Tilbage til hverdagen

[Gilbert af Meagmarsk]

Niklaus af Legan

Gil nøs igen og småbandede for sig selv. Han hang Brimirs sadel på plads efter dens ugentlige pudsning og gik ned for at give Niklaus’ hest den obligatoriske gulerod, der fulgte med pudsningen. Mad var tit den bedste metode til at komme på et dyrs gode side.
Han forlod derefter stalden og vendte tilbage til hovedbygningen for at finde Niklaus. Som selvfølgelig var på sit kontor – det var virkelig blevet let at finde ham her på det seneste! Siden de var vendt hjem, havde baronen tydeligvis haft en del at se til. Måske havde det hobet sig op, imens de var i Legan? Gil bankede på døren og kiggede ind, da først der blev givet tilladelse. ”Jeg er færdig i stalden,” meddelte han og trådte ind på arbejdsværelset for at få at vide, hvad han nu skulle give sig til.

[Niklaus af Legan]

Hvert sekund, han tilbragte i det forbandede arbejdsværelse, følte som om det gjorde ham et år ældre og han bandede frustreret på sig selv, da han fik smattet en blækklat ud ved banken på døren. Hvem ville nu tale med ham!?

Synes af Gil fik ham til at rynke brynene. Stalden? Hvor længe havde væbneren været der? Og havde han selv sendt ham derud? Umiddelbart havde han ingen erindring om det, men Gil var nok ikke selv gået derud så han nikkede blot. "Udmærket," brummede han og trak fingrene gennem det mørke hår. "Umm, du kan jo..." Hans stemme døde ud. "Har du trænet i dag?"

[Gilbert af Meagmarsk]

Han ventede pænt, imens Niklaus grublede lidt. ”Jeg lavede de sædvanlige øvelser i morges,” svarede han og vippede så lidt forlegent frem og tilbage på fødderne. ”Men jeg har ikke trænet med nogen ...” Han vidste, at Niklaus nok havde rigeligt at se til, men han håbede alligevel, at ridderherren måske snart fandt tid til, at de kunne træne sammen. ”Du trænger ikke til en pause eller sådan noget ...?” Hm, det var måske et lidt for anmassende spørgsmål, så han skyndte sig at holde mund igen, før Niklaus fik lyst til at skælde ham ud.

[Niklaus af Legan]

De sædvanlige øvelser. Det lød jo fint nok, konstaterede han i tankerne og var mentalt allerede på vej tilbage til alt det åndssvage arbejde, han havde. En pause? Jo, nu var han jo ridderherre og havde et ansvar over for Gil. Desuden savnede han virkelig følelsen af sit sværd, selvom de nok ville ende med at bruge træningssværd. "Lad os," han kom på benene og nåede kun lige at gribe fat om stoleryggen, før den væltede. Han kantede sig uden om sit bord. "Vi kan bare gå ud i haven, så hent dit træningssværd, så mødes vi der."

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil lyste straks op i et stort smil, da Niklaus lod til at være ivrig efter at komme væk fra skrivebordet. ”Ja!” udbrød han begejstret til opfordring og spurtede straks ned til sit kammer for at hente træningssværdet. Han var derfor også lynhurtigt ude i haven, hvor han stod og trippede energisk frem og tilbage, så snart Niklaus kom derud. ”Jeg er klar, jeg er klar, kan vi bare gå i gang?” spurgte han ivrigt, selvom han godt vidste, at de nok burde varme lidt op. Men de havde ikke trænet sammen et par dage, og han var bare begejstret for endelig at få ridderherren trukket ud til træning igen.

[Niklaus af Legan]

Han hævede et enkelt, busket bryn af væbnerens tydelige entusiasme, men kommenterede ikke på den. I stedet gik han roligt op på sit værelse og fik skiftet til løsere både bukser og skjorte, før han trak træningssværdet med sig og søgte ud i haven.

Det undrede ham ikke engang at Gil allerede stod og trippede. Spørgsmålet fik ham til at fnyse misbilligende og modsat mere utrænede riddere, afslørede hans brystmuskler ham ikke, før han svingede sværdet mod væbneren, fik lagt et slag mod hans overarm. Ikke hårdt nok til at gøre reel skade, men nok til at det ville give et mærke, så knægten forhåbentlig ville lære af sine fejl. "Synes du stadig, det er en god ide ikke at varme op?" spurgte han med et flabet, skævt smil.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nåede kun lige at give et gib, før sværdet ramte hans skulder. Gil skar en grimasse og ømmede sig lidt. Hun burde nok have forudset, at Niklaus ville reagere sådan på utålmodighed. Han kunne dog ikke lade være med at surmule lidt og skubbe skosnuden lidt ned i græsset, imens han svarede: ”... Nej ...” Det gik ikke at være for ivrig.

