To gange rødtop

[Elisia af Bugtvig]

Taran af Bugtvig

"Jamen jeg modsiger dig ikke, Ejvin," mumlede hun og fortsatte at strigle vallakken. Efter Kian var taget af sted, brugte hun al sin tid, hun ikke brugte på at træne, sammen med Ejvin. Lalia var simpelthen så travl for tiden og Gil.. Ja, Gil var på en eller anden måde bare for lykkelig, selvom han jo stod i suppedasen med en forlovet, der snart ville komme hjem.

Hun lagde børsten fra sig og flyttede sig i boxen, så hun kunne tage fat om mulen på ham, lagde panden mod den. "Når det ikke regner mere, så skal jeg nok tage dig ud," lovede hun ham og kyssede ham på den varme, fugtige mule. Hun sukkede tungt og Ejvin slog ind, hvilket fik hende til at klukke lavt. 

[Taran af Bugtvig]

Taran var gennemblødt fra yderst til inderst, da han endelig nåede tilbage til staldene. Stakkels Kendra var også helt sjaskvåd, så han skyndte at trække hende indenfor, hvor han kort rystede det værste vand ud af håret. Da han igen stod stille, så han til sin glæde sin søster stå der ved Ejvin. "Du har vel ikke tænkt dig at ride ud i det vejr?!" Spurgte han så. Det var virkelig ikke rart at være ude i.

[Elisia af Bugtvig]

Elisia så op, da hun hørte skridt nærme sig. En lille person med hest, lød det til og hun fortsatte derfor ned langs siden på Ejvin og plantede et kys mod hans hals. Lyden af Tarans stemme fik hende til at vende sig om med et skævt smil og hun vinkede i hilsen.

"Næh, jeg var bare heroppe af," løj hun og trak på skuldrene. Det var jo sandt nok, at hun ikke havde tænkt sig at ride og det var jo det vigtigste. "Hvad laver du heroppe? Burde du ikke være inde med pagerne?" Hun var så stolt af ham.

[Taran af Bugtvig]

Taran satte hesten ind og gik så tættere på sin søster. Det var altid rart at støde på hende, det føltes trygt. Skønt det var blevet sværere på det sidste. Det virkede som om hun havde meget at lave andre steder, men så igen, han havde jo også til at give sig til selv.
"Jeg var ude og ride da regnen brød ud. Så ja jeg er på vej ind til pagerne nu her." Der var egentlig ikke nogen dybere grund, andet end en ridetur for at blive bedre til det.

[Elisia af Bugtvig]

"Sort uheld," kommenterede hun medfølende og strøg hånden ned over Ejvins hals. Så gik hun hen til sin taske og trak et æble frem, som hun gav ham. Det måtte også være forkælelse nok for én dag. Selvom det ikke var en tiltalende tanke at trodse regnen for at begive sig hjem. "Hvordan går det med det? Bliver du stor og stærk lige som din storesøster?" bemærkede hun med et drilsk smil og gik ud af boxen for i stedet at slå sig ned på staldgulvet.

[Taran af Bugtvig]

Taran smilede til sin søster. Han var glad for at være her som page, havde fået gode venner og var faldet godt til, og så nød han disse øjeblikke, hvor han stødte på sin drilske søster "Det går godt her. Sikkert større og stærkere end hende." et skævt drengen smil fyldte hans ansigt få sekunder før et grin forlod hans læber.
Så blev han lidt mere alvorlig igen. Det var en af kvaliteterne ved ham, han kunne altid komme tilbage på ret kurs... næsten, hvert fald "Men Elisia, det er måske lidt tidligt, jeg tænkte på, når jeg bliver væbner, hvem skal jeg håbe på at få til ridderherre?" Han ville gerne høre hendes holdning til det.

[Elisia af Bugtvig]

"Pf," fnøs hun afvisende af hans drillerier. "Vent du bare, pjuske," drillede hun ufortrødent videre og ignorerede det faktum, at han alligevel kun var lidt under et hoved lavere end hende og det sikkert ville blive udlignet ganske hurtigt, når først han ramte voksespurten.

Som altid gik han hurtigt tilbage til alvorsfuld, eller i hvert fald mere end hun kom i nørheden af og hun så hen på ham med et bryn hævet. "Nah," svarede hun i første omgang til spørgsmålet og trak på skuldrene, før hun fortsatte. "Altså det er jo aldrig for tidligt at tænke på det, men.. Der er jo massere riddere, der ikke har taget en væbner endnu og du er jo barnebarn til en greve. Jeg ville ikke bekymre mig." Hun sendte ham et skævt smil.

