At søge trøst

[Leonora af Legan]

Katrina af Legan

2. april år 528 M.T

Der var gået et par dagen siden det meget uheldige sammenstød med hendes bror. Leonora var stadig hårdt såret efter det, men på en ny måde end hun plejede. Normalt ville hun straks søge trøst hos sin søster og fortælle hende, hvor dum og træls han var, men ikke denne gang. Denne gang var det anderledes, denne gang havde hun ikke lyst til at snakke om det. Der var ikke noget at sige. Niklaus havde gjort tydelig tegn på, hvordan han havde det med tingene og det ville hun ikke krydse igen.
Hvis det var sådan han ville have det, så måtte det være sådan. Hun holdte ikke til mere.

Leonora ledte derfor huset igennem, for at finde sin søster. Godt nok ville hun ikke snakke om det, men at sidde lidt ved Katrine, det ville gøre godt. Hun havde taget sine sytøj med, så hun kunne få lavet lidt samtidig.
I første omgang, var søsteren ikke til at finde, men så endelig i udstuen, fandt Leonora hende. Hun sad i sofaen, og Leonora nærmede sig uden et ord sin søster, satte sig tæt ved hende og gav hendes hånd et blidt klem.
Der sad hun noget tid med sytøjet i hånden, uden faktisk at arbejde med det. Så endelig sagde hun noget. "Hvordan går det hos dig Katrina?"

[Katrina af Legan]

Katrina nynnede lidt for sig selv, imens arbejdede på at brodere et mønster med nogle sommerfugle til et pudebetræk. Det ville sikkert kunne se fint ud i en vugge. Hun manglede selvfølgelig stadig lige at få kløerne ordentligt i Gareth, men det skadede jo ikke at hygge sig lidt med at lave denne slags små ting alligevel.
Hun så op, da Leonora kom ind. ”Hej Leonora,” hilste hun smilende, men søsteren sagde ikke rigtig noget og sad blot længe ved siden af hende. Hun begyndte så småt at blive bekymret ... ”Det går ganske fint. Jeg sidder bare her og forsøger at fordrive tiden lidt ... Hvordan går det med dig?” spurgte hun og studerede søsterens ansigt.

[Leonora af Legan]

Det føltes godt at sidde hos Katrina. Leonora undrede sig over, hvem hun mon var ved at brodere til, men sagde intet, hun nød bare sin søsters nærvær.
Så kom snakken, men hvad skulle hun sige? Hun ville ikke gerne snakke om det "Det går fint." sagde hun så bare, og tog så endeligt sit eget sytøj og og gik igang. "Må jeg sidde her lidt?"

[Katrina af Legan]

Leonora lod ikke til at ville tale om det. Katrina trak derfor på skuldrene. ”Selvfølgelig må du det,” svarede hun blot med et mildt smil om læberne og vendte blikket ned mod broderiet igen for at gøre sommerfuglene færdige. ”Har du lavet nogle planer med Hale?” Nu var de jo i den samme by igen. ”Der kan ikke gå lang tid, før der bliver sat en dato for håndfæstningen.” Niklaus havde selvfølgelig travlt med at vænne sig til det nye arbejde, men mon ikke han snart fandt det aktuelt at tage kontakt til Josdirk?

[Leonora af Legan]

Leonora satte sig bedre til rette ved søsteren, det gav en helt særlig ro. Lige, hvad hun havde brug for. Katrina spurgte heldigvis ikke ind til, hvad grunden var, men tog i stede fast i andre emne. "Nej, ikke endnu. Men jeg tænker ikke der kan gå så længe." Hun glædede sig meget. Det ville betyde, at hun ikke skulle være samme sted som sin bror, og lige nu var det hvad hun havde aller mest lyst til. At være langt fra Niklaus.
Så rettede hun sig lidt op og kiggede på sin søster "Katrina? Vil du hjælpe mig med at få helt styr på etikette og pli inden dagen kommer?" Hun holdte en kort pause "Jeg ved godt jeg har lært det på klosterskolen, men jeg laver stadig så mange fejl. Det kan jeg ikke blive ved med."

[Katrina af Legan]

Hun nikkede lidt, imens blikket hvilede på håndarbejdet. Hun ville nødig komme til at stikke sig selv. ”Vi burde nok begynde at planlægge kjolen. Det kan tage et stykke tid at få den lavet.” Brudekjoler var vitterligt et noget større projekt end almindelige kjoler. Hun stoppede arbejdet for en stund, da hun kiggede på Leonora igen. ”Naturligvis vil jeg hjælpe dig. Er det noget særligt, som du har brug for hjælp til?” Der var jo så meget etikette, og det var rart at vide, hvor de burde starte.

[Leonora af Legan]

åh ja kjolen. Den havde hun knap nok skænket en tanke. Nu hvor hun gjorde, kunne hun ikke lade være med at smile. "ja kjolen. Den skal være smuk, gerne med blonder og broderier" begyndte hun mens hun tænkte det igennem. Det var tydeligt at hun var ved at komme i bedre humør.
Til Katrinas andet spørgsmål, måtte hun tænke lidt. " Bare en finpudsning så jeg ikke skuffet vores familie. Så jeg gør både Legan og josdirk stolt" fortalte hun så med smil.