[Niklaus af Legan]

Et brummende grin forlod ham og han blinkede til Gil. "Så se at få strukket godt ud," opfordrede han i stedet og fik selv både strukket og varmet musklerne op, samt løsnet op for begge hænder. At være ambidekstral havde virkelig sine fordele.

Han svingede træningssværdet i en rutineret bevægelse og så på væbneren med brynene hævet i tavs udfordring. Der var ingen grund til at understrege en pointe ved at angribe ham uden han var forberedt igen, men samtidig ville han heller ikke advare. Der var ingen advarsler, når man stod mod en scanraner.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede og gennemgik de sædvanlige øvelser, som blev banket ind i ens hoved allerede på det første år som page. Det var trods alt vigtigt at være varmet ordentligt op til træningen, og det hjalp ikke at være utålmodig og brokke sig.
Så snart opvarmningen var overstået, skyndte han sig dog at samle sit træningssværd op og stillede sig klar. Da først Niklaus udfordrede ham, huggede han ud i et forsøg på at få spidsen af sit sværd forbi ridderens forsvar. Der blev selvfølgelig pareret, så han trådte til side og forsøgte at svinge sværdet mod Niklaus’ ene side.

[Niklaus af Legan]

Metallet sang, da sværdene blev kolliderede og alene lyden fjernede lidt af alle bekymringerne fra det tunge papirarbejde, han havde siddet med så længe. Nu virkede det som evigheder siden, han havde forlangt at blive studerende frem for ridder. "Du tænker for meget," instruerede han, da han fik pareret det nye angreb. "Det afslører dine træk." Væbneren havde endnu ikke vundet en kamp mod ham, men Niklaus troede heller ikke på bjørnetjenester.

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil vaklede kort, da sværdene atter mødtes og rettede lidt på sine fødder for at genfinde en bedre balance. ”Men jeg prøver at planlægge ...” startede han mumlende. Han skulle jo finde ud af, hvor Niklaus havde en åbning, og det var svært at lade være med at tænke over, hvor det næste punkt var. Han forsøgte dog ikke at udpensle sine tanker og prøvede sig med et nyt angreb i stedet. Det var virkelig svært at lade være med at tænke og bare blive i øjeblikket.

[Niklaus af Legan]

Igen så Niklaus ingen grund til at give dødsstødet, da Gil vaklede. Det handlede om, at han skulle lære og ikke miste mod. Ridderen dansede uden om det nye angreb og ventede ikke længe, før han selv rykkede frem i et nyt hug. Det kom ikke helt så naturligt, som de plejede, men han havde efterhånden også været lænket til skrivebordet i et godt stykke tid.

[Gilbert af Meagmarsk]

Igen parerede han. Gil surmulede lidt og forsøgte sig igen, men det var svært at finde huller i ridderherrens forsvar. Han var virkelig nødt til at prøve noget andet, for det her virkede tydeligvis ikke. Var han virkelig så let at læse? ”... Er du blevet lidt rusten?” spurgte han og fremtvang et drillende smil. Hvis han ikke fysisk kunne få sværdet listet forbi Niklaus’ forsvar, kunne han måske prøve noget andet? Hvis han nu gjorde Niklaus lidt småhidsig eller irritabel, blev han måske distraheret, og så kunne Gil få en chance for endelig at ramme ham!

[Niklaus af Legan]

"Ja, det kunne du tænke dig," gav han hoverende igen og blinkede til væbneren. Han havde virkelig haft brug for det. At få al sin energi ud på en bedre måde end at råbe af Leonora og kaste med ting. "Måske du skulle bruge kræfterne på noget fornuftigt." Han rettede grebet om sværdet, mens han trak sig et skridt tilbage, før han gjorde et hurtigt udfald mod Gils højre side.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han blev rød i knolden, da Niklaus blinkede til ham, og bandede så lidt, da manden fik et hug ind mod hans side. Han havde vist glemt, at ridderherren kunne give igen på bemærkningerne. Det burde han nok tage højde for ... Han var nødt til at finde på noget bedre. ”Som at sidde med næsen i dokumenter hele dagen?” forsøgte han at provokere igen og huggede ud efter ridderherren. Hvis han bragte Jamie på banen, var det måske nok til at distrahere Niklaus? Men Gil var dog ikke helt villig til at bringe ridderherren op på et så højt niveau af arrigskab, som nævnelsen af Jamies navn muligvis ville fremprovokere.