Ungdommelige fjollerier

[Filippa Almsted]

Erik Almsted
21. juni 520

Sommeren havde virkelig gjort sit indtog i hovedstaden og det undrede hende derfor ikke, at Tågelygten allerede var godt kørende med musikken væltende ud af både vinduer og døren. Allerede da hun drejede ned på vejen, kaldte det på hende og før hun vidste af det, halvløb hun resten afvejen ned til kroen.

Som altid gjorde Pippa sig ikke i de elegante entréer. Døren nærmest væltede op og hun fik lidt ekstra farve i kinderne, men tog sig ikke yderligere af det. Jakob var ikke sen til at tage hendes hånd og hun snurrede ind under hans arm med en boblende latter.

Hvordan det udviklede sig derfra, vidste hun ikke helt. Det var bare gået så hurtigt og så naturligt, at hun pludselig var endt oppe på bordet. "Og med en," hun og de andre gæster, der havde fanget rytmen, trampede lidt med den ene fod. "Og lidt," sang hun videre klappede som det passede i rytmen. "Sætter vi natten i gang." Hun var efterhåndenblevet kendt på Tågelygten for de improviserede sange og dertilhørende dans og ballade, men hun havde intet imod det.

[Erik Almsted]

Erik havde været tilbage i Corus i efterhånden nogle måneder og selvom det altid ville være hjem, havde han stadig ikke helt vænnet sig til skiftet endnu. Der havde været nok at se til i tømrerværkstedet, og med Oden stadig sengeliggende, var bekymringerne ikke langt væk i det daglige.

Denne aften havde han dog ladet sig lokke med på Tågelygten for første gang siden han var vendt tilbage fra Scanra og med adskillige krus godt øl indenfor vesten, så livet og fremtiden en del lysere ud. Han var i godt humør og i endnu bedre selskab, mens han slappede af og for en stund havde efterladt bekymringerne udenfor døren

"..men sådan har han altid været. Lige siden vi var små." afsluttede han en samtale med et skævt smil. Han måtte tale højt for at overdøve musikken og den sang der fyldte krostuen. Han løftede sit krus og drak, mens hans blik naturligt blev trukket mod den mørkhårede kvinde der nu stod på et af bordene i nærheden. Et smil sitrede underholdt i hans mundvige over synet og han satte kruset fra sig, for selv at begynde at klappe med. Stemningen var fængende og det var alligevel svært at tale sammen over musikken.

[Filippa Almsted]

Pip dansede ufortrødent videre over bordet lidt, før hun svang sig ned på en stol, hvor hun lige måtte kæmpe lidt for at genvinde balancen - ikke at det forhindrede hende i at fortsætte sin sang. Mundvigene var højt oppe på kinderne og havde tegnet tydelige smilehuller i de stadig blussende æblekinder.

Hendes blik gled over forsamlingen og... hun standsede ved et sæt klare, blå øjne, hun ikke mindedes at have set på Tågelygten før. Hun klappede to gange og plantede så hænderne på de bløde hofter, vrikkede lidt for ham. Så trak hun igen blikket videre, klappede og dansede sig igennem sangen.

Med hjælp fra en hånd kom hun ned fra stolen igen og grinede lidt, nejede og bukkede sjusket af klapsalverne og de begejstrede tilråb, der altid fulgte med god stemning. For nu var det dog ikke det, der havde hendes opmærksomhed. Efter lige at være kommet med en kæk kommentar til musikerne, søgte hun nemlig over mod de blå øjne, hun havde opdaget. "Hej." Et uforbeholdent smil fulgte med ordet.

[Erik Almsted]

Eriks smil voksede, sammen med endnu et par mundfulde øl og da hans blik fik kontakt med et par smilende brune øjne, spillede et stadig underholdt glimt i hans egne. Den legesyge vrikken fik smilet til at vokse endnu mere og et kort øjeblik blotte det underbid Guderne nu engang havde skabt ham med.

Hans blik forlod ikke brunetten igen. Heller ikke da han lænede sig til siden og lavmælt spurgte sin kammerat efter hvem hun var.

Da sangen rundede af, satte han kruset for at klappe sammen med alle andre, før han så i en anden retning et kort øjeblik. Dog kun indtil han fik en albue i ribbenene og så indigneret på sin ven igen. Et sigende nik fik ham til at følge retningen og det ene øjenbryn gled halvt overrasket, halvt spørgende i vejret da brunetten stoppede på den anden side af bordet han sad ved. Han bare så på hende et langt øjeblik, for ligesom at sikre sig det nu også var ham hun talte til, men der kunne ikke herske den store tvivl. Mundvigene begyndte at sitre afslørende igen "Hej." svarede han, stadig med et hævet bryn mens han ignorerede de lidt for brede grin der prægede resten af selskabet.

[Filippa Almsted]

Manden sad stille længe, men det tog hun ikke så tungt. Hun lagde blot de små hænder mod hoften og så afventende på ham. Smilet, der havde fået hende til at komme derover i første omgang, kom til syne på hans læber igen og denne gang kunne der ikke herske nogen tvivl om, at det var for hende.

Hans selskab fik hver et charmerende smil, før hun igen vendte blikket mod manden, hævede brynene i en mine, der var tydeligt afventende, men hun gav ham ikke længe, før hun vurderede, at hun nu ikke gad vente længere. "Du danser ikke?" spurgte hun derfor med et smil, der nåede helt op til de brune øjne.

[Erik Almsted]

Eriks blik spillede af lige dele nysgerrighed og udfordring over det spørgsmål der blev sendt i hans retning. Sammen med et ganske nydeligt.. mere end nydeligt, smil "Ikke så tit på en bænk, nej.. men det bedste bord var optaget, så.." svarede han skælmsk igen, mens brynet igen krøb udfordrende op over dets normale position.

