Første træningssession i lang tid

[Takaeda Yamanoshi]

Arlen af Masbo
02. april 528

Det var længe siden, Takaeda havde været i paladset. Hun havde ikke besøgt sin far i et stykke tid, så hun havde ikke haft de store grunde til det. I dagens anledning var det dog for at komme ned i trængssalen og få finpudset rusten en smule. Hun havde ikke trænet i lang tid, så det ville ikke gøre noget at få pudset fægtningen lidt op. Så kunne hun vel altid besøge sin far efterfølgende. Det ville være dumt ikke at kigge forbi, når hun nu alligevel var på slottet.

Dagens påklædning bestod af en hvid tunika og et par hvide bukser. Håret var sat op i en knold, så det ikke ville komme i vejen. Til træningens formål havde hun medbragt sin sabel. Denne hang ved hendes venstre side i en lædersnor, der kærte over hendes højre skulder. Derudover havde hun sin dolk siddende i højre side af fronten i en hvid strimmel stof, der fungerede som bælte.

Rummet var i dagens anledning tomt for mennesker ud over de obligatoriske vagter ved indgangen. Det kom ikke bag på Takaeda, for det var sen eftermiddag, og folk kom her typisk om morgenen og formiddagen. Det passede hende egentlig fint, for det betød også, at salen ikke ville være overfyldt, og at hun blev nødt til at vente. Det ville ikke gøre noget med en sparringspartner, men lige nu så det ud til, at hun måtte nøjes med en af træningsdukkerne.

[Arlen af Masbo]

Det stod ned i stænger. Mange folk var stædige og blev udenfor for at træne, men Arlen og et par riddere og væbnere fik i sidste ende nok og bestemte sig for at rykke indenfor. Han syntes i forvejen, at han var i en dårlig position, så dårligt vejr hjalp ikke ligefrem på humøret.
Flokken migrerede ind i træningssalen, hvor der heldigvis var plads nok, siden der kun var en enkelt person derinde. En eller anden kvinde. Siden Arlen ikke havde nogen ridderherre at følge, bestemte han sig for at gøre hende selskab i stedet. ”Jeg har ikke set Dem her før?” spurgte han, da han kom tættere på.

[Takaeda Yamanoshi]

Det var ikke ligefrem fordi at de roterende arme på træningsdukken gav den store udfordring. Til alt held lod det dog til, at et par stykker udefra trak ned i træningssalen. Det gjorde måske, at hun kunne finde en træningspartner i en af dem? Det skadede vel aldrig at spørge?

Hun kunne dog ikke lade være med at bemærke, at de alle sammen var drivvåde. Hun havde godt lagt mærke til skyerne, der havde hængt over paladset, men hun var åbenbart nået ind, inden det begyndte at regne. Hun misundte dog ikke de mænd, der var blevet udenfor; ikke at træning i regn gjorde noget, men hun var ikke ligefrem fan af at blive gennemblødt.

Hun blev brudt i sit tankemønster, da en stemme fangede hendes ører. Hun havde set drengen (eller manden? Det var svært at bedømme hans alder, men det så ud som om, han i hvert fald var tæt på at være voksen. Måske sidst i teenager-årene?) før på paladset, men hun anede intet om ham. Hun havde blot set hans ansigt en gang i mellem på paladset, når hun havde besøgt hans far.
Som svar på hans spørgsmål vendte hun sablen, så den lå langs bagsiden af hendes underarm. Dette blev efterfulgt af et let buk. "Mit navn er Takaeda Yamanoshi. Jeg er en af Dronningens Ryttere" lød svaret, lige efter hun havde rettet sig op igen. Selvom det var tydeligt på accenten, at hun ikke var Tortallaner, var stemmeføringen høflig. "Jeg har til gengæld set Dem før et par gange på paladset. Ikke at jeg ved noget om Dem, men jeg har bestemt set Deres ansigt før."

[Arlen af Masbo]

Det var bestemt et udenlandsk navn. Arlen bukkede selv, da hun gjorde det. ”Væbner Arlen af Masbo,” præsenterede han så sig selv og krydsede armene. Han måtte kort undertrykke et kækt svar om, hvordan han også var ganske iøjnefaldne. Det var nok lige i overkanten. ”Javel. Har De været i gang med at træne herinde længe?” spurgte han så og nikkede mod træningsdukken, som hun stod ved.

[Takaeda Yamanoshi]

Det var tydeligt ved Arlens præsentation, at noget ved navnet ringede en klokke hos Takaeda: "Masbo. Det lyder bekendt. Er det langt herfra?" Stemmeføringen var stadig høflig, men der var stadig en snert af nysgerrighed at spore i stemmen. Hun havde styr på de fleste lener, men hun kunne bestemt ikke huske alles geografiske placeringer.