[Katrina af Legan]

Hun lo lidt ved Leonoras ord. ”Selvfølgelig skal den være smuk. Du skal have det bedst, som Legan kan præstere.” Bryllupper var gode anledninger til at vise præcis, hvor godt et len klarede sig. Hun nikkede lidt til ønskerne om blonder og broderier. Fine detaljer var kun godt.
Det var dog ikke kjolen, som hun fandt mest interessant i øjeblikket. Den kunne de ikke gøre meget ved, før de havde en skrædder ved hånden. ”Hvorfor er du så nervøs for det lige pludselig? Jeg troede, at du syntes, det gik bedre med den slags?” Havde Leonora ikke arbejdet på at gøre Legan stolt i et stykke tid?

[Leonora af Legan]

Leonora tav. Hun ville ikke tale om sammenstødet med Niklaus. Det var generelt noget hun helst ville glemme alt om. "Det gik bedre, men jeg lavede en fejl og... Det må bare ikke ske igen!" Det var rigtig nok hun havde begået en fejl i Legan, ved at glemme en anstandsdame, da hun viste Hale rundt, det var der ingen skade i at indrømme. Omvendt var det sikkert også rigeligt. "Jeg vil bare sikre mig, at jeg bliver så god som muligt og så glemme alt om kærlighed og romance." Det var der åbenbart ikke plads til, og det var tydeligvis ikke i orden at have drømme.

[Katrina af Legan]

”Fejl er uundgåelige,” bemærkede hun med et let smil. ”Det vigtige er, at man får sig snoet ud af dem uden at gøre sig selv for meget til grin.” Hun klappede søsteren lidt på hånden i et forsøg på at opmuntre hende. ”En undskyldning og værdig mine kan som regel redde en ud.” Under alle omstændigheder måtte man aldrig vise sin usikkerhed i sådanne situationer. Man skulle stå rank og tage ansvar for fejlen.
Da Leonora fortsatte, lagde hun hovedet lidt på skrå. ”Du behøver da ikke glemme alt om kærlighed og romance?” Det var da helt naturligt for komtesser at dagdrømme om ridderen på den hvide hest.

[Leonora af Legan]

Ja det var jo netop, hvad hun havde forsøgt på; at undskylde. Det var ikke ligefrem gået videre fantastisk, snare tvært imod. Hun mindes, hvordan Niklaus havde kastet med bordet. Det havde været en voldsom oplevelse for Leonora, en der stadig sad dybt i hende. "Nogle ting kan man bare ikke undskylde for. " Medmindre selvfølgelig det var modtageren af undskyldningen, der var for stædig til at lytte.
For en gang skyld var Leonora ikke modtagelig for Katrinas trøstende ord. "Jo, Der er ikke plads til den slags, når jeg skal føre familien videre. Jeg må finde en måde at stoppe det på." Hun var meget stålsikker i sin sag og havde ingen tanke om ikke at fuldføre det. Om hun så ville være ulykkelig resten af sine dag, men hun havde fået nok af Niklaus's evige indvendig. Hun havde givet op på det punkt. Hun havde accepteret sit nederlag så at sige.

[Katrina af Legan]

Hun rynkede lidt på panden, imens Leonora fortalte. Føre familien videre? ”...Er det noget, som Niklaus har bildt dig ind?” spurgte hun så med en kritisk mine. Det kunne ikke være mor. Enkebaronessen ville jo gerne have, at hendes døtre blev lykkelige, og Leonora virkede jo glad for at være forelsket i Hale. ”Eller har Hale gjort noget?” Pludselig blev hun bekymret for, at arvingen til Josdirk måske havde gjort eller sagt noget modbydeligt, der havde oprørt Leonora.

[Leonora af Legan]

Så ramte Katrine alligevel hovedet på sømmet... som altid. Men det var også det, der gjorde, at hun holdte så meget af sin søster. "Jeg har talt med Niklaus." Der var ingen grund til at uddybe det. Hun havde ikke lyst og hun havde brændt sig på emnet mange gange nok til ikke at tage det op igen.
"Hale har intet gjort. Han er sød og dejlig som altid." Hun smilede ved tanken om ham. Han kunne da i det mindste altid få hende til at smile.

[Katrina af Legan]

Katrina lagde broderiarbejdet fra sig, så hun i stedet kunne lægge en arm omkring lillesøsterens skuldre og give dem et klem. ”Du skal ikke lytte til Niklaus, når det handler om kærlighed.” Niklaus forstod sig ikke på, hvad der rørte sig i en kvindes hjerte, så det var bedst at ignorere hans meninger på det punkt. ”Hvis du holder af Hale, bør du ikke opgive den slags.” Det var jo kun godt, hvis hun var forelsket i sin forlovede.

[Leonora af Legan]

Det var sødt, som Katrina trøstede hende, der var bare det ved det, at det ikke rigtig virkede. Ikke denne gang. Så kunne hun sige nok så meget om Niklaus og om ikke at forstå kærlighed, dette her var noget andet. "Du forstår det ikke. Jeg kan ikke lave flere fejl. Jeg er nød til at blive den bedste Komtesse nogensinde. Jeg må ikke træde ved siden af igen" Ikke om hun nogensinde igen skulle ind på Niklaus's kontor på den måde, og den eneste måde hun kunne undgå det på, var at blive 100 % fejlfri.