[Taran af Bugtvig]

"Du har ret. Jeg sætter mig her og venter på at du bliver stor og stærk" han hoppede atletisk op på et gelænder og satte sig med et drilsk glimt i øjet. Så strækkede han sig overdrevent og gabte falsk "såh... tager det lang tid?" han begyndte at grine, og var lige ved at falde ned fra gelænderet.
Det med ridderherren havde han allerede glemt igen. Nu var han blevet tændt på spilopper for alvor.

[Elisia af Bugtvig]

Allerede de første drillerier prikkede lidt til hendes konkurrencegen, men hun var immervæk blevet ældre, mindede hun sig selv om. Så kunne man ikke bare lade sig gå på af små provokerende pager, om de så var ens bror eller ej. Men da han blev ved at prikke, gik der ikke længer, før hun sprang over gelænderet og trak ham med sig ned på det hødækkede staldgulv i et afslappet brydetag. Det var jo for sjov. "Hvad siger du nu, lillefyr?" drillede hun med et bredt smil.

[Taran af Bugtvig]

Taran blev overrasket, da han pludselig fik sin søster i hovedet. De væltede om i høet på gulvet, og Taran kunne ikke holde latteren inde. Han holdte af sin søster og det var altid dejligt befriende at have episoder som denne. Han rullede rundt, så det var ham der overtog "kampen" "Jeg siger jeg stadig venter på din styrke." grinede han høj.

[Elisia af Bugtvig]

Latteren boblede over hendes læber uden hun overhovedet behøvede at tænke over det og det var simpelthen så befriende. Taran fik overtaget, men der gik ikke længe, før hun fik triller ham om på ryggen, så hun kunna plante sig "tungt" på hans mave og holde hans arme nede med knæene. Godt nok var han dreng, men kun tolv og page, hvorimod hun var sytten, væbner og havde allerede oplevet kamp. Desuden havde Kian jo også vist hende et kneb eller to.

"Hvem er det lige, der venter, pus?" grinede hun og prøvede at ignorere det stik i brystet, da hun kom til at bruge det ellers så forhadte kælenavn, slynglen havde givet hende.

[Taran af Bugtvig]

Taran gav tegn til at give op og give hende sejren. Han var endnu ikke så trænet som hun, men der var nu også nogle at de kneb hun havde brugt der virkede til ikke helt at passe ind. "Okay Okay! Du vinder!" Det var næsten ikke til at få sagt for latteren. Men det var samtidig også derfor han holdte så meget af sin søster, fordi de altid pjattede.
Da hun endelig flyttede sig, rejste han sig op og hvilede på albuerne. Han kiggede på hende med nysgerrig undren "Det sidste kneb der, du brugte, hvor har du lært det henne?" Der var noget ved det, der ikke virkede helt ridderligt.

[Elisia af Bugtvig]

Hun grinede hoverende, da han gav sig, og selvom hun havde mange flere irriterende storesøster kneb oppe i ærmet, skubbede hun sig ned ved hans side på staldgulvet og blinkede ned til ham. "Nogle ting ændrer sig ikke."

Undren nogen moslen fil hun sat sig i skrædderstilling og gav sig til at gnave på sin tommelfingernegl. Hun spyttede lidt negl ud på gulvet og trak på skuldrene. "Det er noget, Gavin har lært mig," løj hun uden problemer.

[Taran af Bugtvig]

Taran rystede på hovedet af sin søster. Det var godt hun ikke var blevet komtesse! Sådan som hun opførte sig kunne det kun være gået frygteligt galt. Der var dog noget der ikke helt stemte i forhold til kneb og Gavin, men han kunne selvfølgelig have lært det et andet sted. "Det minder ikke just om de riddertræk jeg kender til." Sagde han bare og smilede så. "og jo, en dag skal det nok ændre sig, bare vent og se!" Han grinede lidt igen. Hans ord havde ikke været en trussel eller en invitation til en ny brydekamp, bare lige en afgørende bemærkning.

[Elisia af Bugtvig]

Hun trak på skuldrene igen. "Det er vel til tider, hvor man ikke har råd til at være ridderlig," konstaterede hun blot. Det var jo også med henblik på netop de tidspunkter, at Kian havde lært hende det. Hun grinede. "Ja, hvis du bare bliver ved at spise dine grøntsager." Den bemærkning havde de hørt utallige gange derhjemme.