I sjasken og plasken

[Hannah af Masbo]

Gilbert af Meagmarsk

Modløst stirrede hun ud i regnen. Der var vel ikke så meget for ud over bare at se at komme ud i det og få trænet. Hvis ikke hun ikke snart fik indhentet resten af pagerne, ville hun ende med ikke at få en ridderherre, når hun endelig blev væbner. Hun skuttede sig, strammede hestehalen lidt mere og søgte så ud i forårsregnen. Heldigvis var det kun støvregn.

"Gil!" udbrød hun ved synet af et velkendt ansigt og halvløb over til kammeraten. Hun havde ikke fået set ham, siden han var blevet væbner. Hun smilede let op til ham.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han skulede til himlen, der dog nægtede at lukke for skyernes dryppen. Han elskede træning, men det blev altså en lidt sur tjans i det her vejr. I det mindste var det ikke isnende koldt. Han sænkede sværdet fra træningsdukken, da han hørte nogen sige hans navn, og vendte sig om. ”Hej, Hannah. Det er visr længe siden sidst, hva'?” hilste han smilende og tørrede et par dråber væk fra sin næsetip. ”Hvordan går det?”

[Hannah af Masbo]

Hun sagtenede farten, så hun kun gjorde små hop det sidste stykke hen til ham og tørrede sig med håndryggen over panden. Selvom det kun havde været et par sekunder, hun havde været ude i regnen, begyndte det allerede at glide ned over hendes pande. "Ja, jeg hører, du har været ude at rejse. Både Frølund og Legan," hendes blik afslørede tydeligt, hvor imponeret, hun var.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede og viftede hende med hen til paladsets mur, hvor de kunne komme i læ fra regnen. ”Ja, jeg har fået mulighed for at komme lidt rundt omkring,” svarede han så med et ganske tilfreds smil. Endelig var han ude på eventyr! Sådan da ... ”Min ridderherre er dog blevet baron for nyligt, så der går nok lidt tid, før vi rejser igen.” Desværre. Det var ikke til at sige, hvor meget tid, der ville blive sat af til udstationeringer i fremtiden. Gil vidste godt, at han jo egentlig burde være glad for at få mulighed for at lære om, hvordan man styrede et len, men det var nu eventyrene, der trak mere i ham.

[Hannah af Masbo]

Hannah kunne ikke lade være at fnise lidt, da han viftede hende hen til det sted, hun netop var kommet fra. Så meget for den træning. Minen gik fra beundring til medlidenhed. "Det beklager jeg," sagde hun oprigtigt. Det var altid forfærdeligt, at folk skulle miste deres forældre. "Men det er nok også meget godt med tanke på din fremtid." Hun sendte ham et opmuntrende smil.

"Apropos fremtid, så er der noget, jeg ville spørge dig om," hun trak en indbildt tot tilbage i hestehalen og vippede en dråbe væk fra sin tinding.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han sukkede opgivende. ”Ja, det er rigtig nok ... Jeg havde bare håbet på, at jeg ikke skulle lære den slags allerede.” Var det ikke sådan noget der kunne udskydes til det sidste år af hans væbnertid? Han kørte hånden gennem håret et par gange for at ryste vand ud. ”Ja?” Han kiggede spørgende på hende, da hun lagde op til et spørgsmål.

[Hannah af Masbo]

Hun forstod godt han ærgelse, men vidste ikke, hvad hun skulle sige. I stedet valgte hun bare at skifte emnet. "Altså.. Du kan jo nok huske, at jeg altid har været lidt.. Mindre end de fleste andre," hun kløede sig i nakken og følte sig uendeligt fåret i hele situationen. Det var så pinligt at spørge om hjælp, men hun vidste også, hun blev nødt til det. "Jeg tænkte.. Du muligvis ville kunne hjælpe mig? Altså bare, når du har tid.. Noget sparring eller træning." Gil var jo heller ikke selv den største.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede lidt til hendes ord. ”Du behøves ikke bekymre dig sådan om det, Hannah. Det er helt normalt for kvindelige pager, væbnere og riddere at være mindre.” Kvinder og mænd havde bare en anden fysik. Selv Løvinden havde vist været til den lille side. Han smilede stort ved hendes spørgsmål. ”Sagtens! Niklaus har rigtig meget papirarbejde for tiden, så jeg har lidt mere tid på hænderne.” Hvis han sparrede med Hannah kunne han stadig få trænet. Selvfølgelig havde han overvejet at spørge Jamie, men ... de ville ikke ende med rent faktisk at få trænet alligevel. At sparre med Hannah var nok en bedre idé.

[Hannah af Masbo]

Et smil tegnede sig på hendes lyse læber ved hans beroligende ord. Ikke at det fik hende til at glemme, at hun var lille selv for de kvindelige riddere. Hendes fægtetræner havde troet, hun var sygelig de første mange måneder, indtil han fandt ud af, det bare var sådan, hun så ud.

