Voksende tvivl

[Lyanna af Genlith]

Anduo jian Cadao

I gang. Altid beskæftiget. Det havde været hendes strategi i over en måned nu. Hvad der var startet ud som den mest eventyrskønne romance havde efterhånden taget en del drejninger. Selvfølgelig havde Blake forsøgt at gøre op for det og det var da og begyndt at have sin effekt på Lyanna, men der var en del af hende, der ikke kunne glemme følelsen af svigt, der havde sat sig dybt i hendes krop.

Hun sukkede lavt, mens hun skridtede af sted. Anstandsdamen holdt sig heldigvis på behørig afstand, så hun kunne nyde illusionen af at gå alene med sine tanker lidt. Det var også lige vejret til melankoli, konstaterede hun for sig selv, mens hun så op på det tætte skydække.

Det var længe siden, hun sidst havde været på paladset og selvom hun var vant til en vis mængde overflod, var størrelsesforholdene på paladset en helt anden sag. En tjenestepige viste hende hen til de værelser, ambassadørerne, der var kommet fra Tangvig, havde fået tildelt. Selv ventede hun udenfor, mens tjenestepigen smuttede ind for at informere ambassadøren om hendes tilstedeværelse.

[Anduo jian Cadao]

Anduo havde ikke hørt meget til Lyanna i den sidste tid. Han var rent faktisk begyndt at overveje, at hun havde fået overtalt sin fader til at måtte gifte sig med den rivaliserende bejler, for hver gang han havde rettet forespørgsel til ham, havde han blot fået besked om, at tidspunktet var dårligt valgt.

Derfor overraskede det ham også noget, da en tjenestepige bankede på døren for at fortælle, at han havde besøg af netop Lyanna. Han kørte en hånd gennem håret for at pure lidt op i det vilde krøller, men det var også det eneste, han kunne nå, inden han trådte hen til sin hoveddør og mødte hende med et venligt smil. ”Nådigfrøken. Det glæder mig at se Dem.”

[Lyanna af Genlith]

Selvom ventetiden ikke var lang, gav den hende stadig mere end rig mulighed for at føle sig helt lille i den store gang, før Anduo kom til døren. Som altid nejede hun dybt for ham og mødte ham igen med et venligt smil om både læber og de grønbrune øjne. “Deres Excellence,” hilste hun og fejede en krøllet lok bag øret. “Jeg håber ikke, det er ubelejligt?” Egentlig burde hun jo ikke være her. Blake ville sikkert blive såret, men nyheden om ambassadøren havde af en eller anden årsag påvirket hende mere, end hun umiddelbart havde troet mulig.

[Anduo jian Cadao]

Han bukkede, da hun nejede og så åbnede han døren på fuld gab, mens han trådte til siden, så hun ville kunne gå foran ham ind på værelserne. ”Naturligvis ikke. Jeg er kun glad for, at jeg endelig får muligheden for at tilbringe tid med Dem igen.” Han holdt stadig døren åben, så hendes anstandsdame kunne følge med ind og først da lukkede han den igen. ”Må jeg byde damerne på et glas vin? Måske en smule saft, nu hvor solen så småt begynder at få kraft?”

[Lyanna af Genlith]

Hun bøjede nakken lidt for ham i respekt, før hun tog imod tilbuddet og smøg sig forbi ham. Om det var bevidst eller et uheld, at deres hænder mødtes, vidste hun egentlig ikke selv, men det gav et sæt i hende, så diskret, hun heldigvis ikke troede, anstandsdamen bemærkede det.

“Et glas saft, gerne,” takkede hun med et sødt smil til ham. “Det lyder dog ikke til, De har været udenfor i dag?” For selvom vejret havde været godt de sidste par dage, tog skyerne lidt af forårsfornemmelsen.

[Anduo jian Cadao]

Han hævede et overrasket bryn, da deres hænder mødtes. Det var vist første gang, hun selv havde søgt kropskontakt med ham og det både overraskede og glædede ham. Ved hendes ord røg hans blik over til vinduet og et overrasket glimt gled over hans ansigt. Han havde været sikker på, det var solskin udenfor.

”Noget kunne tyde på, at De har ret, komtesse.” Han smilede mildt og åbnede døren igen for at nå den tjenestepige, som kun var nået et lille stykke ned af gangen for at bede om noget saft. ”Jeg er bange for, at jeg har arbejdet temmeligt intenst de sidste par dage,” undskyldte han, da han havde lukket døren igen.

