så meget samtalepartnere, men i hvert fald skønne skabninger, hun kunne pladre til lige meget, som hun følte for.

Reaktionen var bedre end hun havde frygtet og al hendes nervøsitet forsvandt som dug for solen, da Jolana trak hende med sig ud i haven. Ikke længere fyldte Ralon med og Julietta blev overrasket, da hun ikke kun fik smittet svigermoren med sit gode humør, men endda også fik hevet latter og smil fra baronen. Det hjalp ganske vist på det, at Joren og Maura var så skønne, mente hun bestemt.

Selvom Joren for længst var faldet i søvn, vuggede hun ham stadig blidt i armene, mens hun nynnede melodien af den vuggevise, hun var begyndt på for det, der vel efterhånden var flere minutter siden. Forsigtig med ikke at vække ham, lagde hun ham langsomt ned i kurven ved siden af sin søster og rejste sig så fra gulvet, hvor hun havde siddet for at være tæt på dem. Et lavt suk slap hende, da hun, efter at have børstet skørtet omhyggeligt af, tog plads ved Adrians side i sofaen. "Så er vi her," kvidrede hun glædesstrålende, omend mere udmattet end tidligere.

[Adrian af Dunlath]

Han lagde armen om hende, da hun satte sig ved hans side, og trak hende tættere ind til sig. ”Mhm, det er vi.” Han kyssede hende ved øjenkrogen og lod børnene få fred til at sove. Om nogle timer ville de jo vågne igen og lave et værre spektakel – der var ammens problem, heldigvis. ”Hvordan har du det?” Rejsen havde været lang, men nu kunne Julia da endelig få noget ordentlig hvile.

[Julietta af Dunlath]

En hel dag, hvor de bare havde haft muligheden for at hygge med hans familie, da først de altså var kommet frem. Ingen bekymringer eller frygt for fødsler eller rygter eller noget andet. Bare deres lille familie. "Jeg har det godt," svarede hun ubekymret og puttede sig ind til ham. Længe så hun stadig ned på børnene. De var simpelthen så hyggelige, når de var rolige og ikke græd.

Så flyttede hun blikket til Adrian og kyssede ham på kinden, indsnusede hans fantastiske duft. "Hvad med dig? Er alt i orden?" En lille, bekymret fold havde sneget sig ind mellem hendes bryn efter hun var blevet mor og nu var den trådt frem igen.

[Adrian af Dunlath]

”Det var godt.” Fra nu af skulle de bare nyde hinanden og leve et godt liv sammen – forhåbentlig med lidt selskab udefra ind i mellem. Han strøg fingrene gennem hendes lange lyse lokker. Billedet af hende – svedende og i smerter – stod stadig klart i hans tanker. Det var derfor rart at mærke hendes hår nu. Det var ikke helt gennemvædet af sved længere. ”Jeg er stadig bekymret for, om det var det rigtige valg at tage til Corus,” indrømmede han, siden hun jo gerne ville have, at han delte lidt mere ud af sine bekymringer.

[Julietta af Dunlath]

Hun sukkede lavmælt og søgte ind mod hans kærtegn. Alene fingrene i hendes hår fik det til at summe varmt i hendes mellemgulv. Hun rettede sig lidt op og rykkede sig tættere på ham, lagde en hånd over hans kind og strøg tomlen blidt over den blødt skæggede kind. "Det skal nok være det rigtige valg, det lover jeg," fortalte hun ham med al den alvor og myndighed, hun kunne mønstre i sit ellers flyvske sind. "Se selv, hvor glade dine forældre blev." Hun smilede til ham.

[Adrian af Dunlath]

For en gangs skyld var det Julia, der indtog rollen som det beroligende element i deres forhold. Han var ærlig talt glad for at kunne få en pause fra det og hvilede hovedet mod hendes hånd. ”Det er ikke mine forældre, der bekymrer mig ...” Forældrenes glæde for børnebørnene forventede han. De elskede familieforøgelser – selvom far ikke altid gav udtryk for det. ”Det er nærmere resten af hoffet.” Joren og Mauras perfekte små buttede kinder var næppe nok til at stoppe sladderen. Han sukkede svagt ved tanken og lagde sig ned med hovedet i Julias skød.

[Julietta af Dunlath]

"Jeg ved godt, du frygter hoffet og muligheden for sladder, men... De piger, der er her, er mine veninder. Det er folk, jeg kender," forsikrede hun ham og strøg fingrene igennem hans hår. Hun lænede sig ind mod sofaens ryglæn, så hun kunne slappe af, selvom Adrian nu lå i hendes skød. Tomlen gled over hans tinding. "Og du har vel også venner her, hm?" Hun smilede ned til ham.