Derfor ændrede smilet også form og viste en lille perlerække af tænder. "Virkelig?" udbrød hun fornøjet. Det ville virkelig hjælpe. "Mange tak!"

[Gilbert af Meagmarsk]

Hendes åbenlyse glæde fik ham til at ranke ryggen lidt mere og puste sig lidt op i brystet. ”Det skal du ikke tænke på. Man bør jo lære fra sig til andre,” sagde han og viftede lidt med en hånd. Han var virkelig en væbner! Pagerne så op til ham nu! Hvor var det skønt! ”Da jeg var på din alder, kæmpede jeg også, fordi jeg heller ikke er så stor i det, men hvis du bare træner lige så hårdt som mi...” Med ét blev han plaskvåd i hovedet, da et vindue ovenover dem åbnede, og en tjenestepige uden videre tømte vandet fra en vase lige i hovedet på ham. Da hun opdagede sin fejl, undskyldte hun halvhjertet og forsvandt fra vinduet, imens Gil skulede arrigt efter hende.

[Hannah af Masbo]

Beundringen stod skrevet med store bogstaver over hendes ansigt, mens hun så op på ham. Han var virkelig skudt i vejret hen over det sidste års tid, bemærkede hun for sig selv. Som en lille mand, næsten.

Overrasket hoppede hun et skridt tilbage, da det pludselig plaskede ned med vand og hendes hånd fløj op til munden både for at skjule et lille, overrasket "Åh" og for at dæmpe det fnis, der fulgte lige efter. "Gil dog." Det krævede en del at holde minen, mens hun hev et pjaskvådt lommetørkede frem fra sin jakke og prøvede at duppe ham tør.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han skumlede godt og grundigt, imens han pillede en gul blomst ud af sit hår. Den var åbenbart røget med vandet ud af vinduet. Den forbandede tjenestepige! Han hadede tjenestepiger! Han havde godt nok allerede været noget våd, men stadigvæk...! Han fnøs misfornøjet og lod Hannah forsøge at duppe ham lidt tør med lommetørklædet. Han rystede på hovedet for at få vandet ud af håret, men det hjalp ikke så meget. ”Nå, men ...” Han smed blomsten fra sig. ”Vi skulle træne,” brummede han misfornøjet og viftede lidt med sit træningssværd, imens ansigtet bar en mine, der mest af alt kunne kaldes morderisk.

[Hannah af Masbo]

Hun pillede et par blade og lidt af en stilk med ud af det våde hår, før hun trak sig på respektfuld afstand af ham igen. "Ja, det ville være en god ide," svarede hun med et let grin og trak selv sit træningssværd fra bæltet. I starten havde hun haft problemer med bare at løfte det, men det var hun heldigvis kommet efter.

Med lette skridt trådte hun ud i regnen, så de ville have mere plads at arbejde på, mens hun prøvede ikke at se for meget på Gils ansigt i stedet for hans bevægelser. Hun trak vejret dybt ind gennem næsen, prøvede at berolige sig selv og huske på de ting, hun havde lært. I en blød, buet bevægelse trådte hun et par skridt til siden.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han tog en dyb indånding for lige at komme af med den værste irritation. Han havde trods alt oplevet på egen krop, hvordan det føltes, når folk kogte over. Det var ikke nogen behagelig oplevelse, og han skulle være en god rollemodel! ”Okay, lad os arbejde lidt på det,” sagde han så og fik fremtvunget et smil igen.
Sammen gennemgik de nogle af de basale øvelser, som pagerne blev trænet i, og han gav hende et par gode råd, som han selv havde fået af Niklaus. Ridderherren var heller ikke et af de omvandrende muskelbundter, så han kunne nogle gode tricks, når det kom til at vende modstanderens vægt mod dem selv. Gil viste nogle af de letteste til Hannah – dem som han følte, at han efterhånden havde styr på. Ikke tale om at han ville lære hende noget, som han ikke selv kunne finde ud af.

[Hannah af Masbo]

Det lod heldigvis til, at Gil genfandt roen og hun åndede lettet ud i sit stille sind. Det ville i forvejen være udfordring nok at kæmpe mod ham, uden han kørte på adrenalin. Beslutsomt nikkede hun og fulgte ham så. Hun var opmærksom og grundig i sine øvelser, og mange af de tricks, han viste hende, syntes at give god mening.

De var drivvåde, da energien lod til at være gået af dem. Hendes bryst hævede og sænkede sig i en skæv rytme, mens hun så over på ham. Træningssværdet virkede tungere nu og selv hendes braies var blevet gennemblødte. "Sikke et herligt vejr," kommenterede hun i tør spøg.