Hun drejede hovedet og rettede kort blikket mod dukken, da Arlen gjorde opmærksom på den. Hun rystede kort på hovedet, da hun havde rettet opmærksomheden tilbage på ham.
"En tyve minutters tid vil jeg tro. I hvert fald inden det begyndte at regne. Det ville dog være synd at sige, at en træningsdukke giver den store modstand, men i manglen af bedre, er det bedre end ingenting" lød svaret med et svagt smil. Der var en smule ironi at spore i hendes stemme, da hun nævnte dukken, men det var ikke sikkert, at det blev bemærket, for det var mens ment som spøg. Hun ville ikke lyde arrogant i forhold til sine kampegenskaber, men det var vel almindelig kendt, at en træningsdukke ikke ydede den store modstand.

[Arlen af Masbo]

”Hm, det er nede i nærheden af Den Store Sydørken,” fortalte han med en eftertænksom mine, men trak så på skuldrene. ”Jeg har dog aldrig brugt særlig meget tid der.” Han var vokset op i Corus.
Træningsdukken lod til at give hende den store udfordring. Ikke overraskende. Den var, hvad man brugte, når man ikke havde noget bedre i nærheden. ”De kan sparre med mig, hvis De har lyst?” foreslog han med et skævt smil og kækt blink.

[Takaeda Yamanoshi]

Ved hans svar var det tydeligt, at Takaeda var ved at danne sig et kort i hovedet. Hun trak selv på skuldrene, da han sagde, at han ikke kom der så ofte.
"Jeg har selv kun været der en gang eller to. Jeg kan ikke huske anledningen, jeg syntes bare, navnet virkede bekendt."

Ved hans tilbud om at sparre med ham, kunne hun ikke lade være med at se lidt drillende på ham. "Er De sikker på det? Jeg har ikke lyst til, at De holder Dem tilbage, bare fordi jeg er kvinde" lød svaret med en drillende undertone. Hun lagde hovedet let på skrå, idet hun gengældte hans kække blink. Smilet voksede dog en smule. Det var rart til en afveksling at det hele ikke var så formelt. Det gjorde, at hun følte sig lidt bedre tilpas.
"Oh og jeg vil gerne sparre med Dem" tilføjede hun, da hun kom i tanke om, at hun egentlig ikke havde svaret ham på spørgsmålet. Sablen blev vendt, så klingen nu vendte den "rigtige" vej i forhold til normen, men hun ventede lidt, inden hun antog en kampstilling.

[Arlen af Masbo]

Han fnøs underholdt. ”Åh, det skal De ikke bekymre Dem om.” Han var vant til at træne med kvinder, så den slags pladder med at være forsigtig, faldt ham ikke ind. Desuden ville hans mor nok blive arrig, hvis hun fandt ud af, at han gik og tog hensyn. Han hævede sit træningssværd og gjorde et udfald mod hende.

[Takaeda Yamanoshi]

Hun kunne ikke helt lade være med at smile ad hans svar. "Det var rart. Det ville ikke rigtigt hjælpe på træningen at tage hensyn."
Hun havde kun lige færdiggjort sætningen, da det første udfald kom. Hun var dog ikke helt dårlig på reflekserne; hun drejede en kvart omgang med den ene fod solidt plantet på gulvet og den anden glidende henover. I samme bevægelse blev sværdet pareret af sablen og skubbet til siden. Vel vidende, at hendes ikke var et træningsvåben blev hendes modangreb dog et udfald med bagsiden af klingen, så han højst ville blive ramt af en sløv kant på samme måde som, hvis det havde været et sløvet sværd. Hun valgte dog at pejle en af de andre, der var gået med Arlen ned, så hun kunne låne et træningsvåben. Sablen blev herefter placeret i sin tilhørende skede. Denne blev snoet en gang rundt, så lædersnoren lavede en krølle, så hun kunne smide den en gang mere over højre skulder. Dette gjorde, at sablen nu hang på ryggen, så den ikke var i vejen andre steder.

[Arlen af Masbo]

Da først kvinden havde fået et træningssværd, fortsatte de med sparringen. Arlen priste sig kortvarig lykkelig for, at hun i det mindste havde været forsigtig med sablen, når nu han ikke selv havde bidt mærke i den, før de gik i gang.
Det var godt at få sparret med en anden person. De sidste par dage havde han trænet med Tristen, men man kunne hurtigt gå hen og blive vant til sin modstanders tilgang, så det var rart at sparre med andre.
Han huggede ud og parerede i én uendelighed. Da de først var færdige, følte han sig derfor gennemarbejdet. Kroppen var varmet godt igennem og efterhånden ganske udmattet. ”De har en interessant kampstil,” komplimenterede han Takaeda og sænkede træningssværdet. ”Er De uddannet på Yamani-øerne?”