[Adrian af Dunlath]

Ja, det var, hvad de piger sagde, men man vidste jo aldrig. Den bekymring holdt Adrian dog for sig selv. Julia skulle trods alt have lov til at stole på sine veninder. Forhåbentlig gik det ikke galt. Han sukkede svagt under hendes berøringer og lukkede øjnene i. ”Det har jeg. Dog ikke nogen, der er betydningsfulde nok til at stoppe sladder ...” Men man skulle nok også ret højt på strå, hvis man ville kunne få folk til at holde mund. ”Men ja, det er da rart at være et sted, hvor der sker lidt mere, og vi kender nogen.” Da først alle rejste, var Legan hurtigt blevet et småkedeligt sted.

[Julietta af Dunlath]

"Jeg... Tror måske, jeg kender én," mumlede hun med et forsigtigt smil, selvom det ville være noget af et sats. Hun fulgte hans bryn med fingeren, fulgte hans linjer og træk, som hun efterhånden havde tegnet så uendeligt mange gange.

Hun rømmede sig forsigtigt og overvejede at prikke ham på panden for igen at få ham til at se på hende, men stoppede bevægelsen i sidste øjeblik. Måske det ville være lettere på den måde. "Adrian, jeg... Nu vi er tilbage..." Hun sukkede. De havde jo haft en aftale. "Har du så tænkt dig at..." Hendes stemme døde ud.

[Adrian af Dunlath]

Han åbnede øjnene for at se overrasket op på hende. ”Gør du?” spurgte han. Så vidt han vidste, havde Julia kun bekendtskaber blandt baronierne. Han havde ikke rigtig set hende tale med andre. Måske mente hun nogen, som hun havde gået på Klosterskole med? Det var vel meget muligt.
Han lagde lidt på skrå, da hun fortsatte. ”Har jeg tænkt mig ...?” spurgte han ledende for at få afslutningen af hendes sætning.

[Julietta af Dunlath]

Hun trak undvigende på skuldrene og ville helst ikke komme for meget ind på det, før hun vidste havde talt med kvinden. "Altså... Da jeg lige var kommet til klosterskolen, talte jeg lidt med Grevinden af Disart. Jeg mener, hun senere blev veninder med nogle af dem, der sladrer." Dem havde hun til gengæld aldrig selv været synderligt tæt på.

"Jeg ved godt, vi har en aftale, så.." Hun trak vejret ind, opsat på bare at få det sagt. "Har du tænkt dig at... Ja, være sammen med andre igen?" De blå øjne undgik ham.

[Adrian af Dunlath]

Han nikkede lidt til hendes forklaring. Hvis Julia mente, at det kunne hjælpe, var det fint med ham. Han havde kun talt meget kort med grevinden under en fest, så han kendte ikke rigtig til hende eller hvem hun brugte tid med. Desuden var der et meget mere presserende emne at tage hånd om, da Julia fortsatte.
Han satte sig op, siden der var lagt op til endnu en alvorlig samtale. Det var altid et pinefuldt emne, og han hadede sådan at se Julia blive ulykkelig. ”... Det har jeg.” Hun ville have, at han var ærlig, så han forsøgte at vær det. Det var nok bedst bare at være åben omkring det, så hun vidste det fra starten og ikke opdagede det ved et tilfælde. ”Kun mænd. Ingen kvinder.” Han ville ønske, at han kunne komme på et eller andet, der kunne gøre dem begge lykkelige i den her situation, men det virkede umuligt.

[Julietta af Dunlath]

Julia nikkede langsomt til hans svar. Det var jo det, de havde aftalt, men alligevel gjorde det hende underligt tilpas at vide, at Adrian ville se på andre sådan som han så på hende. Hun huskede stadig det blik, han havde haft, første gang han fik forløsning i hende og den ømhed, der lå i det, var ikke noget, hun ønskede at dele. Alligevel strøg hun fingrene gennem hans lyse krøller. "Så længe, det er sådan," hviskede hun spædt og forsøgte at smile, selvom det skyldtes mere hans bløde hår om hendes fingre end samtaleemnet.

[Adrian af Dunlath]

Han lænede sig lidt frem og hvilede panden mod hendes. ”Jeg elsker dig.” Det vigtigste måtte være at forsikre hende om hans kærlighed og sørge for at gøre, hvad han kunne for glæde hende på andre måder. ”Du er min evighed.” De havde en familie nu og ville være sammen for evigt. Ingen kunne konkurrere med hende, selv hvis han lå med andre.