[Filippa Almsted]

En ubekymret, smittende latter forlod hende ved spøgen i hans svar og han fik et lille point i bogen. Der var noget over det drengede smil og blikket i de blå øjne, der gjorde hende næsten ude af stand til at trække blikket til sig.

"Jamen skulle det lykkes dig at slippe væk fra bænken, ved du, hvor jeg er." Hun blinkede til ham og vendte så om på hælen, gav ham rig mulighed for at studere hendes figur, mens hun gik over til sit bord igen. Ikke at der gik længe, før hun alligevel kastede et stjålent blik på ham over kanten på kruset med cider, hun fik stukket i hånden.

[Erik Almsted]

Eriks tænder blev igen synlige i et smil fremkaldt af den perlende latter hans svar var skyld i. For tredie gang gled øjenbrynene opefter - denne gang dem begge to, da hun vendte sig og gik.

Et øjeblik følte han sig provokeret - dobbelt fordi hans kammerater grinede smørret raden rundt. Det holdt dog ikke længe og han svarede igen med en opgivende kommentar, der kun indkasserede ham endnu en albue i ribbenene.

Sådan gik der nogle minutter hvor han både diskuterede for og imod med sig selv - og med sine venner, der alle udfordrede ham til at gøre noget ved sagen. Adskillige blikke blev sendt i retning af brunetten indtil han endelig overgav sig og lod nysgerrigheden vinde.

Så han rejste sig og gik det kort stykke hen til hende hvor han stoppede og måtte bøje hagen ned mod brystet for at se hende i øjnene "Jeg slap væk fra bænken.. så hvad nu?" spurgte han med en sitren i mundvigene og en spillende udfordring i blikket.

[Filippa Almsted]

Hun grinede, da Mathias sagde noget særligt sjovt og der blev spøgt lidt frem og tilbage mellem dem, før et sigende blik fik hende til at vende sig om og se... Lige ind i brystet på en mand. Hun lagde nakken tilbage og genkendte straks smilet.

Et langt øjeblik forblev hun tavs. Mandens højde havde virkelig overrasket hende, men da først hun fik skubbet sig tilbage på sporet og smilet vendte straks tilbage til hendes læber. "Så fortællere du mig dit navn," svarede hun og ignorerede det flabede pift, der lød bag hende. For nu koncentrerede hun sig om tårnet foran hende.

[Erik Almsted]

Eriks blik hvilede ganske, ganske kort på manden hun talte med, og nikkede let da han genkendte ham. Nogen mennesker havde trods alt ikke forandret sig alt for meget, og Tågelygten - og dets beboere var en af de ting han var glad for det var sådan med.

Hans opmærksomhed var dog hos brunetten og hendes momentære tøven før hun reagerede. Det var ikke første gang han fik den og hun var hurtigt tilbage med et ligeså kækt svar som da hun havde henvendt sig for ikke så længe siden "Erik." svarede han med et insisterende træk i mundvigene over piftet bag hende, uden dog at bryde øjenkontakten for at se hvem det var kommet fra "Og hvad så næst?"

[Filippa Almsted]

Erik. Hun skrev sig det bag øret uden at kunne placere, hvorfor hun troede, det ville blive nødvendigt at huske, selvom hun ikke havde fået at vide, om manden overhovedet boede i Corus. "Så spørger du mig om mit navn," svarede hun med et skævt smil, men gav ham ikke plads til selv at nå at spørge, før hun fortsatte. "Filippa, men de fleste kalder mig Pippa." De der øjne var lige til at forsvinde ind i, men hun ville ikke lade ham se, hvor påvirket hun blev af, at han var så rålækker. "Eller Pip."

[Erik Almsted]

Hans blik var intenst, præget af nysgerrighed og morskab mens han ventede på hendes næste træk. Han åbnede munden for at følge hendes anvisning, men blev overhalet indenom og sendte hende et skævt smil "Pip.." gentog han, uden helt at vide, hvorfor det lige var det af de tre muligheder han valgte "De fleste kalder mig.. Erik." endnu engang blev underbiddet momentært synligt før han tog ordet "Jeg tror jeg ved hvad der kommer næst.."

[Filippa Almsted]

Hun kunne slet ikke lade være at grine af den tamme humor, der lå bag hans ord. Heldigvis var der varmt inde i krostuen, så der var ikke noget underligt over hendes blussende kinder, der kun delvist var skabt af det der charmerende underbid, han havde. Han skulle ikke gå mange gange om hendes seng, konstaterede en kæk stemme i hendes baghoved. "Jaså?" Hun hævede brynene og smilede udfordrende op til ham.

[Erik Almsted]

Hans blik spillede oplagt, mens overhånden skiftede fra hende til ham - også selvom det måske kun var momentært "Mhmm.." brummede han afslappet og trak tiden så længe han kunne tillade sig før han fortsatte. Det gav ham rig mulighed for at nærstudere de varne, brune øjne der besvarede den ordløse udfordring i hans egne "Nu giver du mig chancen for at vise jeg kan danse." han gjorde en lille pause og smilet blev lidt bredere "Og muligheden for at finde ud af, om du danser ligeså godt på et gulv som du gjorde på bordet."

[Filippa Almsted]

Han havde godt nok ikke travlt, denne Erik, men der var noget ved den måde, han spillede på hendes utålmodighed på, der ikke gjorde hende irriteret, men blot var ganske underholdende. Smilet blev bredere, da han endelig fortsatte. Hun elskede at danse, men det havde hun jo også lagt op til. "Der er ingen garantier," advarede hun ham med et kækt smil og tilbød ham sin hånd med et legende glimt i de brune øjne.