[Takaeda Yamanoshi]

Der gik ikke længe, før hendes hud glinsede let af sveden, der trådte frem. Hun kunne tydeligt mærke, at hun på den seneste tid ikke havde fået trænet så meget, som hun burde. Ikke at det var en undskyldning. Tværtimod burde det være inspiration til, at holde evnerne ved lige.

Hendes stil var flydende; der var aldrig en parade, uden at kroppen havde flyttet sig fra faren, og hendes udfald var af og til akkompagneret af et slag eller et spark, og når dette ikke var tilfældet, flyttede hun samtidig på kroppen, så hun kunne bruge den smule vægt hun havde til at få ekstra kraft på udfaldet.

Det føltes som om flere timer var gået, da de var færdige med sparringen. Det var let at se, at hun var gået all-in, for det tog hende et øjeblik at få pusten igen. For ikke at tale om, at sveden stadig fik hendes hud til at kaste lyset fra faklerne tilbage, så det næsten kunne se ud som om, hun skinnede.
"De er bestemt heller ikke dårlig. De sagde væbner Arlen, så vidt jeg husker. De må snart være færdig med læringstiden? De er ganske dygtig. Det er længe siden, jeg har mødt en, jeg skulle holde trit med" lød hendes svar lige så komplimenterende, inden hendes arm med træningssværdet ligeledes blev sænket. Hun nikkede som svar til hans spørgsmål og åbnede munden for at uddybe: "Vi har ikke riddere, men jeg har været i træning i ca. 8½ år i den kejserlige garde. Det er de bedste soldater, vi har."

[Arlen af Masbo]

Han grinede lidt. ”Tak, det glæder mig at høre det.” Det var altid rart at få at vide, at man var god nok til at holde trit med folk, der allerede var færdiguddannede og havde noget erfaring. Så var han da på vej i den rigtige retning. ”Ja, jeg bliver forhåbentlig ridder efter Midvinter,” nikkede han. Hvis han da fik fundet sig en ny ridderherre snart, og hvis Prøvelsen ikke skræmte livet ud af ham. Han havde nogle bekymringer på den front, men holdt dem dog for sig selv. ”Det lyder spændende. Hvor længe har de så været i Tortall?”

[Takaeda Yamanoshi]

Takaeda var af den overbevisning, at komplimenter skulle gives, hvor komplimenter var ret, men også at folk så skulle have at vide, hvis de ikke var særligt gode til et område. Jo der var pæne måder, at sige dette på, og hun gjorde også brug af dem, men det var efterhånden gået op for folk, at selvom hun var høfligt anlagt, fik hun alligevel sagt sin mening. Så var det op til folk selv, om de brød sig om det.
"Jeg kender ikke så meget til Jeres skikke, men af det jeg har set, burde De blive en fin ridder. Jeg er klar over, at jeg lige har mødt Dem, men De har været ganske høflig indtil nu" svarede hun med et smil. Han havde gjort et ganske godt førstehåndsindtryk. Hun var efterhånden vant til, at flere adelige havde tendens til, at være arrogante, så det var rart at møde en, der ikke var det. Ikke åbenlyst i hvert fald.
"Til maj er det otte måneder siden, vi forlod Yamani-øerne. Min far er her i øjeblikket som ambassadør."

[Arlen af Masbo]

Han grinede lidt. ”At blive ridder kræver nu mere end høflighed,” påpegede han drillende og lyttede så til hende, imens hun fortalte, hvor længe hun havde været i landet. ”Jeg håber, at De har nydt Deres ophold indtil videre så?” Det måtte være hårdt at have forældre, der var ambassadører. Man skulle bo i et andet land og vænne sig til en helt ny kultur. På den anden side var det sikkert også en spændende oplevelse. Hårdt, men spændende.

[Takaeda Yamanoshi]

Takaeda trak på skuldrende ved hans svar, men hun havde samtidig et drillende glimt i øjet.
"Men at være adelig kræver blot, man er en smule arrogant. Utroligt hvordan verden hænger sammen ikke?" svarede hun med en drillende undertone i stemmen. Hun var selv adelig, så det var ligeså meget spot til hende selv som til alle andre.
Hun nikkede som svar til hans spørgsmål, om hun havde nydt opholdet. "Jeg mangler dog en gang i mellem noget uformelt samvær. Uformelt. Er det et ord? Hvorom alting er, kan jeg godt blive en smule træt af altid at skulle spørge om tilladelse. Giver det mening?" lød uddybningen med et spørgende blik. Det havde givet mening i hendes hoved, men nu hvor hun egentlig havde sagt det, var hun ikke så sikker på, at det egentlig gav mening længere.