[Lyanna af Genlith]

En lav latter forlod hende. “Jeg kan ikke have andet end respekt for hårdt arbejde, Ambassadør,” fortalte hun ham, da latteren havde sat sig som smil i stedet. Hun skævede hen til anstandsdamen og havde virkelig ikke lyst til at skulle tage den samtale, hun var kommet for, foran hende. Så hun valgte i stedet at bygge sit mod op. “Jeg beklager, at jeg ikke har søgt Deres selskab før nu. Mine studier blev pludseligt særligt tidskrævende.” Det var ikke helt sandt, omend det ikke var en direkte løgn. Desuden var det langt bedre end den rigtige årsag.

[Anduo jian Cadao]

Hun tog selv hul på bylden og det fik ham til at hæve øjenbrynene i overraskelse et øjeblik. ”Det skal De ikke undskylde, komtesse. Jeg er blot glad for, at De ikke har opgivet mit selskab. Jeg var så småt begyndt at tro, at De havde lovet Dem væk til en anden.” Hvilket hun sikkert havde, men indtil nu havde hun trods alt ikke haft sin faders velsignelse til det.

Han gik et par skridt hen mod en divan og anmodede hende med fagter om at sætte sig ned. Derefter gjorde han det samme - naturligvis med behørig afstand mellem dem.

[Lyanna af Genlith]

Det glædede hende altid, når hun formåede at overraske andre og at dømme ud fra ambassadørens ansigtsudtryk var det sket igen. Hendes mine forandrede sig dog ikke, holdt sig blot høfligt afventende med et sødt smil. Hans konklusion fik hende dog til at sænke blikket, mens hun prøvede at skjule sin skam ved det, der var sket. Det var stadig hemmeligt.

Derfor satte hun sig i tavshed og fandt først der hans blik igen. “Der gik… Ord, der fik mig til at tvivle på, om De stadig var interesseret i mit selskab,” startede hun forsigtigt ud.

[Anduo jian Cadao]

Hendes ord fik ham til at rynke brynene lidt. ”Ord?” forsøgte han - som om at sige det højt ville få ham til at forstå hende bedre. ”Mener De rygter?” Han så over på hende efter en form for bekræftigelse. ”Hvilke rygter?” forhørte han sig. Han havde ikke været klar over, at han havde gjort sig til genstand for rygter.

[Lyanna af Genlith]

Hun havde ikke lyst til at bekræfte, at hun lyttede til rygter. Det var ikke ligefrem det bedste karaktertræk, en kvinde kunne besidde, men hun endte med at give ham et lille nik. Hun trak vejret dybt ind, samlede sig den sidste rest beslutsomhed, hun havde behov for, til at kunne fortsætte. “Det kom mig for øre, at De sås med en anden kvinde.” Blikket flakkede, før hun søgte hans øjne igen. “På Grågåsen?” Hun vidste ikke, om hun ville have ham til at benægte eller bekræfte det. Sidstnævnte ville nok være det letteste.

[Anduo jian Cadao]

Han lyttede intenst, da hun gav sig til at forklare. ”På Grågåsen?” spurgte han med brynene rynket tæt sammen, mens han forsøgte at tænke sig om. Han havde da ikke mødtes med Mitsuuke på Grågåsen? De havde i det hele taget ikke set hinanden særligt meget i den sidste tid. Men så gik der et lys op for ham. ”Mener De Ailís Dylan? Af huset Dylan? Handelsimperiet?” Det måtte da næsten være dét, hun talte om.

[Lyanna af Genlith]

Hun vidste ikke, om hun kunne stole på hans forvirring, men den virkede reel nok og hun væbnede sig derfor med tålmodighed, mens han gennemgik sine tanker. Sås han med så mange kvinder? Det burde hun jo også være ligeglad med! Det skulle kun gøre hende mere sikker på Blake. Ikke fordi hun kunne blive mere sikker. Hun tvivlede jo ikke, mindede hun sig selv om. “Frøken Dylan?” gentog hun tankefuldt og nikkede langsomt. “Jo, hun er.. Lyshåret, ikke?”

[Anduo jian Cadao]

Lyshåret? Han rystede let på hovedet. ”Rødblond,” rettede han hende med et lille smil. ”Jeg mødtes med hende på Grågåsen for en lille uge siden for at diskutere handelsaftaler mellem Sarain og huset Dylan.” Han smilede mildt og sendte hende et blidt blik.

[Lyanna af Genlith]

Rødblond. Det lød som en passende farve til en borgerlig, kommenterede en fornærmet stemme i hendes indre, hun ikke vidste eksisterede. Det var heller ikke retfærdigt at se sådan på det, men hun kunne ikke lade være. “Åh.” Hun følte sig pludselig ualmindeligt tåbelig og så ned ved det blik, han sendte hende. Det var da også uretfærdigt, at han skulle være så sød og forstående.

“Altså hvis De... ” Først tænke, så tale, mindede hun sig selv om. “Jeg ville blot forhøre mig.” Det var verdens dårligste forklaring, men hun kunne ikke komme med bedre.